Profile
Blog
Photos
Videos
Blog time! Har endelig faaet pusten efter to maaneders haardt arbejde, og alt for intens rejse plan. Maa hellere starte fra begyndelsen.(og lige til at begynde med saa er ovenstaaende billede hverken fra libanon eller mit - kan ikke oploade billeder endnu. Skal nok komme)
I soendags kl. 23.55 forlod toget peron nr. 7 fra Istanbuls Togstation paa den asiatiske side mod Adana. Kun 5 min. forsinket. Jeg fandt ud af at kun 1 af de 7 vogne var sove vogne, saa jeg 'led' sammen med flertallet af passagererne. De var for det meste rygsaekbaerende blonde hoveder der poppede ud af sove kuppeerne, mens saedderne var befolkede af familier paa vej paa besoeg, boern og store tasker og poser. Og mig.
Tyskerne byggede jernbanen i Tyrkiet, og det er en general joke at de blev betalt pr. km, da sporerne slynger sig i irationelle retninger ned gennem tyrkiet. Adana er stortset stik syd oest fra Istanbul, men jeg kunne side og foelge med i retningen, med det kompas jeg fik i afskedsgave, og se at vi en stor del af tiden koerte stik nord oest. Derfor tog togturen 19 timer. 1.5 time mere end forventet. Men de landskaber som man koerer igennem, specielt jo laengere syd paa man er, er ubegribeligt smukke. Bjerge, kloefter og skove saa groenne man ikke ville tro paa at der er mennesker i Tyrkiet.
Jeg ankom til Adana omkring kl. 20 mandag, og gik en km eller to ind til byen og fandt en bus som koerte til Antakya. I Antakya blev jeg vaekket af buschauffoeren da vi var ankommet omkring kl. 00.30 (Nu tirsdag) og prompte puttet i en shuttle. Fandt et hotel ved en 1 tiden - heldigvis saa ejeren fjernsyn, saa jeg ikke behoevede at vaekke nogen. En flink mand som slog 5 TL af prisen, og viste mig hans samling af gamle sedler - han havde endda en dansk 50'er fra 80'erne.
Dagen efter omkring kl. 13, tirsdag, tog jeg en service taxa over den tyrkiske graense til Lattakia - selve koersel tog omkring 2 timer, og var igennem (igen) de smukkeste bjerglandskaber. Men graense overgangen var ikke sjov; at krydse den tyrkiske side tog 1.5 time og at krydse den syriske tog 45 min. Tsk... Moedtes i Lattakia med en CS'er som driver et hostel hvor jeg sov paa taget mod dejlig havbrise og morgen vaekning af solen. Dagen efter, onsdag, tog jeg en delt taxa - lignede mest en rustvogn, med verdens mindste chauffoer, over den libanesiske graense og endte i Byblos hvor jeg er nu. Byblos er en fantastisk afslappet og stille by lige ud til havet. Lige hvad jeg havde brug for. Igaar da jeg besoegte Byblos' gamle citadel, originalt bygget af korsridderne, fortalte en af de ansatte mig at Byblos altid har vaeret en fredelig by; selv under borgerkrigene var der ingen problemer mellem kristne og muslimer i byen. Hvis man intet viste om Libanons historie foer man kom til Byblos, ville man langt fra tro paa at fred er undtagelsen frem for reglen, i Libanon.
Vandrede forevigt rundt i gaderne med en tung rygsaek og soevnmangel, da de billigste steder i byen ikke havde plads, og ingen CS'ere svarede paa mine beskeder. Gav til sidst op, og overgav mig til et af de dyre steder. Hotelets ejer fik dog melidenhed med mig og slog 1/6 af prisen. Stadig alt for dyrt, men efter Istanbul, og endeloese buser og taxaer havde jeg brug for at blive et sted. At det sted saa inkluderede mit eget badevaerelse (luksus!), Koeleskab(luksus!) og fjernsyn(luksus!), og mulighed for at benyte mig af stranden(luksus) gjorde det bare bedre - saa for foerste gang i lang tid daarlige film, og faldt i soevn til lyden af havet istedet for trafik larm. Og badede igaar i krystal blaat hav vand mens solen gik ned over byblos - hvilket resulterede i mit urs tidlige doed, men det var det vaerd. I aegte backpacker stil, nappede jeg dog et par toilet ruller og pakkede en solid madpakke ud fra den gratis morgenmads buffet - nu havde jeg ligesom betalt!
Naar jeg nu snakker om mad saa er det jo Ramadan. Den startede sidste uge, og varer en maaneds tid frem. Har skulle passe mere paa hvad man goer paa gaderne, og forsoegte ogsaa de foerste par timer i toget at skjule at jeg tyggede kiks, aebler og sandwiches, men opgav efter madvognen kom forbi en 3. gang - hvis de saelger det, saa... I Adana saa jeg store faelles maaltider og i Lattakia var byen naermest doed om dagen. Selv min CS vaert var overrasket over hvor mange butikker der var lukkede. Forsoegte i Lattakia at holde min egen version af ramadanen; ikke spise eller drikke paa offentlige steder, men kun i skjul. Holdt ikke mere end en 45 min's tid, og saa maatte jeg overgive mig til en flaske vand. I libanon har jeg dog ikke haft det 'problem', men omkring halvdelen af befolkningen er ogsaa kristne, saa i det mindset spiser den ene halvdel ogsaa.
Men tilbage til Libanon some er FANTASTISK! Gjorde et virkelig godt foerstehaands indtryk, da graense vagterne var flinke, soede, og smilende - paa trods eller pga. deres militaer uniform - langt fra de surmulende syriske graense vagter. Paa vej til Tripoli koerte vi godt nok igennem en del militaere checkpoints, men det eneste der sker er at billisterne saetter farten ned, og hilser paent paa manden med maskingevaeret. Men alle er saa utroligt flinke her, og naturen er fantastisk, det eneste man kan klage over er fugtigheden. Kan allerede maerke at jeg ikke har tid nok I Libanon. But I don't make the visa rules, so what can you do?
Naar jeg er faerdig her gaar jeg op til hovedvejen/motorvejen og prajer en bus. Saa maa vi se om der er ligesaa fantastisk i den naeste by,
Sophia
- comments