Hej folkens.

Saa er vi i Thailand, Bangkok, og nyder igen at have shorts og t-shirts paa i solskinsvejr. Vi bor paa Merry V guesthouse, der ligger i et super hyggeligt omraade meget centralt. Vi har ikke bedrevet meget siden vi ankom i torsdags, men hygget os, koert i tuk tuk og set et par templer. Et par drinks og en dans er det ogsaa blevet til, og gaardsdagen afsluttede vi med et ping pong show, som vi ikke vil komme naermere ind paa her...

Det er jo efterhaanden nogle uger siden vi sidst har skrevet, saa lad mig fortaelle lidt om vores rejse i Vietnam. Efter Nha Trang tog vi til Hoi An, en meget hyggelig og lille by, som er kendt for sine mange skraeddere. Vi havde mest held med hvad vi fik lavet, men min, Sofie's, silkekjole er nu paa vej til Danmark i en papkasse som beskyttelse rundt om et buddha-hoved - den var saa grim! Vi tog paa en fantastisk cykeltur rundt i det mere uberoerte Hoi An og blev bl.a. inviteret paa flad cola og froe af en flok lokale, der sad og spillede kort. Kun meget faa engelske ord blev udvekslet, men de grinte lidt af os, og vi grinte af dem, og saa grinte vi sammen, og hvad mere skal der til?

Efter Hoi An tog vi til Hue, som engang var hovedstad og derfor er en historisk by. Det var koldt og graat og ikke saerlig ophidsende, men vi saa 3 tombs, gamle konge-grave, og det var faktisk ret saa flot. I oevrigt vildt, at saa store omraader med smuk natur og flotte bygninger blev dedikeret til bare disse maend.

Med endnu en natbus gik turen til Sapa, hvor vi maatte koebe baade varme sokker, handsker og troejer for at kunne holde varmen, men da udstyret var i orden, kunne vi nyde et fantastisk smukt landskab og en helt speciel oplevelse med et stammefolk, Black H'mong, i bjergene. (Den er lidt lang, saa man kan evt. springe kursiv-teksten over :))

Fra altanen udenfor vores hotelvaerelse, saa jeg paa gaden nedenfor en pige tage afsked med en af disse stammefolk, en lille moerkhaaret kvinde. Pigen tog afsked og takkede kvinden paa en maade, saa jeg ikke var i tvivl om, at hun havde oplevet noget saerligt. Den lille moerkhaarede kvinde var Khe, og sammen med Johanne og Khe's to veninder Hue og Jane, drog vi den efterfoelgende dag op i bjergene til deres landsby, hvor vi overnattede. Khe var ikke svaer at overtale til endnu en "trekking-tur med homestay", og selvom jeg ikke helt vil kendes ved det, ved jog jo godt, at vi blot var endnu et par turister at tjene paa. Trods det, foelte vi os som saerlige gaester i en verden, jeg vil fortaelle lidt om, ud fra hvad jeg saa, oplevede og blev fortalt.

Khe er 28 aar. Hun bor i en lille landsby kaldet Hau Thau i bjergene naer Sapa. Hun har en mand og to boern, begge drenge. Den ene ligner faren, den anden Khe's bror, fortaeller Khe. Den aeldste af drengene bor hos Khe's foraeldre, bare fordi han holder af at bo der, det er der ikke noget maerkelig i. Khe er god til engelsk. Hun gik ikke i skole da hun var barn, men turister gennem tyve aar har laert hende sproget, saa hun idag kan fortaelle mig om hendes liv, livet i landsbyen og omkring. Khe har aldrig vaeret laengere vaek end Lai Cai, hvor det naermeste hospital ligger. Det besoeger de i landsbyen, hvis de bliver meget syge. Foedsler klarer de selv i landsbyen og ved almindelig sygdom tilkalder de blot en af landsbyens shermen. Det lader ellers ikke til, at religion eller overtro paavirker deres hverdag i nogen saerlig grad. Der er ingen religioese regler der bestemmer, hvordan de skal agere, eller der styrer deres kaerlighedsliv. De fleste i landsbyen har en mand eller en kone de har fundet i deres egen landsby, eller i en af de omkringliggende. Nogle finder hinadnen paa love-markedet i Sapa, der afholdes hver loerdag. Unge maend og kvinder valfarter fra bjergene, soegende efter en mage. I gamle dage overnattede man der, fortaeller Khe, men idag har alle motorcykler, saa nu koerer man hjem om aftenen. Det er heller ikke det samme mere pga. turisterne, siger hun. Nogle i landsbyen er gift for anden gang og har faaet flere boern med sin nye partner. Mange har ogsaa en kaereste, fortaeller Khe, men det forsoeger man at holde hemmeligt for sin partner. Khe ved, at hendes mand har en kaereste, som han besoeger engang imellem - en pige fra en anden landsby - men det tager hun sig ikke af, siger hun. Hendes oejne siger noget andet, og med foelelserne haengende uden paa toejet fortaeller hun, at hun er sikker paa, at han alligevel elsker hende. Det haaber jeg han goer. I oevrigt virker det ret uskyldigt det med kaerester. Ifoelge Khe tilbringer man bare tid sammen, man kysser i hvert fald ikke, for det goer de slet ikke i deres kultur. Khe selv har ingen kaereste. Det ville mine foraeldre ikke bryde sig om, fortaeller Khe, og heller ikke min bedstemor. Khe har tidligere stolt fortalt om sin bdstemor. Hun doede sidste aar og blev 115 aar. Hun elskede mig meget hoejt og sagde, at jeg ville blive lige saa gammel som hun, fortalte Khe. Jeg fornemmede hun savner hende. Jeg oplevede meget afslappede relationer mellem familiemedlemmer paa tvaers af alder og koen. Ikke saa maerkeligt, naar generationer lever saa taet og saa isoleret fra omverdenen, og er afhaengige af hinanden paa en helt anden maade, end i et civiliseret samfund. Alle har sine pligter, der bidrager til, at hverdagen fungerer paa det helt basale plan. Det meste er selvforsyning, brug af egne og naturens ressourcer, men tusindvis af turister i omraadet foraarsager, at de ogsaa har lidt penge mellem haenderne. De fleste i landsbyen har en mobiltelefon og nogle har fjernsyn med dvd. Boernene gaar nu i skole. De laerer ikke engelsk, men vietnamesisk, som for dem er et andetsprog. Stammen har nemlig dets eget sprog, der i modsaetning til vietnamesisk er smukt. En stor del af skolen er praktisk, orienteret mod det primitive samfund de lever i. Drengene skal op i bjergene og kigge paa dyr, og pigerne skal laere at sy. Det er et samfund, en livsform, man ikke kan opdele i arbejde/skole og fritid, og jeg tror det er det der goer, at det hele virker saa afslappet.

Jeg var dybt fascineret af dette lille samfund, eller rettere sagt, den del jeg var vidne til og fik fortalt. Det satte i hoej grad mit eget liv i perspektiv. Samtidig med, at jeg foelte mig priviligeret over at have saa mange muligheder, og over at vide saa meget, saa synes jeg det var helt fantastisk, at da jeg spurgte Khe, hvad hendes ynglingsmad var, svarede hun ris og groentsager. Og jeg synes, at synet af en mand med en plov trukket af en buffalo er smukt. Jeg mener, de har det godt uden alt det vi har. Jeg kan vaere lidt bekymret for turismens indflydelse paa stammefolket - hvis de kommer til at vide for meget og derfor saetter krav til deres liv, som de ikke kan opfylde. Khe faar oekonomisk stoette at et engelsk aegtepar, som hun nogle gange kalder sine venner, andre gange sine engelske foraeldre. De har for nylig overfoert penge til hjaelp til hendes nye hus og de kommer paa besoeg i september, hvor de vil tage hele familien med til Halong Bay. Maaske bliver Khe rejselysten, men jeg er slet ikke i tvivl om, at hun er glad for, hvad hun har og hvor hun kommer fra.

Som afslutning en lille liste over, hvad vi oplevede paa vores landsby-tur:

Vi gik i bjerge og kiggede ned paa ris-trapper og moedte vildsvin, buffalo's, bjerggeder og stamme-folk. Vi varmede os paa baalet i Hue's traehus og noed synet af madforberedelserne til baade dyr og mennesker. Vi sov i en seng med halmmadres, og vaagnede til lyden af rislen fra gryder over baalet blandet med groenten og galen, goegen og miaven. Vi saa kun et doegns gamle hundehvalpe. Vi fik nyheden, at en tiaarig dreng fra landsbyen lige var faldet ned fra en skraent oppe i bjergene, hvor han samlede banan-blade. Han doede. Vi deltog i den aarlige landsby-fest, udklaedt i Black H'mongs traditionelle toej, og saa foelte vi os heldige.

Efter Sapa tog vi til Hanoi, og havde tre dage der paa et backpacerhostel med en masse unge, der kunne li' at feste. Vi fandt sammen med Jade, en soed pige fra Australien og tilbrage dagene, ogsaa i Halong Bay, med hende. I Halong Bay moedte vi et par danske drenge fra Assens, der kender vores faetter Jonas og kusine Nanna :) Det var rigtig dejligt for en tid at snakke dansk til andre end os selv.

Det blev lidt langt denne gang, haaber i holdt ud. Vi har det rigtig rigtig godt, tiden flyver afsted og selvfoelgelig savner vi jer derhjemme. Vi haaber I alle har det godt.

Kaerlig hilsen Johanne og Sofie.