Vores første dag i HCMC begyndte med en fantastisk morgenmad - vi fandt nemlig en restaurant, der serverede havregrød (som faktisk smagte næsten som i Danmark)! Her spiste vi resten af dagene vi var i byen, og nej - vi blev ikke trætte af det :)
Vi brugte to dage i HCMC med at være på marked, se domkirken, kigge i butikker, se endnu et marked og ellers gik vi bare gå fra restaurant til restaurant, for at blive kølet ned af A.C; Det var nemlig sindssygt varmt!
En af dagene besøgte vi "Museet for
krigsforbrydelser", hvor vi virkelig fik et indblik i, hvor onde mennesker kan være i krig. Vi var især overraskede over, hvor mange spor, der stadig er i dag fra USAs brug af kemiske våben under Vietnamkrigen - f.eks alle de børn der stadig fødes med alverdens sygdomme og misdannelser i både Vietnam og USA. Museet bestod af en masse billeder af de berørte mennesker og billeder fra selve krigen, hvor de amerikanske soldater gjorde de frygteligste ting mod den vietnamesiske civilbefolkning. Da vi forlod museet var vi i et meget mærkeligt humør, for jo, det havde været rigtig spændende, men samtidig også helt forfærdeligt. Det var et meget tankevækkende besøg, der gav en idé om krigens rædsler, selvom det selvfølgelig kun var set fra vietnamesernes side på dette museum.

Mandag tog vi afsted på en tre-dages tur til Mekong-deltaet, hvor vi skulle se en masse spændende ting. Vi glædede os rigtig meget og var spændte. Turen viste sig desværre at indeholde en hel del kørsel, som vi ikke var blevet informeret om; Lidt irriterende at skulle køre mange timer i en klemt minibus, men det blev heldigvis opvejet af en masse gode og spændende ting som vi oplevede - og det skal I selvfølgelig høre om :)

Første dag var nok den bedste. Jovist - vores guide var af en rimelig jagende natur, men vi "lærte" hurtigt bare at ryste på hovedet og tage os den tid vi nu skulle bruge. Første stop på turen var et flot buddhistisk tempel, hvor vi beundrede to kæmpe store buddhafigurer. Den ene var en "Liggende Buddha" (der findes utrolig mange buddhaarter - f.eks. er der også en "Happy Buddha"), og vi var klart enige om, at vi - hvis vi var en Buddha - helst ville være den liggende :) Efter buddhabesøget, kørte vi lidt videre, og sejlede så over til "Unicorn Island". Her smagte vi en masse frugt, fik en speciel (og super lækker) honningte, smagte lækkert kokosslik og hørte lokal musik og sang. Vi sejlede desuden ned ad små, hyggelige kanaler, der grundet bananpalmer på bredden var relativt skyggefuldt. Bådene kunne akkurat indeholde fire passagerer ud over de to roere, der i ægte gondol-stil roede med én åre hver. Iført flotte vietnamesiske hatte nød vi turen i fulde drag - kun en anelse bekymrede for, om den MEGET lavtliggende båd ville holde tæt :) Vi blev ikke det fjerneste våde, men anderledes gik det for et sødt ægtepar fra Singapore; da de skulle "borde" båden trådte kvinden meget yderligt ned i båden og vupti - båden kæntrede :) Ret så sjovt! "Unicorn Island" bød endvidere på hestevognstur hen til vores frokoststed. Så jo - vi fik afprøvet lidt forskellige transportmetoder den dag :)
Om eftermiddagen kørte vi til byen Can Tho, hvor vi boede på et lækkert hotel! Vi var dog de eneste fra gruppen på hotellet, så vi skulle selv tage en taxi derhen. Se - var dette sket på en tur i begyndelsen af vores rejse, havde vi sikkert ikke været så ok med det; men nu - det var helt fint. Aftensmaden spiste vi på et gadekøkken, hvor vi med kropssprog fik bestilt to dejlige nudelsupper, for de ikke kunne et ord engelsk :)

Morgenmad på et tre-stjernet hotel er altid dejligt, og denne morgen var ingen undtagelse. Vi nød den gode mad og kørte så med taxi hen og mødte gruppen. Vi var tidligt afsted, for vi skulle på "Det flydende marked". Her sejlede både rundt i alle størrelser, som købte og solgte frugt og grønt i stor stil. Alle bådene havde en "flagstang", der viste hvad båden solgte; hang der f.eks. en ananas og dinglede, så var hele båden fyldt med ananas. Det var spændende at se, hvordan det livlige marked fungerede, og vi tog en milliard billeder af de handlende vietnamesere, der i de fleste tilfælde også boede på deres båd.
Dagens andet stop var hos en familie, der producerede risnudler. Vi så hele produktionen fra ris til nudel; de lavede store "rispapirspandekager" af rismælk, som lå og tørrede i solen, før de til sidst blev strimlet til nudler i en maskine - nærmest en makulator. Dagens sidste aktivitet var besøg på en risfabrik, hvor vi fik et indblik i en af Vietnams vigtigste afgrøder.

Efter frokost havde vi tid for os selv... Og ja - det viste sig at denne dag, 30. april 2013, skulle blive dagen, hvor Sofie oplevede at blive friet til! Vi skulle dræbe noget tid, og havde derfor sat os ned ved vandet. Efter ganske kort tid kom en - vi vil tillade os, at kalde ham gammel - mand hen til os. Han spurgte Lærke, om hun havde en kæreste, men da hun svarede "ja", henvendte han sig i stedet til Sofie. Her fik han det modsatte svar, og han kvitterede med at spørge, om hun ville gifte sig med ham. Så gik der ellers en time, hvor han - på trods af gentagne afvigelser og forklaringer om, at børn og ægteskab ikke skulle være en del af Sofies liv lige pt. - VIRKELIG prøvede at sælge sig selv! Han var vegetar, spiste ikke hvidt sukker og var hårdtarbejdende! Han forsikrede, at han ville være en god mand - han ville flytte til Danmark og forsørge Sofie og deres fælles børn. Fik vi sagt, at han var født i 1945? Han prøvede at brillere med paratviden om Vietnam, forsikrede os om at det altså var ganske normalt i Vietnam at blive gift og få børn tidligt (som 18-årig), og han gentog igen og igen, at "no love, no happy". Da han indså, at slaget var tabt, ville han inderligt gerne give Sofie sin adresse - det kunne jo være, at hun fortrød. Vi må her endeligt huske at fortælle, at manden ikke var syg eller noget - det var helt seriøst! Ja ja - det var i hvert fald rigtig sjovt!

Om aftenen boede vi igen på et hotel lidt fra byens centrum, hvilket resulterede i, at der ikke var nogle steder at spise. Det vil sige - der var skam nogle lokale steder, men da vi gik ind for at sætte os, grinede de bare alle sammen af os, og de nægtede faktisk at servere for os! Det endte derfor med, at vi gik ind i en lille "kiosk" og købte cup-nudler, kiks, yougurt og cola som vi indtog på hotellet - ganske hyggeligt, og så var der desuden en god film i fjernsynet :)

Den sidste dag besøgte vi en af Mekongflodens mange fiskefarme; et flydende hus, hvorunder der "opdrættes" fisk i en lukket tank. Vi gik derefter i land og fik en rundtur i en lille landsby, hvor vi så en moské og oplevede, hvordan de lokale levede. Det sidste stop var et buddhistisk tempel, som delvist var inde i en klippehule. Det var et fint tempel, men selvfølgelig skulle det ligge højt oppe af en bjergskråning = rigtig mange trapper = rigtig forpustede danskere. Da vi kom ud fra templet var vi totalt gennemblødte af sved, for i det varme tempel skulle vi selvfølgelig tildække både ben og skuldre. Udsigten fra templet var heldigvis det hele værd, og vi kunne se helt ind i Cambodja :) Resten af dagen kørte vi tilbage til HCMC sammen med 90 procent af byens indbyggere. Halvdelen var på vej hjem fra arbejde - den anden halvdel på vej hjem fra familiebesøg under de netop afsluttede helligdage.

Tilbage i Saigon havde vi vores sidste kulturelle udflugt i Vietnam. Denne gang skulle vi til Cu Chi-tunnellerne, som blev brugt både under krigen mod franskmændene og under Vietnamkrigen.
Vi havde en dygtig guide, som selv havde været soldat i krigen. Han havde mange spændende historier og synspunkter - f.eks var han den første vi mødte, der refererede til krigen som en borgerkrig i stedet for en krig mellem USA og Vietnam. Tunnellerne i Cu Chi var EKSTREMT små og meget mindre end dem vi tidligere havde set. Sofie kæmpede sig igennem en 150 meter lang gang i kulsort mørke på knæene, men kom heldigvis levende ud (svedig og meget beskidt!) Lærke måtte indse, at hun nok skulle have været født i Vietnam for at kunne klare den klaustrofobiske tur.
Vi fik dog begge klemt os ned gennem en skjult indgang til tunnellerne - en bedrift vi var meget stolte over, eftersom hullet er for lille til mange turister (det ville være lidt pinligt at sidde fast foran resten af gruppen...) Vi fik her et kig ind i de små gange, hvor Sofie også kravlede sig vej gennem et stykke mørkt og snævert tunnel sammen med flagermuse og andet godt :) Endnu engang blev vi imponerede over vietnamesernes bedrifter - over 200 km's underjordiske gange, hvor ca. 18.000 mennesker skjulte sig og boede under krigene (kun 6.000 overlevede amerikanernes kemiske våbenangreb).

Ellers gik den sidste tid i Vietnam med total selvforkælelse! Vi spiste lækker frozen yogurt med alle tænkelige toppings (oreos, frugt, mandler, chokolade, vingummi mm.), og vi havde sidste besøg på "stamcafeen", hvor vi fik kaffe-frappées og kage. Vi fik desuden en dejlig omgang massage; men men men - bedst som vores massøser gjorde klar til vores behandling, fangede vores opmærksomme øjne, hvad der stod på massage-cremes-bøtten: WHITENING CREME! Ja undskyld os mange gange, men hvem i søren kommer til Vietnam med et ikkeeksisterende ønske om at blive brun? Ja da på ingen måde os! Og det kan da godt være, at nogle vietnamesere synes det er smukt at være hvid (selv i deres deodoranter er der whitening creme!), men så må de da sørge for at have to slags massagegrej. Nå - massagen var der jo absolut ikke noget i vejen med, vi udnyttede blot enhver lejlighed til - når massørerne forlod rummet - at tørre så meget creme af benene som muligt! Til info forsvandt vores sandalmærker ved denne lejlighed... De er dog vendt stærkt tilbage :) Sidst men ikke mindst spiste vi den største omgang sushi, der længe er bestilt i Vietnam - super lækkert og en dejlig "farvel-til-Vietnam"-middag!

Vores fem uger i Vietnam har været super gode og vi har oplevet en masse! Lange busture er ikke længere et problem, vi kan spise alt slags mad med spisepinde, og vi har lært at sige "en, to, tre, skål" på vietnamesisk. Vi siger farvel til nudler og trekantede hatte, men det er ikke utænkeligt at vi en dag kommer tilbage ;)