Ni Hao b****es!

Vi har planlagt, talt, graedt og svedt - og pludselig kort inden det foerste afsnit af julekalenderen rullede over skaermen hang vi et sted i luften paa vej. Er du da ellers vimmer hvor vi glaedede os! Vi har sat kurs mod Oest for at studere faldne og faldefaerdige kommunistiske krigsplagede imperier og hjembringe dos, og maaske isaer dont's, til vores lille rige mod Nord. Den planlagte rute gaar over Rusland til Kina, Thailand, Laos, Vietnam, Cambodja til Nepal for at munde ud med en jagt paa oliesheiker i Doha, Qatar.

Inden laenge fik vi udloest den vaerste trang efter eksotiske folkefaerd i det storslaaede sovjetiske imperium, naermere specificeret den lidet prangende lufthavn, et sandt mekka af Duty Free shops og oversized Smirnoff-flasker, hvor rublerne flyder, er vi sikre paa. Efter blot et par sindsoprivende timer i denne betonhimmel floej vi videre til Beijing og landede fortumlede af jetlag og bar overvaeldelse fredag morgen. Beijing var daekket af et tyndt lag sne og et tykt lag af evigt bevaegende, evigt snakkende kinesere og luften var naesten ikke til at se igennem - muligvis grundet taage, den evige smog* over byen (eller kinesere).

Efter at have sovet dagen vaek paa hotellet vaeltede vi ud i Beijings livsfarlige trafik paa jagt efter nogle af de smaa sidegader (hutonger) som overlevede kulturrevolutionen. Her oplevede vi for foerste gang vores manglende indsigt i den saerpraegede kinesiske madkultur, hvorefter Noenne spenderede en mindre formue paa 12 forskellige former for toerrede boenner i en naerliggende snackbutik, som naturligvis alle var uspiselige. Naivt troede vi nu at vi var klar til et succesfuldt maaltid og koebte morgenmaden hos en naerliggende bager - blandt de mest neutraltudseende boller erkendte vi dog kinesernes passion for broed fyldt med diverse mos af boenner, frugt og koed. Forundrede besoegte vi sommerpaladset, en gigantisk park som fungerede som den royale familie tilflugtssted naar de blev traette af den kun naesten ligesaa enorme Forbudte By i Beijings centrum.

Om aftenen moedtes vi med gruppen som vi over 7 dage skulle rejse gennem Kina til Shanghai med under ledelse af turguiden Michael (Jackson) Pennfay** Cheung, en ung kineser med den her i landet karakteristiske Justin Bieber-frisure, entutiastisk Chenglish***-talende, som efter egen forklaring havde vundet sit engelske tilnavn i skoletiden ved at levere den mest overbevisende performance til "Beat it". En fuldkommen redegoerelse for Michael ville goere bloggen her umenneskelig lang, men hoejdepunkter er hans glaede for at oversaette kinesiske sange til chenglish paa profilen paa det kinesiske youtube, hans tendens til at rangordne toiletter med 1-5 stjerner og hans mange faste vendinger ("Onze you had the dinner, you can go have a look about it, if you are interesting, and you can take photos about it, its no problem, is that make sense? Its really very, very, really good!"). De mange improviserede karaoke-optraedende paa busturerne og hans uendelige hjaelpsomhed 24 timer i doegnet gjorde ham alt i alt et vidunderligt bekendtskab.

Et vidunderligt bekendtskab var ogsaa den Kinesiske Mur, som vi den efterfoelgende dag besteg. Fejlagtigt havde vi forestillet os en bette spadseretur, men at faerdes paa muren er en uendelig bjergbestigning med naesten lodrette fald og stigninger kun afbrudt af et udkigstaarn i ny og nae. Maaske netop derfor var det en fuldstaendig uforlignlig oplevelse - vejret var klart, landskabet fantastisk, og fra alle udsigtsposter kunne man fornemme omfanget af dette vaerk; paa de fjerneste bjergtinder kunne man akkurat skue murens omrids og let forestille sig hvorfor opfoerslen har kostet saa mange arbejdere livet. Dagen efter besoegte vi flere Beijing must-sees, Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By. Inden afgang stiftede vi bekendtskab med en af styrets mange skyggesider. I hotellets sikre rammer blev vi grundigt instrueret i, at vi under ingen omstaendigheder maatte omtale massakren i '89 paa Den Himmelske Freds Plads, hvor et ukendt antal demonstrerende studerende blev slagtet og pladsens sten udskiftet for at skjule blodbadet. Eller som Michael udtrykte det: "Don't ask the questions about what happend here, always there will be someone undercover, and they will come to me, and you will have lost your tour guide."

Den totale fortielse af historien er tilsyneladende delvist lykkedes for styret; vi laerte senere, at Michael selv havde fundet ud af det gennem en passager paa en tidligere tur, og i dag har han stadig blot en svag fornemmelse af sandheden om den dag i '89, da ingen kinsere kan soege information om pladsen. Uden denne baggrundsviden havde selve pladsen nok ikke vaeret den stoerste oplevelse, selvom den er placeret midt mellem Den Forbudte By, nationalmuseet, parlamentet og ikke mindst Maos imponerende mausolaeum. Den dag var mausolaeet lukket for besoegende, men normalt kan man aabenbart knapt komme til for lange koer af kinesere, der venter i timevis paa at faa lov til at hulke foran den krystalkiste, hvor Mao himself ligger til skue i diverse kemikalier for at bevare hans ophoejedehed. Det viser sig at vaere en saer fetisch delt af store kommunistiske regimer, eftersom Lenin, eller i hvert fald hans hoved klistret til en voks-krop, er at finde under lignende omstaendigheder i Rusland. Ja, de er skoere de kommunister.

Netop nu sidder vi i Shanghai, og vi vil snarligst fortaelle mere om resten af rejsen hertil samt rapportere hvad vi har laert om verdens stoerste befolkning. Husk at kigge forbi billederne!

Zai jian!****

Den lidt forskraemte og den der spiste froe

*Den voldsomme luftforurening i de fleste kinesiske byer som medfoerer at himlen aldrig eller meget sjaeldent er blaa **Kinesisk for fugl

***En charmerende kinesisk udgave af engelsk som byder paa mange misforstaaelser

****Vi ses!