Profile
Blog
Photos
Videos
Wow, hvor er der sket en del siden sidste indlæg. Jeg er fyldt 20 år, ændret planer, har været på roadtrip igennem Australiens outback, sagt farvel til nogle af de bedste rejsebuddies jeg har haft, været til jobsamtaler, fået en masse nye, dejlige venner og brugt alt for mange penge på offentlig transport.
Det var oprindelig min plan at fortsætte min rejse sammen med Rebecca, fejre min fødselsdag i Cairns og bo og arbejde ved et ungt, australsk par på deres miljø-venlige, wallaby gård i en lille by udenfor Cairns. Men i stedet tilbragte jeg min 20 års fødselsdag i en autocamper sammen med 5 andre rejsende, 3 af dem var total fremmede, som jeg kun havde kendti et par timer inden vi bestemte os for at tage afsted, én havde jeg delt værelse med på mit hostel i Cairns i et par dage og så var der Tomas, som jeg har rejst sammen med i halvanden måned.
Roadtrippen var måske den mest spontane ting jeg har gjort på hele min rejse - og helt klart den mest fantastiske og bedste oplevelse jeg har haft indtil videre!
Det hele startede med at Tomas fortalte mig, at han var ved at planlægge en roadtrip fra Cairns til Darwin sammen med en hollandsk fyr, Max, som han havde mødt på vores hostel. Han fortalte, at de ledte efter flere til at tage med dem, således hele turen kunne blive lidt billigere. Jeg jokede lidt med at hey, det kunne da være jeg skulle tage med! Men jeg havde allerede planer med Rebecca om at arbejde på wallaby-gården og vi havde aftalt tid og sted hvor vi skulle mødes med parret, så jeg vidste godt, at jeg ikke bare sådan kunne tage afsted. Inderst inde vidste jeg egentlig godt, hvad jeg helst ville, og det var helt klart at tage på roadtrip igennem Australiens outback. Hvor tit får man lige mulighed for at opleve det? (Ved godt det selvfølgelig heller ikke er hver dag man lige får mulighed for at bo og arbejde på en wallaby-gård, men men..) Det var selvfølgelig vildt tarveligt af mig at aflyse vores ophold ved parret med så kort varsel, og jeg havde det heller ikke godt med at fortælle Rebecca, at jeg havde ændret mine planer. Heldigvis tog Rebecca det rigtig godt, og sagde, at hun syntes jeg skulle tage afsted, da det jo var en "once in a life time opportunity" og hun havde ret. Hun havde det alligevel også rigtig godt i Airlie Beach og nød hendes tid der, og ville hellere end gerne blive der lidt endnu. Så jeg sendte en besked til det australske wallaby-par, undskyldte flere gange og sagde at vi desværre måtte aflyse.
Det var d. 18. maj jeg besluttede mig for at tage med på roadtrippen. Jeg fortalte Max og Tomas at jeg var på, og så gik jagten ind på at finde en billig bil/van og et par ekstra mennesker, der ville joine os. Eftersom alle biludlejere ikke vil leje biler til folk under 21, var vi ret desperate efter at finde nogle mennesker over 21 og med internationale kørekort. Tomas er 24, men eftersom det er noget af en lang tur fra Cairns til Darwin - hele 2850 km - ville det ikke være helt optimalt hvis han skulle køre hele vejen. Plus, drengens kørekort er udgået (selve kortet, ikke selve kørekortet), hans internationale kørtkort blev stjålet i Sydney, og det ville tage ham l a n g tid at få tilsendt et nyt helt fra Chile. Vi overvejede alle vores muligheder. Vi kunne leje en campervan igennem et rejsebureau, hvilket ville være ret svært fordi 1) ikke mange biludlejere er glade for at sende deres biler til Darwin, eftersom mange rejsende slutter deres tur dér og udlejningsselskaberne derfor har mange biler i Darwin allerede, 2) det er dyrt og da vi kun var 3 personer indtil videre til at splitte benzin, forsikring og leje af bil var vi ikke særlig glade for den idé. Vi fandt så noget så smart som "relocations". En relocation går, som mange af jer sikkert allerede har regnet ud, ud på, at man "flytter" en bil fra et sted til et andet for et biludlejningsfirma. Vi undersøgte mulighederne for en relocation, eftersom det er den billigste måde at tage på roadtrip på. Det eneste man skal betale for er benzin og forsikring plus man skal kun betale 1 dollar om dagen for bilen. Det eneste "catch" ved en relocation er, at firmaet kun giver 5 dage til rejsen, og hvis man vil have flere dage, skal man betale 75 dollars pr ekstra dag.
De eneste relocations fra Cairns til Darwin var i en 6-personers autocamper med køkken, toilet og bad, og skulle forlade Cairns d. 20. (vi bestemte os for at tage sent om aftenen d.18... så vi var en smule stressede), og de krævede selvfølgelig også at personen, der skulle køre bilen havde et gyldigt kørekort og var over 21 år. Så endnu engang gik jagten på flere folk ind. Vi brugte lang tid på gumtree.com.au (en hjemmeside, hvor man kan finde ALT fra rejsepartners og jobs til antikke ting og biler tilsalg, altså en slags Den Blå Avis), hvor vi fandt en del, der søgte lifts fra Cairns til Darwin, men alle var desværre under 21 år, så dem kunne vi ikke rigtig bruge til noget. Vi havde ikke booket autocamperen, da vi ikke ville risikere at det kun blev os tre.
Da vi tog tilbage til vores hostel om aftenen d. 19. var vi ikke ved særlig godt mod. Vi havde nærmest opgivet at tage på roadtrip og jeg overvejede at tage et fly direkte fra Cairns til Sydney en af de næste par dage. Men vi gav ikke op! Næste dag (min fødselsdag, woohoo!!) gav vi det en ekstra skalle. Efter vi havde "fejret" min fødselsdag med lækker morgenmad på café (jeg fik friskpresset appelsin juice og french toast med frugtsalat, MUMS), tjekkede Tomas endnu engang gumtree for at være helt sikker på at vi ikke havde overset noget. Og wow, hvor var vi heldige! Bum, der var vores redning. Alex, en 25 årig australsk fyr, havde faktisk allerede booket en 6-personers autocamper og ledte efter nogle til at tage afsted selv samme dag. Tomas ringede til ham og vi mødtes med Alex en halv time senere på McDonalds. Han havde booket en ekstra dag med campervanen, så vi i alt ville have 6 dage til at komme fra Cairns til Darwin. Perfekt. Men.. Så opstod der endnu et problem. Alex havde et "limited" kørekort, eftersom han havde kørt bil i beruset tilstand, og kunne derfor ikke skrive sig på som chauffør hos biludlejningsfirmaet. Endnu engang stod vi på bar bund. Efter at have snakket det hele igennem gik vi hver til sit og gjorde alt hvad vi kunne for at finde en person over 21 med et gyldigt kørekort. Max, Tomas og jeg satte flyers op rundt omkring i byen på diverse hostels og backpacker-rejsebureauer imens Alex ledte videre på gumtree og på de forskellige hostels. Det var blevet lidt over middag og vi havde stadig ikke fundet en løsning, så endnu engang havde vi nærmest givet op. Men imens Tomas og jeg sad ved et rejsebureau og kiggede på andre muligheder for at leje en bil, ringede Alex og fortalte, at han havde fundet en tysk fyr på 24, med kørekort som gerne ville joine os. Vi aftalte at mødes en time senere og snakke det hele igennem. Endelig (!!) virkede det som om, at alt ville falde på plads. Vi var nu 5 i alt og vi var næsten klar til at tage afsted. Jeg tog tilbage til mit værelse på mit hostel for at pakke og tjekke ud en dag tidligere end jeg havde planlagt. Jeg delte værelse med en skotsk pige ved navn Marley, som havde fortalt, at hun ikke rigtig havde nogle planer efter hendes ophold i Cairns og jeg havde nævnt road trippen til Darwin og sagt, at hun da bare kunne tage med os, hvis det blev til noget. Hun havde sagt, at det måske godt kunne være, men det virkede ikke rigtig som om hun ville gøre det. Da jeg kom tilbage på hostellet fortalte jeg, at vi ville tage afsted så snart som muligt i dag og spurgte, uden at regne med et ja, om hun ville med. Hun kiggede på mig i et par sekunder, lukkede sin computer ned og sagde, "what the hell, why not" og vi begyndte at pakke vores tasker! Nu var vi 6 mennesker, fire drenge og to piger, og alt flaskede sig.
Vi mødtes alle sammen ved McDonalds, snakkede penge og planer, Tomas, Max og Alex tog hen til biludlejningsfirmaet for at skrive under på forsikring, betale vores depositum for bilen, som var 1000 dollars, og køre bilen hen til vores hostel. Men selvfølgelig kunne det ikke gå smertefrit. Vi kunne ikke betale depositumet på to kort og Tomas blev derfor nødt til at betale det hele fra sit kort. Men da han ikke havde nok penge på sin konto til både at betale for depositumet OG for mad, benzin og drikkevarer, blev jeg nødt til at skynde mig ned til den nærmeste Commonwealth bank og overføre 200 dollars fra min konto til Tomas'. Efter at have ledt og ledt i Tomas' taske efter hans bankpapirer skyndte jeg mig ned til banken, overførte pengene og kunne endelig slappe af på hostellet sammen med Marley indtil drengene kom tilbage med bilen. Efter en times tid var alt klaret, og vi var klar til at tage afsted. Efter en hektisk dag med en masse nedture og et par enkelte, store opture, begyndte det at se ud til at blive en rigtig, rigtig god fødselsdag.
Første møde med vores nye hjem, autocamperen som vi døbte Bertha, var godt og overraskende. Det var en stor, flot og luksuøs bil (i hvert fald set med backpacker-øjne) og vi var alle (især Tomas og jeg) fuldstændig oppe og køre over at skulle tilbringe de næste 6 dage i denne dejlig autocamper sammen med godt selskab.
Efter at have tildelt roller - Tomas og David = chauffører, Alex = den lokale guide og chauffør når vi kom til Northern Territory, mig = bankdame, Marley og Max = børnene, begge 19 år og teenagers (jeg var jo blevet 20 og voksen, hæhæ) - og alle havde smidt 250 dollars i fællespungen tog vi afsted på vores store eventyr!
Backpackers har tildens til at købe pasta, ris, tomatsovs, smørost og toastbrød i store mængder så vi havde mere end rigeligt med mad, så vi besluttede os for, at vi selvfølgelig skulle fejre min fødselsdag med stil, så vi kørte forbi den nærmeste bottle shop og købte alkohol til værdi af 200 dollars (ca. 1200 kr). Vi kørte og kørte og kørte i flere timer indtil David fandt et lille sted under et kæmpe træ, hvori der hang en farverig lyskæde og det hele var nærmest magisk, et perfekt sted at spise fødselsdagsmiddag. Jeg fik lov til at læne mig tilbage i en af vores klapudstole og bare nyde livet indtil aftensmaden blev serveret. Middagen var ikke noget fancy - jeg tror det var en omgang spaghetti med tomatsovs, men det er jo heller ikke maden det handler om, det er selskabet, og dét var skide godt!
Efter at have spist aftensmad og vi alle havde nydt at sidde under det store, farverige træ, kørte vi videre. Vi kørte indtil kl 1 om natten, hvor vi holdte ind ved en stor rasteplads. Her fejrede vi min fødselsdag med stil! Så meget stil, som man nu kan have når man er på road trip. Men det var en fantastisk fødselsdag, som jeg sent vil glemme. En fødselsdag lidt ud over det sædvanlige.
Tidligt næste morgen var vi endnu engang "on the road", nogle af os super-trætte og med en lille smule tømmermænd (host-meget-host), og kørte hele dagen. Vi nåede ind til Australiens outback, og jeg kan godt sige jer, at det er en fantastisk fornemmelse at sidde på passagersædet og bare nyde udsigten. Vejen fortsætter og forsvinder i horisonten, og det eneste der bryder linjen mellem jorden og himmelen i horisonten er et par enkelte træer.
Solnedgangen kan jeg næsten ikke engang beskrive. Det var magisk. Hele himmelen var malet i de flotteste, varmeste farver. Jeg sad i flere timer på passagersædet, nød udsigten og friheden af bare at køre og køre. Da jeg sad der indså jeg virkelig hvor stort et land Australien er. Man kan køre i flere timer uden at møde en eneste bil eller køre igennem en eneste by. Da solen var gået ned, kom kænguruerne frem. De bæster skal man passe på, da de er store, stærke dyr og det kan gå meget galt hvis man kører ind i en. Så hver gang vi så en flok kænguruer i kanten af vejen blev vi nødt til at dytte for at skræmme dem væk. Nogle dyr er jo så latterligt dumme, at de bliver tiltrukket af lysene fra bilerne og derfor beslutter sig for, at det må være en god idé at løbe ud foran en bil. Og selvfølgelig skulle det også ske for os. Tomas havde bestemt at han ville køre hele natten en nat, og den nat løb en kænguru ud foran bilen. Eftersom der kom en modkørende kunne han ikke gøre andet end at forsætte med at køre. Kænguruen ramte først den modkørende lastbil og ramte så derefter Bertha. Der kom en ret stor bule i bilen, men det kunne have været MEGET værre hvis ikke kænguruen havde ramt lastbilen først. Og heldigvis ramte kænguruen heller ikke ruden, hvilket kunne have endt utrolig galt. Alle, undtagen selvfølgelig Tomas, sov da det skete, så det var en kæmpe overraskelse da Tomas fortalte det til os morgenen efter.
Dagene gik, vi sov, spiste og snakkede, hyggede os og havde det sjovt sammen. De første tre dage brugte vi på at få kørt så mange kilometer som muligt, så vi de sidste tre dage kunne tage det lidt med ro, nyde landet og holde pauser ved små, underlige byer og nyde naturen. Vi stoppede bl.a. i en lille by, Daly Waters, hvor den lokale pub samler på souveniers fra forbipassende rejsende. Væggene er tildækket af t-shirts, pengesedler fra hele verden (jeg så en af de "gamle" danske 50 kr sedler), undertøj, flag med små beskeder, "name tags", flip-flops og mange flere, underlige, tilfældige ting.
Vi holdte også ind ved en gratis zoo uden for en by, der hedder Katherine. Zooen havde wallabies, en baby kænguru, slanger, krokodiller, emus og en masse, masse forskellige fugle.
Vi svømmede og snorklede i en flod i midten af en skov, som Alex kendte til. Her så jeg et stort vand-firben (jeg kan ikke huske hvad dyret hedder, og ja, jeg ved godt det nok ikke var et firben eftersom firben ikke lever i vand, men det lignede et firben) og jeg var åbenbart ret heldig at jeg så den, for ifølge Alex er det ret sjældent at man ser dem. Jeg blev dog en smule skræmt, eftersom dyret hoppede i vandet et par meter fra Alex og jeg, og jeg ikke længere kunne se hvor det var. Hvis ikke det havde været for Alex, som af en eller anden grund havde været på denne tur 4 gange i alt, ville vi ikke have set alle de, underlige og unikke steder som vi så, så vi var alle ret glade for at have ham med på turen. Han gav os gode råd og fortalte os om områderne vi befandt os i om dagen og underholdte os om aftenen, efter han havde drukket et par øl eller 10.
Da vi jo alle er unge rejsende havde vi et stramt budget (eller... det er jo som man prioterer - vi brugte en del penge på alkohol men "stjal" bad fra et motel, hvor man selvfølgelig skal være betalende gæst for at bruge deres faciliteter og kørte derudover også væk fra en lækker campingplads, som vi havde overnattet ved en enkelt nat, uden at betale. Ja ja, man må jo priotere, ikke.)
Efter at have tilbragt 4 nætter på rastepladser, besluttede vi os for at køre ind på en campingplads udenfor byen Katherine, så vi rigtig kunne udnytte vores kære autocamper, Bertha.
Vi ser alle sammen super charmerende ud!
Campingpladsen havde gratis vaskemaskine, pool og lækre bad (det er så meget sagt, men når man er på roadtrip er et bad noget man sætter stor pris på). Det første vi gjorde, da vi ankom til campingpladsen var at hoppe i poolen, åbne et par øl (ja, vi drak øl i selve poolen, så vi blev desværre smidt ud fra pool-området) og derefter begyndte Alex og jeg at lave aftensmad, pasta med pesto og kylling. Fancy, I know. Vi brugte aftenen på at fodre de vilde wallabies, der boede på campingpladsen, hoppe i poolen endnu engang, drikke lidt for mange øl og lidt for meget rom og nyde den atmosfære der var på campingpladsen.
Næste morgen gik jeg, helt i min egen tømmermændsfyldte verden, ind på dame-toilettet/badet og så til min store overraskelse, at den kæmpe slange, en python, der tidligere på morgenen havde lagt ude på græsset og spist sin lækre morgenmad (en flagermus) havde bevæget sig ind på toilettet. Jeg må indrømme, at jeg var en smule utryg ved at gå i bad med sådan et monster lige ved siden af mig, men tænkte at hey, den havde jo allerede spist morgenmad, så den ville nok ikke være interesseret i mig.
Det var egentlig meningen, at vi skulle ud og sejle i kajak i en flod lige ved siden af campingpladsen, og Alex havde flere gange sagt, at jo jo, der var krokodiller i området, men det var lang tid siden de havde set en dér og at der var mange krokodille-fælder ved floden, så vi skulle ikke bekymre os om dem. Bla bla. Han tog hen til receptionen og spurgte ind til prisen på leje af kajakker og kom derefter tilbage til os og fortalte, at vi desværre ikke kunne komme ud og ro i kajak, eftersom de lige havde set en krokodille for et par dage siden.. Ja okay, no need to worry.. Ahem. Så i stedet gik vi en god, lang tur i nationalparken Katherine Gorge, hoppede i en lækker sø med et lille vandfald og tog derefter tilbage til Bertha.
Da vi kom tilbage fra gåturen løb vi rundt i sprintlerne for at køle af og nogle tog sig en lille lur. Vi blev på campingpladsen indtil sent aften og efter en mindre diskussion om hvorvidt vi bare skulle køre fra regningen eller prøve at overbevise receptionen om, at vi kun var tre i bilen og derfor kun betale for tre, besluttede vi os for, at vi bare ville køre fra regningen. Ja, vi er lidt noget svin, men sådan er det jo engang i mellem. Vi sneg os (sådan som man nu kan snige sig i en kæmpe autocamper) ud fra campingpladsen og forsatte vores rejse mod Darwin. Vores sidste aften i Bertha var en stille og rolig aften. Alle var trætte efter en begivenhedsrig roadtrip, så Marley servede aftensmad i sengen til os alle. Vi kørte igennem en lille by, hvor vi var vidner til to fulde aboriginals (fulde aboriginals er ikke usædvanligt i den del af Australien, så det var jeg ved at være vant til) som var ved at komme op at slås midt på vejen. Idet vi kørte forbi dem slog den ene aboriginal den anden lige i ansigtet og han faldt direkte på fjæset ned i asfalten. Endnu engang var det Tomas der kørte bilen, og han var tæt på at køre aboriginalen over også. Tænk at kunne tjekke af at have kørt både en kænguru OG en aboriginal - to af de mest australske ting - over inden for to dage.. Ej, dét ville ikke være sjovt..
Sidste nat holdte vi ind på en rasteplads ved den en vildt traffikeret vej. Vi havde parkeret åndssvagt tæt ved vejen så hver gang der kom en kæmpe lastbil forbi (lastbilerne i Australiens outback er MEGET lange, man kan se lastbiler med op til 5-6 påhæng/trailers/hvad man nu kalder dem - lidt anderledes end de nu ret så ynkelige lastbiler vi har hjemme i kære Danmark) vågnede jeg, måske også forbi jeg sov i den seng, der var lige ved siden af vores dør og døren var aldrig lukket. Dumt. Dagen efter kørte vi de sidste 100 km og ankom til Darwin omkring kl 10. Og vi havde et kæmpe stort rengørings-projekt foran os. Vi skulle bringe Bertha tilbage i nogenlunde samme tilstand som vi havde overtaget hende - det var lidt svært eftersom vi havde kørt en kænguru ned, og der dermed var kommet en ret stor bule i bilen, og døren til toilettet var næsten faldet af. Men vi fik gjort køkkenet rent, tørret bordene af, fejet gulvet og fik fjernet små stykker glas fra gulvet (resultatet af berusede unge mennesker i en kørende autocamper, hvor de eneste krus er af glas). Bertha var nærmest så god som ny og vi kunne aflevere hende ved biludlejningsfirmaet med god samvittighed. Alex kørte, i en af hans venners bil, mig, Max og Marley til vores hostel i Darwin imens David og Tomas afleverede Bertha. Vi var alle ret spændte på hvad de ansatte ved biludlejningsfirmaet havde at sige til bulen fra kænguruen og toilet døren. Men Tomas var snu og havde hurtigt spottet at damen, der skulle gennemgå bilen havde en sød tand (lad os bare sige hun var en smule buttet). Så han købte fire muffins ved et supermarked og gav en af dem til damen. Hun blev så glad, at hun ikke bemærkede bulen eller døren der var på vej til at falde ud. Så vi skulle altså ikke betale noget for skaderne og Tomas og David efterlod kære Bertha i gode hænder.
Darwin var ikke noget særligt. Det er en meget dyr by (eller, det er selve staten Northern Territory der er dyr). F.eks. koster en 1.5 liters flaske vand i NT 1,20 dollars hvor den i Queensland og New South Wales koster 76 cents. Ikke super stor forskel, men det betyder altså meget for sådan en som mig, der ikke kan klare Australiens klamme, klorin-fyldte postevand. AD. Men som sagt er Darwin ikke noget specielt. Der er en rar strand, et lækkert marked hver torsdag og søndag, men ellers sker der ikke meget i byen. Hostellet som vi boede på var... ok.. Hvis man så borte fra prisen. Hele 28 dollars pr nat i et hostel hvor køleskabet ikke er koldt nok, så ens mælk bliver dårlig efter to dage, hvor det gratis trådløse internet ikke virker, hvor man ikke kan være sikker på at der er bestik i køkkenet, som er ALT for lille og kun med ét komfur til 60 gæster. Så ja, de tog i hvert fald ALT for meget for det hostel. Især nu når jeg er i Sydney, og kun betaler 14 dollars pr nat i et hostel der er meget mere rent, har et køkken der faktisk har hvad man skal bruge og gratis internet der fungerer, indser jeg hvor fuldstændig latterligt dyrt det var at bo på det hostel i Darwin. Jeg nød ikke Darwin, og jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Eller jo, jeg tror jeg ved hvorfor men det er en anden historie, som jeg ikke vil komme ind på. Men.. En anden grund var, tror jeg, at vi simpelthen havde haft det så ufatteligt sjovt på roadtrippen og at jeg nød det så ufattelig meget, at jeg nærmest var høj fra oplevelsen. Så da vi kom til Darwin var det hele ovre, et kæmpe anti-klimaks, og vi begyndte alle hver især at planlægge hvor vores næste stop skulle være. Alex blev i Darwin, det samme gjorde Marley, begge for at arbejde. Tomas ville til Alice Springs, dernæst tilbage til Darwin og så til Asien. Max skulle til Melbourne, og på en roadtrip op til Perth. David og jeg skulle begge til Sydney for at arbejde. Så efter en uge, hvor vi boede op og ned af hinanden og bogstavelig talt ikke kunne få et minuts privatliv, var vi blevet ret tætte, og jeg var ked af at skulle sige farvel til alle.
Efter et par dage i Darwin besluttede jeg mig for at booke et fly til Sydney. Jeg bookede et fly til d. 5. juni og vi ankom til Darwin d. 26. maj, så jeg havde noget tid i Darwin. Jeg kan ikke engang huske hvad jeg lavede i Darwin de mange dage, jeg var der. Jeg så Game of Thrones, Shameless, New Girl og How I Met Your Mother hver aften, da jeg ikke havde penge til at gøre meget andet, og Marley fandt ret hurtigt et arbejde i en kebab shop, hvor hun havde nattevagt, så hende så jeg ikke meget til, selvom vi boede på samme værelse. Dagene brugte jeg på at ligge ved stranden og nyde den sidste varme og sol inden jeg skulle ned til kulden, regnen og skyerne i Sydney. Og selvfølgelig gik jeg ikke glip af Mindil Beach sunset markets hver torsdag og søndag, som var en af de bedste ting i Darwin. Det er et kæmpe marked med massere af mad, tøj, smykker og andre lækre sager. Men eftersom min bankkonto ikke ligefrem var fyldt til randen, blev jeg nødt til at beherske mig selv og vente med at købe ting og sager indtil jeg ville få et arbejde i Sydney.
Nu er jeg så tilbage i Sydney og har været her i næsten to måneder. Og wow, hvor tiden bare flyver helt sindssygt hurtigt når man har det sjovt og oplever en masse. Jeg bor på det samme hostel som jeg boede på da jeg først ankom til Sydney i marts måned. Nogle af de mennesker, jeg tilbragte meget tid sammen med bor her stadig. Så det var dejligt lige at kende et par ansigter da jeg kom tilbage, men der gik ikke lang tid før jeg mødte nye, søde mennesker, som jeg nu bruger mere tid sammen med end mine gamle roomies. Jeg har det sjovt, laver god mad med to af mine roomies, er blevet genforenet med Julie efter tre måneder og er egentlig bare glad for at være tilbage i Sydney. Jeg har, efter at have ledt efter arbejde i en måneds tid, endelig fået "arbejde", hvis man kan kalde det det. Jeg gør rent på mit hostel sammen med to søde engelske piger og en super flink fransk fyr. Jeg gør rent fire timer om dagen og får 12 dollars i timen. Det er ikke en super god løn, men når man tænker over hvor nemt det er, og at det er cash in hand, så er det ok. Og det er virkelig heller ikke meget de forlanger at vi gør, så vi arbejder måske i 3 timer og bruger den sidste times tid på at hænge ud på de forskellige værelser hvis vi kender nogle der bor der. Det kan selvfølgelig godt være superklamt at gøre toilet og bad rent, og skide irriterende at gøre køkkenet skinnende rent og så komme tilbage en time senere og det hele ligner en losseplads, men det har jeg efterhånden vænnet mig til, og der er heller ikke så meget at sige til det, når vi bor så mange mennesker her. Jeg arbejder ca 5 dage i ugen, så det bliver til 21 timer pr uge, hvilket er ok. Jeg leder stadig efter andet arbejde, men ikke lige så desperat som før, da jeg faktisk er glad for at gøre rent her.
Jeg har efterhånden lavet og oplevet en del i Sydney nu, og haft det rigtig sjovt. En af de bedste ting, og indkøb, jeg har gjort i Sydney er helt klart min løve onesie! Det er måske ved at være en måneds tid siden jeg fik fingrene i min onesie. Vi skulle til pyjamas fest på et andet hostel, så et par andre og jeg besluttede os for at tage til Paddy's Market for at købe onesies. Det endte med at vi forlod markedet som henholdsvis en løve, giraf, drage, kænguru, katten fra Alice i Eventyrland, egern og mus. De er super behagelige og hyggelige, så nogle dage går vi alle rundt i vores onesies, og hvis vi er for dovne til at tage i byen, men stadig gerne vil drikke et par øl, holder vi "onesie night". Udover at tilbringe meget af min tid i min løve onesie, bruger jeg også meget tid på at spise asiatisk mad. Jeg bruger meget tid sammen med en kinesisk pige, Claire, som er glad for at lave mad, og hun vil hellere end gerne lave mad til mig også, hvilket jeg jo ikke siger nej til. Så næsten hver aften står den på asiatisk mad. En aften lavede hun hjemmelavet sushi til ca 8 mennesker, hvilket var skide lækkert! Claire rejser desværre snart hjem, men vi har aftalt at jeg skal komme og besøge hende i Hong Kong på et tidspunkt, og hun skal rejse rundt i Europa engang næste år, så hun kommer nok også et smut forbi Danmark, og så kan jeg rigtig lave risengrød, bøf med kartofler og brun sovs, æbleskiver og alt det andet typisk danske mad til hende!
Nu når jeg skrev om sushi, synes jeg også lige jeg skal fortælle, at jeg endelig har spist "rigtig" sushi, på den måde, som det skal spises på, nemlig "running sushi". Mange af jer kender det godt, men det er bare små tallerkner med et par stykker sushi på hver der bliver kørt rundt på et bord, og så kan man bare tage det sushi man gerne vil have, og til sidst bliver ens tallerkner talt og man betaler. Jeg har ikke super mange penge for tiden, og min roomie, James, havde ikke nogle penge sidste uge, så jeg købte mad osv til ham sidste uge. Han har så endelig fået et arbejde og blev betalt i mandags, så tirsdag ville han sige tak fordi jeg ville købe mad til ham, så vi tog ind til byen og spiste sushi for i alt 50 dollars, hvilket er ca 250 kr, som han betalte. Så ja, jeg tror vi er kvit nu, hæ. Det var skide lækkert, og helt klart ikke sidste gang jeg gør det. MUMS.
Jeg har det bare så godt her på mit hostel. Der er rigtig mange der bor her fast og som har boet her i flere måneder nu, så vi er som en stor familie, og alle kender alle, og alle har det godt med hinanden. Nogle dage kan jeg bruge flere timer på bare at sidde i receptionen og snakke med hende/ham der har vagten på det tidspunkt. Nogle aftener laver vi mad og spiser sammen. Vi er ved at planlægge en typisk engelsk "roast dinner", som forhåbentlig snart kommer til at ske. Vi har desværre lige sagt farvel til en del, som havde boet her i længere tid, og som skulle videre, enten hjem, ud og rejse, eller arbejde på en gård, så de kunne få deres 2nd year visa. Jeg tror vi har sagt farvel til ca 7 personer og i morgen smutter 5 mere. Det er virkelig trist at sige farvel, men forhåbentlig kommer vi til at se hinanden igen. Det var især super trist for mig at sige farvel til en canadisk fyr, som skulle hjem til sin kæreste og søn på 4 år. Han var blevet som en bror for mig, så jeg havde lidt tårer i øjnene da jeg vinkede farvel til ham kl 4 om morgenen. Jeg skal helt klart til Canada på et tidspunkt og så skal jeg babysitte! Jeg glæder mig allerede. Hæ. Men ja, det er super trist at sige farvel til folk, som man ikke ved hvornår man kommer til at se dem igen, og om man overhovedet kommer til at se dem igen.
På trods af at have sagt farvel til mennesker, som jeg virkelig holder meget af og som jeg savner rigtig meget, har jeg det godt, og vi er stadig en del der bor her fast, så det er ikke helt slemt. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive nu.. Det er også blevet til et vildt langt indlæg (måske det længste indtil videre?) Jeg har lavet så meget, at jeg ikke kan huske hvad jeg vil skrive om. Jeg skal nok holde jer opdateret lidt oftere (...jeg vil prøve), men der er jo ikke nær så meget at skrive om, nu når jeg ikke rejser rundt i landet mere. Forhåbentlig kan jeg få sparet lidt penge op, og tage en weekendtur til Melbourne med Julie og besøge Gemma, som bor og arbejder der nu. Jeg vil også rigtig gerne til Darwin igen for at besøge Marley. Derudover vil jeg også super gerne til Alice Springs for at se Ayers Rock/Uluru. Men det kommer til at tage noget tid for mig før jeg får råd til at rejse igen, eftersom jeg kun tjener omkring 250 dollars (1300 kr) i ugen lige nu og jeg også skal betale for husleje og mad osv. Men forhåbentlig kommer det til at ske.
Jeg håber I alle har det rigtig godt derhjemme og nyder den danske sommer! Jeg savner sol og sommer, danske jordbær, en god omgang grillmad, min seng og ikke mindst alle jer derhjemme. Endnu engang et stort tillykke med fødseldagene til mine to, dejlige storebrødre, som begge havde fødselsdag for nogle dage siden. Der har lige været et par fødselsdage (faktisk én i dag, som vi fejrede i går på Andreas' fødselsdag!), så vi har festet igennem, og på mandag har hele tre drenge fødselsdag, så det bliver sikkert også en ret stor dag/aften.
Jeg vil slutte af nu. Jeg vil som sagt prøve at skrive lidt oftere, hvilket nok er lidt mere muligt nu når jeg faktisk bor fast ét sted og er begyndt at ha en forholdsvis rutineret hverdag med arbejde osv. For at opsummere: jeg har det godt og savner jer alle sammen!
- comments