Profile
Blog
Photos
Videos
Overraskende nok er der op til flere, der har spurgt, om der ikke snart kommer flere indlæg på bloggen. Så nu er I selv ude om det. Det følgende har jeg faktisk haft klar i et par uger, men det er bare blevet så langt så langt, at jeg ikke syntes, jeg kunne poste det. Men jeg har heller ikke kunnet finde ud af at korte det ned, så det har bare fået lov at ligge på computeren..
De sidste par uger i Australien var så travle, at der ikke var tid til at opdatere bloggen, og vi oplevede så vanvittigt meget, at det virkelig fik hobet sig op. Hvis det er, kan man bede om et mundtligt resume, når vi kommer hjem igen ;)
For at starte fra en ende af, var vi jo i Exmouth og Buddy skulle til mekanikeren, som var på juleferie, og vi så frem til at fordrive nogle dage i nationalparkerne i området, som så meget lovende ud. Men vi havde nu ikke forestillet os, at en af vores livs største naturoplevelser ventede på os derude.
Vi gik egentlig bare solnedgangs-tur på en strand, vi havde fundet, da jeg pludselig fik øje på en stor sten, der bevægede sig i sandet og greb fat i Thomas: "Stop! Stille! Ned! Shhhh!", og vi begge kastede os på maven ned i sandet (Thomas uden overhovedet at vide hvorfor). Lige foran os var en stor havskildpadde kravlet op på stranden og i færd med at grave sin rede!! Så sad vi musestille, ude af stand til at fatte vores held, og kiggede på, mens den med langsomme, tunge bevægelser skovlede sand til side. Det så ud til at blive en længere proces, så jeg løb de ti minutter tilbage til bilen efter kameraet i håb om, at den stadig ville være der, når jeg kom tilbage. I min hast var jeg nær var snublet over en anden skildpadde på vejen, der var på vej op over strandbredden! Vi var åbenbart dumpet ned midt i skildpaddeland! Dagen efter fandt vi ud af, at det havde været loggerhead-skildpadder, som endda er en truet art. Tilbage ved Thomas var skildpadden stadig i gang, og vi kravlede langsomt tættere og tættere på, indtil vi sad på kun en tre meters afstand og betragtede den i måske en time, mens den gravede og lagde æg, og mørket faldt på. Og som om naturen ikke havde været gavmild nok allerede, strøg der også lige et par stjerneskud over himlen, mens vi sad der, og vi ønskede gode ting for de små baby-padder. Det var virkelig en helt speciel oplevelse!
Dagen efter kørte vi lidt rundt i området, der var et rent overflødighedshorn af naturoplevelser, og endte ved Turqoise Bay, der var speciel ved ikke bare at have hvidt sand og turkisblåt vand, men også et koralrev, man kunne gå ud til fra stranden og en stærk strøm. Så kunne man bare plumpe i med sin snorkel i den ene ende af revet og lade sig bære henover det til den anden ende, kravle op på land, løbe ned ad stranden og tage turen igen. Timers underholdning! Her så vi mange fine fisk, farverige koraller og tre blæksprutter, der skiftede farve, når de svømmede. Meget funky.
Vi gad ikke vente på, at det blev mandag, så mekanikeren i Exmouth kunne åbne, så vi fortsatte turen sydpå og tilbragte natten i Coral Bay, som vi hurtigt blev enige om var et tumpet sted - hvilket ved nærmere eftertanke bare betød, at det var en normal badeby med mange andre mennesker i festligt ferie-humør, og vi nok var blevet lidt for vant til at have alting for os selv.
Aftenen blev så brugt isoleret på vores hostel-værelse med kort, kuglepen, brochurer og Lonely Planet, for med kun 8 dage tilbage inden Buddy skulle afleveres i Perth og virkelig mange ting at se i løbet af de sidste 1.000 km, var vi nødt til for en gangs skyld at planlægge lidt. Det blev til en liste med 13 ting, vi gerne ville nå på vejen, og ud af dem nåede vi de 12 - vi kunne desværre ikke nå at arrangere en ridetur, men vi kom til at bo et sted, hvor de havde heste, som man kunne klappe og fodre.
Efter Coral Bay kørte vi mod Denham der ligger på en lille halvø, hvor fem af vores punkter lå tæt sammen. En dejlig praktisk modsætning til længere nordpå, hvor der var mange hundrede kilometer mellem seværdighederne.
Den første af disse seværdigheder, var et stykke kyst med imponerende klipper og bølger. Nogle steder i klipperne var der små tunneler, blowholes, som vandet kunne blive presset op igennem, så det sprøjtede op i en mange meter høj vandsøjle. Og vi forstod, hvordan det kunne være, at mange skibe i tidernes løb var blevet slået til pindebrænde i det område. Voldsomme kræfter.
Den næste seværdighed, kaldet stromatolitter, så faktisk ikke ud af meget. Det var bare nogle brune stenagtige formationer af mikroorganismer i vandkanten, men hvis man er lidt nørdet, er de rigtig, rigtig spændende, idet de mere eller mindre er oprindelsen til alt liv på jorden. Fra for 3,5 milliarder år siden og et par milliarder år frem var de de første og eneste levende organismer på jorden. De laver CO2 om til ilt og på den måde sørgede de for, at iltindholdet i vores atmosfære blev så højt, at der kunne opstå alle de livsformer, vi kender i dag. Det er de blevet hædret for med en gangbro, et par forklarende skilte, og en lille campingplads - og derudover nul opmærksomhed fra det meste af verden. Kun i Australien kan noget så stort gå så ubemærket hen.
Efter stromatolitterne fulgte en strand kun lavet af små muslingeskaller og en klippe med flot udsigt, og så kom vi til meget hyggelige, lille Denham og afleverede Buddy til mekanikeren, der vurderede, at der skulle skiftes en hel masse ting, og at det ikke var vores skyld, så det ville udlejningsfirmaet betale. Glimrende!
Vi følte os lidt amputerede uden Buddy, men det lykkedes os næste morgen at få et lift til resortet Monkey Mia, der lå tæt på, og som er kendt for at have vilde delfiner, der kommer ind til stranden på samme tidspunkt hver morgen. Og delfinerne kom og var søde og sjove og havde unger med, men det føles bare ikke helt så specielt og vildt, når man deler oplevelsen med 100 andre mennesker. Og delfinerne var praktisk talt også tamme og vant til at blive fodret. Så var det næsten sjovere senere på dagen, da vi tog en bådtur ud og så delfiner og skildpadder og sjove søkøer, der svømmede rundt lidt ude på havet.
Om aftenen var vi på en rigtig god tur med en Aborigine-mand, hvor vi sad om et bål, mens han fortalte om sin kultur og spillede didgeridoo og fortalte myter fra deres ånde-verden, og vi kunne stille spørgsmål.Aborigine-kulturen er meget fascinerende men svær at forstå. Den lader til at være komplet modsat den vestlige i mange grundlæggende opfattelser. Det har desværre også gjort det svært for aborigineerne og de hvide at leve sammen i et samfund, og taberne er, som i stortset alle områder europæere har koloniseret, blevet de indfødte. Det er meget trist.
Da Buddy var fin og klar igen, kørte vi videre til et sted, der lød så langt ude excentrisk, at vi bare måtte se det. For en 40 år siden var der en landmand, som var så sur over regeringens nye kvoter på dyrkningen af hvede, at han fandt et smuthul i loven og lavede sit eget land, som med sin ellers meget beskedne udstrækning blev det næststørste på det Australske kontinent (nemt, når der kun er ét andet land: Australien). Selvom The Principality of Hutt River, som det hedder, ikke helt er officielt anerkendt, har man rimelig meget ladet dem være i fred. Landet er åbent for turister, man får visum og stempler i sit pas ved ankomst, og de har egne mønter, frimærker, nationalsang, ordener og emblemer og alt muligt andet. Det er vist overflødigt at sige, at Prins Leonard, som manden hedder, er totalt gak-gak. Han mener i øvrigt selv at være direkte efterkommer af Jesus Kristus. Han var nu ikke hjemme, da vi kom, men vi blev taget venligt imod af hans kone, Prinsesse Shirley, der vist os rundt i de tre bygninger, der var. Det var om end ikke andet en sjov og skæv oplevelse, og vi er glade for stemplerne i vores pas.
Efter nogle timer på vejen igen, kom vi (nervepirrende tæt på at løbe tør for benzin) til en sød lille kystby kaldet Cervantes. Vi havde lige fundet ud af, at vores opsparing var lidt for hurtigt på vej til at forsvinde, så det fejrede vi med at gå på restaurant og bestille byens specialitet: Hummer. Det smagte absolut himmelsk!
Fra Cervantes tog vi en tur ned til Pinnacles-ørkenen, hvor der midt ude i ingenting står tusindvis af små og store naturlige kalkstens-toppe/søjler/spidser. Det ser meget mystisk ud.
Næste dag var store dyre-dag, hvor vi tog på en tur, som vi havde glædet os meget til. Vi skulle ud at snorkle, selvom vi efterhånden var så langt sydpå, at vandet var halvkoldt, for ud for kysten levede der vilde søløver på en lille ø. Så dem sejlede vi ud til i en lille båd, og da vi kom, svømmede de ud til os for at lege. Det var en helt fantastisk oplevelse, og jeg grinede op gennem min snorkel hele vejen igennem af de nuttede og nysgerrige dyr, der tumlede rundt i vandet og kom så tæt på, at man nærmest kunne gnubbe maver med dem. De syntes vist også, at vi var sjove, og blev længe og legede. SÅ kære! Og vi har billeder af dem også fra en anden på båden, som havde undervandskamera.
Efter søløvetur tog vi ned i en nationalpark, hvor vi så nuttede koalaer og nogle kænguruer, der kom op at slås - og den er god nok, det ligner faktisk at de bokser! Med koalaerne streget af listen, havde vi efterhånden set næsten alle de typisk australske dyr, vi havde håbet at se på turen, så det var vi meget tilfredse med.
Nu var der snart heller ikke andet tilbage end at køre ind i Perth 150 km væk, men vi ville gerne lige spare pengene på et hotelværelse og bare sove i det fri en sidste nat. Set i bakspejlet havde det nok været smartere bare at betale de penge, for et par meter nede ad en skovvej kørte vi ubehjælpeligt fast i noget sand og brugte hele aftenen på at grave og skubbe og ase og mase uden held. Til sidst satte vi os helt udmattede og møgbeskidte ind i bilen for at spise noget kylling, vi heldigvis havde købt, men efter et øjeblik ville Thomas have, at jeg skulle gå ud igen. Det ville jeg gerne bede om en god grund til, men jeg fik besked på at efterlade kyllingen og bare gå ud med det samme - og det var nok en meget god måde at gøre det på, for hvis jeg havde fået øje på den store, lodne edderkop, der kravlede lige ved siden af os, så havde vi nok haft kylling i loftet. Uaadrrk, den var grim! Men Thomas var en sand helt og fik den klapset med en sko, og efter en grundig gennemsøgning af bilen lagde vi os til at sove med hættetrøjerne lynet helt op til næsen.
Næste morgen blev vi trukket fri af en forbipasserende lastbil og kunne køre det sidste stykke ind i Perth, hvor vores odyssé skulle ende. 7.000 km med ødemark, enorme landskaber, masser af rødt støv, dyreliv, lejrbål under stjernerne, strabadser, ekstrem varme, sammenbrud, endeløse timer og skønsang/skråleri bag rattet, spaghetti med ketchup , en kæmpe, kæmpe oplevelse og enighed om, at det var den vildeste tur, vi nogensinde havde haft!
Perth var en ret god by, som vi godt kunne have brugt lang tid i, men vi følte os efterhånden også klar til at forlade Australien. Så vi tog en sørgelig afsked med Buddy og hoppede på vores fly til Bali, hvor den skal stå på ren afslapning uden kørsel og madlavning og opvask. Bare hotel hver nat, lækker mad, massage…. Til ingen penge. Fantastisk!
- comments