Profile
Blog
Photos
Videos
Glæden og spændingen var enorm da mit tredje og sidste fly ramte landingsbanen ved Colombias kyst. Jeg følte det som om jeg vendte tilbage til noget hjemligt. Ved gensynet med Marvin var glæden kun endnu større.
Alt var som præcis som da jeg forlod det 2,5 måneder forinden: de samme gadesælgere, samme duft af saltvand og samme tårnhøje temperaturer. På intet tidspunkt så meget som nærmede temperaturen sig et sted under 30 grader - heller ikke om natten. Som jeg tidligere har berettet om, ligger de fleste barer og dansesteder heldigvis udendørs eller på tagterrasser, hvilket gør aftenerne i byen noget mere behagelige. På universitetet i Mexico har jeg ugentligt taget 3 timers salsa og bachata undervisning, hvilket jeg fik rig mulighed for at udnytte under mit besøg i Colombia. Selvom jeg denne gang havde mere styr på de forskellige danse og dansetrin, betyder det dog ikke at det er nemt at følge med colombianerne der kan danse i timevis. Marvin kan eksempelvis på ingen måde sidde eller stå stille hvis musikken er god, så det blev til mange dage med ømme fødder eftersom al deres musik er pokkers god.
Dagene gik med hygge, afslapning, middage og en masse strandture, som egentligt foregik mere i vandet end på stranden på grund af de skyhøje temperaturer. Der skulle selvfølgelig også dykkes. Vi startede med et nattedyk, hvilket var lige så magisk som jeg huskede det. Vi sejlede ud ved solnedgang og med hver vores lygte dykkede vi ned i det kulsorte vand. Under vandet ser man kun det man lyser direkte på, alt andet er kulsort. Flere af fiskene sover, hvilket gør at man kan prikke til dem eller tage dem op i hånden. Dyrelivet er helt anderledes om natten og vi var så heldige at få set en frygtelig masse flotte fisk og kæmpe hummere. Min yndlings del af nattedykket er dog når lommelygterne slukkes og havet omkring en fyldes med millioner af små bobler, som indeholder de sidste lys fra lygten.
I løbet af den sidste måned har jeg gået og overvejet om jeg skulle stige endnu et skridt op ad stigen af dykkeruddannelser og dermed skiftede titel fra avanceret til redningsdykker. Muligheden var der og udover at jeg næsten fik det foræret, vidste jeg også at jeg ikke kunne få en bedre læremester, så beslutningen var nem. For at begynde kurset som redningsdykker skal man igennem et to dages kursus med udvidet førstehjælp, som består af teori, praksis og eksamener. Her får man titlen Emergency First Responder, således at man ikke bare kan yde almindelig førstehjælp, men også kan hjælpe dykkere i nød og foretage de nødvendige første skridt.
Herefter startede kurset som redningsdykker, som handler om hvordan man kan hjælpe sig selv og andre, hvis der opstår problemer i vandet. Kurset består af teori, eksamener, øvelser i pool og i havet. Man lærer blandt andet hvordan man håndterer panik under vandet, panik i overfladen, bevidstløse dykkere på havbunden og i overfladen. En del af kurset handler også om hvordan man får en bevidstløs dykker ud op af vandet. Dette inkluderer også svømning med bevidstløs dykker på åbent hav. Et eksempel på en af disse øvelser er at man efter flere hundrede meters svømning med en bevidstløs person, skal have personen op på land. Dette gjordes ved at jeg måtte bære en fuldvoksen mand i brandmandsgreb (hvilket vil sige liggende på skuldrene!!) op ad vandet og op på stranden. Og dette skulle ikke kun gentages en gang. Da udmattelsens grænse var ved at være nået, var Marvin af uforklarlige årsager altid i panik ude i vandet, og så var der jo kun en ting at gøre: på den igen, denne gang med tvang og list, således at man kunne hjælpe den panikramte dykker uden selv at komme i fare. En panikramt dykker kæmper i dette tilfælde helt vildt for at holde sig oven vande og forsøger at kravle op på dig, så denne selv kan komme op. På kurset lærer man også hvordan man giver førstehjælp i vandet, samt hvordan man holder hovedet koldt og ikke udsætter sig selv for fare. På sejlturen tilbage mens jeg, totalt drænet for energi, troede at jeg var færdig med min træning i havet, formåede samtlige instruktører enkeltvist at falde i vandet og havde brug for redning. Det skal yderlige også nævnes at dykkerbåden ikke har en stige til at komme op med, så dette skal gøres ved at man sparker med benene mens man hiver sig op i armene.. Pyha!
Kurset var en af de mest udfordrende ting jeg nogensinde har gjort. Både mentalt og fysisk. Det fysiske har I fået et lille billede af ovenfor. Mentalt bliver man udsat for et enormt pres, eksempelvis når man i en af øvelserne bliver uopfordret bliver 'angrebet' af en panisk dykker på havets bund som flår både maske og regulator (den man trækker vejret igennem) fra en, mens man samtidigt skal huske procedurerne således at man kan redde både sig selv og den anden. Uha, det er svært at forklare. Der er så meget at sige, men for folk der ikke dykker er det måske svært at forholde sig til. Faktum er at jeg har lært helt utroligt meget og føler mig meget mere sikker som dykker. Redningsdykker er sidste skridt inden man bliver PADI Pro, hvilket er professionel dykker. Den gemmer vi lige lidt!
10 dage var på ingen måde lang tid nok, men det ville ingen tid vist ikke være alligevel. Jeg er så glad for at jeg tog afsted, selvom flybilletterne slugte en stor del af min opsparing. Det kan være svært at forklare, men for mig er Colombia et magisk sted med en helt særlig betydning. Dette gjorde også at jeg for første gang nogensinde ikke var ovenud lykkelig for at skulle til Mexico. Efter en tårevædet afsked med Marvin begyndte det hele at gå ned af bakke. Mit fly fra Barranquilla til Bogota var adskillige timer forsinket, hvilket gjorde at jeg ikke ville kunne nå mit næste fly fra Bogota mod Mexico City. Efter at have en længevarende diskussion med først check-in folkene og dernæst immigrationsmyndighederne, som mente at der var problemer med mit visum, blev jeg endelig ombooket til et andet fly til Mexico City. Fra Mexico City havde jeg købt en anden separat billet til Guadalajara, da jeg derved sparede en frygtelig masse tid og penge. Uheldigvis ville jeg på grund af ændringerne, som forsinkede mig med 12 timer, ikke nå flyet til GDL, så jeg traf en hurtig beslutning kort før afgang mod Bogota om at købe en ny billet til den sidste strækning, da jeg vidste at de ikke ville kompensere for forsinkelser hos et andet selskab. Det handlede om at få billet inden prisen eksploderer, som priser på flybilletter altid gør med et x antal timer til afgang. Kort inden ankomst til Bogota, fik jeg besked om at flyet til Mexico City også var forsinket og at jeg derfor godt ville kunne nå det alligevel. Det var så 450 kroner spildt på den anden billet, men i det mindste ville jeg komme hjem til planlagt tid. Eller det troede jeg i hvert fald.. Da vi landede i Bogota, røg det relativt kraftigt fra flyets ene motor, så vi måtte holde og vente midt på landingsbanen mens brandbiler og sikkerhedsfolk tjekkede at alt var ok. Det betød at mit fly til Mexico City nåede at lukke i mellemtiden, så jeg fik fornøjelsen af at måtte vente 10 timer i Bogota.
Da jeg endelig kom til Mexico City, helt udmattet og stadig trist efter afskeden, klokken 03 om natten, var den gal igen. Jeg havde, som så ofte før, udfyldt alle migrationsdokumenter og afleveret mit optagelsesbrev fra universitetet ved skranken. Kvinden, som jeg tillader mig at kalde heksen, som sad ved skranken, stemplede mine papirer lynhurtigt uden så meget som at kigge på dem. Hun afsluttede med at sige at jeg måtte opholde mig 30 dage i Mexico. Jeg indskød straks at jeg var studerende og derfor havde brug for mere, hvilket jeg også var berettiget til. Svaret var kort og kontant: det skulle jeg have sagt, nu var det bare ærgerligt. Derefter bad hun mig gå. Det var dråben der fik glasset til at flyde over. Der stod jeg så, klokken 3 om natten udmattet efter den lange rejse og afbrudte søvn, med tårerne trillende ned af kinderne og bad kvinden forstå. Der var absolut ingenting at komme efter og hun truede med at tilkalde vagterne hvis ikke jeg gik. Det skal siges at jeg hele tiden snakkede mit absolut høfligste spansk og på ingen måde var hverken uhøflig eller uvenlig. Til sidst kom en anden officer over, som sikkert forbarmede sig over den snøftende vesterlænding. Han ordnede papirarbejdet og endelig kunne jeg fortsætte. Jeg havde yderligere 6 timers ventid i Mexico City inden jeg endelig kunne komme afsted mod GDL. Men hey, de siger jo at det ikke er et eventyr indtil alt er gået galt. Jeg fik i hvert fald mit eventyr. Selvom 13 timer blev til 27 timers rejsetid, er der slet ikke den mindste tvivl om at det var det hele værd. At kalde det fantastisk er en underdrivelse.
- comments