Varmen var det første som ramte ved ankomsten i Santa Marta. Byen ligger på den caribiske kyst på toppen af det sydamerikanske kontinent, så gennemsnitstemperaturen er omkring 35 grader - hvilket gør at man sveder uanset hvad man foretager sig! Min oprindelige plan var en weekend med fest og farver på hostellet La Brisa Loca. Her er alt andet end brisen fuldstændigt 'loca': Musikken er cirka lige så høj som på forreste række til en rockkoncert og den vigtigste regel er vist at der ingen regler er.
Som det spontane menneske jeg nu engang er, besluttede jeg at tage dykkercertifikat, da det her kan gøres til halv pris i forhold til mange andre steder. Super smart at starte dykkerkursus der begynder klokken 07.30 hver dag når festen på hostellet slutter omkring klokken 04 hver dag.. Til mit held kunne jeg dog erfare, at jeg har udviklet et glimrende sovehjerte. Dykkerkurset tog jeg med brasilianske Ananda og vores colombianske instruktør Marvin. Dykningen foregik i Tayrona National Park, som vi sejlede til fra fiskerbyen Taganga der ligger cirka ti minutters kørsel fra Santa Marta. Efter tre dage, hvoraf én bestod af teori, prøver og øvelser i en swimmingpool og to dage med dykning, kunne vi begge kalde os certificerede dykkere - noget som jeg ved at Line har ventet længe på!
Jeg blev faktisk så vild med det, at jeg straks besluttede at fortsætte min dykkeruddannelse, dog med eneundervisning denne gang. På det avancerede kursus skal man igennem nogle forskellige øvelser og prøver, blandt andet undervandsnavigation og dykning i et område med relativt meget strøm. Derudover skal man dykke på 30+ meter og løse nogle opgaver dernede. På grund af dybden forsvinder farver som rød og gul, så da jeg på 33 meter blev bedt om at identificere en frugt, som jeg først troede var en kiwi og dernæst en passionsfrugt, blev jeg temmelig overrasket da jeg igen så 'frugten' på overfladen og så at det var en tomat. På så dybt vand tænker man væsentligt langsommere end normalt, så halvdelen af de regnestykker jeg løste på bunden var forkerte. Et andet obligatorisk dyk er det berømte nattedyk. Her sejler man ud efter solnedgang og dykker i det kulsorte hav. Man kan kun se det som falder indenfor ens lommelygtes lyskegle og absolut intet andet. Nattedykket var noget som jeg til at starte med var temmelig utryk ved. Heldigvis havde jeg min søde instruktør med, som forstod at guide mig i gennem og gjorde det til en fantastisk oplevelse. Man oplever en helt anden verden. Da mange af fiskene sover på det tidspunkt, kan man tage dem op og røre ved dem. Når man slukker lygterne, kan man lige ane resterne af lidt lys i alle de små luftbobler. Det var så tæt på magi som noget kan komme. Efter en lille uge med dykning fra morgen til aften, kan jeg nu stolt kalde mig PADI Advanced Open Water Diver.
Siden jeg afsluttede kurset har jeg brugt dagene med Marvin. Det er blevet til sejlture, motorcykelture og hygge med de andre instruktører. Forleden var Marvin og jeg på motorcykeltur til byen Minca, som ligger en times tid fra Santa Marta. Det er en lille næsten ikke eksisterende landsby midt ude i det smukkeste natur. Efter en times vandring kom vi til Pozo Azul, som er et lille vandfald midt ude i ingenting. Her kunne vi bade i det iskolde vand (21 grader) og springe i fra de omkringliggende klipper. Her var ingen turister, kun lokale på udflugt.
Colombianerne er helt vilde med at danse og gør det ved enhver given lejlighed. Marvin er absolut ingen undtagelse, så vi har brugt adskillige aftener på at danse både salsa, Bachata og reggaeton. Heldigvis ligger langt de fleste dansesteder og natklubber på tagterrasser, hvor der oftest er en svalende (og absolut nødvendig) brise. Som skandinaver har jeg lige skulle vænne mig til at hoppe helt ædru ud på et tomt dansegulv og give den gas med en masse dansetrin jeg knapt (læs: på ingen måde) kunne mestre.
En anden ting som colombianerne elsker er fodbold. De sidste par uger har der været Copa America, som er de amerikanske kontinenters udgave af EM. De gule fodboldtrøjer er at se overalt og på mange arbejdspladser må man gerne skifte den sædvanlige uniform ud med fodboldtrøjer mens mesterskaberne står på. Hver gang Colombia har scoret, betydningsfuldt eller ej, har jublen kunne sammenlignes med en OL guldmedalje. Colombianerne forstår bestemt at fejre selv de små ting.
Planen var at blive i Santa Marta i 3 dage. På torsdag har jeg været her i to uger. Tiden begynder at løbe fra mig hvis jeg vil nå alt det planlagte, men i øjeblikket er jeg absolut ikke klar til at rejse videre. Jeg har det simpelthen alt for fantastisk til at rejse herfra.