En af vores meget kaere hjemstavnsforfattere skrev engang "At rejse er at leve". Citatet er efterhaanden bl;evet saa brugt at man kan sige at det nu kun eksisterer som en udslidt kliche. Ikke desto mindre maa vi efter over 4 maaneders rejse sige at vi lever i en grad, hvor selv den grimme aelling, den lille nisse, Hyrdinden og skorstensfejeren, og den standhaftige tinsoldat ville blive lettere misundelige paa os.

Vi har saa meget at fortaelle, beskrive, begraede og bejuble(?). Og samtidig er tiden vi har lyst til at bruge paa en internetcafe midt i dette vanvid af oplevelser begraenset - isaer hvis man medregner hvor langsomt og besvaerligt det gaar paa afrikanske internetcafeer (damn you Internet Explorer, lad mig nu komme ind paa Facebook!). Derfor maa i noejes med et lille view over nogle faa af vores oplevelser. Og dem har der ellers vaeret mange af.

Bye, bye, Pilato.

For snart 3 uger siden afsluttede vi vores ophold hos familien Musonda i den lille landsby Pilato. Det var en vanskelig dag, hvor taarerne stroemmede ned af lyse saavel som moerke kinder. Det er en maerkelig ting at skulle sige farvel til ens familie gennem 3 maaneder. Det er svaert at beskrive foelelsen naar de folk som har vaeret ens dag og nat i saa langt tid, forsvinder fra den ene dag til den anden, maaske (men forhaabentligt ikke) for altid.

Vi har haft saa utrolig mange frustrationer og kampe i vores afrikanske liv. Og paa intet tidspunkt er der noget som har vaeret helt nemt. Hvis det ikke var for computeren, jeg sidder ved, som er fra den tidlige middelalder, og derfor ikke kan tage USB, saa ville i kunne laese en hel side med frustrationer over hvordan tingene fungerer i Afrika. Men det maa i vente med, til naeste blogindlaeg, og i stedet faa at vide, at paa trods af disse frustrationer har vi haft de mest fantastiske 3 maaneder. Vi er endt med at holde utroligt meget af utroligt mange. Vi har oplevet saa meget, med saa mange.

Og selv om der er problemer findes der som regel altid en loesning. Naar du skriger og er i gang med at rive de faa haartotter ud som du har tilbage, saa lysner det pludselig op, og saa findes der en loesning. Og selvom vi ser udvikling for Afrika som det stoerste problem vi nogensinde har moedt - et problem som synes uloeseligt inden for de naeste par hundrede aar, saa er der oplevelser som goer at man kan skimte et lille stearinlys for enden af tunnelen. Saa maa man bare haabe at store vesten ikke puster og pruster for meget, saa det bliver blaest ud.

Der vil komme mere om vores landsbyliv i vores sidste blog. Ellers kan man ogsaa tage et kig i stiftidende, hvor der gerne skulle vaere kommet en bette artikel.

Rock'n'f***'n'roll!!!!

"Ssssssshzzzzh" vinden banker mod ansigtet, saa ens kinder blafrer. I et par sekunder staar hele verden stille. Jeg er det eneste der eksisterer. Der er kun mig, mig, mig - og saa lige det frie fald paa 110 meter. Foelelsen er ubeskrivelig. Du ved ikke engang selv hvad du foeler, naar du haenger der midt i ingenting, og det virker som om tiden gaar i staa, samtidig med at den gaar staerkere end nogensinde. Det suger i maven. Det suger over det hele.

Vandet kommer naermere og naermere. Og saa "svirp" elastikken om benene griber dig, og svinger dig tilbage op i luften, og pludselig er det ikke vandet, men metalkonstruktionerne paa undersiden af broen, som virker faretruende taet paa. Men igen flaar tyngdekraeften dig ned af mod vandet.

Bungee jump is life!

A walk to remember.

Klokken er 00.30. I ly af fuldmaanen og et par pandelygter trasker 9 personer op af en snebeklaedt bjergside. Alle kaemper de hver isaer deres egen kamp. Hovedpinen banker mod hjerneskallen, som rytmerne fra afrikanske trommer, mens kulden leder tankerne hen paa alt andet end Afrika. Man hiver efter vejret, men der er ikke meget ilt at komme efter. Udmattelsen er ved at faa overtaget, og man er gentagne gange ved at falde pga. svimmelheden og den manglende balance. Boevserne smager af the og kiks og kvalmen proever ogsaa at stoppe dig. Men der er stadig 400 hoejdemeter endnu foer vi er paa Uhuru Peak, og der er ikke nogen diskussion, vi skal derop.

Johan falder om paa ny, og Jonathan maa endnu engang loebe et par skridt frem og gribe ham. Johan bliver overladt til guiden August, i hvis arme han et par sekunder besvimer. Men alle fortsaetter.. ogsaa Johan. Og timen efter titter solens roede straaler frem, mens vi staar paa toppen. Vi har erobret Kilimanjaro. Afrikas stoerste bjerg. Og verdens hoejeste fritstaaende.

Mere vil ogsaa foelge om dette. Men internettiden loeber ud nu.

Tukamonana.