Saa er vores sidste blog paa vej.. Dette er en sammenskrivening af lidt forskellige ting, og derfor vil i maaske ogsaa kunne genkende noget.. Det er en lang en af slagsen, men vi synes i skal give jer tiden til at saette jer og laese denne sidste blog!

En af vores meget kaere hjemstavnsforfattere skrev engang: "At rejse er at leve". Citatet er efterhaanden blevet saa brugt at man kan sige at det nu kun eksisterer som en udslidt kliche. Ikke desto mindre maa vi efter over 4 maaneders rejse sige at vi lever i en grad, hvor selv den grimme aelling, den lille nisse, hyrdinden og skorstensfejeren, og den standhaftige tinsoldat ville blive lettere misundelige paa os.

For at ty til et mere ukendt citat, og en mere udkendt kliche, tager vi fat i Shakespeares "A Midsummers Nights Dream". I dette stykke vaagner en af hovedrollerne Buttom The Weaver paa et tidspunkt efter hvad han tror er en maerkelig droem (i virkeligheden har han ikke droemt. Men har i virkeligheden haft sit ansigt forvandlet til en roev af en drilsk fe) og siger "I have had a most rare vision. I have had a dream, past the wit of man to say what dream it was. Man is but an ass if he go about to expound his dream". Her ved enden af vores ophold sidder vi med samme foelelse, hvor det hele foeles som en droem som ingen ord paa retfaerdig vis kan beskrive. Men Bottom The Weaver proever paa trods af faren for at lyde som en ass at forklare sin droem, fordi han foelese af at det er vigtigt at beskrive hvad det er han har droemt. Paa samme maade vil vi endnu engang, med fare for at lyde som et par asses,proeve at forklare vores oplevelser, fordi vi synes det er vigtigt, at vi ikke bare holder det inde.

Vi har vaeret vidt omkring i Afrika. Vi har staaet paa den hoejeste tinde og dykket i det dybe hav. Set det stoerste vandfald, og jordens stoerste revne. Vi har vaeret ude og vi har vaeret hjemme. Vi har faaet familie, venner og nogle faa fjender. Vi har set, smagt, indaandet og oplevet. Vi er rig paa oplevelser. Baade de gode, og de daarlige, men isaer de laererige Vi har set alverdens ulykke, men ogsaa alverdens lykke. Vi er blevet fyldt med indtryk, som har fyldt vores ansigter med udtryk. Smilet har glimtet, taarerne har trillet, og baade hjerne og hjerte er blevet fyldt til bristepunktet. Vi har oplevet en hel anden verden, som fejlagtigt bliver kaldt den tredje, naar den burde prioriteres som det foerste. Vi har oplevet et samfund, som kunne virke som et gammelt fund. Vi har set en verden, som kan virke forfaerdelig ond. Vi har set foraeldre uden penge, som slaar boern uden muligheder.Vi har set overfyldte klasselokaler, men ikke de noedvendige materialer. Vi har set ting man ikke har lyst til at se, men som man ikke maa lukke oejnene for. Men vi har ogsaa set en udvikling, som paa trods af manglende vind er under opsejling. Vi har set en glaede man fandt i de smaa ting. Vi har oplevet ildsjaele der fortsatte, selvom man proevede at slukke dem.Vi har oplevet mulighederne i umulighederne. Vi har vaeret ved verdens ende, og set, hvad der forhaabentligt er en begyndelse!

Ferie med frustrationer, foelelser og fantastiske oplevelser

Kridtet knaekker. Jeg vender mig om og kigger modloest udover min 9. klasse, hvis fokus endnu engang er vendt mod alt andet end mig. Jeg haever stemmen og de 45 zambianske elever kigger med meget sloeve ojne op paa mig. Hvis de danske folkeskolelaerere finder det problematisk at undervise danske 9. klassere, saa skulle de proeve at komme en tur til Afrika og undervise i et overfyldt klasselokale, hvor halvdelen af eleverne knapt kan sproget der undervises paa, og undervisningsmaterialet bestaar af 4 oedelagte boeger fra 1983. Faktummet at der baade er gifte elever paa 21 med barn, og de almindelige 15 aarige teenagedrengeroeve, kan ogsaa godt goere det svaert at tilrettelaegge undervisning som fanger alle elever. Men saadan er forholdene nu paa en afrikansk skole. Men hvordan ender man her out-in-the-middle-of-f***ing-no-where i et klasselokale saa stoevet at allergikere ville rende skrigende vaek???
Zambia markedsfoerer sig som "the real africa", hvis det er tilfaeldet, saa er Pilato, landsbyen vi boede i "the real, real africa".Vi levede et liv uden stroem, vand der blev hevet op fra den lokale broend i en oedelagt plasticdunk, og er netvaerk til vores mobiler, der kun kunne findes paa en eneste kvadratmeter i flere kilometers omkreds. Man kunne ikke rigtig komme meget laengere ud paa landet, og det var der tilsyneladende heller ikke saa mange der goer, da vi er de eneste hvide, eller Musunguer, som afrikanerne kalder os, i ca. 50 km omkreds.
At vaere de eneste har baade sine fordele og ulemper. I starten oplevede vi boern, der graedende flygtede fra os, fordi de blev skraemt af den hvide hudfarve, som de aldrig havde set foer. Men det varede ikke laenge inden frygten forduftede i den afrikanske sol, og vi oplevede derefter naermere en celebrity-status, bare uden paparazzierne. Vi kunne ikke gaa nogle steder uden at faa et mindre foelge af boern, selv naar man loeb fik man selskab, alle hilste, og selv langt fra, hvor vi boede kendte man vores navne, for der var ikke rigtig saa mange som saa ud som os.
Lige som saa mange andre ting vendte man sig hurtigt til den nye status. Mange af de ting som foerst var nye og svaere blev hurtigt hverdag. Kakkerlakkerne i badervaerelsesskuret var paa trods af deres enorme stoerrelse blevet saa familiaere at vi havde navngivet dem. Det har vaeret en fryd at spise med haenderne. Og at ens transportmiddel har 5 stenslag i forruden, huller i taget, og en doer som ikke kan lukkes, det er bare en del af oplevelsen. Men at skide i et hul i et skur fyldt med myg og kryb, det er sgu stadig lidt svaert.
Men naar man siger hverdag nu, saa er det selvfoelgelig noget andet end for et aar siden, hvor den stod paa gymnasie, fritidsarbejde og fest i weekenden. Siden da har udfordringer aendret sig lidt, men samtidig har oplevelserne vokset.
Ogsaa vores syn paa Afrika har aendret sig. Som dansk student fra en samfundsvidenskabelig linie, kan man godt gaa rundt og tro man har rimelig godt styr hvordan verden ser ud. Og derfor mente vi ogsaa vi havde et overblik over de generelle problemer, da vi landede i Pilato. Men som dansk student fra en samfundsvidenskabelig, kan man ogsaa tage gruelig fejl. Og efter 3 maaneder i en afrikansk landsby kan vi nu se at man ikke kan noejes med at sige daarlig uddannelse, fattigdom, og ond cirkel. Og det bunder maaske i disse ting men er en del mere komplekst naar det kommer til stykket.

Vi har maerket de fleste af Afrikas problemer paa vores egen krop. Og frustrationerne og magtesloesheden har i perioder vaeret saa stor at man har vaeret noedt til at skrige den medfoelgende sindsyge ud af hovedet. Hvad skal man goere, naar de ikke engang vil goere et forsoeg paa at forstaa os!

Afrikanerne kaemper med en kultur, som goer udvikling til lidt af et kunststykke. Selvom man synes det er for daarligt, saa kan man godt forstaa, hvorfor vestlige firmaer flygter fra Afrika allerede efter faa maaneder, for efter den vestlige resultatorienterede tankegang, saa er der ingenting der fungerer i Afrika. Ikke nok med at man ikke holder sine aftaler, man lader ogsaa vaere med at melde afbud, og har intet problem med at efterlade andre ventende een en hel dag. Men paa den anden side saa er alle afrikanerne jo godt klar over at sandsynligheden for at aftalen bliver holdt til tiden er lige saa stor som naar teenagesoennen med toemmermaend soendag morgen lover sin mor at han nok skal goere rent paa vaerelset. Det er kun de stupide musunguer, der kan finde paa at bruge en hel dag paa at vente. Indbyggerne i Pilato fandt det paa ingen maade som mangel paa respekt, naar man bare ville efterlade gode venner ventende, fordi der lige kom noget andet interessant i vejen. Men som udeforstaaende ser man et stort problem, naar et helt samfund er bygget op om, at det eneste du kan stole paa er, at du ikke kan stole paa noget. Dette naermest tillidstomme samfund er paa mange maader ret skraemmende. Samarbejdet utroligt haemmet, naar man ikke toer give noget ud til faellesskabet af den frygt at man ikke faar noget igen, og saa kan to unge danske voluntoerers ide om at indfoere andelskonceptet i de smaa fattige landsbyer vaere nok saa godt, men naar antallet som tager det til sig er ca. lige saa stort som antallet der ikke tror paa gud, saa hjaelper det ikke saa meget.

Apropos kristendom, saa har vi jo allerede brokket os over den et par gange herinde paa bloggen, men vi maa dog lige en sidste gang brokke os over dette kors som vesten har braendemaerket paa afrikanernes nethinde. Dette kors skaber en rar maade hvorpaa afrikanere kan flygte fra den ulykkelige tilvaerelse og fralaegge sig ansvaret for sit eget liv. For saa laenge at de tror paa Gud til en ukendelighed, hvor korset paa nethinden blaender alt andet, saa er de sikre paa, at Jesus en dag kommer og tager dem med sig til paradis, hvor alle er ens, perfekt, og i vores oejne roevkedelige. Man kan sagtens forstaa denne trang til at tro paa at det bliver bedre, men det kan ogsaa saette samfundet i staa naar man overlader denne forandring til Gud, og bare venter paa at faa det hele foraeret. Og det er desvaerre langt lettere at foelge, hvad man ikke maa goere, i stedet for hvad man boer goere, og derfor er en ekstrem udgave af de 10 bud et vaesentligt stoerre hit end naestekaerligheden. Kombineret med Biblens undertrykkelse af underjeget og en lang raekke andre menneskelige foelelser, skaber det rigtigt mange problemer mht. udvikling - Hvordan stopper man f.eks tidlige aegteskaber, naar den eneste maade en 17-aarig kan faa noget paa den dumme, er ved at finde sig en kone???

Men en stor del af problemet med den kristne fanatisme bunder selvfoelgelig i noget andet. Mange af indbyggerne er aldrig blevet praesenteret for et alternativ eller noget der anfaegtede det som de er foedt og opvokset med. Dette goer at mange zambianere i de oede omraader er blottet for alt kritisk sans f.eks. mht. hvad der er virkelighed. Hvilketbl.a. ogsaa resulterer i den, paa bloggen foeromtalte, blinde tro paa witchcraft. Man kunne meget let sige, at det skyldtes daarlig uddannelse, men det goer de fleste ting jo. Og det handler lige saa meget om isolationen fra den verden som laegger uden for landsbyen. Hvordan kan man tro paa andet, naar man aldrig har set andet.

Paa denne maade er der en uendelige maengde af problemer, som falder over hinanden, og skaber kaedereaktioner, som smadrer udviklingen. Men hvilken udvikling er det egentlig at de oensker? I vesten er vi altid overbeviste om at andre oensker det vi har. Og ja, selvfoelgelig vil afrikanerne gerne have pengene, dvd-afspillerne, og de laekre biler. Men oensker de et samfund magen til vores. Redder vi verden? Eller er bistand i virkeligheden nutidens svar paa imperialisme? Det er i hvert fald svaert naar organisationerne er noedt til at lave udvikling paa donorernes principper og ikke paa afrikanernes.

Afrika er heldigvis ogsaa langt mere end alle disse ting man som to voluntoerer ser som problemer. Og selv om der er problemer findes der som regel altid en loesning. Naar du skriger og er i gang med at rive de faa haartotter ud som du har tilbage, saa lysner det pludselig op, og saa findes der en loesning. Tingene tager tid i afrika, for en afrikaner skoenner sig aldrig. Men denne mentalitet fjerner ogsaa noget af den panik, angst og stress som fylder den vestlige hverdag, og man finder som regel altid en loesning... paa et tidspunkt.

Og selvom vi ser udvikling for Afrika som det stoerste problem vi nogensinde har moedt - et problem som synes uloeseligt inden for de naeste par hundrede aar, saa er der oplevelser som goer at man kan skimte et lille stearinlys for enden af tunnelen. Saa maa man bare haabe at store vesten ikke puster og pruster for meget, saa det bliver blaest ud. Det er utroligt forfriskende at opleve en flok skolepiger i et kvindeundertrykkende land, som da de endelig fik chancen greb fodbolden, udfordrede drengene, og gav den mere gas end nogen dansk skolepige nogensinde har gjort! Brud paa normerne er for fedt - ogsaa i Afrika!

Og naar man ser hvordan antallet for 7. klassere til eksamen inden for 3 aar bliver 5 doblet fordi skolen er begyndt at tage opgoeret mod tidlige aegteskaber, saa glaedes man sgu. Og naar skoleinspektoeren efter vores opgoer med korporal afstraffelse forbyder laerere at slaa elever, saa jubler man sgu!

Vi har set problemer over alt. Flere af de elever vi har undervist har ikke kunnet koncentrere sig, fordi foraeldrene ikke har raad til at give dem morgenmad. Men det er trods alt bedre end de unge som slet ikke kommer i skole, fordi de er blevet gift i en alder af 15, og nu har huslige pligter i stedet. Uden for skolen har vi moedt folk der gaar til begravelse flere gange om ugen. Vi har moedt folk paa de mest gudsforladte steder, som har vaeret saa fanatisk kristne, at danske Jehovas Vidner Blegner. Vi har oplevet, hvordan ingen kan overholde en aftale, hvordan folk spaender ben for sig selv. Vi har oplevet en hel masse problemer.
Men paa trods af disse problemer har vi ogsaa set at der fandtes smil overalt. Det var de faerreste som ligner de fattige boern fra Red-barnet reklamerne, og der er et oenske om at komme ud af de daarlige situationer.

Midt i det hele har vi staaet to blege danskere. Det har vaeret en underlig ting at skulle sige farvel til vores afrikanske liv. Det har vaeret 3 helt fantastiske maaneder, men ogsaa 3 fantastisk svaere maaneder. Og naar folk, som synes at betale penge for at arbejde, er noget fjolleri spoerger spydigt, om vi saa fik reddet verden, saa er svaret "paa ingen maade". Det er svaert at aendre ting som har foregaaet paa den samme maade de sidste 100 aar. Og forventningerne fra en afrikaner som er vant til at hvide, de er forretningsmaend med viden og penge, kan godt vaere svaert at leve op til for en fattig student. Til gengaeld kan man overraske gevaldigt naar man modsat forretningsmanden gerne vil snakke og hygge, og man kan med meget faa midler skabe en masse glaede. Og begejstringen fra en flok afrikanske drenge, som for foerste gang roerer en laederbold med de bare foedder er faktisk ret fantastisk. Og de indtryk vi er blevet fyldt med, maaden vi er kommet ind under huden paa den afrikanske kultur, og de smil vi har kunnet skabe. DET! Det, har vaeret helt ubetaleligt!

On the highway to hell

Vi vil slutte af med en historie som viser hvor meget det hele udvikler sig i loebet af 4 maaneder. I vores foerste blog berettede vi om et kulturklinch paa den afrikanske landevej. Well, 4 maaneder og 3 uger efter fremstaar denne koeretur som ingenting. Vi har vaennet os til, at der altid skal vaere et eller andet som er lettere sindsygt, naar man bliver transporteret i Afrika, om det saa er paa ladet af en lastbil sammen med en flok congolesere eller i en matatu med TV og kenyansk hiphop saa hoejt at vores trommehinder stadig vibrerer.

Den mest vanvittige tur var et vanviddens roadtrip i mellem Lusaka, hovedstaden i Zambia og Dar es Salaam, hovedstaden i Tanzania. Hvad der skulle have vaeret en behagelig togtur endte i et rent mareridtsridt!

Det hele startede med et stoppet afloeb og et forsinket MS-moede som fik os sendt afsted en halv time for sent. Men det til trods ankom vi til busstationen i hvad vi troede var i god tid. Troede vi! Og selvom vi har laert af mangen en afrikaner, at hvis man bare tror, saa skal det nok gaa, saa ville Gud os det aabenbart ikke saa godt denne dag Toget skulle naes kl. 16, turen dertil burde tage omkring 3 timer, og klokken var lidt over 10.. Et regnestykke som burde gaa rimelig godt op, problemet er bare at Afrika har en sjov form for matematik..

Ved vores ankomst blev vi naermest flaaet ud af taxien. Vi fik aldrig et ben til jorden, vi blev sat fuldstaendig til vaegs af et hurtigt busselskab, der som glubske hyaener kastede sig over os, og vores bagage. Men bussen havde den rette destination, og skulle koere kl. 11.00, saa det var okay.. Men der var forskel paa at skulle, og rent faktisk goere det. Vi var muzungu-gazeller der blev ofre for griske hyaener. I to - tre timer sad chauffoeren og gassede op og dyttede for at tiltraekke flere kunder. Efter en halv time var vi irriterede, efter en time begyndte vi at klage, efter to begyndte vi at vaere nervoese, og som den 3 time naermede sig var vi ret vrede, men paa det tidspunkt ville det ikke nytte at finde noget andet transport.

Til sidst kom bussen da ogsaa afsted, men hvad der kun lige kan koeres paa 3 timer skulle koeres paa 2 ½. Oven i hatten var vi saa heldige at i det bussen starter, rejser en mand sig med bibelen i sin haand, og 8 unge musunguer kaster desperate blikke til hinanden. Som frygtet begynder manden at praedike i bussen. En praediken som aabenbart skulle skriges ud, med udgangspunkt ved siden af vores saeder. Paa trods af demonstrativ brug af ipods og fingre i oere, stoppede praedikanten ikke, og vi erhvervede os en hoereskade. Da det kom til den efterfoelgende blessing og tiggen om penge, var det dog alle, bortset fra 8 musunguer som var heldig.

Af kom praedikanten og afsted kom vi, med en chauffoer som koerte fuldstaendig sindsygt, og tilsyneladende skulle betale store korruptionssummer ved div. Vejspaerringer, fordi han ikke havde hvad der lignede en tilladelse. Men vi kom frem til byen hvor togstationen var...en halv time for sent. Men snedige som vi var havde vi lagt en noedplan. Sammen med freaky afrikansk dame kastede vi os ud af bussen og prajede de to foerste taxaer. Og satsede paa at naa toget ved den naeste station.. Vi koerte som doed og helvede. Den fik alt hvad Afrikanske taxaer kunne holde til, men forgaeves.. 3 min for sent!

Men vi gav ikke op. Chauffoeren kendte en station laengere henne, hvor toget maaske stoppede. Eller kendte og kendte.. Han vidste der var en. For efter foerst at have koert for langt og diskuteret at koere til stationen efter som chauffoererne vidste hvor var, endte vi inde i bushen i to taxaer. Vi koerte under vandingsmaskiner, gennem 4 meter hoejt graes, smadrede undervognene, men fandt aldrig noget tog.

Ny taktik. Overnatning paa en logde vi havde set paa vejen og saa en bus naeste morgen. Men paa vej til logden loeb den ene taxi toer for benzin i et omraade uden forbindelse, og maatte vente halvanden time foer de fik benzin paa... Alt i mens havde den anden taxafuld gaaet i gang med projekt villatelt. Vi fik lov til at sove i logdens telt for hvad der svarer til 30 kr. Pr. Person.. Vi skulle bare selv saette det op, uden nogen manual. Til alles overraskkelse lykkedes det tilnaermelsvis, og vi tilbragte natten paa teltets kolde bund pakket ind i soveposer og alt vores toej.

Naeste morgen startede godt. Vi fik hurtigt plads paa en 12 mandsbus, hvor vi endte med at vaere 20 personer ombord. Men vi kom frem til Serenje, hvor det skulle vaere lettere at faa en bus. Det var det ogsaa men den gik foerst kl. 21.00. Samtidig steg panikken, fordi vi opdagede at vores visaer udloeb ved dagens udrindelse. Vi kaempede nu ogsaa mod tiden, saa taktikken blev at haeve penge saa vi kunne praje en minibus til at koere os til graensen. Forgaeves, de afrikanske haevemaskiner ville ikke som os. Vi stod nu ogsaa uden penge! Men heldigvis kunne vi veksle nogle dollars, og det lykkedes os at faa en minibus, hvor vi kunne betale de sidste penge, naar vi fandt en haeveautomat paa vejen.

Afsti-afsted efter en masse omveje, hvor vi bl.a. hentede et ekstra daek. Et daek vi blev glade for, da vi en halv time efter punkterede. Men vi var afsted, og alt saa ud til at gaa godt, bortset lige fra Maja som var syg og var begyndt braekke sig. Det lykkedes os at haeve penge i en by, og vi foelte at det koerte nu. Men vi tog fejl. Efter et stop for at spise fortaeller chauffoerne os at vi ikke kan fortsaette, fordi lyset ikke virker. Chauffoerne som fra starten har vist det ville blive moerkt foer vi naaede til graensebyen. De var til gengaeld saa venlige at de ville lade os vente i deres minibus, og betale busbilletterne, hvis vi betalte fuld pris. Den laver de ikke med os, og vi pruttede dem 500 kr ned. Saa stod den paa 7 timers venten i minibussen og ved 01-tiden om natten ankom der en bus. Og for foerste gang fik vi et vellykket stykke transport. Vi satte os ind, faldt omkuld og sov naesten ind til graensen.

Ved graensen fik vi hjaelp til at komme om bord paa en anden bus som koerte til Dar es Salaam, men endnu engang endte vi en bus der var saa ufin i kanterne, at Peter Brixtofte vil raabe "SAA ER DET NOK". Der var masser af ulovlige Zambianske varer om bord i bagagerummene, saa vores store tasker maatte ind i bussen. Bussen endte med at faa en kaempeboede fordi fejlene var saa store at de ikke engang kunne korruper sig fra det. Og bussen koerte ydermere fuldstaendigt sindsygt, og paa 16 timer blev der holdt en enkelt pause paa et kvarter. Da vi naaede til bjergegnen med haarnaalesving og dybe afgrunde skulle der selvfoelgelig overhaeles lastbiler ang mas, og gerne rundt i svingene, mere end en gang foelte man at det er ved at gaa galt, men vi overlevede og endte i Dar es Salaam en dag senere, og 400 kr fattigere end planlagt, men en del oplevelser rigere.

Vi undskylder, at der ikke er blevet plads til mere om vores tur rundt til afrikas vidundere. Vi har set og oplevet ufatteligt meget den sidste maaneds tid, men det er i noedt til at faa overleveret mundtligt, for vi skal vaere i lufthavnen om to timer.. og vi skal jo ogsaa lige sp[ise og pakke!

Vi ses om lidt!