"Det lakker mod enden, sagde manden, da han fik hældt fernis ned af ryggen!" Og det gør det i den grad også for os to gæve danske gutter i Cuzco; en by, som vi efterhånden er stolte af at have kunnet kalde vores hjem.

Hovedpunktet i denne blog er afslutningen på Peru-opholdet, og det faktum at vores veje nu(for en rum tid) skilles, idet Simon allerede onsdag sætter kursen mod Danmarks andedam, mens Emil lørdag stikker sydover mod endnu højere land; mod Titicaca-søen, verdens højst beliggende indsø, og derfra videre over La Paz i Bolivia, verdens højst beliggende hovedstad. Vores fælles tid har været helt utrolig. Rig på oplevelser af forskellig karakter; såvel kulturelt som socialt. Vi har knyttet venskaber i hele verden, og skabt en tilværelse i fattige omgivelser på den anden side af kloden.

Siden sidst har vi selvfølgelig ikke været 'forskånet' for oplevelser.

På en solbeskinnet 1. november(generelt har de seneste uger budt på sol, sol og atter sol her i Cuzco, en by med et af verdens højeste UV-indeks, hvilket bl.a. gav sig til udtryk på Simons mave, der efter en times tid på terrassen fik karakter af hummer-rød) stak vi af sted mod tyrefægtning på den - mildt sagt - ydmyge arena. Som de eneste tilstedeværende turister blev vi straks mål for konferencierens og de lokales humor; "Salu a los gringos!" blev der ivrigt råbt, hvorefter vi selvfølgelig kvitterede med en 'skåler'. Efter noget tids venten gik showet i gang, men inden de professionelle kom på, blev to unge tyre testet med frivillige fra publikum. Nemli' ja, frivillige! Det gjaldt simpelthen bare om at hoppe ind, låne et rødt tæppe, og så måtte det bære eller briste, hvilket det i den grad også gjorde(begge dele). Et glimrende koncept, syntes vi, der dog kan være svært at kopiere til andre sportsgrene. Selvom vi - i det stille - havde håbet på en enkel død tyr i slutningen af hele seancen, skete det ikke, men mon ikke finanskrisen også kradser i tyrefægtningsbranchen? Man kan kun gisne, selvom det jo "er en underlig måde at slawte kreatur' på," for at bruge Niels Hausgaards ord. Faktum var dog, at oplevelsen blandt de lokale sædvanen tro var formidabel.

Dagen efter benyttede vi en helligdag fra det herlige arbejde til at stikke af sted mod byens mest kendte ruiner; Sachsaywaman(udtales 'sexy woman'), hvor et af de helt store slag mellem de spanske conquistador og inkaerne fandt sted; her, ved pumaens tænder(Cuzco er fra inka-tid formet som en puma, og hovedet udgøres altså af denne 'sexede dame'). Endnu et i en lang række af flotte inka-monumenter, men herefter havde vi også fået sten nok i 2011.

De sidste aftener blev brugt i venligt selskab. Vi havde fået lov at udnytte solen på terrassen og invitere vores naboer, Joe og tyske Anna, over, hvor vi tilbragte nogle timer med kold rosé inden vi stak af sted mod byen, vi kommer til at savne. Her var der f.eks. også søndag(!) rigtig godt gang'i'en, med livemusik; bl.a. to fremragende bands, et argentinsk folk-band(med en ligeså fremragende lead-singer) og et lokalt rock-band. Tyske Anna syntes dog i første omgang ikke fanget, og valgte i stedet at tilbringe første del af første koncert i baren, hvor de vidste en lydløs udgave af 'Kill Bill Vol. 2' i stedet…

Vi har også set vores sidste fodboldkamp på turen. Således var der dømt klassisk opgør, da de forsvarende mestre fra Lima, Universitario kom på besøg. Det endte dog i en forløsende afklapsning af mesterholdet, idet Cienciano til publikums(udover det ivrigt kanonslagsaffyrende udepublikum) store glæde sejrede 3-0. Det mest interessante ved kampen var dog at gæsterne først efter 25 minutter kunne stille 11 mand, hvorfor man den første del af kampen spille 9 mod 11. Vi har endnu ikke fundet ud af hvorfor. Men hey; det' jo Peru!

Turens kulinariske højdepunkt fik vi i Tipon, en bette landsby små 60 minutter fra Cuzco, der udmærker sig ved den lokale specilitet, Cuy. Til jer, der ikke måtte være så velbevandret i det peruvianske køkken er det marsvin(gnaveren, ikke hvalen). En stærkt forkullet, og samtidig sindssygt velsmagende marsvin blev således klasket på hver vores tallerken og så var det ellers at gribe til, for bestik var der intet af. Det smagte lidt af kylling, men oplevelsen var noget specielt, når man på skift gnavede i kødet og samtidig legede med dyrets poter, tænder etc. Men sådan noget skulle selvfølgelig opleves her, selvom det muligvis kan bringe kæledyrsejende teenage-piger i forargelse.

På jobbet går det sin gang. Skolen har netop overstået sit femårs jubilæum, hvorfor vi selvfølgelig bidragede med lidt praktisk hjælp i forberedelsesfasen; bl.a. ved at snitte bambus-figurer og lave lys-dekorationer af gamle cola-flasker. Jo, kreative er vi sku' også ved at blive på vores gamle dage…

Hermed 'no more Cuzco' fra os. Undskyld for stave/grammatikfejl - Emil er her jo ligesom ikke til at rette undertegnede! Jeg kan jo så passende benytte lejligheden til i bedste 'Oscar'-stil at takke Emilio for turen, og ønske ham en fortsat fremragende rejse!

Hilsener og tanker

/Simon & Emil