Profile
Blog
Photos
Videos
Den konservative tilgang overstået først: Ja, vi har det godt, super, ja faktisk fremragende…
Vi knokler på med det spanske og - heldigvis da - skrider det fremad. Vi har snakket om at forsøge at holde ved lige i form af eksempelvis aftenskole, når vi returnerer til andedammen. Familien er stadig venlige og imødekommende, den daglige suppe stadig varm og vi går stadig til og fra skole. Det obligatoriske til side, vil vi mere fortælle om de nye ting vi har oplevet.
Sidste fredag var første bytur i det peruvianske natteliv. Først stoppede vi til billige øl og tepot-blandinger(alkohol- og læskedriksblanding i en tepot) på det fede sted, Indigo. Efter at have fået lidt indenfor vesten fortsatte vi til en lille, cool bar i San Blas-bydelen, samt det noget større The Muse, begge steder med formidabel lokal live-musik. En fantastisk aften, der akkurat som det ofte sker i dobbelt A, sluttede med at fylde depoterne op på McD, hvor de ansatte tilsyneladende var gået i 'fail-mode'. Aldrig har en betjening været så langsom og inkompetent - og så på McDonald's, den vestlige højborg for lavkultur!
Efter den første tids lutter positive oplevelser, har vi nu også fået 'lidt til det andet ben'. Vi er generelt mødt den kulturelle forskellighed ligeså åbent og respektfuldt som de fleste lokale, men denne uges lærerinde gav os et noget ubehageligt indblik i religionens position i Peru. I en sky af røg og damp, forvandlede vor unge lærer sig til en præst og begyndte at prædike sin katolske tro, og stille spørgsmålstegn ved alt andet. I en time havlede hun løs. På et sprog vi ikke mestrer, skulle vi redegøre for vores holdning til Darwin, evolutionsteorien og det 'faktum' at hendes Gud er svaret på alt. Hun forsøgte at omvende og kue os! Uh-ha vi skummede. "Religion er opium for folket!" (Ugen quiz: hvem sagde det?) - nu hvor politik og den røde fane er i højsædet
Igen har vi spillet fodbold med og mod de lokale, og gjort Cuzcos gader endnu mere ufremkommelige. Den runde bold giver fortsat mange glæder og bringer os sammen med mennesker, men desværre er spillet ikke problemfrit. Fredes mangelfulde, men ofte pålidelige teknik fik ham til at kyle bolden ind i en topsikret bygning, og dermed væk. Det resulterede i en længerevarende diskussion med de infødte, hvilket endte med at Frede måtte kompensere for en helt ny bold, sandsynligvis i Jabulano-klassen(vurderet ud fra den betalte pris). Gadeknægtene har sikkert skrald-grinet over hvor meget de snød the gringos hele vejen hen til hash-dealeren.
Helt så negativ en oplevelse var fodboldkampen i søndags ikke, selvom det ikke just var nogen sindsoprivende match, tempoet var sygeligt luft, hvilket delvis kan forklares ved spilhøjden(3300 m). Vi overværede det lokale hold, Cienciano møde Lima-holdet Sporting Cristal, hvilket desværre endte i sejr til udeholdet på en sen scoring. Alt udenomssnusket; tilskuerne, stadions placering i bjergrige omgivelser, passionen, ja, stemningen i det hele taget, var cool. Politiet måtte således hive panseret frem, således at stadion ikke blev til en stening af de lokale spillere. De brænder virkelig for fodbolden i det land; det både spilles, følges og leves overalt.
Således også af en af vores lokale påhæng, der de sidste par dage har fået et par øl med os(så lille en mængde, så han var fri for at betale). Fodbold kan han ikke spille og engelsk ikke tale, men han virker oprigtigt interesseret i vores danske oprindelse, og pludselig opfanger vi frasen 'Dinamarca dinamita', og så gik snakken ellers på vores fællesgebrokne sprog om Elkjær, Laudrup og Olsen!
Langt de fleste af ovenstående oplevelser har i øvrigt været med vor amerikanske brothers, føromtalte Joe og Erik. Dog ikke erhvervelsen af vores billetter, der skete ved verdens bedst skjulte billetluge. Efter vi havde vadet tværs gennem hele byen og ankom til Estadio Garcileo, måtte vi gå flere omgange om arenaen før en venlig politimand anviste os købsstedet. I den pisgule mur, der lukkede stadion fra vejen var fjernet en mursten - én mursten - og ud fra det minimale hul stak en mørklødet hånd, der tog imod penge og uddelte billetter. En meget suspekt oplevelse.
Vejret har på det seneste vist sig fra sin mere omskiftelige side; enten hagler regnen ned og gør byens i forvejen infrastrukturelle udfordringer endnu mere uoverskuelige, eller også skinner solen smukt over hele dalen - heldigvis mest af sidstnævnte, da regntiden først for alvor tager fat i november(yay!).
I dag, fredag, står den på en tur ind til byen, for at rekognoscere markedet og derigennem vælge den korrekte tur til Machu Picchu, 'Den Hellige Dal' og en eventuel mountenbike-tur i det bjergrige område. Når det er gjort, står den nok på en omgang aftensmad og en flaske vin(rød selvfølgelig ovenpå den genoprettede lyse fremtid for Danmark) - væskebalancen skulle nødigt tippe i H20's favør…
Over and out!
/Simon & Emil
PS: Cuzco må være den by i verden med flest tandlæger pr. indbygger. Det betyder dog ikke at de har pæne tænder. I den nærliggende bydel så vi dog også noget, der mindede om verdens mest uhygiejniske tandlæge. Ja, faktisk var det ikke mere end et hul i væggen, noget sparsommeligt lys og en flosset stol. Derudover udmærker byen sig også ved at være hjemsted for den værste burger, vi nogensinde har smagt. Så hellere vor lokale livret, corrazon, som er stykker af kohjerte og kartoffel på en pind. Uhmmmmm…
- comments
Gitte Rønnov - ugens quiz-vinder ... Karl Marx ... er det præmier.. :-)) Tak for godt skrevet opdatering´... Ha' det godt og nyd det... :-)
Dorthe Brix Har lige tjekket billeder med mormor og morfar. Vi er især begejstret for toilet "betrækket". Overvejer klart at brodere et selv ;-)- Iøvrigt gode billeder som vi med fornøjelse har gennemset- I ser sq stadig godt ud. Også rigtig gode indlæg,- flere af dem tak :-)