Banff

Efter at vi startede vores tur lidt nede i tempo, så tog turen og oplevelserne virkelig fart efter vores ankomst til Banff. Først skal det siges at vejret ikke helt var som forventet. Jeg må indrømme at ingen af os på forhånd havde forventet de mængder sne der lå i Banff. Jeg tror vi havde forventet at alt så ud som på billederne på internettet. Selvfølgelig var det ikke umuligt at gå på de forskellige trails, men sneen gjorde det noget vanskeligere. Efter ankomst d. 29/3, drog vi ud på vores første tur dagen efter. Dagens tur bød først på Tunnel Mountain (1692 m), en opstigning på ca. 2 km, og den bød på ca. 300 højdemeter. Selve opstigningen var ikke særlig svær, men det var ret koldt, og sneen på trailen gjorde det sværere. Så efter opstigningen spiste vi frokost på toppen. Senere på dagen gik vi ud til Sundance Canyon. En rundstrækning på lidt over 2 km, som bød på lige omkring 170 højdemeter i alt. Det fede ved den tur var at vi først og fremmest var alene på turen, og det var tydeligt at der ikke havde gået nogle på ruten i et stykke tid. Man følte sig virkelig alene, i den uberørte vilde natur. Dagen efter tog vi ud på 12 km langrend, noget som viste sig at være lidt sværere end først antaget. Turen tog undervejs også en lidt uventet og "dramatisk" drejning! Selve ruten vi stod på var ganske udmærket, og vejret var også fint. Da vi var ca. halvvejs på ruten holdte vi og spiste en solid omgang frokost. Det var her den lidt mere "dramatiske" drejning skete. Det der skete var at gik ned til den flod (Spray River) vores rute løb langs med for at tage billeder, af den og bjergene i baggrunden. Da jeg så skulle op igen greb jeg fat i en sten, som ikke sad fast, hvilket resulterede i at stenen rev sig løs og landede oven på min hånd og lavede et 2 cm langt "snit sår". Så Mads og jeg måtte have gang i vores "hjemme-hospital" for lappe mig sammen.

Den følgende dag skulle vi op på turens højeste punkt indtil videre. Sulphur Mountain, som ligger i 2451 meter højder. En tur som først og fremmest bød på overskyet vejr, som desværre lidt ødelagde udsigten på toppen. Turen til toppen bød på ca. 700 højdemeter fordelt på 5,8 km, som resulterer i en gennemsnitlig stigningsprocent på 17! Allerede fra starten gik det godt op ad, og sneen på ruten gjorde turen umattende og noget ufremkommelig flere steder på ruten. Den sidste kilometer op mod toppen vil jeg mene båd på stigningsprocenter så selv Michael Rasmussen ville mene at det var stejlt! Da vi endelig nåede toppen, var der utrolig koldt, og det sneede en del. Der var heldigvis et sted, hvor vi kunne spise indenfor. Efter nedstigningen var vi i en af Banffs helt store turist attraktioner. "The Upper Hot Springs". Pga. navnet giver det nok sig selv hvad det var, men det var simpelthen bare varmt vand fra kilder i bjergene puttet ned i en pool, så mere glamourøst var det ikke, men dejligt at få løst op i benene efter tre hårde dage i Rocky Mountains.

Dagen efter bød på lidt restituering og vask af vores efterhånden ret ildelugtende ski-undertøj. Men selvom der stod restituering på programmet træner atleter jo alligevel, så vi tog en lille eftermiddagstur på Fenland trail. En lille tur på 3 km, i skoven omkring byen. Om søndagen gik turen til Johnston Canyon og Ink Potts. Johnston ligger en halvtimes kørsel fra Banff. Så efter en frisk taxa tur, var vi klar til en tur på 12 km med næsten 500 højdemeter i alt. Turen gennem Johnston Canyon var ganske flot, men efter som at hovedattraktionen var en Canyon ofte er vandfald, havde det været lidt federe hvis disse ikke var frosne! Men vi har lært at værdsætte Rocky Mountains om vinteren! Efter at have set de frosne vandfald gik vi videre til Ink Potts, som er et af de flotteste steder jeg har været, selvom det var dækket af sne. Tør næsten ikke tænke på hvor flot det er om sommeren. Det vigtigste ved turen derud var at solen for en gangs skyld skinnede, og vejret var utrolig flot hele dagen. Hvilket også resulterede i røde og nærmest kogende ansigter hos to af os. Søndagen kan vel i bagklogskabens klare lys ses, som kongeetapen i Rocky Mountains. Turen gik til Lake Louise, som er en kæmpe sø, som ligger 50 km nord for Banff (søen var i øvrigt helt tilfrosset). Det var ikke fordi vi skulle up på den længste gå tur, men nok fordi vi havde flest højdemeter fordelt på forholdsvis få kilometer. Først gik langs "Louise Creek", en tur på 3 km med 300 højdemeter. Efter ankomst til selve søen, hvor vi alle nok blev lidt skuffede over søen eftersom det jo ikke så ud på billederne, gik turen videre op ad, tættere på himlen. Vi gik op mod "Mirror Lake", som er en lille sø oppe i bjergene omkring Lake Louise. På den her var der virkelig også stigningsprocenter, der ville have fået selv Contador til at trække cyklen! Men hvad endnu værre ved denne rute var, at der stort set ikke var nogle sving, og man kunne derfor bare se den stejle vej foran sig forsætte lige ud og op ad i meget lang tid! Efter vi kom til "Mirror Lake", som også var frosset til besluttede vi at gå 800 meter videre op til "Lake Agnes". 800 meter hvor der var fordelt i alt næsten 100 højdemeter. Vi spiste frokost ved et lukket og rimelig tilsneet te hus, hvor der virkelig var koldt.

Lige i skrivende stund, har vi brugt en dag i Vancouver, efter at vi tirsdag tog bussen fra Banff herud til kysten. En bustur hvor der ikke er noget værd at berette om. Virkelig intet! Der kommer senere beretninger om vores gøren i Vancouver.

Til min mor og far: Jeg har det godt, og har stadig masser af penge, så ingen alarm…..endnu ;)

Simon