Ja, saa er der jo gaaet noget tid, siden jeg skrev her sidst.

Det skyldes dels, at jeg har oplevet saa meget, og dels at jeg

ikke har haft gratis internet siden Pingyao foer nu.

Jeg tog som planlagt nattoget til Xi'an, Kinas foerste hovedstad

Under navnet Chang'an blev byen det for foerste gange forenede

Kinas hovedstad under Qin-dynastiet (221 f.Kr.-206 f.Kr.). Byen er saerligt kendt for at huse Kinas foerste

kejsers grav med de beroemte teracottasoldater.

Mine foerste dag blev dog brugt paa at udforske byen, saerligt

det Muslimske Kvarter. I Xi'an er der nemlig en del muslimske

kinesere, kaldet Hui, og deres kvarter er saerligt godt for

laekker og billig street food. Jeg tror, at jeg indtog hvert

eneste maaltid paa naer morgenmad i det Muslimske Kvarter.

Desvaerre er Xi'ans gamle kvarterer ikke bevaret som i Pingyao.

Indenfor byens murer befinder sig en moderne storby; skyskrabere,

stormagasiner og vestlige luksusbrands dominerer. Der er stadig

enkelte gamle pagoder, saasom Gaasepagoden som jeg tod ud for at

se, men de er faatallige.

Om aftenen faldt jeg i snak med jaevnaldrende kineser, Han Hai

Tao, paa min sovesal, og vi besluttede os for at tage sammen ud

til Teracottasoldaterne den naeste dag. Igen oplevede jeg den

kinesiske gaestfrihed, for Hai Tao (i Kina er "efternavnet" eller

familienavnet det foerste navn) insisterede paa baade at betale

for min morgenmad, frokost og aftensmad.

Kejser Shi Huangdis grav er ikke blevet aabnet endnu, men naer

hans grav opdagede landmaend i 1974 de foerste fragmenter af, hvad

der skulle vise sig at vaere tusinder af figurer, som var begravet

for at beskytte kejseren i efterlivet. Der er 3 udgravninger i

omraadet, hvor udgravning 1 er den stoerste (og med den stoerste

koncentration af kinesiske turgrupper). I de andre udgravninger

kunne man se de ituslaaede figurer laegge paa bunden, et hoved der

og en arm her. Det kraever et langsommeligt arbejde at restaurere

figurerne, en proces som man ogsaa kunne overvaere. Jeg mener, at

det var 4-5 maaneder per figur.

Paa trods af menneskemaengderne var det et meget imponerende at

se raekkerne at krigere og stridsheste, hver eneste med sit eget

unikke ansigt og positur. Hvilket arbejde det maatte have vaeret

at skabe, og det siger virkeligt ogsaa noget om Kinas teknologiske

overlegenhed dengang, hvor vi stadig befandt os i jernalderen.

Efter mine oplevelser i Xi'an foelte jeg mig parat til nogle

naturoplevelser. Jeg tog derfor til Gansuprovinsen, hvor jeg

rejste i de tibetanske omraader. Det er stortset umuligt at komme

til provinsen Tibet (man skal vaere 5 fra samme land paa en

organiseret tur og betale en helvedsmasse penge), men hvor jeg

rejste tilhoerte engang Tibet, og der var en stor koncentration

af tibetanske folk i traditionelle dragter. Det var et spaendende

indblik i en anden del af Kina, en anden kultur

(og en anden slags mad; fik spist en masse yakoksekoed), som jeg

kunne opleve paa taet hold, da jeg overnattede i tibetanske

nomaders telt. Naturen var ogsaa storslaaet, men det er vist lidt

at fortaelle mere om, naar jeg kan vise jer billederne.

I hvert fald rejste jeg med bus gennem det sydlige Gansu til det

nordlige Sichuan og derfra til Sichuans hovedstad Chengdu.

Det skal siges, at jeg ogsaa paa naermste hold oplevede kinesernes

ofte omtalte daarlige manerer paa disse busturer. En 7 timer lang

bustur pakket taet sammen med spyttende, opksastende og hoejlydte

kinesere er ikke en fornoejelse.

I Sichuan, som er kendt for den meget staerke mad og

rundhaandet brug af chilipebber, kunne jeg faa varmen igen efter

kulden oppe i bjerglandskabet. Sichuanesiske mad er sandelig ikke

for de sarte.

Nu befinder jeg mig i Baoguo landsby for foden af bjerget Emei

Shan, somj jeg brugte to dage paa at bestige. Foerste dag

involverede 10,5 timer op ad trapper med en flot udsigt over et

fantastisk landskab med taageindhyldede, skovklaedte tinder og

flere moeder med bjergets beroemte aber (som man, hvis man kender

noget til mine foraeldres Kinarejse, vil vide resulterede i et

overfald paa min mor og min fars heroiske forsoeg paa at bringe

kameraet i sikkerhed tilbage i 1990). Efter en overnatning paa

bjerget naaede jeg toppen naeste dag og gik hele den lange vej

ned igen, ca. 9,5 times gang. Jeg kan godt sige, at mine ben var

godt brugte derefter, men det forhindrede mig ikke i at tage til

Leshan dagen efter og se den beroemte 71 meter hoeje Buddha.

Det var et lille udsnit af mine oplevelser, fortalt i kort og

meget koncentreret form. Jeg kan slet ikke beskrive alle mine

oplevelser, der er alt for meget at fortaelle, saa det maa vente

til en anden god gang, sandsynligvis i Danmark.

I dag tager jeg til Kunming i Yunnanprovinsen. Mit tog afgaar

kl 15.35, saa indtil da vil jeg bare slappe af; mine ben traenger

sandelig til det.

Simon