Hej alle derhjemme. Nu naermer min rejse sig, desvaerre, sin afslutning, og om under to uger er jeg igen paa dansk grund.

Jeg forlod Sichuan med en 17 timer lang togtur til Kunming, Yunnans hovedstad. Jeg havde egentligt ikke overvejet hjemmefra at tage til Yunnan, det ligger jo langt fra alting i det sydvestligste hjoerne af Kina. Andre rejsende blev dog ved med at anbefale, at jeg tog dertil, saa i slutningen af maj befandt jeg mig i Kinas etnisk mest forskelligtartede provins med over halvdelen af Kinas 55 etniske mindretal. Jeg kom dog kun til at opleve to etniske grupper, nemlig Bai og Naxi.

Fra Kunming begav jeg mig til Dali, som fra det 8. til det 13. aarhundrede var hovedstaden i et uafhaengigt kongedoemme. Denne selvstaendighed sluttede dog med Kublai Khans komme, men det er stadig muligt at se noget af Baifolkets kultur. Dali selv er ret turistet, de gamle bygninger huser for det meste forretninger og souvenirforretninger, men den gamle by er dog stadigvaek ganske afslappet.

For at se en lidt mere uspoleret del af Baikulturen tog jeg om onsdagen en bus til landsbyen Shaba, hvor der paa denne dag hver uge blev holdt et lokalt marked. Med lokalt menes sandelig lokalt. For det foerste var jeg den eneste udlaending i landsbyen overhovedet (faktisk tvivler jeg paa, at der overhovedet var nogen Hankinesere, som udgoer 92 % af Kinas befolkning, ogsaa). For det andet var de tilbudte produkter hovedsageligt groentsager, friskslagtet koed (og ikke ligefrem paa den mest hygijeniske maade) og levende dyr: heste, koer, hoens og hunde (hmm, mon ikke de ender i en gryde…). Kvinderne, isaer de aeldre, bearer en regnbue af farvestraalende toerklaeder og nederdele, saa paa trods af regn og de det muddersplat, som udgjorde en stor del af landsbyens ikke-bebyggede areal, var det en Ganske interessant oplevelse.

Jeg fik ogsaa set Dalis kendetegn, De Tre Pagoder, som blev bygget i det 9. aarhundrede for at holde drager vaek. Det lader til, at de har virket… Ingen drager er blevet set.

Fra Dali rejste jeg laengere mod nordvest til Lijiang, et gammelt centrum for Naxifolket. Lijiang var en vigtig handelsby paa Te-Heste-vejen (a la Silkevejen) og den gamle by er velbevareret; det er udelukkende gamle bygniner, brostensbelagte gader med kanaler langs og flotte broer. Desvaerre er det rent turistland; ingen bygning er ikke enten restaurant, guesthouse eller souvenirshop. Det skal ogsaa bemaerkes, at der nok er flere turister end der er locale i byen! Maengden af kinesiske turister er naesten skraemmende og i hvert fald en smule klaustrofobisk, naar man bevaeger sig igennem de traenge alleer. Heldigvis gaelder det bare om at staa tidligt op paa en regnvejrsdag, og saa har man det helt for sig selv (om end en vis grad af gennembloedthed ikke kan undgaas).

Jeg boede paa Mama Naxi's Guesthouse, som har til huse i en gammel Naxibygning med to indre gaarde. Det hyggeligste element er, at der hver aften er faellesspisning for kun 20 yuan. For det foeste faar man en masse god mad for pengene (en 8-9 retter), for det andet er det ret billigt, og for det tredje er det en rigtig god maade at komme i snak med andre rejsende paa og udveksle tips.

Jeg rejste videre til Tiger Leaping Gorge, hvor jeg tog paa en to dages trekkingtur, som jeg nok kunne have klaret paa en dag, hvis vores buschauffoer ikke koerte moeglangsomt, samt for ikke at tale om foerst dukkede op en halv time efter, at vi skulle vaere koert :S

Men i hvert fald var det en helt fantastisk oplevelse paa trods af, eller maaske paa grund af, en smule regn og en god omgang taage. Jeg tror faktisk at taagelandskabet bragte udsigten op paa et helt andet niveau, naar bjergene langsomt tonede frem i deres fulde majestaet. Udsigten fra toiletterne, som ellers langt fra var noget at prale af, I mit guesthouse i kloeften var prisen for en seng vaerd alene. Naeste dag slog jeg foelgeskab med tre kinesere, og sammen begav vi os ud paa en ekstra omvej paa 10 km, for ellers var der kun 2 timers gang den anden dag. Denne omvej, som nok var mest min ide, var haardere end noget andet sted i kloeften, og jeg kunne hoere, at de begyndte at tvivle paa mine evner til at lede dem paa rette vej (pile markerer med mellemrum ruten), de vaerdsatte pile var pludselig ikke laengere at finde. Da jeg endelig, en del laengere fremme, eller snarere hoejere oppe af, den med meget loest grus beklaedte skraent kunne raabe: ＂Arrow, arrow!", udbroed en af kineserne:＂Mei you milu le", som jeg grinende maatte tilstaa over for dem, at jeg forstod, nemlig "Vi er ikke faret vild".

Fra Yunnan rejste jeg til Guizhou-provinsen, hvor jeg tilbragte nogle dage med at rejse mellem landsbyer. Den foerste jeg naaede var helt uden turisme. Der var ingen guesthouses eller andet, men jeg fik en seng at sove i hos en lokal familie, som selvfoelgelig ikke snakkede engelsk. Landsbyfolkene tilhoerte Miaofolket, saa jeg fik ogsaa set deres traditionelle dragter, som kvinderne bar; maendene var for laengst gaaet over til jeans og t-shirts. Det var ret interessant at bo og spise hos familien. Den naeste Miaolandsby var mere turistet, men her gik maendene rundt med antikke gevaerer, som bliver brugt til jagt, og mange bar stadig den traditionelle frisurer med en haarknold. Jef fik ogsaa besoegt Dong-landsbyer og flotte risterraser, foer jeg naaede Guangxi-provinsen og udforskede Yao- (hvor kvinderes ekstremt lange haar er snoet op omkring hovedet, men som man mod betaling kan faa lov til at se slaaet ud og tage billeder af, puh) og Zhuanglandsbyer, samt de utroligt flotte Dragon Backbone Risterrasser.

Nu er jeg naaet til Yangshuo, en afslappet men meget turistet by ved Li-floden og med et fantastisk landskab af klippeformationer. En cykeltur gennem landskabet var lige sagen.

Jeg nyder ogsaa fortsat den fantastiske og forskelligtartede mad i Kina, fx spiste jeg snegle i chili og ingefaer og froestuvning i Yangshuo.

Er nu kommet til Guangzhou, Guangdong, i gamle dage ogsaa kendt som Canton.

Vi ses snart

Simon

PS Billedet viser landskabet omkring Li-floden og Yangshuo