Profile
Blog
Photos
Videos
Vi sidder nu på Leo Hostel i Beijing, og vi nærmer os afslutningen på de fire måneder i Vietnam og Kina. Vi har nu indledt vores sidste dage med intensiv sightseeing, men inden vi rejser hjem, vil jeg berige jer med et sidste blogindlæg.
Siden vi forlod Lijiang i Yunnan har vi tilbragt uhyggeligt mange timer på transport. Busturen fra Lijiang til Chengdu fortjener ekstra omtale. Den står sandsynligvis som den værste tur jeg har været på. Nogensinde. Og det siger ikke så lidt. Vi tog af sted fra Lijiang midt på dagen, og efter planen skulle vi være fremme i Chengdu 24 timer senere. Bussen var i sig selv okay med sengepladser til alle og masser af vinduer. Vinduerne viste sig hurtigt uundværlige, for de næste mange timer var vi indespærret i en bus, der lugtede af en blanding af sure tæer, tobaksrøg (rygningen blev anført af de to chauffører), bræk, og andre ubestemmelige lugte. Undervejs stoppede vi kun få gange, så jeg måtte undlade at drikke væske, og når vi endelig stoppede var det ved små steder i ingenting. Et enkelt toiletbesøg var så ulækkert, at det krævede to forsøg for både Katrine og jeg, men en beskrivelse vil tage alt for meget plads. Lad mig bare sige, at jeg aldrig har været ude for noget lignende!
For at sætte prikken over i'et blev jeg vækket (fra min ikke særligt dybe søvn) klokken fire om natten, hvor nogle af bussens mandlige passagerer bestemte sig for at påbegynde en højlydt samtale lige bag mig. Efter at have behersket mig i en halv time (hvor jeg holdt mig til at sende vrede blikke i deres retning), endte jeg med at tysse på dem tre-fire gange uden resultat. De var ganske enkelt bedøvende ligeglade. Det eneste gode, jeg kan sige om den bustur, er at den sluttede seks timer før planlagt, og vi var lykkelige, da vi endelig kunne stå af i Chengdu tidligt om morgenen.
I Chengdu var hovedattraktionen panda researchcentret lidt uden for byen. Her kan man se pandaer i massevis, og hvis man gider betale 1300 Yuan (næsten 1200 danske kroner), kan man få lov at holde en pandaunge. Det havde vi naturligvis ikke råd (eller lyst) til, så vi nøjedes med at kigge, hvilket var oplevelse nok i sig selv. Pandaerne er ubeskriveligt nuttede og komiske!
Efter kort tid i Chengdu tog vi videre nordpå til Jiuzhaigou National Park. Vi havde oprindeligt aftalt at tage på en todages vandretur med camping i parken, men det viste sig, at campingmulighederne var lukket ned. Vi besluttede os derfor for en enkelt dags vandring i parken. Da vi kom ind i parken blev vi først noget skuffede, for da forstod vi, hvad det vil sige, at parken hvert år besøges af halvanden million turister ind. Hele vejen igennem er der anlagt stier, som turisterne skal holde sig til, der er busser mellem alle de væsentligste steder i parken, og der er pakket med mennesker! På de første stop sneglede vi os af sted sammen med alle de kinesiske turister, og når vi steg på busserne blev der maset og skubbet i stor stil. Ikke just den naturoplevelse vi havde ventet os. Senere på dagen lykkedes det os dog at undslippe de værste horder, og da vi endelig havde stierne for os selv (kineserne tager helst busserne), var det helt fantastisk. Parken kan bedst beskrives som en af de kendte nordamerikanske nationalparker med grantræer, sneklædte bjergtoppe og krystalklare, isblå søer.
Efter Jiuzhaigou tog vi endnu længere nordpå for at komme til Xiahe i Gansu-provinsen, hvor Labrang-klostret ligger. Undervejs gjorde vi stop for en enkelt nat i Langmusi, en lille tibetansk by, hvor vi gik en tur i de omkringliggende bakker. Her havde vi udsigt til græssende yak-okser, sneklædte bjerge og et buddhistisk kloster, og selvom det var en virkelig(!) kold fornøjelse, var det en stor succes. Det samme var Xiahe og Labrang, selvom hverken Michael eller Katrine var lige så (nørdet) begejstrede over klostret, som jeg var. Det levede dog heller ikke op til de store klostre i Tibet, men der summede af religiøs aktivitet, og omgivelserne var smukke.
Vi tilbragte en enkelt nat i Xiahe, og derefter tog vi direkte videre til Xian, som vi i sidste øjeblik havde bestemt os for at tilføje til rejseplanen, fordi vi var foran i programmet. Xian er en storby som så mange andre med massevis af shoppingcentre, fastfoodkæder, kaffebarer, osv., men vigtigst af alt er den hjemstedet for terrakotta-krigerne, som Kinas første Kejser (Qin) byggede til at vogte sin grav. Hæren går (på nogen lister) som verdens ottende vidunder, og det var da også vældig fascinerende at se tusinder af lersoldater, alle med forskellige ansigter. En sjov detalje er, at kejser Qin (som også står bag den kinesiske mur) lod sine konkubiner, soldater og slaver blive levende begravet i samme omgang. Hvem sagde storhedsvanvid?
I forgårs ankom vi med nattoget til Beijing, og efter at have fundet et hostel (som dog er blevet skiftet ud i dag) tog vi ud for at se den kinesiske mur. Der var mange turister, men for en gangs skyld gjorde det ingenting. Det var en streng gåtur, for enkelte steder var muren utrolig stejl (men selvfølgelig er der alligevel folk, der finder på at lave et maraton deroppe?), men det var en fin lille tur, og muren levede fuldt ud op til forventningerne.
I går var vi ude at se Summer Palace og the Bird's Nest (OL stadionet), hvoraf sidstnævnte helt klart var mest interessant. Beijing byder på ufatteligt mange attraktioner, så vi kommer helt sikkert ikke til at kede os det sidste stykke tid, men vi glæder os alligevel til torsdag, hvor vi er hjemme igen!
PS: Fik jeg sagt, jeg nu er bachelor i Antropologi og Etnografi?
- comments