Så sidder jeg i Nairobi på vores hostel, har fået købt mig et afrikansk nummer og internetadgang, så min kontakt til omverdenen bliver nu genoptaget efter en uge i bushen.. Det betyder også der er mulighed for et lidt længere blogindlæg og for at oploade billeder - og få skrevet alt det jeg glemte i sidste indlæg, da jeg havde så travlt.. J

Her vil jeg bl.a. lige fortælle lidt om maden.. Vi fik at vide hjemmefra, at vi ikke skulle tage til Afrika for madens skyld.. Det kan jeg da kun give dem ret i.. Her, efter kun en uge sidder jeg og bliver ganske misundelig når jeg hører mine forældre få spejlæg og Rune og Tore, der skal have spaghetti med kødsovs.. Jeg selv har væltet mig i bønner, ugali (noget dej-lignende noget uden smag) og majsgrød.. Jeg må desværre sige det ikke er et hit.. Så nu er jeg meget spændt på at komme hjem til familien i Mombasa i morgen og se, hvad menuen for det meste står på der.. Jeg har desværre bare hørt at Ugali er et hit alle steder.. Hmm.. Så er det altid godt en halv liters cocacola kun koster omkring 3,5 kr. så der er noget lækkert at skylle dejen ned med! J

Men nå.. For at vende tilbage til min første uge i bushen på pigeskolen Daraja, så bestod den jo af en masse forskellige ture ud, for at lære den afrikanske kultur lidt at kende så vi er bedre rustet til at komme i gang med at arbejde på et hospital.. Selvom jeg lige fik nævnt i sidste oplæg, hvad vi indtil da havde set, tager jeg lige fat i det igen, for jeg synes de oplevelser fortjener en bedre beskrivelse..

Næsten alle vores aktiviteter var bygget op omkring millenium development goals, som er mål der har udgangspunktet, at vi inden 2015 kan skabe en bedre verden. Målene sætter konkrete mål for, hvordan den fattige del af klodens befolkning kan få bedre levevilkår frem mod 2015.

På turen ud for at se, hvordan de fattigste arbejdede, mødte vi bl.a. en stenhugger. Han stod fra morgen til aften og huggede mursten ud af klipperne for at kunne sælge dem videre til de rige - han selv have kun råd til at bygge sit hus af ler (ja, Jens Vejmand om igen!), Disse sten skulle være så og så lige og så og så store før han ville kunne sælge dem videre, og dem stod han og huggede 40 af om dagen med en hammer, kile og sine bare næver, stående bøjet over stenene der lå på jorden! Helt vildt.. Ellers så vi også en 15-årig dreng, der stod og gravede sand op, og håbede de rige kom og købte det, så de kunne blande det op med cement. Det blev han nødt til, da han havde mistet sine forældre, men stadig havde tre søskende at skulle tage sig af, så derfor gik han ikke længere i skole.. Det sidste arbejde vi så, var en dame, der hele dagen stod i en mørk lerhytte og lavede alkohol. Det arbejde er ulovligt, så hun skulle hele tiden frygte for, at politiet kom, for hvis det var tilfældet, så ville hun ikke have mulighed for at betale bøden og ville derfor blive arresteret uden der var nogen, der ville tænke på, hvordan hendes børn ville klare sig fremover. Selvom man jo har hørt om det, så er det bare noget helt andet at stå der, lige over for nogle af de mennesker, der faktisk lever sit liv på den måde - fx den 15-årige dreng, der allerede som 20-årig vil være fuldstændig smadret i hele sin krop, i stedet for at have fået sig en uddannelse.. Så helt igennem uretfærdigt - det ramte virkelig!

Dagen efter var det besøget på skolen. Jeg har egentlig ikke så specielt meget at sige om det besøg ud over, at da vi trådte ind i klassen og observerede hvordan de sad og hvordan undervisningen foregik, var det fuldstændig som at træde ind i en unicef-reklame! Og så sad der jo selvfølgelig alt for mange elever på alt for lidt plads, men skolen var der og det var fedt at se! Dog var nogle af bygningerne meget faldefærdige og når man trådte ind i læreværelset, hvor eleverne skulle aflevere deres opgaver, var det svært at se, hvordan de på nogen måde kunne holde styr på, hvilke opgaver, der hørte til hvad, for det hele lå bare i en stor blandet bunke! Da vi kom tilbage til platformen diskuterede vi skolesystemet med vores guider, der bl.a. fortalte, at der er mange piger, der bliver nødt til at gå ud af skolen når de får menstruation, da de ikke har råd til bind/tamponer og derfor må blive hjemme omkring 5 dage i måneden, hvilket resulterer i, at de ikke længere kan følge med.

Om aftenen fik vi besøg af masaierne, der kom og viste os, hvordan de dansede, når der skulle holdes fest.. Igen som jeg har forestillet mig, men en virkelig speciel oplevelse når man står i det - at se på deres ekstremt farvestrålende tøj, deres meget specielle dans, samtidig med, at man sidder og hører på deres meget specielle sang.. Men festligt og sjovt så det ud, og jeg fik da også selv danset lidt rundt med dem.. J

Jeg kunne jo som sagt blive ved med at skrive side op og side ned om mine oplevelser, men allerede nu er mit indlæg jo en god længde, så jeg vil bare lige nævne nogle ting kort.. En af aftenerne brugte vi på at se en film omhandlende omskæring.. Jeg tror aldrig jeg har tænkt dette område særlig meget igennem - for det var meget overvældende og ganske forfærdeligt at se.. Men det blev afsluttet på en rigtig interessant måde, da vi efter filmen diskuterede emnet med en af vores masai-guider der selv er i en kultur, hvor omskæring er meget normalt og han fik forklaret os rigtig meget om, hvad der lå i det og fik os til at se det fra den anden side.

Vi havde også besøg af en HIV-positiv mand, der var ude og fortælle om, hvordan det er at være HIV-positiv.. Her fortalte han om alle de stigmaer han og hans børn bliver udsat for, og vi hørte om alle de fordomme folk stadig har og hvor lidt oplyst folk faktisk er omkring beskyttelse og smitte, et eksempel er, at der faktisk er mennesker, der er overbevist om, at de bruger beskyttelse, hvis bare de har puttet et kondom på en pind og lagt den ved siden af sengen imens de har sex.

Så var vi på besøg på et offentligt hospital i den nærmeste by - Nanyuki. Selvom det endnu engang var som jeg havde hørt og forestillet mig, så var det bare noget helt andet at stå der, midt på afdelingen, hvor patienterne lå i sengene rundt om én.. At stå det og se, hvor beskidt der var, de virkelig dårlige forhold som fx at ligge op til tre patienter i én seng og én sygeplejerske til 20-40 patienter, alt efter, hvor mange der lå i hver seng.. Og så hvor ekstremt få ressourcer der ser ud til at være.. Lige nu sidder jeg med den følelse, at jeg slet ikke kan se, hvad jeg kan gøre og hvordan det skal gøres, så det bliver virkelig en udfordring når jeg starter i klinikken, men forhåbentlig en spændende og helt sikkert en meget lærerig udfordring! J Og så længe jeg bare kan udstråle lige så meget glæde og varme, som afrikanerne gør, trods deres mangel på stort set alt, så kan jeg da kun komme langt, bare med det!

Én af de sidste aftener på platformen, var jeg ude ved en af masaifamilierne i området for at være sammen med dem, se hvordan de lever og være med til at lave aftensmaden.. Inden jeg tog af sted, glædede jeg mig rigtig meget, samtidig med, at jeg virkelig var nervøs - nok lidt pga. sproget (selvom jeg efterhånden er ved at vænne mig lidt til afro-engelsk J) men nok også fordi det bare er så ekstremt meget anderledes.. Men det hele viste sig jo selvfølgelig at være en mega fed oplevelse! Den familie jeg var ved (sammen med min veninde) havde to små lerhytter.. Den ene bestod af to "rum", hvor de lavede mad i det ene og opholdte sig og sov i det andet.. Herinde sad vi og lavede mad over bål, hvilket jo betød at hele hytten blev fuldstændig fyldt med røg.. I den anden hytte havde de også en lille bålplads, da det ikke altid var nok kun med en, og ellers var det her drengene i familien sov.. Familien bestod af en mor og far og deres 4 børn.. I samme område boede der en anden familie.. Imens maden stod og kogte, var vi uden for med alle børnene - alle kendte alle og det virkede til at de havde det rigtig godt og sjovt sammen, og så kan man jo stå og tænke på, hvordan man mon selv ville synes det var at leve sådan, men igen.. De kender jo ikke bedre, og det er jo bare dejligt at se, hvor dejligt et liv det ser ud til de alligevel har. Vi havde også taget kamera med, hvilket var aftenens store hit - sådan et stykke elektronik er ikke hverdags-legetøj for dem, så der blev fyret omkring 200 billeder af.. J Dem blev der dog soteret ganske groft i - de bedste fotografer var de ikke..

Den sidste hele dag på platformen blev brugt på en heldagstur - en baboon-walk. Turen dertil var egentlig planlagt, men men men.. Den ene Matatu (de biler vi kører rundt i) gik i stykker, hvilket resulterede i, at vi skulle fragtes 30 mand i 2 Matatuer (der var oprindeligt plads til 20).. Da vi stiller os lidt skeptisk overfor det siger chaufføren, at det bare lige er de næste 10 km og så møder vi en anden bil.. Vi hopper altså 20 mand ind i den store bil og 10 i den lille og kører afsted - de længste 10 km jeg nogen sinde har kørt, for vi kører nemlig i 5 kvarter og wupti, så var vi fremme ved baboon-walken.. Men nå, hvad gør det at sidde lidt tæt når man undervejs både ser zebraer og giraffer gående rundt i landskabet ved siden af vejen.. J Selve baboon-walken var, at vi gik rundt i det landskab, de lever i.. Her kom vi rigtig rigtig tæt på dem, hvilket var en rigtig fed oplevelse.. Ud over den tur, var vi også inde og besøge en masailandsby mere, hvor vi endnu engang blev budt op til dans af dem - men må sige at jeg ikke er blevet bedre til deres dans og tvivler også lidt på, at det nogen sinde kommer.. Den måde de kan ryste den der krop på, tjaaa.. Det ligger ikke lige i mig tror jeg! J

Dagen blev sluttet af med at spise på en dejlig restaurant kaldt trout tree - meget idyllisk sted, der er bygget op omkring et træ.. Det var virkelig rart at sidde på et spisested og blive serviceret.. Her kravlede der også aber rundt - en rigitg abe-dag.. J Da vi sad og ventede på vores mad, så vi en af aberne hoppe ind på nabobordet og hugge resten af deres boller efter de var gået, hvilket vi morede og meget over.. Så fik vi vores boller og begyndte at spise -det opdagede en af aberne tydeligvis, for én to tre, så hoppede den ned på vores bord nærmest lige i hovedet på os, huggede et par boller, kiggede op og fandt ud af, at vi alle sad fuldstændig i chok og fik så fat i resten af vores boller, inden den forsvandt.. Er du sindssyg det var vildt at få sådan en abe nærmest lige ned i hovedet, men lige så vildt det var der, lige så sjovt er det virkelig nu! J Derefter gik turen hjem til platformen og alle tingene blev pakket sammen så vi var klar til afgang morgenen efter..

Nu sidder jeg som sagt i Nairobi, og det er jo som at komme til en helt anden verden sådan at komme fra bushen og ind i storbyen - et helt andet Afrika i hvert fald.. Lige da vi var kommet til vores hostel og fået vores værelse igår, skulle vi på tur til Kibera - efter sigende Afrikas 2. største slumkvarter og det største i Nairobi.. Jeg må sige, at jeg stadig sidder lidt i chok, og tror ikke helt jeg forstår, at menneskerne der var der ikke også skulle hjem til deres hjem, ligesom vi bare lige var på besøg og derefter tog hjem til vores hostel igen.. Jeg tror ikke engang jeg kan skrive så meget om det - ganske forfærdeligt er det jo selvfølgelig, at der er nogen mennesker der skal være tjent med at på sådan.. Men oplevelsen er stadig ikke helt kommet ind under huden endnu tror jeg - ved ikke om den nogen sinde gør det, eller om man måske automatisk prøver at holde sådan en oplevelse på afstand!? Det vil tiden vise.. Men noget der virkelig ramte mig var at se, hvor glade menneskerne var, trods deres forhold.. Og hvor meget de gjorde for at hjælpe hinanden og holde sammen for at holde det her kvarter kørende, som det nu engang kunne holdes kørende.. Vi blev guidet rundt i området af en af de lokale, og kom også med ind for at se, hvor han boede.. Et rum på 10-12 m'2, der bestod af en seng i halvdelen af rummet, en lille sofa, et lille bord og en skænk - her boede han så sammen med sine syv søskende og det er mig stadig en gåde, hvordan det helt fysisk kan lade sig gøre, at de alle sover på samme tid om natten - men måske de ikke gør det!? Vi spurgte også om toiletforholdene, hvor han pænt viste os en af områdets toiletbygninger, men den koster så penge at bruge - og i sådan en kvarter kan man jo sige sig selv, at der er mange der ikke lige har den mulighed = gaden bliver til toilettet! Ja, man har jo næsten ikke noget at skrive til det, så helt grotesk er det!

Og nu sidder jeg så på mit værelse på vores hostel den sidste aften i Nairobi - så går turen videre til Mombasa i morgen kl. 9.. Her har vi fået at vide, at den familie Heidi og jeg skal bo ved består af en mor, søn og bedstemor.. Det lyder rigtig hyggeligt og jeg glæder mig virkelig meget til langt om længe at hilse på dem i morgen samt at komme ud og se det hospital jeg skal arbejde på onsdag..

Og når I nu har siddet og læst hele det her blogindlæg lyder det måske lidt som den rene elendighed - og det synes jeg jo måske også det er nogen steder, men sådan har hele min uge jo ikke været og det er måske også mere mit syn på meget af det, end den følelse menneskerne der er i det egentlig har! Det er bare de oplevelser der fylder ekstra meget i mig lige nu og derfor det jeg lige har fået fyldt på min blog!

I vil høre mere fra mig fra Mombasa, når jeg har mødt min familie og min arbejdsplads - og så nyd sommerdagene i Danmark - jeg nyder i hvert fald sommeren her (dog afbrudt af de voldsomme regnskyl pga. regntiden) og har også fået anskaffet mig en god kulør allerede.. J Og den kan jo kun blive bedre af at komme til Mombasa med de dejlige strande (som der i øvrigt er gå-afstand til derfra hvor vi skal bo!) :)