Profile
Blog
Photos
Videos
Vores cruise dag
Dagen startede lidt forvirrende. På vores voucher stod der, at vi skulle møde op hos Ocean Spirit Cruises, og her kunne de ikke finde os. Vi fik lov at blive ombord, hvis der var to, der udeblev. Anders var heldigvis så kvik, at han ringede til det kontor, hvor turene var booket. Det viste sig, at vi skulle med Passion of Paradis. Os derhen, og vi nåede lige ombord, så sejlede vi. Det var en stor katamaran, som lå godt på havet. Først var der instruktion i dykning, og det var meget interessant at høre, og det lød ikke særligt svært. Herefter var der instruktion i snorkling, det lød også nemt.
Jeg fik pludselig øje på Latika og Lene, to piger fra min skole, som også skulle til Sydney. Meget pudsigt, for vi havde ikke talt sammen om ture, og vi havde bestilt hjemmefra, og de hernede. Det var dejligt lige at få snakket lidt med dem, og vi ses igen den 20. august i Sydney. Mens vi sejlede ud, så vi flere hvaler, og jeg har lagt billeder ind af det, jeg nåede at fotografere af dem. Det var pukkelhvaler, som tumlede rundt i vandet - helt fantastisk oplevelse at stå på båden og se det live.
Vi sejlede først ud til en lille ø, hvor Anders bl.a. snoklede, og jeg tog en glasbåd indtil. Den var stort set forbeholdt fugle, og I vil kunne se på de billeder, jeg har lagt ind, hvor fantastisk mange fugle, der var. Det var en formidabel larm, de lavede. Vi fik at vide på båden, at hvis vi gik uden for det indhegnede stykke på øen, kostede det en bøde på 70.000 AUD $, så jeg holdt mig pænt inden for det afmærkede område. Det var meget lavvandet inde ved øen, så det var svært at tage en svømmetur, uden at skulle ret langt ud. Jeg var et godt stykke ude, og fiskene svømmede rundt om benene på mig. Det var en lidt skræmmende oplevelse, så jeg besluttede mig for ikke at snorkle. Flere, der snorklede så hajer, og det skræmte mig også. Anders var ude at snorkle næsten en time af gangen. Først fra øen og senere sejlede vi længere ud, hvor vandet var otte meter dybt, og her kunne man så snorkle fra båden.
Det var en rigtig god og dejlig dag, hvor vi kunne sole os på båden, snorkle og bade. Og jeg blev ikke søsyg.
Vi var godt trætte, da vi kom tilbage kl. 17, men mødtes alligevel med Latika og Lene og spiste aftensmad i centrum. Herefter hjem i seng, for op igen kl. 6 næste morgen.
- comments