Profile
Blog
Photos
Videos
Denne weekend er den første weekend med familien, hvilket betyder, at de har fri. I dag tog vi derfor til Berowra Waters, der ligger midt i "the bush". Berowra er desuden navnet på den forstad, de bor i, så det var ikke så langt væk. Det var utroligt smukt, hvilket er et ord, jeg tror, jeg kommer til at bruge en del omkring Australien og dets natur. Men ang. Berowra Waters så kørte vi bogstavlig talt ned i "the bush" og tog en færge over på den anden side. På den anden side lå havnen med noget, der mindede om en park, så man kunne sidde og nyde et måltid, hvilket vi gjorde. Efter at have siddet der i en times tid, valgte vi at leje en båd i en times tid cirka. Vi fik et kort og så skulle vi ellers selv styre den, og hvor vi ville hen. En time lød ikke som meget, men allerede efter et kvarter var det som om, man havde set det hele. Det er bare træer, vand og huse til sidst. Men det var alligevel smukt, og derfor var en time helt perfekt. Langs vandet var der en del huse, som virkelig var smukke og selvfølgelig ekstrem dyre. Da de bor et sted, hvor der ikke er veje, så har de en båd eller to, de bruger, når de skal nogen steder. Efter bådturen valgte vi at tage hjem.
Senere på aftenen tog vi til en anden forstad, da de havde en - hold fast - chokolade restuarant. Den hed Max Brenner og er en kæde i Australien. Det var vores aftensmad. Chokolade, mmmmmhh... Jeg fik en Chocolate Soufflé med smeltet varm chokolade i midten og en banan chokolade milkshake eller noget i den stil. Det smagte godt, men det blev også for meget til sidst og her to timer senere, har jeg stadig lidt kvalme :/
Det har været en super hyggelig dag, men også meget varm i forhold til, at det stadig kun er forår her. Det er ligesom en super god sommerdag i Danmark. Hvordan kommer jeg dog til at overleve 37 grader, når det bliver rigtig sommer?? Selvom det er varmt, så er jeg dog ironisk nok blevet snottet? Jeg nyser hele tiden, hvilket resulterer i, at min næse løber, og jeg snøfter. Hvis jeg ikke passer på med det, kan jeg udvikle bihulebetændelse :/ I morgen tager min kusine Sadaf og jeg ind til Sydney by, hvor vi skal være hele dagen. Det skal nok blive hyggeligt, men også varmt! De siger, at det bliver 35 grader i morgen. Så det er bare på med solcreme, da solen brænder rigtig meget hernede.
Nå men jeg skal snart i seng, da vi skal tidligt op i morgen! Så godnat :)
- comments