Profile
Blog
Photos
Videos
Så er dagen endelig kommet! Dagen som vi har ventet på i spænding i de sidste fire måneders tid - begyndelsen på Inca Trail! Meget tidligt om morgenen ringede vækkeuret, idet vi ville blive afhentet omkring kl. 5:20-6:00. Dagen forinden havde vi pakket en backpack og en lille rygsæk med de mest nødvendige remedier - et sæt rent skiftetøj, lygter, snacks, desinficerende og ikke mindst regntøj og regnslag! Spændte sad vi på kanten af sengen iklædt vores overtøj, vandresko og med taskerne stående klar så vi kunne springe ud ad døren når bussen kom:) Pludselig kunne vi høre at gårdsdøren gik op og en der spurgte efter os - vi gik ud på svalegangen og fik bekræftet at Peru Treks var ankommet. Med oppakning på ryggen fulgte vi den lille peruvianer nedad imod Plaza de Armas, hvor vi mødte den ene af vores to guider - Raul. Han tog rigtig godt imod os og kort tid efter ankom bussen med vores medrejsende ombord:) Da vi satte os godt tilrette i bussen rejste en peruvianer sig op og præsenterede sig som Wilfredo - vores hovedguide - han forklarede lidt om turen og om hvad dagen kom til at bestå af. Dernæst sluttede han af med at slå fast at i de næste fire dage ville vi alle 18 være som en stor familie, Will som 'papa' og Raul som 'mama' - alt imens han sendte et skævt smil til Raul. Kort tid efter drønede bussen derudad imod Ollantaytambo, hvor vi ville spise morgenmad og købe de sidste nødvendigheder:) Små to timer efter drejede vi ind ad en lille sidegade til hovedpladsen i byen - her væltede vi alle søvndrukne ud og fulgte Will og Raul til restauranten, hvor der blev serveret morgenmad. Her købte vi også en lille pose coca-blade som vi kunne tygge på når vi skulle klatre opad bjergene. Efter lækker morgenmad og hyggelig snak med vores nye 'familie' drønede vi igen derudad imod starten af Inca Trail! En lille halv time på bumlende grusvej senere ankom vi - her fik vi udleveret to flade madrasser som vi skulle spænde på backpacken og vandre med alle fire dage. Da alle var klar gik vi til paskontrollen, hvor vi fik stemplet vores pas med det officielle Inca Trail-stempel. Herefter beordrede Will os alle samlet under det store skilt over indgangen, hvor vi fik taget vores første familiefoto:) Efter 16 klik med kameraerne krydsede vi broen over floden Vilcanota og begyndte vores fire dages trekking på den berømte Inca Trail! Spændende! Solen stod højt på himmelen og ikke en sky var at se i miles omkreds, da vi gik opad bjerget fra floden igennem en lille landsby og videre langs floden. Hele Inca Trailen består af 43km igennem skove, jungle, over dundrende floder med fantastiske udsigter over kløfter, dale, snedækkede bjergtoppe, kæmpe vandfald og de mest fantastiske inkaruiner! Første dag bestod af 12km langs floden opad bjergene til byen Wayllabamba - en tur fra 2600m til 3100m over vandets overflade. Will forklarede at turen denne dag ville være opvarmning til de kommende dage, som ville være betydelig mere vanskelige! Første stop på ruten var et gammelt bjergfort, Huillca Raccaysom som inkaerne havde bygget for at kunne kontrollere hele Cusichaca-dalen. Herfra, dybt nede i dalen, kunne man se det kæmpe farm-kompleks Llactapata med dets mange store terrasser og farmhuse - et fantastisk syn midt i skæringen imellem The Sacred Valley og Cusichaca. Kompleksets funktion var at forsyne hele Machu Picchú med afgrøder såsom majs. Stedet blev opdaget i 1911 af den amerikanske opdagelsesrejsene Hiram Bingham. Herfra gik turen videre ned i Cusichaca-dalen hvor vi fik frokost ved siden af floden. De 18 portere, som bar al mad, telte, stole osv, havde dækket fint bord med det lækreste mad! Her fik vi snakket yderligere med de andre fra gruppen, som alle virkede som åbne, imødekommende og rigtig flinke! I gruppen var tre amerikanere, en kineser, fire nordmænd, to tyskere, en østriger, en finne, en sydafrikaner, en australier og os - i alt 16:) Navnene var Gerry og Jason, Frank og Ann, Gudrun, Kristin, Stine og Anita, Dustin, Isabella og Christian, Linda, Shavon og Brendan. Efter en dejlig frokost med hele tre retter tumlede vi alle videre opad bjerget igen med fyldte maver:) Vandfald, planter, kaktus og fantastiske udsigter senere ankom vi til Wayllabamba! Her havde alle porterne, som alle småløbende havde overhalet os midtvej med 18 kilo oppakning, sat vores sovetelte op og madteltet - kort tid efter blev der kaldt til samling. Nu skulle porterne introducere sig for os og vi for dem. Den ene porter efter den anden stod frem med et genert udtryk og fortalte deres navn og alder - den ældste var hele 67 år!! Efter introen spillede vi lidt kort med nogen fra gruppen og fik lært Gin Rommy - langsomt trådte mørket frem og pandelygterne fundet frem. Et øjeblik senere blev der kaldt til aftensmad - igen blev de tre kæmpe og mest lækre retter serveret - derefter rejste Will sig og fortalte kort om morgendagens trek som ville blive den hårdeste dag i løbet af de fire dage. 2. dag ville bestå af tusindvis af inkatrin opad bjergene til bjergpasset 'Dead Woman's Pass' i hele 4200 meters højde, en opstigning på hele 1200m. Dernæst sagde vi alle godnat, kravlede i vores telte og lagde os i soveposerne - sekunder efter begyndte regnen at hamre imod teltdugen! Så trætte som vi var faldt vi straks i søvn til lyden af regnen:) Fortsættelse følger!
- comments