Kære alle

Så blev der endnu engang tid til at skrive lidt på bloggen. Tiden er blevet brugt på at få dykkercertifikat, feste, afslapning og en bådtur til en af verdens syv naturvidundere.

Først ting på programmet var dykkercertifikatet. Vi havde på forhånd fået oplyst, at kurset ville løbe over tre dage og inkludere fire dyk.
Vi mødte op onsdag (den 1. oktober) med forventning om, at vi hver dag kun skulle "arbejde" fra 9-15 og ellers plaske lidt rundt i en pool…. forkert! Undervisningen startede onsdag klokken 08.00 og sluttede omkring kl. 18.00. Undervejs var der en kort frokostpause på ca. 30 min,, men ellers kørte vi på med diverse øvelser i poolen og lidt teori på land. Hertil kom lektier i form af ca. 40 siders læsning med tilhørende spørgsmål, som skulle være klar til gennemgang torsdag morgen. Så vores hold, der i øvrigt bestod af to tyskere, en amerikaner og en kineser, måtte meget modvilligt tage hjem og lave lektier og ellers på hoved i seng. Efter gennemgang af teorien torsdag morgen, skulle vi ud på vores første af to dyk i havet på 12 meter, hvor vi skulle gentage de øvelser, vi havde øvet dagen i før i poolen. Det i sig selv var spændende, men samtidig var vi begge en smule nervøse ved tanken om, at man ikke længere var i en pool, hvor man bare kan tage hovedet op af vandet, hvis man føler sig utryg. Man er altså 100 % afhængig af det udstyr man har på, hvilket man også lige skal indstille sig på. Usikkerheden forsvandt dog så snart man kom i vandet og begyndte turen mod de 12 meter. Uden i øvrigt at skulle gå i detaljer, handler dykning i høj grad om vejrtrækning og bouyancy (opdrift). Den vigtigste regel er altid at trække vejret, idet man ellers risikerer at få luft i blodbanen, og derudover at forsøge at opnå neutral opdrift, dvs. man holder den samme position i vandet uden at bruge kræfter. På den måde får man mest ud af sine dyk. Så efter der kom styr på vejrtrækning og opdriften, var der kun tilbage at nyde turen :) Fantastisk var det! Allerede på første dagen så vi alverdens fisk og sågar havskildpadder og efter det sidste dyk var vi klar på mere. Fredag skulle vi så dykke på 18 meter to gange og op til en "eksamen". Dykningen gik problemfrit og vi fik endnu engang set koraller, fisk, havskildpadder, blæksprutter og babyhajer og lavet de sidste øvelser vi manglede. Så var det tid til eksamen, som var 50 multiple choice spørgsmål, der var baseret på den teoretiske og praktiske gennemgang. Spørgsmålene var heldigvis ganske nemme og vi bestod begge med 47 af 50 korrekte (måske vi kom til at tale lidt sammen undervejs…. hovsa). Kurset var dermed bestået og vi er nu certificerede "open water divers" - og det sku´ fejres - og det blev det!! Lørdagen og søndagen blev brugt på restitution og et enkelt dyk mere (ja, vi er blevet meget glade for at dykke!)med et tysk par, der også var med på vores dykkerhold. Mandag blev brugt på at hente vores visum på Lombok, hvilket vi udskød fra om torsdagen grundet dykkerkurset. En dag der blev brugt på transport, ventetid, transport, ventetid osv. Det blev tirsdag den 7. oktober, en dag vi på forhånd havde sat kryds ved da det var fuldmåne. Fuldmåne = Full Moon Party = hovedpine onsdag :)Dagen startede dog med en cykeltur rundt på øen, hvor vi fik set strandende på den anden side af øen og solet. Og så blev det aften. Efter lidt lækkert mad stod den på full moon party på stranden med resten af backpackerne på øen, hvor masser af lækre, og desværre også nogle knap så lækre, drinks blev indtaget i fuldmånens skær. I baren var der desuden mulighed for at købe svampe, hash osv., som ville "take you to the moon and back again" - det blev et pænt nej tak herfra. Den bedste beskrivelse af stedet er nok, at Gili Trawangan er som Christiania - bare på en ø :) Festen sluttede ved solopgang, hvor vi slentrede hjem til lidt velfortjent søvn. Onsdag… puha onsdag… hovedpine - tjek, i sengen hele dagen - tjek og masser af vand og cola - tjek. En sådan dag er der ikke meget ved, dvs. lige indtil klokken blev kl. 18 (lokal tid), hvor jeg tjekkede min mail, hvor der lå en besked fra min specialemakker om, at vi nu kan kalde os selv for Cand.jur. Specialet var bestået og nu forsvandt hovedpine og tømmermænd. En bedre afslutning på en ellers noget kedelig dag kan man vist ikke ønske sig :)

Torsdag var det tid til at tage afsked med Gili T, da vi gerne ville opleve de øvrige Gili ø´er inden vi skulle videre. De øvrige øer er ikke helt så festorienterede som Gili T, så vi anså det som værende en god afslutning på vores "Gili Tour". Turen gik derfor til Gili Air, hvor den skulle stå på afslapning inden vi skulle videre til Komodo Island og Rinca. På Gili Air tjekkede vi ind på Bel Air Resort, hvilket er et luksushotel, efter indonesisk standard. Vi var jo lige nød til at fejre, at min studietid nu var forbi. Dagen blev ellers brugt på at udforske øen, som man kan gå hele vejen rundt om på 2-3 timer. Dagen sluttede på en restaurant i vandkanten i måneskinnet, det kunne ikke være bedre. Fredag ble brugt på en tur til Gili Meno (den sidste af Gili ø'erne), hvor man kan gå øen rundt på ca. 1,5 time. Vi besøgte blandt andet et sted, hvor lokale opdrætter havskildpadder, som de senere sætter tilbage i havet. Skildpaddeungerne er i de første måneder af deres levetid udsat for adskille farer, hvorfor de lokale indfanger dem indtil de bedre kan klare sig selv. Søde var de i hvert fald!

Fredag den 11. oktober var det så tid til at tage afsked med Gili ø'erne. Dagene var fløjet af sted, og vi kan kun anbefale at besøge øerne, hvis man er i området. Det er uanset, om man er til fest og farver eller bare ren afslapning på en bountystrand! Vi skulle tidligt op og med båd til Bangsal, hvorfra vi skulle på "Komodo-trip". En 4-dages bådtur til øerne Komodo og Rinca for at se Komodo-dragen. Komodo Island er kåret som en af verdens syv naturvidundere, da det er det eneste sted, hvor komodo drager stadig lever. Vi var på forhånd blevet informeret om, at vi skulle bo 14 mennesker på en båd, hvilket vi synes lød af mange, men vi tænkte, at det måske lige ville gå. Da vi ankom til Bangsal og skulle ombord på båden kunne vi se, at vi ikke skulle være 14 på båden… men 21. Pladsen var utrolig trang og madrasserne ikke eksisterende, det tegnede rigtig godt! Vi drog af sted fra Bangsal klokken 13 og fortsatte med at sejle indtil sen aften. Undervejs var der indlagt to stop, hvor man havde mulighed for at køle af i vandet. På trods af, at båden sejlede langs nordkysten af Lombok, var der temmelig mange bølger, hvilket betød, at mange gik tidligt i seng, da de var søsyge. Efter en ikke særlig komfortabel nat sejlede båden videre. Maden ombord var meget spartansk (hvilket vi havde forventet) og ikke særlig interessant. Hvad vi ikke havde forventet var, at der langt fra nok mad til alle, hvilket resulterede i, at folk kæmpede om maden og flere måtte gå sultne i seng. Dette skulle vise sig at fortsætte hele turen igennem. Dag 2 på turen havde kun 2 indlagte stop, det første ved et vandfald og det andet sted, hvor vi kunne snorkle. Det virkede primært som om, at vi skulle stoppe for at få benzin på og ikke for vores skyld. Sidste stop var klokken 14, hvorefter båden skulle sejle indtil næste morgen - det så vi ikke frem til! Så vi gik med sultne maver tidligt i seng, da bølgerne endnu engang var høje og resten af dagen skulle overstås. Dag 3 startede bedre, da vi nu var ankommet til området omkring Komodo, hvor vandet var mere roligt. Samtidig stod dagen på 3 x snorkeltur og besøg Komodo Island National Park. Det var fantastisk at snorkle alle stederne, særligt opleve en Manta(ray) med et vingefang på 4-5 meter var helt fantastisk!
Herefter turen til nationalparken, hvor vi skulle se komodo drager. Det er ikke altid man ser komodo drager når man besøger øen, men vi var heldige og oplevede seks drager allerede denne dag. Det er et fantastisk dyr, der har en blanding af bakterier og gift i dens spyt, hvorfor den med en enkelt bid kan nedlægge et bytte. Byttet dør ikke med det samme, men efter 2-3 uger har giften og bakterierne svækket dyret så meget, at det til sidst dør af det. I den tid følger komodo dragen dyret dag og nat og venter på døden indtræffer. Dyret kan blive op til 3 meter og veje over 100 kg., så det er en ordentlig krabat! Vi nåede undervejs at få taget flere billeder, og vores guide sagde, at vi havde været ekstraordinært heldige, hvilket vi selvfølgelig var godt tilfredse med. For at afslutte denne fantastiske dag, var der arrangeret fest på båden. Maden var der stadig ikke meget af, så der skulle ikke mange Bintang (den lokale øl) til, før folk blev fulde. Undervejs blev det vist nok også til lidt risvin, om end det ikke var en fantastisk smagsoplevelse! Festen sluttede først sent, hvilket må være grunden til, at alle mente at de sov bedre denne nat end de to forrige... den forklaring tilsuttede vi os :)
Den sidste dag skulle vi besøge Rinca, hvor vi endnu engang oplevede komodo drager på nært hold. Turen sluttede med snorkling, hvor vi så verdens mest giftige havslange på ca. 1 meters afstand. Jeg synes at have set den før i en udsendelse derhjemme, men kunne ikke helt huske i hvilken sammenhæng. Pludselig slog det mig, at det vidst nok var verdens giftigste slange og så fik vi travlt med at komme væk!!

Turen sluttede i byen Labuan Bajo. Her skulle vi overnatte en enkelt nat, inden turen fortsatte mod Kalimantan (bedre kendt som Borneo). I Labuan Bajo ville vi forsøge at bestille flybilletter fra Flores til Borneo. Vi havde været kontakt med et turist bureau, der arrangerede bådture på floderne i Kalimantans jungle. Først tænkte vi, at vi havde brug for nogle dage til afslapning grundet den anstrengende tur, vi lige havde afsluttet. Men vi blev enige om, at tiden var knap, så vi måtte videre. Da vi ikke kunne få lov at betale for flybilletter over nettet, når der var mindre end 48 timer til afrejse, fik vi hjælp fra selskabet med bådturen på Borneo. Allerede næste dag skulle vi af sted og med 3 fly ende på Borneo dagen efter.
I lufthavnen i Labuan Bajo, mødte vi en del andre fra Komodo bådturen. De havde på forhånd bestilt billetter, men deres afgang var blevet aflyst. Vi var heldig, og skulle med et andet selskab. Det gik legende let og vi var hurtigt i et lille propelfly på vej mod Denpasar på Bali. Herfra tog vi videre med fly til Surabaya på Java og efter et par timers søvn på et lufthavnshotel checkede vi ind igen, kl. 5 torsdag morgen (d. 16/10). Vi skulle af sted kl. 7, men der skete ikke noget ude ved gaten. Der var mange mennesker der ventede, og flere fly tog af sted før vores. Vi forstod af gode grunde ikke de indonesiske informationer over højtaleren, jeg forhørte mig ved skranken ved gaten. Her fik jeg at vide vi ikke kunne lette pga. røg…. Jeg tænkte røg hvor?! Men det var der ikke svar på. En time senere boardede vi. Kaptajnen forklarede i flyet, at der var røg over Borneo og derfor kunne de ikke flyve før nu. OK, i det mindste var det ikke flyet der var tale om! Men vi undrede os alligevel. Da vi landede ventede en fyr med et skilt "SARA HAURUM". Han var vores guide, og forklarede at røgen kom fra afbrændinger af palmeolietræer. Store selskaber tjener mange penge på at udvinde palmeolie og bruge dette til alt fra mad til sæbe til produktion af tøj. Derfor ønsker de selvfølgelig at udvide deres plantager, dette sker på bekostning af den ældgamle regnskov som de nedbrænder. Dette står værst på i tørkeperioden (nu). Vores guide forklarede, at i går vente et fly om og flyve retur, derudover kører bilerne om morgenen med advarselsblink tændt, og han har sendt sin søn og kone til øen Java, hvor de bor i disse 3 måneder for at undgå daglig inhalation af røgen.

Nu var vi begge spændt på at se hvor mange mennesker der skulle vise sig at være med på denne bådtur. På nettet stod der max. 7 personer, men den havde vi jo hørt før. Derfor var det noget af en overrasket mine vi fik på, da vi fik at vide det kun fra os to, der skulle med på turen. Båden var nogenlunde samme størrelse, som den hvorpå vi boede 21 (+4 besætningsmedlemmer), i 4 dage. Nu var der så 4 besætningsmedlemmer til os to :) Vi begyndte sejlturen med en frokost, her fik vi hver en fisk med tilbehør nok til at mætte flere munde! Vi kunne allerede fornemme, at dette ville blive en særlig oplevelse! Vi sejlede ned af en stor flod med en havn, hvor store fragtskibe lå for anker. Kort tid efter drejede vi ned af en mindre flod, som skulle føre os dybt ind i regnskoven. Kl. 15 skulle vi overvære vores første orangutan fodring. Orangutangerne bor i den national park vi sejlede rundt i: Tanjung Puting National Park. Parken er 4150 km2. Parken fungerer som et rehabilitationscenter, hvor forældreløse eller tidligere dyr, der har levet i fangeskab, trænes til at leve livet som en "wild-orangutan". Nu er der ikke flere der bor ved husene, alle dyr er sat fri men mange kan ikke blive fuldstændigt selvstændige pga. deres individuelle fortid. På platforme i junglen fodres orangutangerne dagligt, nogle dage kommer der få, andre dage flere. Men her i tørketiden er det sværere for dyrene selv at finde mad i skoven, så ofte ser de ansatte lidt flere på denne tid af året. Vi holdte ind til breden med båden, og her gik vi 15-20min længere ind i regnskoven. Da vi nåede til platformen, lidt før fodringstid, kunne vi se en orangutang og hendes unge højt oppe i trækronerne. De ventede på maden, og kender tidspunktet for fodring! Efter lidt, kom der en ung fyr med bananer i massevis. Vi så moren og ungen klatre ned og finde vej til platformen og måltidet. Moren proppede munden med bananer og fyldte hænderne så godt hun kunne, ungen på ca. 3 år var mindre rutineret i skrælning, men gjorde hvad den kunne. Snart efter kom pludselig en stor han gående bagfra og forskrækkede alle. Det var den 2. førende han i hierarkiet, han var årsagen til at moren ikke tog tid til at synke maden, nu skyndte de sig op i trækronerne. Højt oppe sad flere hunner, og betragtede den store han med tykke sorte kinder (de kommer af testersteron, jo større, jo bedre). Denne han så også nervøs ud og proppede sig, han forsvandt lidt efter, og hunnerne fra trætoppene skyndte sig at tage hvad de kunne. Den ene hun var på vej væk med bananer i favnen, da den dominerende han i gruppen kom gående. Han tog fat i hende og bananer fløj til alle sider mens de begge skreg. Men da hun endnu ikke var i hendes frugtbare alder, lod han hende gå igen efter at have mærket efter - sød fyr! Efter dramaet var der ikke flere bananer, og ikke flere synlige orangutanger. Vi gik tilbage til båden og sejlede videre ned af floden. Fra båden så vi næseaber og små krokodiller. Vi spiste aftensmad (igen, rigeligt til hver), i stearinlysets skær. Vi sludrede lidt med guiden som fortalte om sharmaner, naturmedicin og krigen i 2001 hvor de sloges om land med en anden stamme. De sloges med spyd og sværd, mens Bush gik ind i Irak. Vi gik i seng dødtrætte i bælg-ravende mørke kl. 20.30. Det var sjovt at falde i søvn i alle de mystiske lyde fra græshopper, fugle, aber og andet kravl. Næste dag var vi på to feeding-platforms, det første så vi to søde orangutanger spise frugter. Det næste så vi først en gibbon abe, derefter så vi en orangutang som sad midt på stien. Kort forinden havde vi hørt høje skrig, hun havde været oppe og slås med den dominerende han. Han ville ikke have hende i nærheden, hun er ikke længere frugtbar og derfor ikke interessant. Da hun fandt ham interessant, havde de været oppe og toppes. Henne ved platformen så vi så den store dominerende han 'Tom'. Over alt i trækronerne sad orangutanger, men de turde ikke nærme sig platformen, han havde derfor alle den mange bananer for sig selv. Længere væk fra platformen mødte vi en sød hun orangutang med en 5-årig unge ved sin side, og en 3mnd. gammel baby på armen. Normalt får de kun en unge, og når den er selstændig, først ved 7-8-års alderen, får hun en ny. Men dette gælder ikke for disse semi-wild orangutanger. Her kan den dominerende han ikke styre sig, og overfalder de stakkels hunner for et godt ord. De gør klogt i at holde afstand, men de lever heller ikke vanligt i en tæt flok, som andre aberacer. På vej tilbage til båden, mødte vi igen den sårede hun, og fulgtes på afstand med hende. Tilbage på båden så vi flyvende hunde der fløj højt oppe, på jagt efter blomster. Turen gik lige så stille tilbage af floden og næste dag var vi tilbage ved havnen hvor vi startede i Pangkalan Bun.

I morgen flyver vi til Jakarta på Java og leder efter nye eventyr. Men denne tur i junglen, vil nok stå som et af de største minder fra vores rejse. Det var helt fantastisk at komme tæt på de vilde dyr, og at se dem klatre i træerne og leve deres liv, var en oplevelse for livet.

I Jakarta regner vi med bedre netforbindelse, og der vil vi forsøge at uploade billeder!!
Pas på jer selv,

KH os begge!