Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi kom tilbage til Hanoi efter Sapa-turen, blev vi en ekstra dag i Hanoi, da vi begge var blevet syge, hvilket heller ikke gjorde busturen fra Sapa (7timer) specielt fornøjelig. Særligt ikke da vi ankom kl. 04 til Hanoi og intet havde åbent og regnen silede ned. Heldigvis var der et Hostel der var søde og åbne døren for os, så vi kunne vente der indtil hotellerne åbnede. Efter vi havde fundet et hotel, blev dagen ellers brugt på at få sovet ud og bestille billetter til Halong Bay den følgende day. Halong bay er et af verdens syv natur-vidundere. Det er flere tusinde lime-stone-øer, der engang har været under vand. Det er en masse mini-bjerg, og er utrolig smukt. Vi valgte en ”castaway-tur”, hvor man bor på en ø i Halong Bay og har mulighed for at se området med båd eller kajak. En af guiderne der solgte os turen fik vist også lige nævnt, at turen ikke var en ferie for leveren..hmmm. Så næste morgen blev vi hentet på vores hotel, og derefter gik turen med bus-båd-bus og båd igen til Halong Bay. Da vi ankom til den sidste båd, var klokken omkring elleve og efter gårsdagens sygdom var vi stadig ikke helt på toppen, men lige som vi kom ombord blev der serveret kolde øl. Ikke lige hvad vi havde lyst til på daværende tidspunkt. De fleste om bord på båden kiggede da også lidt på hinanden, og det virkede til de havde det på samme måde som os. Det fandt kaptajnen sig dog ikke i, så han kom ud og begyndte at råbe ”beer-beer-beer”, hvorefter han fluks greb en øl og tog den som en ”shotgun” og endnu engang råbte ”beer-beer-beer-NOW!” mens han grinende pegede på alle os. Så var festen i gang. Efter ankomsten og indtjekning var det tid til breefing fra guiderne. Der var 3 regler: 1. man måtte ikke sige tallet 10, 2. man måtte ikke sige ”min” og den vigtigste 3. man måtte ikke drikke med højre hånd. De to første regler blev straffet med 10 armbøjninger. Hvis man blev taget i at drikke med højre hånd blev der råbt ”buffallo” hvorefter man skulle tømme sin drink eller øl. Fortsatte man med at drikke med højre hånd, skulle man også tømme den næste drink. En regel der fik flere til at gå tidligt i seng. Vi havde købt et cruise rundt i Halong Bay den første dag, så vi også fik set lidt mere af området…. troede vi. Det var i virkeligheden, hvilket vi måske burde have regnet ud, en booze-cruise. Vi fik ganske rigtig set lidt mere af området, men primært drukket mange øl og festet. Da vi kom retur til øen stod den så på fest resten af aftenen og natten.
Dagen derpå var der stille på øen og mange var tunge i kroppen. Vi er jo begge utrolig mådeholdende når det kommer til at indtage alkohol, så vi var klar til en tur i kajak til de omkringliggende øer. Eftermiddagen blev brugt på Tubing, hvor man bliver trukket efter en båd i en stor badering. Aftenen stod på lidt mere abefest, dans og beerpong. Dagen efter kan man roligt sige vi var klar til at forlade øen og vi var ikke de eneste der havde det sådan. Turen sluttede som den startede - med en shotgun på båden og en meget stille hjemtur til Hanoi, hvor vi senere skulle sydpå med tog til Hue.
Den 12. november ankom vi så til Hue. Byen er der ikke så meget spændende at skrive om, men vi tog en dagstur til en limestone cave, hvor vi sejlede rundt inde i grotten.
Efter 2 dage i Hue tog vi til Hoi An, der nok er den by som flest har fremhævet, når vi har talt med folk om Vietnam. Den gamle del af byen er fredet, så den har ikke ændret sig i mange år. Den er bygget op omkring en lille flod og er utrolig hyggelig at gå rundt i. Derudover er byen kendt for sine mange skræddere, der går for at være blandt verdens bedste. Vi ankom til byen, og tog hurtigt hen til et hotel vi havde udset os, smed rygsækkene, og gik en tur rundt i byen. Da vi kom ned i den gamle bydel fandt vi hurtigt ud af, hvorfor så mange elsker Hoi An og byen er nummer 1 i Lonely Planets topsights i Vietnam. Nede ved floden lyste hundredvis af lanterner bygninger og skibe op. Et helt fantastisk syn, der nok bedst kan sammenlignes med Nyhavn om sommeren, hvor der lige er tilføjet hundredvis af lanterner. Stemningen i byen var simpelthen fantastisk. Vi endte da også med at bruge 4 dage i byen, som blev brugt på at få syet to jakkesæt, en kjole og en buksedragt. Vi var også på et madkursus, hvor vi lærte at lave Vietnamesisk mad, besøgte det lokale markedet og smagte på mange forskellige lokale delikatesser som f.eks. silkelarver, vandmand og andeæg (med 3 uger gamle fostre inden i). Resten af tiden blev brugt på at slentre rundt i byen og nyde stemningen og vejret, der for første gang siden Indonesien bød på solskin. En tur på stranden blev det også til, hvor vi lejede en scooter og trillede af sted. Hoi An levede helt klart op til forventningerne og kan varmt anbefales, hvis man er på de kanter. Et sted vi helt sikkert godt kunne finde på at besøge igen.
Den 18. var det så blevet tid til at forlade Hoi An og tage mod byen Dalat. Vi tog en sovebus til byen Nha Thrang, hvor vi skiftede til en anden bus. En lille smuttur på 17 timer som vi bestemt ikke så frem til. Det gik dog ganske fint, idet busserne er indrettet så man kan ligge næsten udstrækt og dermed få sovet (vi kørte om natten) på vejen. Dalat ligger højt i bjergene og bliver af de lokale betegnet som mini-paris, da rigtig mange tager hertil på deres honeymoon. Beliggenheden betyder samtidig at klimaet er noget køligere, hvilket også tiltrækker de lokale. Da vi ankom valgte vi at leje en scooter, for at kunne nå og se mest muligt inden vi skulle videre med fly næste dag til Ho Chi Minh City. Der er dog ikke meget at berette om byen, der på ingen måder minder om Paris. Vi synes bestemt heller ikke den var særlig romantisk og vi var glade for, at vi kun havde valgt at være der en enkelt dag. Vi lagde dog vej forbi en gammel art-deco indrettet togstation og en stor blomsterpark.
Næste morgen fløj vi så til Ho Chi Minh City. Byen er på mange måder, som de øvrige storbyer vi har besøgt. Hektisk og med en million scootere. Vi fik dog set byens seværdigheder inden vi om aftenen satte os til rette med en drink i et af byens ”Financial Towers”, der havde indrettet en skybar på 52´ne etage. Dagen efter havde vi bestilt en tur til Cu Chi-tunnellerne. Tunnellerne blev benyttet af vietnameserne under krigen mod amerikanerne, som en beskyttelse mod amerikanernes bombardementer. Tunnellerne er bygget i 2-12 meters dybde, og der er sammenlagt mere end 200 km tunneller under jorden. Det er tunneller, der strækker sig helt ind i Cambodja. Man havde mulighed for at gå 120 meter under jorden i forskellige niveauer i tunnellerne, hvilket vi selvfølgelig skulle prøve. Tunnellerne er bygget i et zig-zag mønster, da amerikanerne på den måde ikke kunne skyde dem under en flugt. Samtidig er tunnellerne lavet utrolig små, så amerikanerne ikke kunne være derinde med deres udstyr. Det var da også en smule klaustrofobisk at kravle rundt dernede med dårlig luft uden mulighed for at rejse sig op, og flere steder hvor man kun lige kunne klemme sig igennem. Så føles 120 meter langt og det er ganske utroligt at vietnameserne har kunnet opholde sig så længe dernede. Udover tunnellerne fik vi også set alle de fælder de benyttede sig af i skoven, rismarker m.v. for at få bugt med amerikanerne. Til sidst prøvede vi også at skyde med en AK47´er, der var vietnamesernes foretrukne våben under krigen. Da vi kom tilbage til byen tog vi en tur til Chinatown, inden det var hjem i seng. Dagen efter skulle vi nemlig videre til Cambodjas hovedstad; Phnom Penh.
Phnom Penh, endnu en stor by, havde meget spændende at byde på. I hvert fald for de historie interesserede. Den første dag besøgte vi først et gammelt gymnasium, som Khmer Rouge i 1975 lavede om til et fængsel. I dette fængsel torturerede de flere tusinder mennesker til døde igennem 3 år. Derudover besøgte vi de marker, ”The killing fields”, hvor over 17.000 cambodjanere blev henrettet fra 1975-1978, mange var kvinder og børn. For at spare på krudt og kugler, brugte de ofte værktøj som hakker, økser, hammere og søm til at slå ihjel med. Spædbørnene blev tager i benet og slået mod et træ til de døde. Vi kendte ikke meget til Cambodjas skrækkelige historie, som er temmelig ny, og noget af det mest forfærdelige vi har oplevet. Cambodjanere der slog cambodjanere ihjel. Khmer Rouge slog især ned på uddannede mennesker, de mente at skole og uddannelse var irrelevant, og alle skulle i stedet arbejde i rismarkerne, så Cambodja kunne blive et lukket og selvforsynende land. De fik under flere ugers tortur, folk til at indrømme de var spioner fra CIA eller KGB og det var jo landsforædderi = henrettelse. Ligesom nazisterne under 2. verdenskrig dokumenterede Khmer Rouge alting. De havde billeder af fangerne før og efter tortur, før og efter de var døde af pinslerne. Disse billeder var udstilt på gymnasiet/fængslet, som havde en uhyggelig stilhed over sig. PUHA!
2. dagen i Phnom Penh gik med at se det royale palads, og derefter hoppede vi på en bus sydpå mod Sihanouk Ville. Sihanouk Ville er en by ud til havet, og efter flere dage med mange byer og mange indtryk tog vi tre overnatninger. Vejret var skiftende, sol blev på ingen tid udskiftet med vanvittige regnskyl. Men vi skyndte os til stranden når det var tørt, og slappede af og læste når det var vådt. Vi spise seafood i strandkanten, fik vores første rigtig gode glas (læs: flaske) rød og hvidvin, og festede vidst nok til tidlig morgen på stranden. I dag tog vi en minibus til byen Kampot. Kampot er en hyggelig by med en stor flod, mange af husene er bygget i fransk stil med skodder og små franske altaner. Solen har bagt det meste af dagen, men er nu blevet erstattet af en ordentlig regnbyge. I aften skal vi se solnedgangen på en flodbåd, forhåbentlig holder det tørt :)
Planen herfra er at besøge Battambang der beskrives som det ægte Cambodja, lagt fra Phnom Penhs storby larm. Derefter tager vi til Siem Reap hvor Angkor Wat templerne ligger. Fra Siem Reap tager vi d. 4. december bussen til Bangkok, og flyver d. 5. december til Manila – Filippinerne, som bliver sidste stop inden turen går hjem til Danmark og alle jer.
Vi håber at I har det godt derhjemme, vi synes at tiden flyver af sted så vi nyder HVERT et øjeblik.
De bedste hilsner,
Rasmus og Sara.
- comments