Kaere alle!

Endnu engang er det blevet tid til et blogindlaeg fra Cusco, Peru. Cusco var Inkaernes hovedstad og er derfor meget kendt. Desuden er det (for det meste) ogsaa derfra, man tager videre til Inka riget Machu Picchu. Vi tog en natbus fra Nazca og kunne i loebet af natten maerke, at vi kom hoejere og hoejere op i bjergene, idet vi fik hovedpine, feber, aandedraetsbesvaer og kvalme! Desvaerre var det vaerst for Sara, der dagen efter maatte til laegen, fordi hun fik det vaerre og vaerre. Det viste sig, at hun havde faaet parasitter i maven, og hun kom straks paa en ekstrem pillekur for at faa de ulaekre parasitter ud af maven. Vi fik at vide, vi skulle tage det med ro de naeste paa dage, saa vi blev i Cusco og brugte en del tid paa de forskellige markeder, hvor der saelges diverse ting lavet af lamauld, og isaer Rose fik "shoppet igennem". Det er billigt og desuden nemt at prutte om prisen, saa vi gik begge derfra godt tilfredse. Cusco var overraskende hyggelig, men desvarre ufattelig kold! Om aftenen froes vi, og er nu begyndt at gaa med lange bukser for foerste gang.

Efter et par dage havde Sara faaet det bedre, og vi bestilte tog- og busbilletter til Machu Picchu. Der er et utal af forskellige turistbureauer i Cusco med forskellige tilbud, men man i store traek vaelge enten at trekke i fire dage til Macchu Picchu, tage tog/bus eller koere. Da ingen af os er saerligt begejstrede for lange trekking ture, bestilte vi altsaa bus- og togbilletter til soendag. Vi skulle afsted kl. 6 om morgenen og alt tegnede sig rigtig godt, indtil Sara pludselig fik et slemt tilbagefald: parasitterne var endnu ikke forsvundet! Det blev vaerre og vaerre, og da vi efter et par timer endelig naaede til landsbyen Machu Picchu, fandt vi straks et laegehus. Der blev taget forskellige proever, og resultet var, at Sara var dehydreret og led af en slem maveinfektion. Hun fik straks drop og en masse piller og endte med at vaere indlagt hele dagen, mens Rose (med Saras tilladelse) tog op til Machu Picchu.
Machu Picchu var kaempestort, vanvittigt smukt og lidt af en tidsroever. Man kan snildt bruge en hel dag deroppe. Man gaar mellem de store groenne omraader og mellem ruiner, og det bliver flottere jo laengere op man kommer. Der er store bjerge i baggrunden, og kigger man (langt) ned, kan man spotte lamaer og mennesker, der gaar rundt. Det var en fantastisk oplevelse (desuden har Sara nu faaet endnu en god undskyldning for at tage tilbage til Sydamerika en dag) :)

Vi tog hjem om aftenen med tog, da Sara havde faaet det lidt bedre og om aftenen fik vi besoeg af endnu en laege, som sagde hun bare skulle tage den med ro de naeste par dage. Til Saras store irritation har besoeget af parasitterne ogsaa resulteret i, at hun ikke maa/boer spise andet end ris, kylling og drikke en masse, maase vand. OEV! Vi der dog klar til naeste stop paa rejsen: Den lille landsby Puno med de flydende oer!