Profile
Blog
Photos
Videos
I dag stod jeg op klokken 06.45, da vi ville blive hentet klokken 07.45. Sille og jeg stillede os ud til vejen, og kort tid efter holdte en sort personbil ind til siden. Vi jokede lidt med, at det var dem der hentede os, men det var det rent faktisk. En smilende dame trådte ud af bilen, og spurgte om vi skulle ud at ride. Det skulle vi jo, så ind i bilen og så af sted. På vejen fik vi snakket lidt om Danmark, fordi damen, der kørte bilen havde en far, som var fra Danmark. Derfor ville hun utrolig gerne på en ferie til Danmark engang, og især nu, hvor vi får en australsk Dronning, som hun sagde. Efter en halv times kørsel var vi fremme. Det var et hyggeligt lille sted; meget intimt og uformelt, ligesom transporten. Kort efter os kom et kærestepar, som jeg tror, var fra England eller USA, som også skulle ud at ride.
Vi gik hen til det sted, hvor hestene stod bundet og opsadlede, og fik uddelt hver vores hest, alt efter erfaring. Alle hestene var australian quarter horses, og jeg fik en sød lille en, der hed Maggie. Da alle var til hest skridtede vi stille og roligt derudaf. Græsset var højt mange steder, og Maggie var i den grad sulten og vant til at gå og spise lidt undervejs, så det var ikke noget med bare at læne sig tilbage og nyde turen. Nej, man skulle være ved hende hele tiden. Men jeg bebrejder hende ikke; hun har garanteret haft utrolig mange forskellige ryttere på ryggen i de syv år, som hun har levet. Efter omkring 15 minutters skridt på nogle små hyggelige stier, nåede vi hen til en passage igennem regnskoven og ned til stranden, Cape Tribulation. Det var kun 5 minutters ridt og så var vi nede på stranden. Vi gjorde alle holdt, for at vores guide kunne lave et lille sikkerhedstjek. Hun steg op på sin kun fire år gamle hest igen, som selvom den var helt ny i branchen, gjorde det ganske godt efter min mening. Vi skridtede over et lille vandløb og satte så alle sammen op i trav. Det var tydeligt at mærke på hestene, at de var vant til, at når de kom ned på stranden, så fik de lov til at gå fremad. Vi stoppede lidt igen, for at få alle med, og blev så enige om at tage en god galop de næste 300 m. Det var en dejlig følelse at rejse sig op i sadlen, og bare lade hesten bevæge sig under sig, mens man nød udsigten ud over havet og ind over regnskoven. Vejret og temperaturen var heldigvis også til at holde ud. Det var overskyet og dryppede engang imellem lidt, hvilket passede godt til en dag, hvor man var nødt til at have bukser på. Derudover tror jeg også, at det var godt for mit solbrændte ansigt at få lidt fri fra solen.
Da vi nåede til enden på vores lille galopstrækning, gjorde vi igen et lille holdt, hvor vi alle fik mulighed for at få noget vand, mens vores guide tog et par billeder af os på vores heste. Vi fortsatte vores ridt, som nu gik ind i regnskoven. Vi red på en smal sti, og på siden af og over os kunne vi se de smukke høje træer, som regnskoven indeholder. Af og til kom vi også til nogle vandløb, som vi skulle ride igennem. Det havde hestene ingen problemer med. Det var en rigtig smuk tur, dog vrimlede det med myg, og jeg havde selvfølgelig glemt at tage myggecreme på, så jeg måtte bruge lidt af min opmærksomhed på at klaske myg på arme og ben.
Vi var tilbage, hvor vi startede omkring kl. 11 efter to gode timer på hesteryg. Jeg hoppede af Maggie og stillede hende hen til bommen, så hun kunne få lidt at drikke, hvilket hun trængte til. Jeg gav hende et par klap og sagde tak for turen, og så satte vi os hen i receptionen, for at få et glas saftevand inden vi skulle køres hjem. Her mødte vi blandt andet den sødeste hund, som bestemt ikke kunne få nok af at blive snakket med. Til hundens held, måtte vi vente en halv times tid, før damen kom og kørte os hjem igen.
Jeg havde undret mig lidt over en ting under vores ridetur; jeg syntes, at alle hestene så noget tynde ud, så jeg kunne ikke dy mig på vejen hjem, og spurgte, hvad de gav dem af foder. Damen fortalte så, om en helt masse forskelligt foder og mineraler, som hestene fik, men hun var godt klar over, at de lige for tiden var lidt for tynde. Det forklarede sig ved, at varmen fik hestene til at tabe sig meget let, så hun havde faktisk lige været hende hos én af de lokale sukkerrørsfarmere og købt en stor dunk melasse, som forhåbentlig skulle få hestene til at tage lidt på igen. Det lød godt i mine ører, så det bekymrede jeg mig ikke mere om.
Vi var hjemme på Dougies omkring klokken 12, og så stod den bare på ren afslapning. Allerede i bilen på vej hjem var jeg blevet godt træt, så jeg smed mig bare i en hængekøje med min computer, og så tre afsnit af Desperate Housewives.
Da sidste afsnit var slut, gik jeg ind på værelset, hvor Benedicte og Haddy var kommet hjem fra arbejde. Vi slappede alle sammen bare lidt af indtil Haddy, Sille og jeg gik en tur til supermarkedet omkring kl. 17. Det var ikke nær så hårdt at gå derind på en dag, hvor man bare har slappet af sammenlignet med en dag, hvor man har været på arbejde hele dagen.
Vi var hjemme igen 18.15 og så begyndte vi på lidt aftensmad. Nu sidder vi bare på værelset og kobler lidt fra hver for sig, så jeg tror bare at jeg skal se et enkelt afsnit mere af Desperate Housewives og så i seng. I morgen står den jo på arbejde igen.
Forresten i går aftes gik jeg faktisk ikke i seng efter jeg havde skrevet min blok, men jeg gik ud til Haddy, Benedicte og Quentin som sad lidt i baren. De havde alle fået to tequilaer og en enkelt Bailey, hvilket ikke var ret meget, men Benedicte kan åbenbart ikke rigtig tåle at drikke, for hun var allerede meget meget fuld. De andre var ligeså klare i hovedet som mig, så vi tog lige en enkelt Bailey og så sad vi ellers og havde meget sjov med Benedictes fuldskab.
Da Haddy, Quentin og Benedicte skulle på arbejde i dag, gik vi i seng ved 23 tiden. Men sjovt det var det da.
- comments
Dorthe Lilleøre Hej Sara. Dejligt at se dig til hest :-) Det lyder til at have været en god tur. Her hjemme sker der ikke så meget, vi skal have regnskabsmøde i aften og på fredag køre jeg en tur ned til Maria. Det er mærkeligt at du ikke er hjemme, så nu er jeg nødt til at se en af mine piger :-) og når hun ikke kommer hjem - ja, så må jeg jo besøge hende. Det bliver dejligt. Kan du hygge dig. Knus mor