Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg vågnede i dag omkring kl. 09.00. Jeg havde besluttet mig for at gå over til markedet på South Bank igen, inden jeg skulle være ved Riverlife Adventures kl. 12.45. Så jeg gik omkring kl. 10.15 velvidende om, at jeg ville have rigeligt med tid inden jeg skulle sejle kajak. Men da jeg kom over på South Bank, så jeg pludselig en masse boder, som jeg ikke så i går, så jeg kunne heldigvis bruge lidt mere tid på markedet end jeg havde regnet med. Der var mange fine ting, men det hele var en smule dyrt, så jeg blev lidt nærig og købte ingenting. Da jeg havde været alle boderne igennem, havde jeg stadig noget tid tilbage inden jeg skulle begynde at gå, så jeg smed mig i græsset og lod mig selv nyde det gode vejr.
Klokken 12.15 begyndte jeg at gå mod Riverlife Adventures, for der var alligevel et stykke at gå. Det passede rimelig godt med tiden og jeg var der 12.40. Jeg gik ind for at fortælle, at jeg var kommet, og så skulle jeg bare lige udfylde lidt papirer og putte min taske i et skab, så var vi af sted. Vi var kun to, der havde meldt os på kl. 13.00 holdet; mig og en anden mand. Det gik nemt med at komme ned i kajakken, og så sejlede vi ellers bare derudaf. Efter ikke mere end 10 min. var jeg allerede ved at være små træt i armene, men da jeg var af sted med to mænd, så var der ikke nogen pauser til mig, og jeg kæmpede med at følge med. Den anden mand havde prøvet at sejle kajak en del gange før og det havde guiden naturligvis også, men jeg havde aldrig prøvet det, så jeg brugte en del flere kræfter på at komme frem. Det så, så let ud for dem. De padlede bare lige så let og nemt, og det så slet ikke ud som om de brugte nogen kræfter. Imens kæmpede jeg en hård kamp og brugte alle mine kræfter for at følge med. Det var lidt provokerede. Det var meningen, at vi skulle sejle et stykke ned af floden og så vende om og sejle samme vej tilbage. Guiden fortalte, at når vi vendte om, så ville det blive lettere, for så ville vinden være med os. Vi sejlede et godt stykke og så vendte vi om. Men da vi vendte om, havde vi direkte modvind og det føltes alligevel som om, at der blæste en del, når man sad der i en kajak. Floden går meget zik zak igennem byen, så man kunne sådan set ikke tale om, at vi havde medvind den ene vej og modvind den anden vej. Det var lidt af det hele, hele tiden. De to mænd var dog ligeglade med modvinden og tog bare et par skub med padlen, så var de godt foran mig, mens jeg prøvede at finde alternative muskler, som jeg kunne bruge fordi mine arme var så trætte. Jeg forsøgte at bruge mine mave- og brystmuskler noget mere til at trække i padlen, og det hjalp også meget godt, men det kunne jeg heller ikke holde til i længden. Så der var ikke andet at gøre end bare at forsøge at glemme den trætte krop, og padle derud af. Jeg er ikke ligefrem typen der beder om en pause, så da vi endelig nåede tilbage til hvor vi kom fra, var jeg fuldstændig færdig. Halvanden time i en kajak, hvor vi nok fik sejlet mellem 5 og 6 kilometer, det fik alligevel drænet min krop for energi. Jeg er ikke vant til at bruge mine arme så meget, så det fik jeg virkelig at mærke her. Til gengæld så fik mine ben da lige en pause fra de mange dages gåture gennem byen.
Selvom det var frygtelig hårdt, så nød jeg alligevel turen, og det var fedt endelig at prøve at sejle en kajak. Jeg så også byen fra en helt anden vinkel og indimellem fik jeg også nogle dejlige, kølige sprøjt fra flodens vand. Da vi igen var på land, hentede jeg min taske, skiftede til tørre shorts og fandt så et lille stykke græs ud til floden, hvor jeg kunne hvile mig lidt. Turen havde gjort mig ret sulten, så jeg spiste min madpakke og smed mig så i et kvarters tid. Derefter fortsatte jeg tilbage mod South Bank. Jeg var så træt og uden energi, så gåturen tilbage tog lige lidt ekstra tid, og jeg blev klar over, at der ikke skulle ske det helt store resten af dagen. Jeg kiggede lidt mere i boderne på markedet, købte mig en milkshake og smed mig så igen i græsset med min bog. Klokken 17.00 var jeg helt færdig med min bog. Det var nærmest sørgeligt, for det var virkelig en god bog, og jeg har læst i den gennem hele min rejse. Jeg må finde mig en ny, når jeg kommer hjem.
Derefter begyndte jeg at gå hjemad, og jeg kunne mærke, at energien var begyndt at komme tilbage. Jeg var hjemme omkring 17.30, og så gav jeg mig til at lave aftensmad, for at nå det inden køkkenet blev fyldt.
I aften skal jeg snakke lidt med Nicolaj, og så tror jeg bare at jeg skal forholdsvis tidligt i seng, for jeg kan mærke, at jeg alligevel føler mig rimelig brugt. I morgen har jeg besluttet mig for at dedikere dagen til shopping. Jeg har slet ikke været inde i de mange butikker på Queen Street endnu, så det får dagen lov til at gå med i morgen, min sidste dag i Australien.
- comments