Mandag den 21. februar blev det endelig tid til at saette kurs mod det laengeventede forloeb paa Utila. Inden da skulle vi have en overnatning i La Ceiba, hvor vi skulle overnatte naer Pico Bonito og riverrafte og trekking inden vi skulle med faergen naeste eftermiddag.

Vi forlod Tela tidligt om morgenen og koerte et par timer for at naa til La Ceiba. Vi shoppede lidt i byens storcenter, og koerte derefter op i La Ceibas bjergomraade. Her blev vi sat af ved Jungle River Logde, hvor vi skulle river rafte ned af floden La Cangrejal. Det var efterhaanden laenge siden at vi havde dyrket adventuresport, saa vi glaedede os meget.

Det smukke frodige skovomraade omkring floden skabte helt perfekte omgivelser, og vi skreg af grin hele vejen ned af floden (bogstaveligtalt). Det var en super fed oplevelse! Da vi kom ned til enden af floden, blev vi hentet af Mark og koert tilbage op paa bjerget paa ladet af store trucks. Vi skiftede toej oppe paa Jungle River, og blev koert op til det hostel vi skulle sove paa, som laa lidt laengere oppe af bjerget. Vi kom op til et super laekkert hostal bygget op af en klippeskraaning, med haengekoejer og total idyl. Til aften tog vi op paa Jungle River Lodge for at drikke en oel med de oevrige overnattende back packere.

Naeste morgen den 22. februar var det meningen at vi skulle have vaeret paa trekking op paa bjerget Pico Bonito, men vores kaere, men meget traette guide, Mark, sov over sig, og vi blev enige om ikke at vaekke ham, da der ikke umiddelbart var nogen der braendte for at skulle ud og svede i junglen ovenpaa en lidt for sjov aften paa Jungle River. Saa vi lod ham sove og vaekkede ham foerst da vi skulle afsted til havnen i La Ceiba.

Vi tog den lille katemaran-faerge til Utila, hvilket skulle vise sig at blive et sandt mareridt, selv for folk som er vandt til at sejle. Den lille metalboks af en faerge roeg rundt paa vandet og hoppede hele vejen til Utila. Det var raedselsfuldt og folk kastede op i flaeng. Efter en times rutsjetur paa havet ankommer vi til Utila.

Straks vi kom ned paa hovedgaden og gaa kunne vi fornemme den afslappede og hyggelige atmosfaere paa oen. Og det var desuden ikke til at tage fejl af, hvad livet paa Utila handlede om: dykning og hygge! Folk rendte rundt paa gaden kun i bikini med deres snorkeludstyr over armen og med en oel i haanden midt paa dagen. Det vrimlede med andre unge mennesker, og vi kunne slet ikke vente med at faa smidt vores tasker og komme ud og se mere.

Vi tjekkede ind paa Cross Creek i 4 store, laekre cabanas og gik ud for at udforske byen. Vi spise sushi og gik tidligt i seng, saa vi var klar til at starte teoriundervisning naeste morgen paa Cross Creek.

Onsdag morgen startede vi teoriundervisning, hvilket ikke var helt saa bundserioest som vi havde frygtet. Folk summede for at blive faerdige med spoergeskemaerne saa vi kunne komme videre til den praktiske del. Vi var ude paa foerste traeningsdyk samme eftermiddag. Idags traening i vand bestod af en lang reakke oevelser som skulle vende os til at begaa os under vand. Oevelserne foregik paa meget lavt vand naer stranden, og alligevel var det en super graenseoverskridende dag, hvor baade fysik og psyke blev sat paa proeve.

Onsdag aften blev brugt paa at se mere teori-film indtil vi mere eller mindre bogstaveligtalt laa og sov i bunker hen over borderne.

Naeste morgen, torsdag den 24. februar skulle vi foerste gang ned paa en dybde som ville tvinge os til at koncentrere os yderligere, idet vi ikke bare kunne stige op saa snart vi foelte os pressede. Oevelserne blev mere udfordrende, og det var helt tydeligt at der var nogen der var mere trygge ved situationen end andre. Det var saa super graenseoverskridende og en helt anden type oplevelse end dem vi havde haft indtil da.

Til aften udnyttede vi Cross Creeks store faelleskoekken, saa vi koebte ind og lavede mad. Det var super skoent at faa nogen "hjemmelavet" mad igen. Ovenpaa saadan en dag maatte vi igen gaa tidligt i seng. Vi var fuldstaendig udmattede efter dagene i vandet.

Fredag skulle vi endnu laengere ned paa dagens dyk. For foerste gang kunne man virkelig fornemme hvad det ville sige at dykke, fordi man nu havde faaet saa meget kontrol over vores gear og maade at reagere og agere paa under vand, at det var langt nemmere at bevaege sig mere frit og selvstaendigt rundt. Det var skoent! Og nu havde man endelig overskud til at se sig omkring under vandet, og nyde det!

Allerede loerdag var det vores sidste dag paa PADI kurset. Efter vores sidste dyk idag ville vi vaere faerdige med den obligatoriske del. Vi havde en helt fantastisk dag paa vandet og i vandet. Vi havde den fedeste "Waow!"-foelelse da vi kom op af vandet efter vores andet dyk den eftermiddag, og vi var hoeje paa sejrsfoelelsen! Efter vores sidste dyk sejlede vi ud til Utilas lille halvoe, Purple Pelican, hvor vi kunne nyde resten af eftermiddagen med volley ball, solbadning, frokost og bare nyde ruset. Til aften var der stor BBQ paa Cross Creek, saa vi grillede og fejrede vores nyerhvervede cercifikat paa bedst mulige vis med alle vores divemasters i Utilas natteliv. Fantastisk aften!

Den naeste uges tid paa Utila blev brugt paa at udnytte vores fundives, paa at nyde stranden og paa at gaa i byen og moede andre unge back packere. Det var en skoen uge i paradis. Gennem hele vores ophold paa Utila var det gennemgaaende, at alt steds- og tidsfornemmelse forsvandt totalt. Man havde aldrig nogen ide om, hvad klokken var og slet ingen anelse om hvilken dag paa ugen det var. Mest af alt fordi det var fuldstaendig ligemeget. Man stod op naar man skulle dykke, spiste naar man var sulten og gik i byen naar man havde lyst. Det var som at vaere i en lille paradis-boble, og for en tid glemte vi alt om, at vi snart ville vaere faerdige med gennemrejsen i Honduras, og i det hele taget at der var en hel verden uden for Utila som man snart skulle tage stilling til igen.

Dykkene blev formaalet for ens dag, og der var heller ikke saa forfaerdeligt meget andet at lave paa oen hvis man en dag ikke havde lyst til at dykke. Paa disse dage laa vi som oftest paa stranden, og en enkelt dag brugte vi paa at vandre op til Utilas viewpoint Pumpkin Hill. Tirsdag 8. marts tog vi (Lisbeth, Lotte og jeg) morgenfaergen tilbage til fastlandet i La Ceiba. Saa var det slut med paradis og back to reality, som de naeste par dage skulle bestaa i trekking og smuk natur paa Pico Bonito.

Jeg vil aldrig kunne glemme oplevelserne paa Utila. Det var helt ekseptionelt i forhold til noget andet vi har oplevet paa de seneste to maaneder. Jeg har moedt saa mange skoenne mennesker paa saa kort tid, og jeg har faaet saa mange gode minder paa paradisoen Utila!