Profile
Blog
Photos
Videos
Det er efterhånden ved at være lang tid siden jeg er kommet hjem fra Kenya, men jeg synes lige at sidste del af turen skal med, så her kommer sidste blog om min tur til Kenya.
Afrejsen fra Kenya gik meget stærkt og kom meget pludseligt. Efter at have fået dårlige nyheder hjemme fra, blev alle tasker pakket i en fart, så vi kunne komme hjem en uge før beregnet. Jeg var meget positivt overrasket over forsikringsselskabet, der allerede efter første opringning onsdag aften kl. 21, arbejde på højtryk for at om booke både Lottes og min billet. Torsdag eftermiddag fik vi at vide at fredag aften kl. 17.55 skulle vi med et fly mod Danmark fra Nairobi. Vi fik derfor meget travlt, da bussen mod Nairobi allerede kørte kl. 21. samme aften. Vi nåede med nød og næppe at lave den aftalte afskedsmiddag, samt at give familien tøj og gaver, som tak for at vi havde fået lov til at være en del af deres familie i 2 måneder. En uge før var der sket det forfærdelige at Jecinters søster, svoger, to niecer og nevø havde været offer for et slemt trafikuheld, hvor kun søsteren og den yngste datter overlevede. Hun havde derfor tilbragt flere dage på sygehuset, men nåede akkurat at komme til busstationen for at sige farvel. Det var en meget underligt følelse og skulle tage afsked med det hele så pludseligt på den måde, men vi kom godt af sted og endte i Danmark efter en meget streng flyvetur.
Ankomsten til Danmark blev ikke helt som jeg havde drømt om. Vi havde længe gået at snakket om alle de ting vi savnede og længtes hjem efter. En af tingene var mors gode mad, som først kom senere. Jeg er ubeskriveligt glad for jeg tog hjem, men kunne godt havde tænkt mig at det havde været af en anden grund. Nu gælder det bare om at være sammen med familien så meget som muligt det næste stykke tid.
Den 4. januar 2013 blev vi hentet i Kisumu i safarimatato, hvorefter vi skulle køre 6 timer for at nå til Masai Mara for at se de fantastiske vilde dyr. Turen der ned var noget hård og jeg sad med køresyge det meste af vejen på grund af varme og hullede veje. Jeg glæder mig godt nok til at komme hjem og køre på en normal dansk vej! Køresygen gik imidlertid meget hurtig væk, da der allerede fra starten skete spændende ting. Vejen gik igennem et vandløb, så der skulle vi selvfølgeligt igennem. Da vi var midt i vandløbet, så vi at der lå en flodhest og hyggede sig i vandet på bilens venstre side. Chaufføren var sød at stoppe op for at vi kunne se nærmere på den og tage billeder. Foldhesten var dog ikke så begejstret for os, som vi var for den, så pludseligt satte den efter os i en fart, jeg ikke anede at flodsete kunne bevæge sig i. Med vidt åben mund styrede den direkte mod bilen og jeg kunne se panikken i Lottes øjne. Chaufføren gassede voldsomt op, men da vi holdte i vand gik der lige et par sekunder før bilen kom op i fart. Det nåede dog aldrig at blive rigtig farligt, da bilen heldigvis kunne køre hurtigere end flodhesten. Vi fik den at se på helt tæt hold, da den omkring 5 meter fra bilen. Efter den oplevelse kan jeg ikke lade være med at tænke på, at flodhesten er det helt rigtige dyr at bruge til figuren Dolph. Hold nu op den flodhest var aggressiv. Vi kom dog godt videre og var klar på nye oplevelser. Allerede kort tid efter mødte vi en kæmpe stor flok elefanter, som befandt sig både på højre og venstre side af vejen, samt ude midt på vejen. Da elefanterne også er meget aggressive måtte vi vente i 20 minutter på lang afstand, før elefanterne besluttede sig for at gå ind til siden. Chaufføren ville dog gerne have dem til at gå lidt længere væk, men da vi igen havde ventet lidt besluttede han sig for at køre videre. Da vi passerede elefanterne satte en af dem efter os med udslåede øre og højlydt trutten. Den var ikke helt tilfreds med at vi ville forbi der, men forbi kom vi og vi kunne fortsætte vores tur. Her efter var dramatikken ovre og resten af turen var meget smuk og fredelig. Det var virkeligt fascinerende hvor tæt man kunne komme på dyrene uden at de så ud til at blive generet. Både løverne og geparderne var vi helt tætte på. Det var virkeligt en oplevelse, jeg vil huske for altid. Ud over løver og geparder så vi også en masse giraffer, bøfler, antiloper, gnuer, vildsvin, elefanter, flodheste og zebraer. Jeg har helt sikkert glemt nogle dyr, så dem må I se på billederne.
Alt i alt var det en helt igennem uforglemmelig oplevelse, som jeg nød meget og som var alle de mange penge værd.
Efter weekenden var vi så heldige at modtage en sms fra vores koordinator, hvor hun skrev at vi kunne starte i praktik igen om tirsdagen. Vi tog derfor i praktik tirsdag morgen med forventningen om at strejken var forbi. Lotte og jeg blev i imidlertid overraskede da vi ankom til Obama ward (børneafdelingen). Det viste sig at der kun var en sygeplejerske og det var kun intensivpatienter der var indlagt. Efter at have ventet lidt tid uden opgaver, besluttede Lotte og jeg os for at vi ville give omsorg til en lille forældreløs pige, som skulle have hjælp til alt. Vi fik hende skiftet og badet hende, samt skiftet hendes forbindinger. På trods af hendes lave alder have hun 2 tryksår vi kunne behandle på. Til middag måtte jeg give hende sonde, da hun ikke var i stand til at indtage mad selv. Det var lidt skræmmende at se hvor slem en skæbne nogle af børnene led. Denne lille pige ville aldrig få et normalt liv igen og måske ville hun endda dø inden for kort tid. Selv om det er forfærdeligt at tænke kunne jeg godt ønske lidt for hende at hun fik lov at sove ind. Det var svært at se hvordan hun nogen sinde skulle få et godt og værdigt liv både på grund af hendes kropslige situation, men også fordi hun var blevet forladt af hendes forældre. Det mest skræmmende var, at denne historie langt fra er enestående. Det er barskt, men i et samfund som dette sker det ofte at forældre ser sig nødsaget til at stikke af fra både barn og sygehusregning, for at de selv og resten af familien kan overleve.
På trods af at der var mange ubehageligheder at se på, var det meget spændende og lærerigt for mig at være på børneafdelingen og det ærgrede mig at jeg ikke nåede at være der længere. Den sidste uge inden afrejse blev maven så dårlig, at jeg blev nødt til at tage på privathospital for at få taget nogle tests. Fredag den 11. januar fik jeg at vide af lægen, at jeg endeligt ikke måtte tage mere antibiotika, da der ikke var noget at se på de tests der var taget. Jeg fik derfor nogle mavestabiliserende dråber, samt nogle smertestillende jeg skulle tage weekenden over og efter hvad lægen sagde, skulle det hele så være god mandag morgen. Det var desværre ikke tilfældet og jeg måtte igen testes. Efter selv at have krævet at blive testet for amøber, viste testen at jeg faktisk var inficeret med amøber. Endeligt efter 2 måneder med dårlig mave og mange trælse smerter, kunne jeg starte behandling. Det ville sige en ormekur, samt dobbelt dosisantibiotika i 7 dage. Jeg blev advaret mod slemme bivirkninger, men efter som jeg aldrig før har haft bivikninger, troede jeg ikke det var noget jeg ville komme til at mærke. Jeg kunne i imidlertid godt tro om og fandt meget hurtig ud af hvor ondt jeg har at kræft patientener der er i kemo-behandling. Jeg endte med at have meget slem kvalme i alle 7 dage, der toppede om bord på flyet hjem, hvor jeg endte med at kaste op. Hold nu op det var langt fra Kenya til Danmark, men jeg klarede mig da heldigvis igennem og var en meget glad pige, da jeg igen stod på dansk grund. Siden hjemkomsten har maven været helt i orden og testen sagde heldigvis at alle amøber er ude af maven igen.
Det var vist det sidste der var at fortælle. Min tur til Kenya har være helt fantastisk, en oplevelse for livet, som jeg ikke ville have været for uden, men til tider også udfordrende, opslidende og ubehagelig. Det har været en tur, hvor jeg har nået hele følelsesregistret igennem, samt at jeg har gennemgået en enormt personlig udvikling. Selv om jeg aldrig kunne finde på at flytte til Kenya for at bo resten af livet, er landet alligevel på kort tid blevet en del af mig og mit liv. Jeg håber meget at jeg inden for nogle år, får mulighed for igen at besøge min værtsfamilie.
Tak til alle jer der har fulgt med på bloggen. Det har virkelig varmet, at få alle de dejlige og søde kommentarer. Jeg har virkelig følt, at der har været noget ved, at bruge alt den tid på at skrive indlæggene.
- comments