Hej igen alle sammen og god påske!

Lige nu er vi i en by, der hedder Wanaka. Her skal vi være til engang i morgen formiddag, hvorefter vi skal tage bussen videre til Queenstown. Det er jo ved at være noget tid siden vi skrev sidst, så vi må lige give jer en lille opdatering på hvad der er sket siden vi kørte fra Kaikura.

Efter Kaikura kørte vi til en by, der hedder Picton, hvor langt over halvdelen af bussen stod af, for de skulle nemlig med en færge til den nordlige ø. Da de var stået af blev den dog hurtigt fyldt med andre folk, der var kommet fra nordøen, og nu skulle tage sydøen, som vi også skulle. På vej til picton stoppede vi et sted, hvor vi skulle gå op og se et vandfald, og på vejen derop fulgte vi den 'flod', som vel egentlig bare var en å, der blev skabt pga. vandfaldet. Her var der masser af små søde sælunger, der boltede sig i vandet, og det var virkelig bare fantastisk at se på.

Naturen her i NZ er noget helt specielt. Det er virkelig utroligt at sidde og se ud af bussen, mens landskabet skifter hele tiden. Det ene øjeblik kører man rundt inde i en regnskov, det næste befinder man sig mellem marker og får. Det er virkelig helt fantastisk og vi nyder det i fulde drag.

Systemet med de busser vi rejser med her er en del anderledes end det vi rejste med i Australien. Bussen stopper flere steder langs vejen mellem de forskellige byer vi skal til, og man kan se udsigtspunkter og masser af flot natur. Man booker også sine overnatninger og mange af aktiviteterne på bussen. Derudover har vi kørt med den samme buschauffør og de samme folk hele vejen ned langs østkysten, så man lærer virkelig folk at kende. Vi er faldet rigtig godt i snak med fire danskere og to englændere, som vi har haft meget sjovt med.

Efter at have samlet folk op fra færgen skulle vi til en by der hedder Nelson. Her blev vi checket ind på et godt hostel. Vi gik os en tur i byen, for det viste sig at New Zealands geografiske centrum lå her i byen, så vi gik hen for at se det. Det lå på toppen af en bakke, og udsigten var virkelig god. Derefter gik vi tilbage til hostlet, hvor der skulle være ølsmagning kl. 18. Det var rigtig sjovt, og der var præmier, hvis man kunne svare på de spørgsmål der blev stillet til sidst, som alle sammen handlede om de øl vi havde smagt. Vi vandt dog desværre ikke noget, for det foregik ved håndsoprækning, og vi blev desværre ikke valgt. Herefter spiste vi aftensmad i hostlets bar/restaurant. De havde sådan et tilbud med et billigt måltid for backpackers, og vi fik endda dessert til det. Mens vi spiste kom der nogle andre danskere og spiste med os, og vi faldt nemt i snak med dem. Det viste sig at de skulle med den samme bus som os næste dag om morgenen, hvor vi skulle køre videre til Westport. Det er bare lidt underligt med de her busser vi kører med, for der er kun en afgang om dagen, og man følges så med de samme mennesker og den samme chauffør hele vejen langs østkysten. Desværre var bussen fuldt booket, saa vi stod på venteliste, og det samme gjorde de andre to danskere (Niels og Niclas). Vi mødte dog op til bussen næste morgen i tilfælde af at der skulle være nogle folk som ikke mødte op. Vi var så heldige at da bussen var læsset og folk var talt op, sagde chaufføren (Ringo) at de stadig havde fem pladser, så vi, Niels og Niclas og en sidste person var så heldige at komme med.

På vej til Westport stoppede vi flere steder, men især et sted var godt. Det var ved en sø, der hedder Lake Nelson, og selvom det var overskyet og vandet var koldt bestemte Nils sig for at tage sig en dukkert. Det var virkelig koldt, men der var heldigvis varme brusere i omklædningsrummene, så det var jo til at holde ud. Da vi ankom til Westport checkede vi ind på vores hostel og brugte så eftermiddagen til at slappe af, indtil kl. 19, hvor Ringo havde arrangeret at vi alle sammen (alle os, der var med bussen) skulle tage ned og lave bål på stranden. Vi købte derfor nogle øl og hyggede os i flere timer med at sidde ved bålet og snakke med Niels, Niclas og to danske piger der også var med (Pernille og Isa).

Næste morgen kørte bussen afsted, og vi skulle til et sted, der hedder Lake Mahinapua. Her skulle vi bo ude midt i ingenting i et hostel, der blev drevet af en gammel mand på 85 år. Her fik vi rigtig god mad. Den gamle mand (Les) stegede store bøffer til os, og vi fik salat, brød og vildtgryde til. Efter at have slået mave nogle timer skulle vi til udklædningsfest i hostlets pub. Alle fra bussen var der og de fleste var klædt flot ud. Vi havde nemlig stoppet i en by tidligere, hvor folk havde købt kostumer i genbrugs- og legetøjsbutikker. Nils var klædt ud som brandmand, mens Sandra var pirat. Vi havde en rigtig hyggelig aften.

Næste dag kørte vi så videre til Franz Josef. Dette skulle være det bedste sted i verden at skydive, hvis man altså ikke medregner Mt. Everest. Derfor havde vi jo virkelig lyst til at gøre dette, men da vi så kom frem fik vi at vide at vejret var for dårligt til det. Det ærgrede vi os en smule over. Vi skulle være i Franz Josef i to dage, så siden vi ikke skulle skydive, og ikke gad sidde og spilde en hel dag på ingenting meldte vi os til en dagstur op på the Franz Josef Glacier. Det var dog lidt træls, for vi ville egentlig helst have været på den tur som hed Ice Climbing. Den var dog fuldt booket og vi måtte derfor nøjes med den anden tur. Nils var dog opsat på at komme til at lave isklatring, og det var også det Sandra havde mest lyst til. Derfor stod Nils op kl 7 næste morgen for at ringe og spørge om der havde været nogle aflysninger. Det var så heldigt at de faktisk havde fået to pladser, og Nils sagde at dem skulle vi have. Problemet var dog at vi skulle være der kun 15 minutter efter at vi fik det at vide. Derfor skyndte Nils sig at vække Sandra, så vi kunne komme hurtigt ud af døren. Heldigvis havde vi pakket vores ting aftenen før, så det eneste vi skulle var at børste tænder og komme i tøjet. Da vi var kommet i tøjet løb vi hele vejen hen til gletcher-guide-centret, og kom kun to minutter for sent, hvilket ikke gjorde noget. De to danske drenge (Niels og Niclas) havde booket turen i god tid, så de var også med på den her tur, så vi fik snakket rigtig meget med dem i løbet af dagen.
Vi fik så udleveret en masse udstyr: Støvler, ispigge til at sætte under støvlerne, overtræksbukser, overjakke, en klatrerem(til at have om benene og hofterne når vi skulle klatre), en hjelm, rygsæk og isøkser. Da vi havde fået udleveret alt dette kunne vi lige nå at komme på toilet en sidste gang inden vi skulle være på gletscheren i 8 timer. Vi fik også købt en madpakke som vi kunne tage med.
Herefter blev vi kørt til en parkeringsplads, der lå ca 2 km fra selve gletscheren, og herfra skulle vi så gå hen til den. Da vi kom frem til den skulle vi først gå nogle hundrede meter op ad en stejl grusbakke som lå foran gletscheren. Da vi havde besteget dette var det tid til at komme rigtig op på gletscheren, og vi skulle nu have vores pigge på skoene. Piggene var ca 5 cm lange og de strittede i alle mulige retninger. Da vi havde fået dem på skulle vi gå et godt stykke før vi kom til den første væg, hvor vi skulle klatre. Vi havde tre guides med, og de havde hver et reb, hvor de skulle sikre os der klatrede. Vi fik lov til at prøve alle tre ture og det var virkelig fedt at klatre op ad ren is. Det var dog utroligt vigtigt at man klatrede med teknik, for det var tydeligt at se de personer, som forsøgte at klatre med styrke, bare gik død og måtte give op på halvvejen. Den første væg var ca 10 m høj. Selvom man fokuserede på at klatre teknisk korrekt var det dog stadig ret hårdt, noget især Sandra fik at mærke, for hun fik krampe i begge underarme af at holde isøkserne, og så er det ikke nemt at klatre. Vi kom dog begge op og så over kanten. Efter at have klatret her i ca en time skulle vi gå ca. en halv time mere for at komme til det næste sted vi skulle klatre. Da vi kom frem her og så væggen blev vi alle sammen overraskede over hvor stor den var. Den var 17.5 meter høj og på nogle punkter gik den ikke bare opad, men også udad, så man kunne komme til at hænge ud i luften. Der var tre sværhedsgrader her, og vi fik lov til at forsøge os på to af dem, for der var ikke tid til mere end det. Nils startede med den mellemsvære, og kom ret hurtigt op til toppen. Han kunne dog godt mærke at det var hårdt for underarmene, for man skulle virkelig arbejde for at komme til toppen. Sandra klatrede ved siden af på den nemme (ikke at den var specielt nem. Den var noget sværere end det første sted vi klatrede. Hun kom desværre ikke til toppen, fordi hendes sko klemte og det gjorde virkelig ondt, så hun måtte stoppe nogle få meter fra toppen. Efter at have hvilet os lidt gav Nils et forsøg til den sværeste, den som hængte lidt udad. Det var virkelig udfordrende, men det lykkedes da at komme til toppen, og det var bare en vild følelse når man hang der og kiggede de 17,5 meter ned på de andre i gruppen. Herefter var der ikke mere klatring, og vi begav os ned ad gletscheren, hvilket tog ca en time.
Vi havde virkelig haft en fantastisk dag, med nogle helt specielle oplevelser, så da vi kom tilbage til hostlet tog vi nogle lange varme bade, hvorefter vi slappede af i baren med en burger.

I dag er vi så ankommet til et sted, der hedder Wanaka. Her havde vi meldt os på skydiving, men igen var vejret for dårligt, så vi slapper bare af i aften, men vi har dog meldt os på det i morgen tidligt inden bussen kører. Der mente de at vejret skulle være godt, så vi må bare tidligt op og se hvordan det ser ud. Vi krydser dog fingre og håber på at vejret er med os for en gangs skyld.

Der er selvfølgelig sket en del mere end den smule vi har skrevet her, da vi jo stoppper flere gange dagligt med bussen og laver små gratis aktiviteter, men det er for meget hvis vi skal skrive dem alle sammen.

God påske

Sandra og Nils