Siden sidst vi skrev er vi kommet hele vejen op langs sydoeen, og befinder os nu ca. midt paa den nordlige oe.

Som I nok kunne se fra de billeder vi lagde op sidst, har vi vaeret i Queenstown og sprunget bungyjump. Det sted vi sprang fra hedder The Nevis. Det er verdens tredje hoejeste bungy og er 134 m hoejt. Det var virkelig en sindsygt fed fornemmelse at flyve gennem luften og suse ned mod jorden. Dette skulle vi dog foerst den anden dag i Queenstown, saa derfor faar I ogsaa historien om hvad der skete dagen foer.

Som sagt lavede vi andet end at bungyjumpe. Dagen inden moedtes vi med Niels og Nicklas for at spise aftensmad. Vi havde allerede ovre i Australien hoert om nogle fantastiske burgere de skulle have i Queenstown. Vi koebte derfor en Ferg Burger hver og sad saa og spiste dem inden vi skulle i biografen og se Clash of the Titans, som forresten var spild af penge. Burgeren derimod var alt andet end spild af penge. Aldrig nogensinde har vi smagt en saa god burger og det er ikke for sjov at rygtet naaede helt til Australien. Vi moedte endda folk som havde hoert om dem helt ovre i England.

Naeste dag, altsaa dagen hvor vi skulle bungy fandt vi ud af at alt vores broed, som vi skulle spise til morgenmad var muggent, og det var jo selvfoelgelig ikke saa fedt hvis vi skulle spise tun og nutella til morgenmad, siden det var det eneste vi havde. Heldigvis sendte Nicklas en SMS, hvor han spurgte om vi ikke skulle moedes til noget mad inden vi alle fire skulle ud til Nevis. Det var da en alle tiders ide, og eftersom kl var ved at vaere tolv kunne vi jo lige saa godt tage os endnu en fergburger. Da dette var gjort gik vi hen til der hvor vi skulle samles op for at komme ud til bungy stedet. Her skulle vi checke ind, hvor vi blev vejet og fik et nummer. Saa kunne vi ellers vente en halv time indtil bussen kom og samlede os op.
Da vi havde koert ca 10 minutter begyndte bussen at ryge, og vi maatte flyttes over i to mindre busser. Dem koerte vi saa med i nogle minutter foer vi kom over i en tredje stor bus. Den koerte vi saa med i ca 20 minutter indtil vi kom til en parkeringsplads hvor vi skulle skifte til en bus med firhjulstraek. Grunden til dette var at man skulle koere op ad en meget stejl og meget smal grusvej for at komme frem til der hvor Nevis var. Da vi kom derop fik vi spaendt en masse udstyr paa, og saa skulle vi vejes en gang til. Saa blev vi ledt ud til en lille kabelvogn, som skulle tage os ud til platformen. Vognen var meget lille, med plads til ca 6 personer. Her var nervoesigteten for alvor ved at vise sig, da man kunne se gennem gulvet og nu kunne foele hvor langt ned der var. Vi kom dog sikkert over paa platformen, hvorfra vi skulle springe. Her fik vi ENDNU mere udstyr paa og saa gik vi ellers hen til kanten en efter en og tog springet. Nogle folk klarede det mere elegant end andre. Sandra holdt fx fast i instruktoerens troeje, hvilket han paent maatte bede hende lade vaere med, da han ikke havde videre lyst til at tage springet med hende.
Som sagt var det en virkelig fed fornemmelse at tage springet, men det staar altsammen laengere oppe.
Resten af dagen skete der ikke noget saerligt og naeste morgen tog vi videre til christchurch igen. Siden vi allerede havde vaeret i Christchurch og vi ankom ret sent lavede vi ikke noget saerligt der, og det samme gaelder for Kaikura, som vi koerte til naeste dag.

Efter at have vaeret i Kaikura skulle vi videre til nordoeen. Vi kom med en faerge som tog ca 3 timer, og tiden gik med at laeste, kigge sig omkring og sove.

Vi kom til Wellington lidt ud paa eftermiddagen, og vi brugte resten af dagen paa at slappe af og kigge os en smule omrking. Naeste dag taenkte vi at vi ville besoege NZ's nationalmuseum, Te Papa. Det var et virkelig flot museum, og og vi brugte nogle timer paa at gaa omkring og se det. Det mest spaendende de havde var dog en naesten 5 meter lang kollosblaeksprutte, som blev fanget af nogle New Zealandske fiskere i Antarktis for ca 3 aar siden. Den er den eneste af sin slags, der er offentligt udstillet, og samtidig er den ogsaa den eneste, der nogensinde er blevet fanget i live. Den havde oejne paa stoerrelse med en fodbold, og var virkelig et utroligt syn. Efter at have brugt nogle timer her var der ikke meget mere at se. Kl var dog ikke mere end to, og vi tog derfor en bus ud til Wellington Zoo, hvor vi brugte nogle timer. Her saa vi en masse forskellige dyr, men det dyr vi var gladest for at se var NZ's national fulg: Kiwien. Det er en sjov lille fugl som spankulerer omkring i skovbunden og leder efter insekter med sit lange naeb. Vi fik dog desvaerre ikke noget billede af den, fordi den er et nataktivt dyr, og der var helt moerkt inde i dens bur/hus.
Efter at have vaeret her tog vi tilbage til hostlet, hvor vi spiste pizza. Vi var nemlig for dovne til at lave mad selv den dag, for Sandra var syg og naar man er syg skal man have pizza. Nu har hun det dog godt igen og der er ingen fare mer.

Naeste dag skulle vi videre til en by der hedder Taupo. Her lavede vi ikke rigtig noget andet end at gaa rundt og see paa byen. Om aftenen gik Nils sig en tur og tog et billede ud over den enorme soe, som byen ligger ved. Imens laa Sandra og puttede sig under dynen, for hun var stadig ikke helt rask paa det tidspunkt. Naeste dag havde vi booket en dagstur. Vi skulle Blackwater Rafte(BWR). Det er ikke helt det samme som whitewaterrafting, som er det med gummibaade og vildt vand. BWR foregaar under jorden i underjordiske huler, og man sidder i et bildaek og bliver lige saa stille sejlet omkring i de underjordiske floder.
For at komme dertil koerte vi i bus i ca 2 timer, og da vi ankom maatte vi vente ca en time inden vores tur startede. Foerst fik vi udleveret vaaddragter, som vi skulle have paa, da vandet er rimelig koldt nede i hulerne (ca 10 grader). Herefter blev vi koert ud til hulen og blev instrueret i hvordan man rapeller. Vores tur startede nemlig med at vi skulle fire os selv ned i et 37 m dybt hul. Det var virkelig fedt at fire sig selv ned, men der var virkelig langt, saa det var dejligt da man naaede bunden. Da alle havde firet sig ned (der var 5 ud over os og to guides) begyndte turen. Mens vi sad og ventede paa at alle skulle komme ned slukkede vi vores lygter og kiggede op i loftet. Her kunne vi se en masse glowworms, der lyste i et blaagroentskaer. Vi har desvaerre ikke nogen billeder af dem, hvor de lyser, men paa turen saa vi flere millioner af dem. Turen startede med at vi gik laengere ned i hulen, indtil vi kom til et sted hvor vi ikke kunne gaa laengere. Her maatte vi saa tage en svaevebane gennem moerket for at komme over paa den anden side. Det var virkelig fedt, for man kunne ikke se hvornaar man havde naaet enden. Da vi saa var kommet over fik alle en lille kage og noget varm kakao. Mens vi spiste og drak fik vi fortalt lidt om grotten, og bagefter var det tid til at "Rafte". Vi fik hver vores bildaek til at sidde i, og vi skulle saa springe ca 4 meter ned i det kolde vand. Det var meget vigtigt at man landede paa roeeven og daekket, for ellers ville man braekke benene, da vandet ikke var mere end ca 1,5 m dybt. Da alle var nede skulle vi slukke vores lygter og traekke os langs et raeb, indtil rebet sluttede, og vi maatte padle de sidste 50 m. Herfra skulle vi bare ligge og slappe af, mens stroemmen lige saa stille foerte os tilbage til der vi kom fra. Normalt ville man synes at en underjordisk hule skulle vaere helt moerk, men da hele loftet var daekket af glowworms kunne man faktisk se en del. Der var flere millioner af dem, og det var lige som at ligge og se op paa stjernehimlen, bare at de lyste meget klarere og der var mange flere af dem. Det var virkelig et vidunderligt syn. Da vi kom tilbage til det sted vi hoppede i var det tid til at smide ringene op paa platformen igen, og herfra foregik turen til fods. Vi skulle nu gaa, kravle eller svoemme resten af turen, der herfra varede ca 2 timer. Det var ret koldt for haender og foedder, men resten af kroppen var dejlig varm, da vi jo havde vaaddragter paa. Da turen naesten var slut skulle vi klatre op ad tre underjordiske vandfald, og da dette var gjort skulle vi krybe gennem nogle smalle gange foer vi kom op til overfladen.
Da vi kom op til overfladen koerte vi tilbage til der hvor turen startede, hvor vi fik et varmt bad, varm suppe og bagels. Herefter tog vi bussen til Rotorua, som er stedet hvor vi er nu.

Vi ankom igaar, og har ikke lavet utroligt meget. Vi har vaeret rundt og set paa byen, og de har en park, hvor der er masser af varme kilder og den slags, da der er masser af geotermisk aktivitet i omraadet. Imorgen skal vi paa whitewater rafting, og efter det regner vi med at tage ud og se paa geysere, inden vi i overmorgen tager til Auckland, hvorfra vores flyver til Fiji gaar fra.

Det var ca alt for nu, saa indtil naeste gang maa I have det godt.

Knus og kram

Sandra og Nils

p.s. I maa godt skrive lidt respons til bloggen. Det er jo ikke kun jer der glaeder jer til at hoere fra os, vi kan ogsaa godt lide at hoere fra jer:)