Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med Jer dehjemme!
Pyha saa kom tempoet ned.. Og har nu lidt tid til at skrive herinde.
Fra Paracas for tre uger siden gik turen med micro (offentlig lokal transport: mini-busser), tuk tuk/mototaxi, taxi og bus og saa taxi igen til Lima. Der er noget fedt ved at koere med en micro fra 40erne eller af udseende aeldre - det er ligesom "hey, den kan faktisk koere, det er ikke kun en man kan se paa museum" citat Sonja .
Til Jorge Chavez lufthavnen, for at hente Ulla og Sonja. Hold nu k*** et dejligt gensyn :)
Men tingene flasker sig ikke altid som man vil, og selvom jeg selv foelte jeg havde styr paa en masse inden de kom(havde et hostel vi kunne bo paa, havde bare ikke booket det, og vidste hvilken bus og hvor lang tid det tog til Cuzco, men havde ikke lige booket pladser. Havde dog booket 3 naetter paa et homestay i Cuzco! Thumbs up til mig), gik det ikke helt efter planen. Vi fik ikke pladser paa bussen til Cuzco, og selvom det kun var en dag vi skulle vente, presser det tidsplanen naar man kun har to uger i Peru, og busturen tager 22 timer. Jeg er vant til at rejse alene, og booker aldrig i forvejen, og en dag fra eller til betyder ikke saa meget for mig. Saa skulle lige vaenne mig til den nye rejseform :)
Lima er en storby med stort S, der bor over 10 millioner mennesker og der er ikke noget faelles centrum, men en masse distrikter med hver deres centrum. Det minder om Ulanbatur (hovedstaden i Mongoliet), sagde Ulla. Byen og Peru generelt minder hende ogsaa om Mongoliet med de faldefaerdige betonklodser af bygningsvaerker, der huser markeder med frisk frugt, koed, noedder og toej og halvfaerdige huse, som folk allerede er flyttet ind i, selvom taget mangler. Men det har ogsaa sin charme. Miraflores er det distrikt vi bor i, maaske det mest amerikaniserede distrikt med masser kaedebutikker, restauranter, KFC, MCD, Pizzahut, og party hostels, men ogsaa super hyggeligt placeret lige ned til vandet, hvor limaneserne dyrker morgengymnastik eller gaar tur med hunden. Der er tusindvis af hunde rundt paa gaden!
Cuzco,
Men vi kom til Cuzco, og vi tjekkede ind paa et hyggeligt lille homestay hos Manuel og hans far, Daniel, som er tour guide. Turen fra Lima var lang, men smuk. Modsat mutti, elsker jeg at koere rundt i bjergene. Stjernehimlen minder mig om naetterne i Mongoliet, hvor der er flere stjerner synlige end nattehimmel. Helt anderledes end i DK.
Manuels mor lavede laekker traditionel peruviansk mad til os og hele familien var meget obs paa os og gjorde alt for at vi foelte os hjemme og som en del af familien. Huset laa 20 min. gang fra centrum, men hvis vi ville koerte Manuel os derind naar som helst vi lystede. Dagen efter vi ankom, tog vi paa tur mod Machu Picchu, denne gang med bil i stedet for 5dages trek. Vi kombinerede turen med en dagstur til tre smaa landsbyer omkring Cuzco og Sacred Valley.
Chincherra, Moray, Urumba og Ollantaytambo (landsbyer omkring Cuzco og Sacred Valley)
Det var det hele vaerd at tage en dag ekstra til at besoege de smaa landsbyer, og hoere endnu mere om inkaernes traditioner og ruiner. Ogsaa selvom hver saetning fra Daniel afsluttes med "men husk nu paa, ingen ved noget med sikkerhed, der findes ingen beviser, vi kan kun gaette os til, hvordan de gjorde, inkaerne".
Inkaerne ofrede til solen(symboliserer manden) og til maanen(kvinden) og til stjernerne, som er boernene af solen og maanen. De mediterede, udoevede renselsesritualer, fastede og tog paa pilgrimsrejser paa inkastierne(inkatrail til machu picchu bl.a.). De broed et bjerg op og byggede et tempel eller en hel by op af stenene - og stenene skar de til saa noejagtigt, at det er svaert at forestille sig hvordan uden vores moderne teknologi - Daniels svar er aliens og ufoer. (serioest. han tror paa det, som det eneste svar). Jeg beundrer den maade de byggede "med" bjerget og ikke bare jaevnede det med jorden og oedelagde det. De havde stor respekt for naturen.
De transporterede tonstunge sten fra et bjerg til et andet over floder og dale. Man kan gaette og beregne sig frem til mange logiske svar paa hvordan, man vi kan ikke vide det med sikkerhed.
Manuels far, tourguiden Daniel, er super soed og varm og betaenksom. Jeg fik blomsterolie mod kvalme og svimmelhed, han er meget inde i "inka-livsstilen". Han mediterer og spiser kun sjaeldent koed, da han mener mennesket er skabt til at vaere vegetar. Generelt proever han at leve efter de gamle inkaers levemaader og han ved alt om det. Han er spirituel og meget positiv og aabensindet og han fortaeller hele tiden om (uden at vaere for belaerende, uden loeftet pegefinger) hvad der er vigtigt i livet: som at dele, saette pris paa alt det vi faar af pacha mama(moder jord), og give tilbage til dem, der har givet til en. Han er vildt inspirerende, men ogsaa lidt over-the-top. People make mistakes, it´s human, sagde jeg til ham. Men det var han saa ogsaa enig i. Belastende i laengden, men inspirerende i smaa maengder kan man sige.
Dagen efter gik turen mod Aguas Calientes. Foerst varme kilder i Santa Theresa - stor begejstring fra Ulla og Sonja - det er ogsaa fantastisk at bade i varme kilder, indimellem hoppe ind under det iskolde vandfald fra bjerget og omringet af bjerge.
Derefter 3timers vandring til byen, hvor vi skulle overnatte og op til Machu Picchu naeste morgen kl 5:30.
Planen herefter var junglen - Manu Nacional Park - men eftersom vi kun havde tre dage, havde vi ikke tid til at komme ind i selve nationalparken, og det ville blive en stressende, "5 min hvert sted" über guidet tur, hvor vi skulle sidde i bus det meste af tiden. Saa det var ikke saa tiltalende - vi fandt en bus til kysten i stedet. Til Paracas..
Paracas - igen igen..
Jeg vender endnu engang tilbage til Paracas, denne gang med min mor og Sonja. Her staar den paa afslapning, sol, oerkentur og huacachina, hvor jeg fik min foedselsdagsgave: sandboarding!! - og fest med baal paa stranden fredag aften, hvor vi fejrede min 21aars foedselsdag.
Det har vaeret fedt at proeve, at vaere den, der vidste hvor vi var og kendte smaa gader og cafeer og kunne fortaelle lidt om perus uskrevne regler og om inkaerne og vaere den, der kommunikerede paa spansk. Virkelig fed oplevelse at vise familien, lidt om, hvad jeg gaar og laver. Og saa er det jo heldigt, at jeg har den sejeste mor, der synes buggie tur i oerkenen var fedt og ser sin frygt i oejnene med bjergvanding- og koersel. Og den bedste soester og veninde, som med sine lange oejenvipper og smalle talje smigrer sig ind paa peruvianerne (*host* Diego *host*) og tager hver en udfordring op - om det saa er bjergvandring, sandboarding eller pisco shots. Vi to skal rejse verden tynd sammen en dag :)
________________________________________________________________________
I skrivende stund befinder jeg mig i Lima igen, hvor jeg imorgen tager en 26 timers bustur op til Ecuador, Guayaquil, og derfra til Manta, og fra Manta og 40-50 km nordpaa langs kysten til fiskerlandsbyen San Jacinto. Og helt nye slags eventyr begynder..
Da Ulla og Sonja var taget afsted, foeltes det som den allerfoerste dag i La Paz i Bolivia for over 2 maaneder siden. Jeg har stadig masser mod paa rejsen, men jeg kunne maerke en nervoesitet/spaending, som jeg har vaeret fri for de sidste par maaneder. Uden jeg selv har lagt maerke til det, har det vaeret en tryghed hele tiden at kunne se frem til at moede nogen, man kendte. Foerst Anders, Malthe og Amanda, derfter mor og Sonja og nu er jeg helt alene den naeste maaned og paa en maaede ogsaa i Nicaragua, saa de naeste 3,5 maaned indtil jeg moedes med Emma paa Cuba til Februar.
Men det er ikke en daarlig ting, jeg skal bare lige samle tankerne og tage det foerste skridt. Jeg traenger til at vaere alene, jeg elsker at rejse alene, og tempoet de sidste 2 maaneder har vaeret utrolig hoejt, der er saa mange fantastiske ting at se i Bolivia og Peru. Det er der helt sikkert ogsaa i Colombia, men jeg tror nu, at jeg foeler for at saette tempoet ned(selvom de foerste to maaneder har vaeret fantastiske, og jeg har oplevet saa meget natur og moedt saa mange spaendende rejsende paa min vej), maaske ikke naa saa mange forskellige steder i Colombia, men blive laengere tid de steder jeg besoeger. Det jeg husker bedst, udover den storslaaede natur, er i virkeligheden de mennesker paa min vej, som jeg laere lidt bedre at kende end "hej og farvel".
Nu gaar turen foerst til Ecuador, hvor jeg skal finde billedalbummet frem med billederne fra san jacinto for 30 aar siden og se om nogen genkender dem. Jeg har ogsaa en lydfil med et interview og en sang, som min far optog dengang han rejste her. Hvis ikke jeg finder nogen, kommer jeg da i hvert fald i sknak med nogen, og paa spansk, som jeg gerne vil oeve noget mere. San Jacinto er vist vokset en del siden dengang, saa det bliver spaendende at se.
De foerste to maaneder har vaeret i bjergene med vinter(10-15 grader om dagen) og kolde naetter, men nu er det blevet foraar her og jeg glaeder mig til lidt sol og varme :)
Tusind knus og tanker til Aarhus og DK herfra. Nos vemos, chao
- comments
Finn Morell Dit rejsebrev får mig til at tænke på, at det, trods al den kiv og ævl der findes overalt, er en fantastisk planet vi har fået stillet til rådighed. Knus fra far, og pøj pøj med Equador.