Profile
Blog
Photos
Videos
Kaereste venner..
Dette indlaeg er om min tid i San Jacinto og omegn, en lille fiskerlandsby 50km nord for Manta ved Ecuadors smukkt kystlinje. Jeg tager afsted uden helt at vide hvordan jeg kommer dertil, men jeg har billederne, som min far tog for 35 aar siden med i tasken, og saa haaber jeg paa at jeg med lidt held kan finde nogen, der kender en fisker eller to.
Vejen hertil var lang i bus, men det var det hele vaerd. Fra Lima i peru til Guayaquil i Ecuador 26 timer i luksus bus (Cruz del Sur), hvor chauffoerens promille bliver tjekket, mad severes paa turen, der er rent faktisk et toilet i bussen og kaffemaskinen bliver fyldt op inden afgang. Derefter fra Guayaquil til Manta i en skrotbunke af en bus, med skrattende radio og snorkende ecuadorianere, hvilket jeg sjovt nok synes var mere interessant end Cruz del sur.
Efter en meget varm dag i Manta gennem det farverige marked og ned paa stranden, hvor de stadig bygger fiskekuttere fra bunden midt paa stranden, fandt jeg endelig min bus, og valgte saa at koere for langt.. Det var blevet moerkt, saa jeg ville overnatte i den naeste by, og tage samme bus tilbage kl 6 om morgenen. Til mit held havde chauffoeren et billigt hostel og aftenen gik med en bette oel og aeblesnaps(?) indtil han blev for slesk og paatraengende, saa jeg gik i seng.
En lang dag, hvor jeg baade faldt i snak med jehovas vidner, sleske ismaend og fiskere og brugte det meste af dagen paa at laese min bog til salsarytmerne fra cd boden ved siden af mig. Spaendende, dejlig dag, og jeg nyder at rejse alene igen. Og have tid til bare at observere dagligdagen her :)
Har mange spaendende samtaler, hvor jeg faar oevet mit spanske, men det ender altid ud i det samme. Som en tilfaeldig mand, der ville have mig med hjem at spise og sove, og hans logik var at han ingen kone havde, kun ludere engang imellem, saa han havde MASSER plads til mig. wtf?? Selvom jeg ikke kan forvente andet naar jeg ender et sted som eneste lyshaarede (gringa), kan det godt gaa mig paa nerverne. Det er vaerre i Ecuador end i Bolivia og Peru, og jeg fandt senere ud af at det er endnu vaerre i Colombia.
Jeg har dog ikke haft nogle rigtig ubehagelige oplevelser, og mit foerste indtryk af Ecuador er stadig fantastisk. Vejret er varmere, og det samme er menneskerne og atmosfaeren.
Endelig ankom jeg til San Jacinto. Eller dvs jeg blev sat af mit paa motorvejen, og blev vist i retning mod havet. Afsted. Helt stille.. Helt fantastisk stille. Jeg satte kurs mod havet, og foer jeg vidste af det var jeg blevet vist ind paa et vaerelse hos et par, Luis og Inez, havde pruttet prisen fra 20 dollars til 5 dollars, og sad og spiste frisk fisk, ris og bananer med hele familien til den ene skrattende salsasang fra radioen efter den anden.
Jeg havde forestillet mig at gaa rundt paa stranden med mine billeder og spoerge folk om de kunne genkende nogen. Jeg havde endda droemt dagen inden, at jeg var her og viste billederne til en dreng, og saa kom moren hen og sagde paa spansk at han skulle tage alle mine penge og loebe, for saadan nogle turister var ikke til at stole paa. Men saa viste jeg ogsaa billederne til hende, og saa kendte hun en, og blev pludselig glad igen. haha. Det var nu ikke helt saadan det kom til at gaa, jeg behoevede bare at saette mig paa klippen og kigge ud over vandet i to minutter, foer der kom nogle stykker hen og spurgte hvor jeg var fra og hvad jeg lavede her. Jeg viste ham billederne, og han genkendte straks sin afdoede bror, og sin ven, som stadig boede lige om hjoernet. Og det startede en kaedereaktion. Jeg kunne naesten ikke foelge med. De naeste tre dage blev jeg taget rundt i byen af forskellige ecuadorianere, som enten stoppede en gammel gul varevogn og viste billederne, eller tog mig hen til en soester eller en bror eller en soen eller en mor af en af fiskerne paa billedet. Og landsbyen er saa lille, at alle kender hinanden og alle bor lige om hjoernet! Paa de to uger jeg var der moedte jeg flere mennesker end der var paa billederne, som havde en eller anden relation, eller som var paa et af billederne . eller som bare gerne ville vaere med i legen. Nogle spurgte om jeg ledte efter min far, og et lille oejeblik overvejede jeg faktisk at koere sporloes historien... men saa droppede jeg det.
Da jeg ikke havde flere penge, og der ingen haeveautomat fandtes, blev jeg inviteret til at bo og spise hos Cecilio, en af fiskerne, min far fiskede med i 1979. De tog mig med paa ture til floder og rundt i omraadet paa ladet af deres lastvogn og til gadefest med cumbia (salsa agtig dans) og whiskey on the rocks og jeg var ude at fiske med de lokale drenge en aften. Selvom de kun var 13 og 16 aar foelte jeg mig helt tryg i de store boelger. Og da solen gik ned og havet begyndet at glimte, og jeg befinder mig midt ude i ingenting under sydkorset, foelte jeg mig virkelig langt vaek hjemmefra, paa den fede maade!!
Cecilio og familien har boet i Spanien i 12 aar, saa her var mere moderne. Selvom jeg nu ogsaa noed at bo paa det lille vaerelse hos Inez og Luis med karkelakker og myg som mine eneste roomies.
Det har vaeret en helt ubeskrivelig intens oplevelse, hvor jeg har faaet snakket spansk og boet med de lokale og blevet et kendt ansigt, da jeg skiller mig ud som den eneste gringa.. Jeg er utrolig heldig, at jeg havde billeder og kontakt, ellers havde det ikke vaeret muligt. virkelig FED oplevelse. Det er helt fantastisk, at de alle kan huske min far, som var her i ca 2 maaneder for 35 aar siden, og den varme og begejstring de tog imod mig med. wauw.
Men jeg ville gerne naa en smule Colombia, saa jeg tog en bus 38 timer mod Bogota, hovedstaden i Colombia. Jeg brugte min sidste dag paa at gaa rundt i gaderne og sige farvel til alle de soede mennesker, jeg havde moedt, og jeg haaber meget paa at tage tilbage til San Jacinto en dag.
Kys og Kram
Sally
- comments
Finn Morell Det glæder mig utrolig meget at høre, at folkene i San Jacinto er lige så gæstfrie, imødekommende og festlige som for næsten 35 år siden. Herligt indlæg. Kh. farmand.