Profile
Blog
Photos
Videos
Fra Colombia til Nicaragua
...fra backpacker til fastboende
Efter 3,5 måned på farten (undtagen i San jacinto, Ecuador) var jeg kommet til et punkt, hvor jeg havde brug for at slå mig ned. Jeg var ikke træt af at rejse - jeg var i hvert fald slet ikke klar til at tage hjem. Men jeg var træt, og for første gang siden den allerførste nat, da jeg ankom til la Paz i bolivia og alt gik galt, havde jeg en smule hjemve.
Derfor var det helt perfekt at kunne se frem til 2,5 måned med en base i Atelier farvela i Nicargagua. Også lidt skræmmende, for 2,5 måned er lang tid, hvis jeg ikke faldt til i projektet. Men månederne fløj afsted, fra første dag, hvor jeg blev taget imod af hele Atelier-familien med varme, forventningsfulde smil og åbne arme og sind, som var jeg længe ventet. Der er en magi, en aura omkring huset og projektet, som Sabine har skabt, der gør, at selvom husets beboere er under konstant forandring i takt med at voluntører kommer og går, så formår de/vi at skabe følelsen af at være en stor kollektiv familie, der tager sig af hinanden, respekterer hinanden, inspirerer hinanden, tager pis på hinanden og sammen kan projekterer den energi til de børn, unge og voksne nicaraguanere fra området, der hver dag kommer til capoeira, afrodans, hiphop/breakdance, salsa, guitar, trommer, engelsk, art, baseball, springgymnastik eller indimellem bare kommer for at få et knus, snakke eller bruge den lille dansesal eller haven til at lege i. Huset er altid åbent, og åbent for alle. Efter tre dage tog jeg mig selv i at kalde det for "hjem" :)
Der er mange måder at rejse på, jeg har mødt så mange forskellige slags rejsende på min vej; der er über-tourguide afhængige turisterne, der prioriterer komfort, sikkerhed og tryghed, der er udskeje-backpackerne, der rejser fra party-hostel til party-hostel og egentlig are har udskiftet kufferten fra sunnybeach ferien med rygsækken, der er vagabondtypen, der har solgt alle sine ejendele, bopæl etc og taget en one-way ticket og ingen planer har, hverken for sin rejserute eller hjemrejse - hvis han nogensinde tager hjem, der er escape-typen, der flygter fra familie eller venner eller sig selv og håber på at afstand og nye udsigter læger alle sår, og listen er laaaang. Jeg er stadig igang med at finde ud af hvilken slags rejsende jeg er, men jeg kan i hvert fald mærke nu, hvor stor forskel, der er på at rejse rundt i 2-3 dage hvert sted og tage 3 kæmpe sydamerikanske lande på 3 måneder, og så på at bo et sted i 3 måneder og lære et land at kende indefra. Det er langsommere.
Men - Less is more, siger man. Det var sindsygt frustrerende i starten, at jeg ikke anede hvordan man kom rundt med bus, eller hvad gaderne hed i Managua, som jeg boede 20 minutter fra - før kendte jeg en by's centrum ud og ind efter 2 dage, og nu vidste jeg absolut ingenting efter 2 uger!! Men langsommere viste sig at passe mig bedre. Lidt efter lidt lærer man området at kende, først huset og eleverne, så frugt og grønt mutter på hjørnet og tuk-tuk chaufførerne, så børnenes forældre, drengen der ser efter naboens køer, alle naboerne og en gang imellem tager jeg turen til managua i en af de gamle, gule, amerikanske skolebusser og de råbende nica'er. Du finder ud af, at der INGEN grænser er for, hvor mange der kan proppes ind i sådan en bus, at der ingen rigtige stoppesteder er for passagerer, men der er selvfølgelige faste stop, hvor bussen samler sælgere op, og du bryder din hjerne med hvordan i alverden de skal komme igennem bussen, når du i forvejen er fastklemt mellem naboens kæmpe røv og i hovedet og en anden i ryggen. Men de gør det altså hver gang, hver dag, og du kan så forsyne dig med kokosnød, kylling eller kiwijuice for mellem 5 øre og 2 kr. Det er absurd, og klemt og klaustrofobisk, men man skal bare vende hovedet og kigge ud af vinduet, så bliver man mindet om Nicaraguas smukke natur og solens varme og blænden og så kan man ikke lade vær med at smile :) så kan man altså mærke, at man rejser, at man lever, og så er det pludselig det fedeste at stå klemt mellem latinonumser!
- comments