Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det ved, som titel på dette blogindlæg også antyder, alt for længe siden jeg sidst har opdateret og givet lyd fra mig, men hold nu op hvor der også er sket utrolig mange ting på kort tid.
Vi var i Mexico i vores Springbreak og få dage efter fik jeg min mor og far på besøg i 16 dage. Det har været SÅ dejligt at have besøg af dem og jeg har virkelig nydt, at de har været herovre og se hvor jeg går i skole og set hvor jeg bor, samt mødt dem jeg omgåes i mit liv herovre. Jeg fik også besøgt San Francisco og Grand Canyon sammen med mine forældre, som var en helt fantastisk oplevelse, men det vil jeg fortælle mere om senere..
Det var som sagt rigtig dejligt at have besøg af mine forældre, men deres besøg var også en form for wake-up call. Ved deres besøg blev jeg gjort opmærksom på og mindet om det liv og den hverdag der venter mig derhjemme. Det er ikke fordi det er uvant for mig eller glemt, men min hverdag herovre har bare været mit liv og min verden de sidste 4 måneder. Dét at nogen der betyder så meget for mig, fra den verden der er derhjemme, kommer på besøg og de to verdner på en måde smelter sammen, vækkede mig fra den drøm, som jeg ellers meget længe har følt at jeg har været i herovre.
Det mindede mig om alle de mennesker jeg savner derhjemme. Ikke fordi jeg ikke selv i forevejen kunne mærke, at jeg savnede folk, men ved mine forældres tilstedeværelse og nærvær, blev det gjort mere tydeligt for mig. Så da de efter 16 dage igen rejste hjem til lille DK, var det nogle sørgmodige dage efterfølgende. Dog spillede det også en rolle, at de havde boet i vores hus imens de var her, så pludselig føltes huset meget tomt. Det var rigtig dejligt at se dem igen og vi havde nogle rigtig gode, hyggelige og oplevelsesrige dage sammen.
Men for lige at starte fra begyndelsen, så var vi jo i Cabo, Mexico i vores Springbreak (d. 28. marts - 2. april). Det var ren afslapningsferie med 35 grader skyfrit hver dag, så ferien gik med at ligge på en solseng ved poolen eller på stranden og så ellers ud og spise og i byen om aftenen. Ren feriestemning. Det er helt underligt at skulle sige, at man nærmest trængte til det, når nu vi er herovre og mange af jer derhjemme i forvejen tror, at det nok er lidt ferie vi er på herovre. Men med den hverdag vi har skabt os med lektier, skole osv. kan man godt trængte til lidt ferie og afslapning alligevel.
Da vi så kom hjem, kom mine forældre på besøg tirsdag d. 8. april hvor jeg hentede dem i lufthavnen og det var jo et glædeligt gensyn sædvanligt med kram og glædestårer. Allerede dagen efter fløj vi til San Francisco, hvor vi skulle udforske byen i 4 dage. San Francisco er en virkelig spændende by og for mig minder den lidt om en blanding imellem New York og San Diego, men alligevel også så anderledes. Det skulle siges at være den by på vestkysten, der minder mest om en typisk europæisk storby, hvilket nok også var derfor jeg så hurtigt forelskede mig i byen. Vi fik set Golden Gate Bridge, Pier 39 med søløverne, Alcatraz (det tidligere fængsel som ligger på en ø udfra San Francisco), Castro (Et kvarter for homoseksuelle), Union Square (shopping området), samt Golden Gate Park og Mission området, hvilket er meget kendt for deres flotte vægmalerier i alle gaderne.
Det var en rigtig god oplevelse, dog var det også en kold fornøjelse. Omkring 15 grader dagligt og endnu koldere om aftenen.
Den efterfølgende uge gik så med at mine forældre fik set Universitet. Tirsdag og onsdag kørte de så alene til Los Angeles, hvor jeg desværre ikke kunne tage med, da jeg skulle læse til 2 eksamner til om torsdagen.
Torsdag efter skole, hentede de mig så på Universitet og vi kørte til Los Americanos, som er et kæmpe outlet nede ved den Mexikanske grænse. Her blev shoppet igennem i 6 timer :) Det skal der jo også være plads til :)
Allerede fredag morgen kørte vi så til Grand Canyon i vores lejet Ford Mustang - super lækker bil, men ikke en der er praktisk at køre langt i. Det blev til en 12 timers køretur derop og 10 timer hjem igen om søndagen. Der er det ikke en bil der er komfortable at sidde i, i så mange timer, men vi var gode til at skiftes til at køre og så ellers sove på bagsædet.
Grand Canyon er bestemt noget af den smukkeste natur jeg nogensinde har set og er rigtig glad for at vi tog op og så det, på trods af den lange køretur. Et enormt uendeligt bjerglandskab i forskellige niveauer, strukturer og farver. Virkelig ubeskrivelig smukt. Her var vejret dog heller ikke helt med os, da vi lørdag eftermiddag sågar oplevede både regn, hagl og torden, men så fik vi også den oplevelse.
Mandag kom de så igen ud på universitet og hentede mig, hvor vi kørte til San Diego Downtown og gik tur på havnen, fik set Gaslamp District (tre gader med barer og restauranter) og set Seaport Village, som er et lille hyggeligt marked nede på havnen.
Tirsdagen som var deres sidste dag i San Diego, valgte vi at bruge hjemme i Pacific Beach hvor jeg bor, sådan at de også kunne få set det. Desværre var der så mange ting vi/de gerne ville se imens de var på besøg, at vi ikke fik tilbragt så meget tid hjemme i San Diego, så derfor besluttede vi os for at leje 3 Segways i et par timer og udforske området jeg bor i herovre.
Det var en sjov og anderledes måde at komme rundt på og bestemt noget jeg kan anbefale andre at prøve. De er virkelig sjove at køre på :)
Onsdag d. 23. april skulle jeg så i skole og forberede og udføre en præsentation, så jeg måtte sige farvel til mine forældre hjemme i huset om morgenen, selvom de først skulle forlade huset kl. 17, men på det tidspunkt ville jeg ikke være kommet hjem endnu, så det blev til et farvel, på gensyn, et kram og en masse tårer fra morgenstunden.
Det var som tidligere skrevet rigtig dejligt, at have dem på besøg og det betyder uendeligt meget for mig, at de har været herovre og set hvor mit liv har været de sidste 4 måneder, således at de også ved hvad jeg har gået igennem og at de har set og oplevet de omgivelser jeg har begået mig i.
I fredags d. 25. april valgte Louise og jeg så at køre til Universal Studios i Los Angeles og være barn igen for en dag. På trods af, at mange jeg har snakket med som har været i Universal Studios, har fortalt at de var skuffet, syntes jeg nu stadig at det var en fed oplevelse. Vi fik prøvet en masse forlystelser, primært 3D og 4D simulators samt været på studio-tour rundt og se kulisserne hvorfra mange film og serier bliver optaget. Vi endte op med at bruge 6-7 timer inden turen igen gik tilbage til San Diego.
Lørdagen gik så med ren afslapning for en gang skyld. Alle vores weekender i april måned har været booket godt op med alverdens aftaler og oplevelser og resten af tiden herovre bliver lige så. Så det var faktisk rart med en dag, hvor der ikke var planlagt noget på forhånd.
I går søndag skulle jeg så ud og have mit livs største adrenalin-kick. Som de fleste af jer nok allerede har set på facebook, var jeg ude og skydive. Louise havde for 3 ugers tid siden fået mig overtalt til, at vi skulle prøve skydiving og vi havde fået booket tid til igår kl. 14. Frederik som er en af vores danske venner herovre, overhørte i skolen at vi skulle skydive og ville også med, så vi 3 kørte i går formiddags afsted ned ved grænsen til Mexico. Her skulle vi til at starte med selvfølgelig udfylde og underskrive en masse papir - det er vel USA, vedrørende forsikring, uheld osv. osv. Så var det ellers på med seletøjet og op i en bætte flyvemaskine, hvor der kun lige var plads til 4 personer udover piloten selv.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange Louise og jeg kiggede på hinanden og sagde: "Hvad er det vi har rodet os ud i?", men dog med et smil på læben.
Vi kom op i luften og syntes godt nok vi blev ved og ved med at stige. Udsigten udover San Diego og Mexico var et fantastisk syn, dog sad man hele tiden og tænkte: "f***, jeg skal springe ud fra den her fly lige om lidt". Vi skulle op i 10.000 fods højde (3,5 km), hvor jeg så skulle springe først. Jeg blev først bundet godt fast til min instruktør, hvor han så efterfølgende bad mig om at rykke hen til kanten af flyveren. Her sad jeg så med fødderne udover kanten i 10.000 fods højde og ikke længere havde anden fysisk kontakt til flyveren andet end min instruktør på ryggen.
Han bad mig så om at vippe benene ind under flyveren, tage fat i min sele og lægge hovedet tilbage på hans skulder. 2 små vip frem og tilbage og 3. gang vippede vi ud over kanten og ud i intetheden. Det var en ubeskrivelig følelse bare at lade sig falde ud i luften og bare lade sig styrte mod jorden. Man hænger i luften og vinden suser bare forbi ørene på dig og man føler lidt at man egentlig bare hænger stille i luften, indtil faldskærmen bliver slået ud og man så får ro for ørene. Derefter kan man så hænge stille og rolig og bare kan nyde udsigten. 5-7 minutter efter fik jeg igen sat fødderne på jorden med det vildeste kick indeni og blodet farende rundt i kroppen. Jeg har helt høj og overrasket over mig selv, at have gennemført. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, hverken Bungee Jump eller andre former for ekstremsport, som man får adrenalinkick af. Jeg er bange for Dæmonen i Tivoli, så jeg var virkelig dybt imponeret over mig selv, at overvinde sådan en frygt og overskride min egen grænse. Bestemt en uforglemmelig oplevelse og noget jeg lever højt på det næste lange stykke tid. Den fedeste oplevelse nogensinde!
Ellers står den kommende uge på nogle tests og en enkelt skriftlig aflevering, samt fødselsdagsfest på torsdag hos en dansk fyr der hedder Kasper og så er det jo også snart min fødselsdag. Puha, hvor den pludselig kommer tæt på. Syntes næsten lige jeg er blevet 25 år og alderen 26 nærmer sig alt for hurtigt lige nu.
Dog har Louise, jeg og en pige ved navn Cheryl valgt at slå vores fødselsdage sammen, så vi skal holde en kæmpe fødselsdagsfest næste fredag, hvor det også er min fødselsdag. Vi skal have huset fyldt med festglade mennesker og forhåbentlig have en fed aften :)
Anne og jeg forsøger ellers også at undgå at snakke om datoer lige for tiden. Vi syntes pludselig, at vores hjemrejse kommer alt for tæt på. Imorgen d. 29. april er der 1 måned til vi forlader San Diego. D. 29. maj flyver vi sammen med Emilie til San Francisco og har et par dage dér, inden vi d. 2. juni flyver tilbage til lille Danmark for good! Vi kan slet ikke bære tanken om, at skulle forlade det herovre og hjem til hverdagen igen i Danmark. Det bliver en form for tilvænning vi skal igennem og det kommer til at tage tid, ligesom vi også lige skulle vænne os til at være herovre, da vi i sin tid tilbage i januar ankom. Men lige nu rent månedsmæssigt, er januar bare så lang tid siden, men følelsesmæssigt og tiden vi har haft herovre er bare gået ALT for stærkt. Vi er slet ikke trætte af det endnu og klar til at komme hjem. De her 5 måneder er gået alt for hurtigt, men desværre har alting også en ende og forsøger at holde modet oppe ved at tænke på følgende citat: "Every story has an end, but in life.. Every ending is just a new beginning"..
Og med disse ord, vil jeg slutte af for denne gang. Jeg skal nok forsøge at opdatere snarest igen, dog går vi perioden med de afsluttende eksamner i møde og jeg får besøg af min efterskoleveninde Tine fra d. 13. maj - 22. maj, så det glæder jeg mig også rigtig meget til :D Men jeg skal nok se om jeg kan finde tid til, at skrive et blogindlæg mere inden jeg skal hjem fra San Diego.
Håber i alle har det godt hjemme i DK :)
Take care!
/Sabs
- comments