Profile
Blog
Photos
Videos
Stilen fra sidste blogindlæg 'tidligt op og afsted' fortsatte også lørdag morgen, hvor vores sidste oplevelse i Australien skulle starte. Vi havde checket ud aftenen før, da vi skulle afsted fra hostelet omkring klokken fem om morgenen! Da vi kun skulle være afsted i seks dage, havde vi kun taget vores små håndbagage tasker med, og ladet de tre store kufferter blive på hostelet i Sydney. De 50 kroner var hurtigt tjent ind i og med vi ikke skulle have dem ombord hos lavprisflyveselskabet, TigerAir, som så mange andre lavprisselskaber forsøger at presse penge ud af alt og alle. Men lavprisselskab var det, og det var vi nu meget godt tilfreds med - i stedet for at betale godt 4.000 kroner hver (!) endte vi ud med at skulle betale 4.000 kroner for os begge. Turen ind til Alice Springs tog omkring tre timer, men vi sov det meste af vejen, så det gik hurtigt. Vi blev hentet af en bus fra hostelet Toddy's, som skulle være vores base, indtil vi næste morgen skulle afsted på 'The Rock Tour'. Firmaet bag touren ejer både hostelet og baren, The Rock Bar, som ligger lige ved siden af, så det var også her vi fik spist lidt middagsmad. Alice er en lille sjov by ude i absolut ingenting, men den har omkring 30.000 indbyggere. Der er alle de store indkøbskæder, flere af de store fastfoodkæder og så en masse hoteller, som folk bruger inden de bevæger sig mod det røde center.
Da vi gik ind mod byen, mødte vi igen en masse aboriginere, som bare sad på fortovet og hængte ud. Alle med det tilfælles, at de formentlig havde glemt deres deodorant om morgenen … Det blev til endnu en hurtigt aftensmad, denne gang på hostelet, da vi ville tidligt i seng. Vi skulle nemlig hentes klokken 05.30 søndag morgen, så vi måtte hellere få lidt søvn. Morgenmaden havde hostelet sørget for, så klokken 05.25 stod vi begge klar, da den 21 personers store bus drejede om hjørnet. Der var allerede en lille håndfuld mennesker derinde, men stort set alle andre kom fra Toddy's. Vi blev alle råbt op, og blandt navneflokken var også navnene Tanja og Pernille, nogle navne, vi senere skulle til at lære mere om. Der var dog et navn, der blev råbt op, men ikke besvaret, nemlig Lisa. Tyskeren Lisa havde nemlig været i byen om natten, så da hun kom hjem klokken 04.00, havde hun lagt til at sove … Vores chauffør, Peter, var mildest talt ikke tilfreds med at skulle vente, men de næste ture i løbet af ugen var alle fuldt booket, så han var nødt til at vente på hende. Da hun endelig kom ind i bussen var vi allerede 25 minutter forsinket, så ikke en super start på turen. Peter fortalte, at der var 2,5 time til det første stop, så han ville anbefale, at vi lod os falde i søvn, så det gjorde vi. Det først stop var bare en tank/tis-pause, så vi var hurtigt videre igen på endnu 2,5 times tur. Turen blev dog afbrudt efter en time, da vi var punkteret … bare super! Ja, det var selvfølgelig det inderste af de to dæk bagpå bussen, så traileren med oppakningen af, reservehjulet frem og så i gang med at skifte dækket. Det betød samtidig, at vi nu var godt en time forsinket, og Peter sagde, at aftensmaden nu ville blive klokken 10.30 … om aftenen. Vi troede han bluffede, men vi skulle blive klogere.
Vi nåede frem til vores Kings Canyon, hvor vi skulle ud på en tre en halv times trektur rundt i området. Vi havde fået strenge instrukser på at medbringe 3 liter vand, hver, da det var så meget, vi skulle drikke på sådan en tur. Parret fra Hongkong havde en liter vand og en halv liter mælk med, så de blev nægtet at komme med på turen. Lidt målløse begyndte vi andre vores tur op ad 'Heart Attack Hill' - vi fandt hurtigt ud af, hvor navnet kom fra. Hold da op en stejl bakke … Så var vi ligesom i gang! Kings Canyon er en stor klippeblok som gennem mange millioner år er blevet eroderet af vind og vejr, så der nu er en stor dal. Det sjove er, at dalen i toppen er slidt væk, mens det i bunden stort set ikke har taget 'skade'. Det skyldes de forskellige stenarter i dalen, hvor den i bunden er hårdere og derfor kan modstå vejret. The red center har fået navn efter områdets røde farve, som skyldes jorden store indhold af jern, eller rettere oxideret jern. Det var en vild fed oplevelse at gå rundt oppe på toppen af 'bjerget' og kigge ned i den røde dal. Turen rundt blev dog gået ret hurtigt i et forsøg på at hente noget af den tabte tid fra tidligere. Lidt ærgerligt, men det ville også være træls at skulle spise aftensmad klokken 22.30! På turen fik Simon spurgt ind til aboriginerne, vi havde set både i Cairns, men også her i Alice. Om de bare var dovne og fik penge fra staten, eller hvad der lige foregik. Peter fortalte, at der cirka er 10 % af aboriginerne, som drikker alkohol (og ikke kan styre det), så de er blevet udstødt af deres stammer. Derfor sidder de dagen lang på gaden med en øl i hånden og får penge af staten. Tragisk, men sådan er det hernede. Klokken fire kørte vi tilbage af, hvor i nærheden af den lille by eller tankstation Curtin Springs skulle overnatte. På vejen gjorde vi stop sammen med den anden bus for at samle brænde til bålet om aftenen og den efterfølgende aften. Det tog sin tid, så da klokken var halv syv, da vi gjorde hold i Curtin Springs for at tanke og købe øl til de næste to dage. Ejerne af tankstation (og bottleshop'en) ejede også farmen omkring, så som tak for, at vi købte alkohol der, kunne vi bo gratis på en lille campground i nærheden. Det betød ikke så meget, at vi brugte en lille del af deres 100.000 acres eller 250.000 hektar store farm. Wow.
Vi fik tændt bålet, gjort gryderne med maden klar og så var det ellers bare at vente til det hele var kogt over bålet. Maden var faktisk færdig klokken 21.30, så hvis vi ikke havde gået turen i Kings Canyon ligeså hurtigt som vi gjorde, havde vi nok spist meget senere. Menuen stod på kogte gulerødder og kartofler, en form for kødsovs, ris og så damper, rigtig australsk outback brød. Det lyder ikke at meget, men det var virkelig, virkelig godt. Det var rigtig hyggeligt at sidde med de 42 andre backpackere rundt om bålet og indtage vores aftensmad. Vi lærte især Peter og Lora, et engelsk par fra England at kende, samt de to danske piger Tanja og Pernille at kende. Tanja og Pernille er begge fra Silkeborg - ja, verden er lille! Pernille har endda gået på Gymnasiet, så der var meget at snakke om. Da vi havde fået vasket op, var det tid til at blive undervist i, hvordan vi skulle redde vores seng for natten. Vi skulle nemlig sove under åben himmel, en rigtig bushcamp. Vi havde lejet soveposer, men det var heldigvis ikke det eneste, vi skulle have over os. Nej, vi skulle gøre det på australsk maner, så vi blev instrueret i, hvordan man brugte en 'swag'. En lille kanvaspube, som vi skulle krybe ned i sammen med soveposen. På trods af vi nærmede os de 0 grader den nat, stod vi faktisk op uden at være blevet syge, så helt gal var den ikke.
Vi blev vækket klokken 05.30, hvor de to guider Peter og Flinders havde gjort morgenmaden klar, brød og cornflakes. Vi kunne endda riste brødet hen over et lille gasblus, ren luksus! Klokken halv syv var vi afsted igen, så pigerne kunne komme på toilet. Der var nemlig ikke noget toilet, nej, ikke engang et hul i jorden ude ved bushcampen, så det var sjovt at se alle piger løbe ind på toiletterne, da vi ankom til campingpladsen i Yulara, byen der ligger lige inden nationalparken. Der var også her vi skulle sove om aftenen, så vi fik smidt det sidste brænde af, inden vi alle gik ind for at tage et bad. Den anden bus var dog kommet før os, så der var hverken tryk eller varme. Super. Det blev derfor ikke til nogen hårvask, men sådan var det jo. Klokken 9 gjorde vi hold ved dagens første destination, Kata Tjuta. Kata Tjuta er aborigines og betyder noget i retning af 'mange hoveder'. Området har fået navnet, da det faktisk ligner en masse hoveder, der stikker op af jorden. Der er 36 store, røde klippebjerge. Området er faktisk helligt, men aboriginerne har gået med til at lave en sti i området, som ikke tager turisterne hen til de hellige områder. Heldigvis for det, for hold fast det var fedt at se. Det var igen en lang hård tur på tre timer, men det var det hele værd, da vi gjorde hold i vindenes dal. Her stod vi og havde to store bjerge på hver sin side, mens vi kunne se ud på fire 'hoveder' der strittede op. Igen, wow. Herefter kørte vi til kulturcenteret, hvor det ikke er tilladt at tage billeder af respekt for aboriginerne.
Inden havde vi fået til opgave at finde ud af, hvilken af historierne derinde, der hang sammen med hullerne i den nordvestlige side af Uluru (Ayers Rock). Der var en øl på håndkant, men ingen syntes at have interesse i den. Da vi kom ud i bussen igen, havde ingen gjort krav på øllen, så Simon spurgte, om det ikke var den og den historie … Jo, det var det da, så en gratis øl den næste aften på The Rock Bar, fedt, ikke? Nej, ikke virkelig for han skulle nemlig op og sidde helt foran i den lille bus foran 20 andre backpackere, hvor han så skulle fortælle hele historien om Lungkata. Heldigvis fik han lidt hjælp af Peter, som sagde ordene. ;-) Vi kørte lidt videre rundt om Uluru, hvor de to guider to os rundt på en lille tur af den ti kilometer lange tur omkring stenen, som vi selv skulle gå dagen efter. Videre derfra kørte vi til en plads, hvor vi skulle se solnedgangen over Uluru. Imens vi alle stod, så og tog billeder af stenens farveskift, tilberedte Pete vores aftensmad, en nudel/kylling-ret. Igen super lækkert! Det var virkelig fedt at stå og se solnedgangen, mens vi nød god mad og en kold øl! Aftenen blev tilbragt rundt om bålet, hvor vi spillede spil - det var rigtig hyggeligt, og vi lærte at kende de andre på turen rigtig godt!
Den anden gruppe havde gået lidt amok i alkohollen, så da vi blev vækket af Pete klokken 05.30 morgenen efter, blev vi spurgt, om vi havde set Flinders, den anden guide, for han kunne ikke finde ham, hvor han plejede at sove. Det var lidt sjovt at se ham med tømmermænd fra morgenstunden af, ligesom de mange irere, der også havde taget sin tørn. Vi kørte afsted mod den samme plads fra aftenen før, hvor vi nu skulle se solopgangen ved Uluru samtidig med vi spiste morgenmad. Igen, wow. Fra en sort silhuet til at være badet en helt gult sollys, det var virkelig fedt. Efter det kørte de os over til stenen, hvor vi blev tilbudt at bestige den. Selvfølgelig tænkte vi, det er da det, som man bare skal, når man besøger Uluru.
De to guider ville dog gerne snakke med os først, da de som guider i nationalparken, skulle repræsentere begge synpunkter. Nationalparken bestyres af 12 personer, fire mænd og fire kvinder fra aboriginerne og så fire mænd fra regeringen. Guiderne havde tre grunde til vi ikke skulle bestige Uluru. Den første var sikkerhed - det er en meget stejl opstigning, hvor 36 personer er døde. Der er ingen trapper, kun et lille hegn, som man kan støtte sig til. Hegnet er fra 1950'erne og ville være blevet fjernet, hvis det havde været i hvilken som helst anden australsk stat. Den anden grund er aboriginerne. Uluru er hellig for dem. De spurgte, om vi var religiøse, hvilket mange sagde nej til. Så spurgte de, om de synes det var ok, hvis der kom en flok kinesere ind i vores domkirker, sprang over afspærringen, måske lige ridsede deres navn i alteret, tissede omme bagved og så videre. Nej, det ville vi da i hvert fald ikke have! Det er samme deal her - Uluru er aboriginernes alter. Den tredje grund er den synlige 'skade' som bestigningen har givet - langs det lille hegn er der nu en stor fed hvid streg, den hvide ar, kalde aboriginerne det, efter folk har gået op og ned. Hvorfor kan man så bestige stenen? Fordi én mand, turistministeren, tror, at al turismen i området vil dø, hvis man lukker for bestigningen. Én mand ud af 12. Hvis der sker bare én ulykke mere, bliver det dog lukket. Efter den lille snak, havde ingen ikke rigtig lyst til at bestige stenen. Vi måtte gerne, det var ikke det, vi havde bare hørt historien bag det hele. Det skal også siges, at stenen faktisk var lukket for bestigning den dag på grund af for kraftig vind, så vi kunne ikke have kommet op, hvis vi ville.
Vi fik i stedet den ti kilometer lange tur rundt om stenen, som også var fantastisk. Denne tur var mere flad og ikke så stenet, som de to andre ture, så vores gruppe gik i én stor samlet flok og snakkede. Det var rigtig godt. Vi var færdige ved stenen omkring halv tolv, hvor vi sat næsen mod Alice Springs igen. 2,5 timer senere gjorde vi hold ved den samme tankstation, hvor vi havde gjorde hold ved på vejen ud. Vi fik spist lidt middagsmad, og så gik turen videre hjem. På vejen hjem gjorde vi nogle små stop, hvor det sidste var ved skiltet inden Alice Springs. Her skulle vi taget det sidste gruppebillede, men inden skulle der lige udkæmpes en krig. Under hele turen havde Pete siddet oppe foran med sin vandpistol, som var blevet flittigt brugt under hele turen. Der var nogle bestemte regler, vi skulle overholde, heriblandt snakke engelsk, som de fire franske piger især havde svært ved! Det var ikke så sjovt at sidde bag ved dem, når Pete begyndte på vandplaskeriet. Men her ved stenen, havde de franske piger gjort oprør, ja, en fransk revolution, så de fik fyldt deres 1,5 liters vandflasker op med isvand fra 'eski'en' og gik ellers til angreb på Pete til stor fryd for os andre! Vi blev sat af på hostelet klokken fem, så vi havde lige et par timer, inden vi skulle mødes på The Rock Bar, hvor vi skulle have fælles aftensmad og et par øl efter.
Pete havde en plan om, at vores gruppe skulle drikke Flinders gruppe under. Vi var dog lidt mistroiske, da den anden gruppe havde fem irere … Men da klokken slog et, var der ikke mange fra den anden gruppe tilbage! Yes, det er vist første gang, vi har prøvet at drikke irere under. At de også havde drukket aftenen før er lige meget! Det var en rigtig, rigtig sjov aften. Vi havde fået et rigtig godt sammenhold i gruppen, hvor alle snakkede med hinanden på kryds og tværs. Det var så fedt! Bare ikke onsdag morgen, da vi stod op. Av. Det samme galt for resten af gruppen, som alle gik glip af morgenmaden på hostelet, da vi sov for længe. Vi blev derfor enige om at gå ind til byen og finde et eller andet. Så her sad vi og fik rigtig tømmermandsmad, hele gruppen, alle i samme båd. Igen, det var rigtig fedt og hyggeligt! Der var nogen, der allerede skulle afsted onsdag, så vi fik sagt farvel og aftalt, at hvis vi skulle besøge hinandens lande, skulle vi endelig sige til! Så hvis vi gerne vil besøge London, Paris, Toulouse, Koln eller 'bare' Hongkong, har vi nu vores egne lokale guider.
Torsdag morgen tog vi en taxi ud til lufthavnen sammen med Peter, Lora og Harred (australier), som alle skulle med flyet til Sydney. Klokken to ankom vi til lufthavnen, og kort tid efter var vi igen ved hostelet, hvor vi fik fat i vores kufferter. Fredag blev brugt på at gå en runde omkring Operahuset og videre ind i botanisk have i bragende solskin og blå himmel, flottere kunne det ikke blive. Lidt shopping op ad George St. blev det også til, inden vi igen kom tilbage på hostelet for at pakke vores kufferter ned, så de var klar til næste dag. Den sidste rigtige aftensmad i Australien blev, selvfølgelig, spist på Hard Rock Cafe. Vores fly hjemad var klokken 21, så vi skulle også have lørdagen til at gå i Sydney. Vi ville checke ind på flyet om morgenen, men den lille kineser i receptionen sagde, at computeren var gået i stykker. Skærmen var frosset fast, og de vidste ikke, hun var tæt på at ringe efter en it-ekspert. Simon tog stykket ud, satte det i igen og wupti skærmen virkede igen. Den lille kineser nærmest krammede Simon i glæde over ikke at skulle ringe efter en - vi skulle have vores tasker til at stå på hostelet, og skulle egentlig have betalt for det, men på grund den lille episode, fik vi opbevaret vores tasker gratis.
Lørdag fik vi til at gå med et besøg i voksmuseet, Madam Tassaud, lidt mere shopping og en kop kaffe på Starbucks, inden vi tog taxien ud til lufthavnen omkring klokken fem. I skrivende stund sidder vi på flyet til Dubai, hvor vi lander om små ni timer. Vi flyver i en kæmpe (!) Airbus 380-800 med to etager, tonsvis af musik, film med videre og ja, wifi, så vi kan ligge dette blogindlæg op. Om godt og vel 20 timer lander vi i Kastrup lufthavn, og så var det det. Det er ikke rigtig gået op for os endnu … Hvis vi kunne var vi nok bare blevet. Altså hvis de derhjemme, kunne komme ned og besøge os vel og mærke. :-) Ej det har været en super fantastisk tur, som vi aldrig nogensinde vil glemme. Det er en tur, hvor vi har mødt så mange utrolige mennesker, og hvor vi har lært så meget - ikke mindst om os selv. Vi vil i den grad anbefale alle at tage et smut forbi dette fantastiske land, men tillad Jer at holde en god lang ferie hernede, for der er bare SÅ meget at se. Det er i hvert fald ikke sidste gang, vi sætter vores fødder Down Under!
- comments