Profile
Blog
Photos
Videos
Paa hostlet i Cartagena fik vi tjaalet en "dagstaske", med lidt penge, mit regnslag og vores GUIDBOG i! Den 22. febuar forlod Mathias og jeg Cartagena for at tage til Santa Marta, hvor vi efter en lille gaa/taxa/bus tur paa sammenlagt o. 4 timer ankom til vores hostel "the Dreamer Hostel". Paa dette hostel er der den soedeste hollandske ansatte, som fik medlidenhed med os og skaenkede os en guidbog. Her moedtes vi senere paa aften en pige fra Arizona, Cara, som vi ogsaa havdet boet sammen med paa det forrige hostel. Den 23. satte Cara og jeg os bag paa to motorcykler for at tage ud til den vidunderlig strand "Bahia Concha". Der var ikke mange mennesker, og vi noed solen og vandet. Nogle overklasse colombianere gav os oel og et fraekt tilbud paa deres yacht, men vi takkede paent nej tak. Om eftermiddagen henvendt to fyrrer sig og tog os med laengere nedde paa stranden, hvor de hev fisk i land. "Min" motorcykel koerte en slange over, og vi koerte igennem tvivlsomme vandhuller og grus-"veje", men det var noget saa ueksotisk som et bistik, som blev "farren" for mig. Jeg matte tilbringe en uge paa piller og med diverse creme.
Den efterfoelgende dag, tog vi alle tre (Cara, Mathias og jeg) afsted paa en fem dages "Giudad Perida"-trek (Lost City-trek). The Lost City er en gammel ruin fra omkring 700 AD, der ligger midt i junglen. Den blev foerst opdaget i 1972 af gravroevere, og siden i 1975 af militaeret, der der opstod drab mellem roeverene. Der har siden vaeret en del uroligheder i det omraade, men efter indskaerbning af militaeret, har der ikke vaeret kidnapninger siden 2005. I vores gruppe var vi 4 piger og 5 fyrrer: to kvinder fra Holland, Cara, jeg, to stille, men sjove fyrrer fra L.A., en meget selvglad fyr fra Canada, en super soed fyr fra Austarlien og Mathias. Vi havde en ekstrem skoer guid, som alle i gruppen kom til at holde meget af. Af en eller anden ukendt grund havde han dog udvalgt mig til at vaere hans "kaereste", saa jeg maatte kaempe en smule for at komme udenfor hans armes raekkevidde. Han tilboed ogsaa at baere min bagage, men jeg takkede paent nej tak.
Vi fik KONSTANT mad paa turen. Maden var god af "treking-kost" at vaere, men meget olieret! Foerste dag gik vi 4 timer. Det meste af turen var op ad bakke og i staerk sol. Om natten sov vi i haengekoejer. Allerede den foerste dag fik jeg store vabler paa haelene, som udviklede sig til koedsaar, som jeg maatte kaempe med resten af turen. Jeg har vaeret MEGET taknemlig for faster Lones "first aid"-set! Anden og tredje dag var ogsaa et let trek paa omkring fem timer. Paa trejde dagen skulle vi have set "the Lost City", men vejret var for taaget. Derfor havde vi den fjerde dag en LANG dag. Vi gik om morgenen op til ruinen, som var helt fantastisk. Bagefter skulle vi gaa to dages trek. Det begyndte at regne hver dag klokken 12, men de andre dage var vi staaet tidligt op, saaledes at vi var fremme til det sted, hvor vi skulle sove inden regnen kom. Denne dag matte vi gaa i 11 timer - fem af dem i staerk regnvejr. Vi havde tidligere skulle krydse floder, hvor vi forsigtigt havde afmonteret vores sko og gaaet over med skoene i haanden, men nu blev visse stier forvandlet til mudderhuller af "Roskilde"-dimension, mens andre blev til floder, og vandet gik os ofte til knaene, saa ALT blev gennembloedt, selv det toej som laa i rygsaekken. Fordi regnskoven er saa vaad, er det umuligt at faa toeret toejet, saa den sidste nat og dag bestod vores grupope af en halv snes mennesker i drivvaadt toej. Den sidste dag paa trekket vaagnet vi sent. Om morgen plejede giuden at vaekke os ved en 5-6 tiden, men denne morgen blev vi ikke vaekket. Grunden der til var hoejst sandsynlig, at vores guid var utrolig fuld. Trods han tidligere havde fortalt mig, at han var sidst i trediverne, mente han, at han denne dag blev 50. Det kan der vaere noget om, for familien som vi sov hos den nat, blev ved med at smadre aeg i hoved paa guiden, hvilket aabenbart er foedselsdags traditionen her. Denne dag skulle vi have besoegt en kokain-fabrik, som vores guid havde kontakter til, men ejeren af fabrikken kom ned og fortalte os, at vi maatte aflyse "udflugten", da militaeret havde braendt en af hans andre fabrikker i omraadet ned dagen forinden, og at det derfor var for farligt. Saa vi begyndt i stedet trekket hjem i regnen.
Om aften efter vi var kommet hjem fra trekket, og havde faaet et LANGT bad og TOERT, RENT toej, moedtes vi i byen med resten af vores "trek-gruppe". Det var super hyggeligt, men jeg blev MEGET fuld, og havde det elendigt hele den neaste dag (de svarede til mine "post-doktorfest"-tilstand). Men toemmermeand eller ej, Mathias, Cara og jeg skulle til Tayrona National Park - en fantastisk "jungle-park" med himmelske strande. I mens jeg laa uden af stand til at roere mig, tog Cara og Mathias ud for at koebe provianter, og saa gik vandringsturen ellers afsted, med mig svagende paa mine stolper i tre timer. Vi skulle have sovet i haengekoejer, men disse var udbooket pga. carnevalet, saa vi blev tvunget til at sove i et telt, hvor der godt nok var madrasser, men de var gaaet i mug. Ingen af os tre har aldrig sovet saa klamt foer. Vi vaagnede alle i loebet af natten, fordi vi ikke kunne traekke vejret, da al ilten blev forbrugt paa raadningsprocessen. Den efterfoelgende nat fik vi heldigvis tre haengekoejer! Tiden i pakken var fantastisk afslappende ovenpaa starbasserne i junglen. Vi laa paa stranden hele dagen, som kun blev afloest af doeb i det tjerkis-blaa hav, naar solens grillende effekt blev for meget. I gaar tog vi saa tilbage til vores hostel, og Cara efterlod os - hun skulle hjem efter 6 maander i Sydamerika.
Mathias og jeg havde egentlig besluttet os for at tage til Venezuela og bo hos en af Joses venner i Caracas, som stadig bor i det samme bygningskompleks, som Jose gjorde. Vennen ville saa visse os rundt i Caracas, og med hans kendskab til byen taenkte vi det ikke ville vaere for farligt (Caracas gaar lige nu her nede for at vaere den farligste by i verden). Jose havde derfor tanker om at moede os der. Desvaerre har jeg vaeret tvunget til at love Jose, at jeg ikke tager til Caracas, da det aabenbart var sluppet ud i bygningskomplekset, at jeg kom, og Jose derefter modtog hentydninger til at folk fra bygningen planlaegger at kidnappe mig. Jose har dog lovet mig, at han vil vise mig Venezuela i den naermere fremtid - vi skal bare tage afsted, uden nogen ved noget, saa ingen kan naa at planlaegge et overfald.
Der sker simpelthen saa meget hele tiden! Jeg moeder saa mange fantastiske mennesker og oplever saa mange fantastiske ting, at jeg umuligt har kunne faa det hele med, men nu har I faaet nogen hovedbegivenhederne, og det vigtigste af det hele skal I have: Jeg er lykkelig (selvom det er haardt uden kaersten).
I dag har vi koebt kostumer i stor stil, for de neaste to dage staar den paa det naest stoerste karneval i verden: Baranquilla!
- comments