Profile
Blog
Photos
Videos
Efter 13 dage paa det samme hostel tog vi kl. 5 om morgenen, paa Mias foe
dselsdag, af sted mod Machu Picchu! Hoejdepunktet som vi efterhaanden havde ventet laenge paa. Nogle af de andre trekdeltager havde vi moedt dagen foer. Resten moedte vi i bussen. Vi var 12 i gruppen, og det hele tegnede godt.
Inka Trail er langt det mest berømte trek i Sydamerika, som skal bookes flere maaneder i forvejen. Paa trods af det havde vores firma 2 dage inden stadigvaek ikke styr paa, at vi rent faktisk havde betalt for hele turen. Det er ikke saa sjovt at faa en ekstra regning paa 750$ faa dage inden man skal af sted paa et trek. Det blev heldigvis ordnet takket vaere vores nye ven Mads, som kan spansk!
Selve turen er 43 kilometer lang og bevaeger sig gennem smukke bjerglandskaber, frodige sky-skove, subtropiske jungler og selvfølgelig en fantastisk blanding af inka brosten, ruiner og tunneler - we survived all the stairs!
Dag 1 startede turen med indsamling af passagerer og derefter af sted gennem snoede landskaber til Ollantaytambo, hvor vi kunne koebe morgenmad. Vi koebte slik i stedet for :) Her fik Mia sin foedselsdagsgave - en stor fed lama, af lama! Tusind tak venner! Nanna havde allerede doebt den Max Albinus, fordi hun konstant forveksler Mias isbjoern Marius Rask med Max Albinus. Nu er der chance for, at hun rent faktisk rammer rigtigt!
Han fik straks stamplads i Mias backpack med hovedet stikkende ud til skue for andre. Blev hurtigt kendt som the lama girl!
Efter det gik turen til "Kilometer 82", hvor Inka Trail starter. 12 km skulle tilbagelaegges.
Det startede godt ud med (foer vi overhovedet var kommet i gang), at de andre pludselig var lavet af glas. De var blevet lovet, at de ikke skulle baere deres egne liggeunderlag (fair nok!) og det skulle de pludselig. Stor tumult. Dernaest var der tre engelske piger, der var blevet lovet, at de ikke skulle baere de soveposer, de havde laant af selskabet. Endnu stoerre tumult. "Det staar i vores kontrakt, at.." - de var alle jurister! Prinsesserne blev de doebt..
I forvejen havde vi ingenting at slaebe paa i forhold til Bariloche, hvor vi maatte baere al vores mad til 5 dage + et telt. Derfor tog vi vores egne liggeunderlag og spaendte paa vores tasker. Stor tumult. I forvejen bestod vores baggage af lort: 1 lama af lama, 1 isbjoernebamse, 1 uglebamse, 3 kaempehatte af lama, 1 Nutellaglas, kaerlighedstape osv. Saa kan man altsaa godt baere sit eget lort selv!
Af sted kom vi langt om laenge, med et meget daarligt indtryk af de andre i vores gruppe.
Efter 5 min var der pause - saadan blev det ved!
Vi krydsede Vilcanota floden og fulgte stien langs den i et rask tempo. Alle de pauser var til at blive idiot af. Lidt som nogle hoejroevede idioter gik vi for os selv - uden gruppe, uden guide. Det var lidt et andet tempo og svaerhedsgrad end Bariloche. Efter lidt tid fik vi et foredrag om Inkaerne af vores guide Lenin (hehe, fnis) i bagende sol. Hans engelsk var ikke fantastisk, men hans indlevelse er en ren 12´er! Det var lange 30 minutter.
Derefter fortsatte turen til Patallacta, en flot og velbevaret ruin. Nyt foredrag og de foerste klager fra de andre om, hvor haardt turen var. Herefter var der frokost. Forest blev en presenning lagt ud saa vores tasker ikke blev beskidte. Derefter kunne vi gaa ind i et kaempe taelt med borde og stole, hvor en fin dug var spredt ud, for herefter at aede sig stor og fed i en treretters menu.
Overhovedet ikke hvad vi havde regnet en trektur for at skulle vaere!
Efter det gik turen op ad og for foerste gang kunne man maerke i benene, at de rent faktisk blev brugt. I en hoejde af 2950m slog vi lejr. Fik lidt toert toej paa og ventede paa aftensmaden. Telte og det hele var allerede slaaet op af vores baerere.
Til aftensmaden var samtaleemnet igen om, hvor haardt det havde vaeret osv. Vi var ret saa negative paa vores gruppe. Gik i seng!
Dag 2 startede 5:30 og skulle eftersigende vaere den haardeste, saa pludselig skulle alle i vores gruppe have baaret deres ting af vores baerere. Man kunne betale sig fra det. Det var der en polak, der havde gjort hele turen, da hun aabenbart var lavet af glas og ikke kunne undvaere sin make-up eller lyseroede sandaler, men paa dag 2 fulgte flere med. Bl.a. den 27aarig James, der udadtil lignede en almindelig adraet fyr, men indvendigt var ved at doe, hvis det blot gik ligeud! Hvis han var vores kaereste, ville han ikke engang kunne baere vores baggage op ad en bakke! Turn off at vaere manden i et forhold, hvis man er kvinde. I vores gruppe var ogsaa en anden polak, der var sindssygt baelgoejet. Lidt forvirrende at snakke med. Hun blev doebt Oejnene!
Det var ogsaa den morgen, hvor vi skulle praesenteres for vores baerere. Alle gik paa runte og fortalte navn, civilstatus og land. Da vi naaede til Mia sagde vores guide: Yes, this is the baby of our group. Only 15! Noo? 16? 18? 20? - 22, men tak for det!
Af sted gik det. Vores guides, der altid var baggest, havde dagen foer erfaret, at vi gerne ville have tempo paa og aftalte derfor med os, at vi maatte vente paa toppen af Death Womans Pass. En dag med 11km foran startede.
Foerst en klatretur gennem stejle skove og i stigende grad spektakulære terræn, som efter kun 1 time og 50 minutter bragte Asge til toppen af Death Womans Pass 4200m. Vi fik hurtigt selskab af en fransk politimand fra vores gruppe, J.C., der arbejder i New York, som ogsaa gerne ville have fart paa. Ham og hans kone var det glade bidrag til vores gruppe og vores holdning til de forskellige personer begyndte langsomt at aendre sig. De var rigtig cool. Asge og J.C. havde en lille duel koerende om at naa frem foerst. Tror det stod ret lige efter de 4 dage. Mia fulgtes med de to polakers veninde Sara fra England, som virkelig viste karakter paa dag 2. Nanna var ret sloej, da vi startede dagen, men naaede toppen efter lidt over 2 timer alligevel. Her var der tid til at traekke vejret foer prinsesserne kom efter 3 timer.
Efter toppen gik det nedad af stejle stentrapper indtil vi naaede Pacamayo-
dalen, hvor vores treretters menu igen blev serveret. Hernaest en stigning til ruinen Runkuracay og 10 min gang (eller 45min i foelge vores guide) til dagens sidste top. Det var fra her, at indtrykket af prinsesserne blev bedre, lidt af uforklarelige grunde, men der skete bare et eller andet. Anden camp blev Chaquiqocha 3680m - traette og tilfredse.
Dag 3 er den flotteste dag (ca. 16 km) og bevaeger sig paa
stier ned i storslåede sky-skove fuld af orkideer, hængende mos, træ bregner og blomster, der passerer gennem en Inka tunnel, hugget ind i klippen, på vejen.
Sporet ender paa toppen af 3. pas (3.700 m), hvor udsigten fra passet tilbyder fremragende udsigt over flere snedækkede tinder, herunder Salkantay (6.271 m) og Veronica (5.750 m). Det skulle vi selvfoelgelig forevige, hvilket blev gjort med noegenbilleder paa en bakketop med fantastisk landskab i baggrunden! Et rent tag-selv-bord for sandflies med al den noegne hud. Herefter fik vi endnu et foredrag i bagende sol ved endnu en ruin foer vejen igen gik ned ad stejle inkatrapper til ruinen Phuyupatamarca, den mest imponerende Inka ruin hidtil.
Til sidst slog vi lejr i Wiñay Wayna, hvor alle dem, der er paa Inka Trail moedes inden Machu Picchu dagen oprinder.
Aftenen var rigtig hyggelig. Der blev diskuteret serier, web sites, familie, forhold, fortalt gode historier osv. De mennesker vi var omringet af var egentlig gode nok i sig selv! De var bare paa udebane i forhold til deres vante omgivelser..
Dag 4 er dagen, man har ventet paa. Dagen starter kl. 4 om morgenen, hvor man skynder sig hen til check point for at faa adgang til de sidste trapper inden Machu Picchu, saa man kan se det i solopgang. Her chekker man ind i sin gruppe, men da Asge var den sidste vi manglede, var der en stor lorte amerikaner, der ikke ville lade ham komme forbi. Taenk nu, hvis hans oejne ikke var de foerste, der ville se Machu Picchu ved solopgang. Sporet smyger sig op ad en bjergside og ind i cloudforest før de kom til en næsten lodret trappe, der fører op til det alle har ventet paa: Intipunku (The Sun Gate). Ikke saerlig fascinerende, men udsigten bagefter - storslaaet! Line, som vi moedte i Valparaiso og igen i Cusco, var der paa samme tid og sammen sad vi paa toppen af nedstigningen og saa solen staa op over Machu Picchu. Selvfoelgelig med ugle, med lama, med isbjoern og tre grimme lamahuer og en skinkesandwich.
Herefter en rundvisning og alt for mange billeder af Machu Picchu og alle ruinerne foer turen gik tilbage til Aguas Caliente, hvor alle dem, der ikke kan komme paa Inka Trail maa tage til. Spise frokost. Hygge os med de andre og tage toget tilbage til Cusco. De tre prinsesser ville gerne have haft, at vi blev laengere i Cusco, hvilket kunne have vaeret sjovt nu, hvor vi rent faktisk var kommet ind paa livet af hinanden, men vi vidste, at turen skulle fortsaette til Lima dagen efter.
Varmt bad og i seng - en dejlig tur til Machu Picchu vel overstaaet!
- comments