Profile
Blog
Photos
Videos
Uge 16-17: Forkerte bøsser, dansk kulturimperialisme, bombepanik og Den Ægte Barmhjertige Samaritane
Jerusalem, Israel
Uge 16-17: Forkerte bøsser, dansk kulturimperialisme, bombepanik og Den Ægte Barmhjertige Samaritaner
Fredag den 8. juni oprandt tiden endelig, hvor Tel Avivs LGBT-miljø indtog gader og stræder. For de ikke-indviede: LGBT står for 'Lesbian, Gay, Bisexual & Transgender'. Matti og jeg tog sammen med Bjarke og Ditte og Anne Sofie - to danske piger, der har studeret i Haifa og var på besøg hos os i Tel Aviv - ned for at sætte Danmarks præg på Pride Parade. Paraden startede tidligt på eftermiddagen og begav sig ad en 1½ kilometer lang rute ned til stranden. Som det fremgår af det fotoalbum, jeg lagde på Facebook den 10. juni, var deltagerne i paraden klædt farverigt og dristigt ud. Matti og jeg var ingen undtagelse. For at holde stilen fra Purim, hvor vi var klædt ud som Blues Brothers, havde vi iklædt os de samme sorte selskabssko, sorte bukser, seler og slips - men ingen skjorte. Vi var 'The no-shirt Blues Brothers'. Der var titusindvis af mennesker i alle aldre, hudfarver, køn og seksuel orientering. Dertil var der en række udsmykke vogne, hvor de mest udskejende repræsentanter fra LGBT-miljøet fik lov at føre sig frem. På vejen gik vi forbi to homoseksuelle, som kiggede efter os og snakkede om os på hebraisk. Men Matti kunne forstå hvad de sagde: "Se dem der. De er ikke rigtige bøsser - de drikker øl!". Det var skuffende at erfare, at vi til trods for udklædning og skuespil stadig ikke kunne fremstå som ægte bøsser.
Efter 2 timers strækmarch med skingrende homoseksualitet og flere rosende kommentarer til både Matti og jeg selv, ankom optoget til stranden. Her var der sat festival-hegn op for at markere den zone, hvor det var meningen af paradens deltagere skulle bade. Samtidig skulle hegnet beskytte de tilbageværende og uforberedte børnefamilier mod de fremstormende horder af LGBT'ere og deres udskejelser. Det lykkedes ikke helt. Der var så mange paradedeltagere på stranden, at de på ingen måde kunne/gad holde sig inden for gayzonen. Matti og jeg iklædte os badetøj og tog en hurtig dukkert… stadig med seler på selvfølgelig. Om aftenen lavede Anne Sofie og Ditte mesterlig festmiddag til os, hvorefter vi tog i byen. Lørdag plejede vi tømmermænd, inden vi tog på vores lokale sportsbar og så Danmark fortjent og overlegent destruere Holland ved EM i fodbold.
Den efterfølgende fredag påbegyndte jeg en lang weekend i de besatte palæstinensiske områder, da jeg først tog til Østjerusalem, hvor Anders havde inviteret til stor grillmiddag i sin gårdhave midt i Den Gamle By. Anders havde også inviteret sin medpraktikant fra Ramallah, Synne, Bjarke, en praktikant fra EU's repræsentation i Jerusalem samt to af Synnes venner. Mens pigerne sad ved bordet og ventede, stod mændene ved grillen og passede kødet, mens de drak pilsnere. Med denne danske kulturimperialisme føltes det som at have startet en dansk bosættelse midt i Den Gamle By. Efter maden gik vi op på Anders' tagterrasse og drak vodkadrinks, alt imens vi nød udsigten over Tempelbjerget og Al Aqsa Moskeen.
Lørdag formiddag tog Anders og jeg til Nablus. På vejen dertil kommer man forbi mange af de israelske bosættelser, som ligger på bakketoppene hele vejen dertil og skuler ned mod de palæstinensiske landsbyer i dalene og dermed spolerer et ellers fantastisk flot landskab. Man får et rigtig godt indblik i bosættelses-problematikken ved sådan at se bosættelserne live. Nablus ligger selv i en del mellem to bjerge, men flere bygninger ligger på skråningerne, hvilket skaber en slags 'gryde'-fornemmelse af byen, som får byen til at virke meget kompakt. Det gamle byområde fra ottomannisk tid minder meget om det i Jerusalem men adskiller sig derved, at gaderne er smallere, butikkerne mindre, og turisterne er fraværende. Det gør det til en mere hektisk og autentisk oplevelse end i Jerusalem. Derudover er der flere flotte moskeer og et gammelt klokketårn i Nablus' gamle kvarter. Flere steder er der tegn på, at Nablus har været et af arnestederne for modstanden mod den israelske besættelse. Rundt om i byen hænger der martyrplakater, der glorificerer omkomne i krigen mod besættelsen og opfordrer unge til at melde sig (se billede). Flere steder hænger der også plakater af Yassir Arafat og Saddam Hussein, som begge er populære på disse kanter.
Det ene af de to bjerge, der omkranser Nablus, er Garazimbjerget. Det siges at være det bjerg, hvorfra Gud tog det ler, som Adam blev lavet af. Samtidig er Garazim eftersigende den første del Gud lavede, da han skabte jorden. På toppen ligger den ene af de to ægte samaritanske byer, der er tilbage på verdensplan. Samaritanerne er en udbrydergruppe af jødedommen, og der er mindre end 1000 tilbage i alt Israel og Palæstina. Halvdelen af dem bor i landsbyen på toppen af Garazim. Samaritanerne har historisk set kun giftet sig og fået børn med partnere inden for religionen - ligesom ultra-ortodokse jøder - og har heller ikke accepteret konvertitter. Men på grund af den begrænsede befolkningsmængde, har der været et væsentligt element af indavl. Det er efter århundreder begyndt at afspejle sig i samaritanernes fysiske og mentale karakter. De er bl.a. mere modtagelige over for genetisk betingede sygdomme o.lign. Ifølge Anders' room mate fra Jerusalem gør det, at en tur ind i landsbyen er som at medvirke i en scene fra zombiefilmen 'Resident Evil', fordi indbyggerne, som resultat af indavlen, virker lettere retarderede og besidder flere fysiske særpræg som eksempelvis udbredt knogleskørhed. Måske var zombie-referencen en anelse overdreven - men det var bestemt derovre af. Den første person, Anders og jeg så, var en kvinde tydeligvis ramt af omfattende knogleskørhed, som kom vraltende på to krykker med en stemmeføring som tv-kendisserne Morten og Peter. Senere så vi en hundeejer, der var ude og lufte sin hund. Helt i tråd med den herskende zombie-stemning, havde hunden flere pelsløse pletter, røde søvnige øjne, og en sværm af fluer sværmende rundt om sit hoved. Det mest virkelige eksempel på en zombie-hund, jeg nogensinde har set. Vi fik også set en lokal legeplads, hvor alting var rustent, i stykker og forladt. Ingen børn legede der, og den eneste bevægelse var fra de knirkende gynger, der vuggede i vinden - præcis som i gyserfilm.
Anders og jeg havde valgt at komme derop på shabbaten. Derfor var alle byens mænd på vej ned til shabbatmesse iført hvide kjortler og fez. Enkelte af dem - måske de ældre og vigtige - havde viklet et hvidt klæde rundt om fezens sider men stadig med den sorte kvast på toppen blottet. De stod i den lokale religionsbygning (ved ikke om det også hedder synagoge i samaritanernes religion) og sang. Messens afslutning faldt sammen med shabbatens ditto, og butikker og cafeer åbnede igen hen ad 9-tiden. En af de butikker, der åbnede, var den lokale liquor store. Samaritanere må åbenbart gerne drikke spiritus modsat muslimer og ortodokse jøder. Anders og jeg købte et par øl hver, og satte os til rette på nogle stole udenfor for at nyde dem. Umiddelbart efter sprutbiksens genåbning, begyndte folk at strømme dertil. Men ikke hvem som helst. Primært unge palæstinensiske mænd fra Nablus havde taget turen i biler, pick-up trucks - enkelte havde sågar taget taxa - op ad bjerget for at købe øl og sprut. Der kom endda en enkelt pansret mandskabsvogn med israelske soldater hen og holdt foran butikken, hvorefter to soldater steg ud og gik ind i butikken og stillede sig skulder ved skulder med palæstinenserne i køen til kassen. Det var noget historisk-religiøst ironisk ved, at på toppen af det bjerg, som var det første Gud skabte, da han skabte jorden, og ud af hvilket det første menneske - og dermed alle andre mennesker indirekte - blev skabt, står jødiske soldater og muslimer - som ellers ikke må drikke - i dag side om side og køber hård sprut af en lettere retarderet butiksindehaver, som hverken er muslim eller egentlig jøde og med glæde sælger vodka og øl til tørstige jøder, muslimer og ateistiske turister. Der kan man for alvor snakke om den barmhjertige samaritaner.
Næste morgen tog Anders og jeg til Jenin, som er den nordligste af de større palæstinensiske byer på Vestbredden. Byen har mange store, problemfyldte flygtningelejre; den er generelt mindre materielt velstående og udviklet end andre palæstinensiske byer på Vestbredden; og så har den været vidne til voldsomme sammenstød med israelsk militær. Derfor var det ikke overraskende at se det meste af byen være mere eller mindre i forfald. De pæneste dele af Jenin var ligesom de grimmere dele af Ramallah og de pæneste del af fx Aida-flygtningelejren i Bethlehem - bare med butiksstande. Man kunne virkelig mærke, at man var kommet på landet fjernt fra storbyerne Jerusalem og Ramallah. Ikke mange snakkede hverken hebraisk eller engelsk, og folk var tydeligt endnu mere utjekket klædt end andre steder på Vestbredden. Til gengæld virkede det som om, at de lokale aldrig havde set to blåøjede, blonde, hvide mænd før. Hvor end vi gik, vendte folk - uanset køn, alder og seksuel orientering - sig og gloede efter os. Efter kun et par timer tog vi bussen tilbage til Ramallah, hvorfra Anders tog videre hjem til Jerusalem med det samme - jeg blev et par timer.
I Ramallah var jeg helt ude og hænge i tovene. Jeg var tørstig, svedte som et vandfald - det var i omegnen af 30-35 grader - og jeg skulle akut på toilettet og besørge. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne slå alle tre fluer med ét smæk ved at gå hen på den fashionable restaurant, 'Darna', hvor jeg tidligere har været med Anders og få dyreorganer til frokost og vandpibe til dessert. De har både pinligt rene toiletter, kølende ventilatorer og et bredt udvalg af sodavand. Da jeg havde gjort det slemme ved deres toilet, satte jeg mig tilbage til bordet og nød min iskolde juice. I samme øjeblik gik det op for mig, at premierministeren fra det Palæstinensiske Selvstyre, Salam Fayyad, sad ved et bord få meter fra mig og spiste frokost med sin familie. Så sad jeg dér - i palæstinenserne på Vestbreddens premierministers nærvær - og var iklædt løbesko, shorts, undertrøje og solbrændt danskerhud - "dumme turist" må han have tænkt, hvis han overhovedet lagde mærke til mig.
Senere gik jeg til markedet i Ramallah for at købe ind af frugt og grønt, som er langt billigere her end i Tel Aviv, hvorefter jeg steg på bussen mod Jerusalem. Vanen tro skulle jeg gennem Qalandiya-checkpointet. Denne gang gik det ikke så let, som de sidste par gange. Først og fremmest var der massiv trafikprop og kø ved busrækken, så vi holdt i 15 minutter inden den langvarige proces med sikkerhedstjek, bagagescanning og paskontrol kunne påbegyndes. Alle steg ud af bussen og blev bedt om at tage deres bagage i bussens bagagerum og medbringe det til sikkerhedskontrollen. Da bussen var tømt og skulle undersøges for bomber o.lign, opdagede de israelske soldater til deres forfærdelse, at der stod en enlig, efterladt, sort sportstaske i bagagerummet. Bombefrygten og panikken spredte sig kort efter. Soldaterne råbte og skreg, pegede i alle retninger og ville vide, hvem der havde ladet tasken ligge. Men ingen af passagerne meldte sig. Panikken bredte sig. I det øjeblik kom den sidste person igennem sikkerhedskontrollen - en tyk og fedtet amerikansk turist. Med et fjoget smil og dum latter måtte han indrømme, at det var hans taske: "He he, I forgot." Min lyst til at sanktionere ham var presserende. Efter at krisen var blevet afblæst med den dumme turists kryben-til-korset, vendte vi snuden mod Jerusalem. Om aftenen mødtes jeg med Matti og hans kæreste Marie på vores lokale sportsbar for at se Danmark - Tyskland. Den kamp snakker vi ikke mere om.
Dagen efter var jeg til en stor konference på Bar Ilan-universitetet i det østlige Tel Aviv. Emnet var 'US-Israel relations', og der var flere prominente talere, som af forfatterne til den famøse bog om den israelske lobby i USA er blevet identificeret som medlemmer af lobbyen: Abraham Foxman, director for Anti Defamation League; Leslie Mirchin fra AIPACs kontor i Jerusalem og den neokonservative Elliott Abrams. Sidste taler var Uzi Arad, der indtil for et år siden var chef for Israels Nationale Sikkerhedsråd. Selvom det alt sammen var mega spændende, var jeg helt udkørt efter 10 timers konference.
Jeg tager til Vestbredden igen den kommende weekend: Ramallah på lørdag for at prøve deres berømte tyrkiske bade med efterfølgende massage, og søndag vender jeg tilbage til Hebron. Derudover får både jeg selv og Anders masser af gæster fra Danmark på besøg, som skal vises rundt i Tel Aviv og dens natteliv. Det er hårdt, men det skal jo gøres J
Yom Tov
- comments