Uge 15-16: Guldfest, Gay Party, diplomat-dekadence og militante bosættere

Onsdag den 23. maj tog jeg hjem til Danmark for at være sammen med Mette og tage med hende på Farum Park og se Peter Brixtoftes profeti om guld og Champions League-billetter til FCN gå i opfyldelse. Jeg måtte afsted fra min lejlighed i Tel Aviv allerede kvarter over 6 om morgenen for at nå toget til lufthavnen. Det var allerede i lufthavnen, at jeg oplevede det første tilfælde af overdådig diplomat-dekadence. Da jeg stod i køen til den første af to sikkerheds-checks og skulle have checket mit pas for første gang af to, spurgte den unge ordenshåndhæver, hvad jeg lavede i Israel. Da jeg fortalte, at jeg var i praktik på den danske ambassade, fortrak hun afsides med mit pas. Da hun kom tilbage efter at have konsulteret sin overordnede, fik jeg et særligt gult klistermærke på passet, som gjorde jeg kunne springe hele køen og selve sikkerhedskontrollen over og spankulere direkte over til check in-skranken. Her blev jeg jo hurtigt betjent da de andre, der også skulle mellemlande i Istanbul, jo alle stod og hang med næbbet i køen til den første sikkerhedskontrol.

Dernæst gik jeg over til den anden sikkerhedskontrol. Da sikkerhedsmanden dér så det gule klistermærke bag på passet, fik jeg lov til at benytte diplomatkontrollen, hvor der ingen kø var. Da jeg også var kommet igennem den havde vist mit kort i paskontrollen, havde jeg klaret hele sikkerheds-, pasfremvisnings- og check in-cirkusset på blot én time. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg i det øjeblik ikke følte mig overordentligt vigtig og privilegeret som en ordentligt syg diplomat. Efter to flyveture, hvor jeg fik det værste flymad i verdenshistorien, landede jeg i Kastrup ca. kl. 17 dansk tid onsdag eftermiddag.

Når man forventer, at man med sin hjemvenden til Danmark fra Mellemøsten tager et stort skridt op ad civilisations-stigen, tager man grueligt fejl - i hvert fald hvis man ser på offentlig transport: første tog fra Kastrup mod Kbh H var forsinket 27 minutter, det næste var aflyst og det tredje var forsinket 10 minutter - DSB er jo bare mindre driftsstabilt end palæstinensisk offentlig transport på Vestbredden; til gengæld koster det flere gange så meget - man får lyst til at hænge sig selv. Heldigvis forduftede mine suicidale tendenser som dug for solen, da jeg endelig mødtes med Mette på Hovedbanegården. Der var allerede gået 1½ måned siden vi sidst sås.

Omkring kl. 19 ankom vi til Den Ægte Park. Aldrig har fadøl, fodbold og franske hotdogs været i så høj kurs hos mig. Og oven i det pulveriserede FC Nordsjælland 'Den Gule Farce' fra Horsens og kunne retmæssigt indtage tronen på fodboldens Olympen som danske mestre. Guldfesten var en realitet og Peter Brixtofte fik ret. De næste par dage nød jeg det lækre danske forårsvejr i O'ense med Mette, hvor vi fik is og sushi inden jeg natten til søndag kl. 1 måtte vende næsen mod Tel Aviv igen.

Efter 7½ times samlet rejsetid stod jeg foran døren til min lejlighed i Tel Aviv. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, hvad der ventede på den anden side. Jeg var udmærket klar over, at Matti heller ikke ville være hjemme, så jeg regnede med at kunne komme ind, pakke ud i ro og mag for derefter at tage en lur. Men da jeg kom ind, så jeg til min forfærdelse, at tre vingeskudte, selvdøde ådsler var drattet omkuld i lejligheden - ved nærmere inspektion indså jeg, at der var tale om Anders, praktikanten fra Ramallah; hans kammerat Tobias; og en praktikant fra EU's repræsentation i Jerusalem. De havde været på vanvids-druk aftenen før og havde lånt Mattis nøgle til lejligheden. Da livet vendte tilbage til dem, tog vi på brunch-restaurant og senere på stranden.

I den efterfølgende weekend nåede diplomat-dekadencen nye højder. Fredag eftermiddag var alle medarbejderne fra ambassaden samlet til hygge hos ambassadøren, hvor den stod på god frokost, kolde drinks, swimmingpool og hængekøje. Efter fredag eftermiddags frokost hos ambassadøren, tog jeg på diskotek med Matti og Anders i Tel Aviv. Men ikke et hvilket som helst diskotek. Det var dét diskotek, der afholder den månedlige fest for homoseksuelle mænd fra Israel OG både Vestbredden og Gaza. Selvom jeg, som de fleste sikkert er bekendt med, ikke er homoseksuel, ville jeg ikke misse chancen for at deltage i et palæstinensisk gay party. Åbenbart har de israelske myndigheder oprettet en ordning, hvor bøsser fra de palæstinensiske områder én gang om måneden kan få tilladelse til at komme til Israel og feste med andre med samme seksuelle præferencekonfiguration. Festen nåede sit højdepunkt med et tre-trins drag show, hvor mænd af varierende alder og vægt dansede på scenen i dametøj, læbestift og make up til vild jubel og klapsalver fra publikum. Efter denne enestående oplevelse, hvor både Anders og jeg var genstand for de andre besøgendes opmærksomhed og interesse, slap vi helskindede ned på en mere mainstream bar, hvor den anden praktikant fra Ramallah, Synne, skulle DJ'e.

Lørdag eftermiddag tog Anders og jeg til Jerusalem. Jeg var nemlig inviteret med til reception hos souschefen for den danske repræsentation i Ramallah. Der var både bartendere, palæstinensisk øl på fad (som i øvrigt smager glimrende), og god mad. Så småt begyndte den følelse fra lufthavnen at vende tilbage, og jeg følte, at alt var godt og dejligt. Den følelse skulle ikke vare mere end 12 timer.

Næste morgen tog jeg nemlig bussen mod Hebron. Hebron er med sine næsten 200.000 indbyggere en af de største byer på Vestbredden. Byen har været særligt konfliktfyldt, fordi der midt inde i byen ligger en række israelske bosættelser med nogle ret ekstreme bosættere, som samtidig kræver et massivt militæropbud for at sikre deres sikkerhed. Flere palæstinensere og NGO'er i Hebron rapporterer om, hvordan bosætterne kaster skrald, sten og flasker efter palæstinenserne. Nogle palæstinensere får endda deres vandtanke på hustagene gennemhullet af bosætterskud. Den flere kilometer lange hovedgade i Hebron, King David Street, går ned af bakke fra nord mod syd. Helt i syd munder den ud i det gamle handelskvarter fra Ottomannernes tid. De snævre handelsgader, der minder lidt om Den Gamle By i Jerusalem, er virkelig mærket af sammenstødende mellem de jødiske bosættere, de israelske soldater og de lokale palæstinensere.

For det første er mange tidligere porte og handelsgader muret til af de israelske soldater. Derudover er mange af de enkelte butikker blevet lukket og ståldørene svejset til. For det tredje er flere dele af handelsgaden dækket af et slags hønse-/ståltrådsnet. Det er i de områder, hvor der bor bosættere i lejlighederne over markedsgaden. De har det nemlig med at kaste affald, flasker og afføring ned i hovedet på palæstinenserne, der går på gaden. Alt dette har selvsagt ført til, at mange handlende har forladt det gamle handelsområde og har rykket deres butikker væk, hvorfor området er delvist forladt. Ved indgangen til området stod en ung palæstinensisk knægt, Saeid, som bød turister ind i sin lejlighed og op på sit tag, hvorfra man kunne se hele området. Det inkluderede det gamle handelskvarter; 'Ghost Town'-området, som jeg vender tilbage til om lidt; og de fire israelske bosættelser i området med hver deres vagtpost og soldater på tagterrasserne. Saeid fremviste også sin families vandtank, som var blevet gennemhullet af bosætternes kugler.

Efter besøget hos Saeid ankom jeg til enden af handelskvarteret og til pladsen, hvor Patriarkernes Grav ligger. Patriakernes Grav er en kæmpemæssig bygning, som huser både en synagoge og en moské; begge beliggende oven på gravstederne for Abraham og hans kone Sarah, deres søn Isak og hans kone Rebekka, deres søn Jakob og hans kone Leah. Stedet er helligt for både muslimer og jøder og har set megen tragedie. Mest kendt var episoden i 1994, hvor en jødisk bosætter tog sin tjenesteriffel og gik ind i moskeen, hvor han skød og dræbte 29 muslimske drenge og mænd og sårede over hundrede. Både i synagogen og i moskeen kunne man mærke historien, de religiøse spændinger og den betydning, som Patriarkernes Grav har.

Tæt ved Patriarkernes Grav ligger Shuhada Street. Den var tidligere også en travl handelsgade, men har siden lagt grund til masser af voldelige sammenstød mellem palæstinensere og israelske soldater og bosættere. I dag er hele gaden og flere sidegader helt øde. Alle palæstinensiske butikker og lejligheder er rømmet. Det skyldes, at det er langs denne 1 km lange gade, at de fire jødiske bosættelser ligger. Derfor har soldaterne lukket de fleste indfaldsveje langs den ene kilometer, og man kan kun komme ind i hver ene af Shuhada Street gennem et israelsk check point. Der er så godt som ingen mennesker i gaden og de få åbne sidegader og ingen lejligheder og ingen butikker - hence: The Ghost Town (se billede).

Selvom de jødiske bosættere i Hebron efter sigende skulle være nogle af de mest rabiate, ekstreme og fjendtlige (selv over for turister, ifølge forfatteren til min guidebog), kunne jeg ikke dy mig for at udforske bosættelserne. Ligesom mange af de andre bosættelser, jeg har set, var bosættelserne rene og med bedre huse end palæstinensernes og med legepladser. Kort efter at være kommet ud af den først så jeg en soldat komme gående imod mig. Med et enormt fuldskæg, fyldige slangekrøller, stort krøllet hår med kalot på toppen, og bærende en kæmpe M-16 riffel var han enormt frygtindgydende. "Det er ikke nu, man skal lave pis eller joke med ham" tænkte jeg. Da gik det op for mig, at manden ikke var iklædt uniform og/eller militærordner - han var en helt 'almindelig' bosætter, som var ude og spadsere med sin mastodontiske riffel. Jeg tænkte at det måske var en anelse overdrevet, at han selv bar rundt på et våben, når der nu er ca. 2500 israelske soldater i Hebron til at beskytte de ca. 500 bosættere.

De jødiske bosættere i Hebron deler et narrativ, ifølge hvilket Hebron retmæssigt tilhører jøderne, fordi byen altid har været beboet af jøder (undtagen en ca. 40-årig periode mellem slutningen af 30'erne og slutningen af 70'erne) og var hovedstad i det bibelske Judea. Derfor anser jøderne i Hebron da også Israels besættelse af byen efter 1967-krigen som om byen blev 'befriet' fra de arabiske horder. Det fremgår tydeligt af vægmalerier på bygningerne i området omkring Shuhada Street. Alt i alt var turen til Hebron, hvor man kan købe bælter med Hamas-bæltespænder og ægte hjemmelavede partisantørklæder, som ikke er 'Made in China', lidt af en omvæltning, efter jeg for 1½ uge siden sad på Farum Park og drak fadøl, spiste pølser og så fodbold.

Næste fredag skal jeg til den årlige Gay Pride Parade i Tel Aviv, hvor titusindvis af mennesker vandrer gennem Tel Avivs gader med farvestrålende kostumer og vogne til høj musik. Heldigvis er jeg forberedt efter mit besøg på baren i fredags. Lørdag skal jeg selvfølgelig se Danmark - Holland med Matti på vores lokale sportsbar. Apropos fodbold, så var Matti og jeg samme sted for at se Champions League-finalen mellem Bayern og Chelsea. Jeg var målløs over så mange israelske Bayern München fans, der var til kampen - mindst 40-50 stk. De var alle iklædt trøjer, halstørklæder og flag fra Bayern og sang klubsange… på tysk. En enkelt fan hængte et kæmpe tysk flag op midt inde i sportsbaren. Et tysk flag i Den Jødiske Stat Israel! Man overraskes og forundres hver dag i Det Hellige Land.

Shalom