Profile
Blog
Photos
Videos
På dag 2 i zion stod vi op, spiste morgenmad, hvorefter vi tog en shuttle ind i parken for at tage ud på en lille vandretur. Da vi kom tilbage pakkede vi sammen, og kørte mod Bryce Canyon. Da vi ankom skulle vi ud på endnu en vandretur for at se parken, men desværre var Rikke blevet syg, så vi blev begge tilbage i bilen og måtte nøjes med at se parken fra et udkigspunkt. De andre var tilbage efter lidt over en time, og herefter kørte vi til det sted hvor vi skulle campe. Vores camping-sted viste sig at være midt ude i ingenting, men der var heldigvis toiletter. Vi havde alle frygtet værre. Vi slog vores telte op, vores campingstole ud og satte os og nød solen, mens vores guide, Brian, lavede BBQ til os. Efter vi havde spist, spillede vi kort og hyggede. Da vi ikke længere kunne se solen i horisonten, begyndte stjernerne at dukke op på himlen. Pludselig var himlen helt fyldt med stjerner, og der var ingen måne, hvilket gjorde synet helt fantastisk! Så der sad vi en times tid og så på stjerner og stjerneskud.
Næste morgen pakkede vi sammen og kørte afsted mod Moab, som er en by der ligger ved siden af Arhes national park. Da vi kom frem, slog vi telte op, gik en tur i byen, slappede af ved poolen og nød det gode vejr (omkring 30 grader). Det var igen blevet vores tur til at lave mad, og vi havde besluttet at lave mexikanske pandekager. Efter maden hyggede vi med kort, og snakkede med nogle fra en anden Trek America gruppe, der også var på pladsen.
Dag 2 i Moab stod på rafting for nogles vedkommende. Vi var 7 der skulle ud og rafte på Colorado river. Nogle, inklusiv Rikke, var friske og hoppede i det iskolde vand. Det var en sjov oplevelse! Da vi kom tilbage spiste vi frokost og lå ved poolen til vi skulle spise. Efter aftensmaden hyggede vi med gruppen, hvorefter vi gik i seng.
Næste morgen var der forskellige muligheder. Rikke tog på vandretur i Arches, og Simone blev tilbage i campen med nogle af pigerne fra gruppen, hvor hun spiste morgenmadsbuffet og gik på spa med en af pigerne fra gruppen. Da vandre-gruppen kom tilbage, lå vi ved poolen og slappede af, indtil vi alle skulle ud på en vandretur i Arches, hvor vi så den mest berømte Arch. Efter vandreturen var vi godt sulte, og besluttede at tage på kinesisk restaurant og så tilbage til campen.
Efter 3 skønne dage i Moab, skulle vi videre til monument valley. Da vi ankom satte vi telte op, hvorefter vi havde et par timer til at gøre hvad vi havde lyst til. Vores blev brugt på bad og vaske tøj - jubii! Omkring kl 17, kørte vi mod selve parken. Næsten hele gruppen skulle på rundvisning i parken, efterfulgt af mad (fladbrød, salat og kød) og show, med en indfødt amerikaner/indianer som guide. Det var en utrolig spændende og sjov oplevelse. Det var blevet sent da vi igen kom tilbage til campen, så vi gik i seng.
Næsten morgen, som næsten alle andre morgener, skulle vi pakke sammen og videre. Denne gang var destinationen cowboycamp, som ingen af os rigtig vidste hvad ville byde på, udover at der ville være 5 andre Trek America grupper og noget med en fest. Vores guide fortalte os, at alle de andre grupper havde fundet kostumer, og at vi derfor også skulle finde på noget. Vi endte med at være indianere. Da vi ankom, brugte vi så lidt tid på vores kostumer, hvorefter den stod på hesteridning på Prærien. Dette havde vi begge frygtet en smule, men det endte, heldigvis, med at være en god oplevelse for os begge. Efter rideturen stod den på steak dinner og så fest. Det var utrolig sjovt, og der var overraskende mange danskere i de andre grupper.
Vi fik heldigvis lov til at sove lidt længere dagen efter, før vi skulle pakke sammen og videre. Til morgenmad stod den på mcdonald, og så blev der handlet, inden turen gik mod Grand Canyon. Noget der skulle vise sig at være en mega kold oplevelse. Vejret i Grand Canyon er nemlig dejligt om dagen, men om aften ryger temperaturen helt ned under frysepunktet (-1 grad den første nat og -3 grader den anden nat). Ikke sjovt!
På vejen til campingpladsen smed vi to af drengene af, da de skulle ud og flyve i helikopter, hvorefter resten kørte tilbage og slog telte op. Da drengene kom tilbage, kørte vi alle ind i parken og fik en introduktion til den følgende dags vandremuligheder. Vi så solnedgangen, og skyndte os tilbage, da det hurtigt blev super koldt og vi alle havde shorts på. Tilbage i campen spiste vi aftensmad, lavede bål og gik i seng.
På andendagen i Grand Canyon var nogle meget friske, og stod op og så solopgangen - det var dog ikke os! Rikke og de to norske piger, tog på den helt store vandretur ned i selve Grand Canyon, mens Simone gik med de tre engelske piger, oppe langs Grand Canyon (rundt om). Vi tog alle tilbage kl 16, hvor vi slappede af, indtil aftensmaden. Der var desværre ikke helt nok mad, så vi besluttede efterfølgende at dele en pizza, og så i seng og prøve at holde varmen.
I morges skyndte vi os alle op. Vi kunne ikke komme hurtigt nok væk fra dette kolde sted. Denne gang hedder destinationen Las Vegas!!!
- comments


