Profile
Blog
Photos
Videos
En kort fortælling om vores sidste del af rejsen, da vi snart kommer hjem.
Første dag i San Diego var gået mest med at køre, så da vi kom frem var klokken mange. Vi lavede derfor aftensmad, og nogle (inklusiv Simone) tog i biografen, mens andre (Rikke) blev i campen og gik i seng.
Næste morgen var en dag hvor man selv kunne vælge hvad man ville. Vi var helt enige om at vi ville i Sea World. Det var en utrolig spændende oplevelse. Vi så en masse flotte shows og en masse dyr. Efter Sea World skulle vi mødes med resten af gruppen og spise aftensmad på the cheesecake factory. Der var en smule ventetid, og eftersom restauranten lå lige ved siden af et center, greb vi muligheden for at shoppe. Vi fik lækker mad og nogle fik cheesecake til dessert. Da vi kom tilbage var alle meget trætte, og vi gik i seng.
Næste dag var også vores sidste dag med gruppen. Vi pakkede sammen og kørte mod Los Angeles. Da vi ankom tog vi afsked med de første, men ikke alle var klar til at tage afsked endnu. Resten spiste frokost sammen og så tog vi til Venice Beach. Her brugte vi et par timer inden det var tid til at sige farvel. Heldigvis var der mange der skulle blive nogle dage i LA, så det var ikke alle vi måtte tage afsked med. Turen med gruppen var en helt fantastisk oplevelse, og vi mødte en masse søde mennesker!
Da vi havde taget afsked tog vi metroen til vores hostel (som lå lige ved Hollywood boulevard - walk of fame), hvor vi var heldige at to andre fra gruppen også skulle bo. Vi mødtes med resten af dem der stadig var i LA og spiste aftensmad på hard rock cafe. Tilbage på vores hostel regnede vi med at skulle have en stille aften med en smule bordfodbold og et par drinks, men det udviklede sig til lidt mere. Vi mødte en masse søde mennesker og havde en rigtig god aften.
Da vi vågnede næste morgen, var vi ikke helt på toppen. Nogle havde været rimelig fulde og andre var kommet sent i seng. Men det stoppede os ikke fra at gå (heeeele vejen) op til Hollywood-skiltet, hvorefter vi mødtes med nogle fra gruppen for at spise frokost, inden vi skulle se fodboldkamp - LA Galaxy (med David Beckham) mod NY redbulls. Det viste sig at blive en rimelig kedelig kamp, hvor LA Galaxy tabte 0-1, men vi fik set Beckham!
Vores sidste dag i LA skulle udnyttes, og vi fik set utrolig meget den dag. Vi startede med en gåtur på Hollywood boulevard, hvorefter vi gik på voksmuseum og fik taget billeder med alle de kendte. Efter det tog vi en minibus rundt i byen og så nogle kendte menneskers huse, bl.a. J. Lo. og Michael Jacksons. Vi gjorde også et stop ved Beverly Hills-skiltet og kørte ned at de berømte gader i LA. Da turen var slut mødtes vi med de to norske piger fra gruppen og en norsk dreng fra en anden gruppe, og spiste aftensmad, inden den stod på pakning og tidligt i seng.
Næste morgen skulle vi tidligt op og i lufthavnen. Hele den dag gik stort set med at flyve, så der er ikke meget at fortælle. Da vi ankom til vores hostel i New York, fik vi vores værelse og gik i seng.
Vi var ikke helt klar over hvordan vi skulle gribe New York an, så vi havde meldt os på en tur på vores hostel, hvor det så ud som om vi ville komme lidt omkring. Og det kan man vist godt sige at vi gjorde. Det viste sig nemlig at være en 13 timers gåtur rundt i New York. Så allerede den første dag fik vi set: Brooklyn, Brooklyn bridge, ground zero, Wall street, frihedsgudinden, chinatown, little italy, soho og times square. Og så var der jo ikke meget tilbage til resten af dagene. Men det viste sig alligevel at være en super god tur - det mente vi dog først, da vi lå på tilbage på vores hostel i vores senge.
Næste dag stod på shopping. Vi shoppede på 5th avenue og times square, og fik brugt en masse penge.
Efter en hel dag med shopping, måtte vi hellere vende tilbage til sightseeing igen. Vi gik en tur i central park, som vi fandt ud af, er kæmpe stor, og meget svær at finde rundt i. Vi havde besluttet os for at vi, om aften, ville ind og se mamma mia på Broadway. Så efter frokost tog vi til times square og købte billetter og kiggede os lidt omkring inden forestillingen. Det var en helt fantastisk musical, både rigtig god, men også rigtig sjov.
Nu følte vi efterhånden ikke vi manglede at se meget af det vi gerne ville. Der var dog et par enkelte ting, og så passede det jo perfekt, at vi lige havde en dag til at nå det sidste. Vi startede dagen med at pakke, da vi har fået for vane at komme sent hjem om aften, og vidste at vi ikke gad at skulle pakke når vi kom hjem. Efter det, havde vi besluttet os for at tage hen og hilse på marty, Alex, melman og gloria i central park zoo, men blev meget skuffede, da det viste sig, at der hverken var zebraer, løver, giraffer eller flodheste - øv! Vi tog derfor en lille slapper i det gode vejr inden vi tog mod frihedsgudinden, for at se hende i solskin og ikke kun i regn (som den første dag). For lige at få det sidste med, tog vi til Empire State building og så udsigten, og solnedgangen, over New York.
Nu er det så vores aller sidste dag i New York, og vi sidder på vores hostel og venter på at blive hentet af en shuttlebus og blive kørt til lufthavnen. Vi er meget enige om at det har været en helt fantastisk rejse med en masse gode oplevelser!
- comments


