Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 13. gik turen fra Hué til Hoi An - en fire-timers bustur (endelig en kort en af slagsen). Da vi ankom, skinnede solen, og det var deeeejligt varmt! En skøn afveksling fra det kedelige regnvejr! Vi lagde os ved poolen på hotellet i den hyggelige gårdhave (på Sunflower hotel). Her boede der også en del andre unge, så det var rigtigt hyggeligt! Efter spisning satte vi os og fik nogle lækre drinks og lokale øl. Festen fortsatte på Why Not-bar, som vi selvfølgelig også skulle prøve - Why Not? ;)
Det sluttede dog ikke her, men vi tog videre til beachparty og festede til kl. 5, så alt i alt var det en meget god aften :)
Dagen efter stod den dog også på lidt tømmermænd for nogens vedkommende. Men dagen bød dog på mange spændende ting, så vi kunne ikke bare ligge og dase hele dagen. Vi lejede nogle scootere, hvorefter turen gik til en skrædder. Scooterne kørte derudaf, og det var heldigvis ikke så svært, som vi først havde troet.
Hos skrædderen brugte vi lang tid på at finde ud af, hvad vi skulle have osv. Rikke bestilte en læderjakke og en kjole, og Amanda bestilte også en kjole, så det var meget spændende.
Herefter fik vi lækker Pho, som en lokal mand havde anbefalet. Han tog med, og vi sad og fik os en sludder med ham, mens vi nød den berømte nudelsuppe.
Herefter gik turen til stranden på scooterne. Det var så sjovt at prøve at køre på sådan en. Efter en kort, lidt kold strandtur, kørte vi rundt i området. Vi havde intet ur eller telefon og altså ingen fornemmelse for tid og sted, hvilket gav en super form for frihed!
Det, at køre rundt på scooter, var en virkelig fantastisk måde at komme lidt tættere ind på lokalbefolkningen. Vi så steder og små hyggelige kvarterer, som vi ikke ville have set, hvis vi havde været på gåben. De lokale var virkelig søde og vinkede og sagde hej, når vi kom kørende forbi. Det var en helt anden oplevelse, end vi tidligere har fået af det vietnamesiske folk.
Om aftenen spiste vi ved et lækkert gadekøkken, hvor vi fik det såkaldte Cao Lau, som er en meget lækker nudelret med marineret gris og salat.
Herefter stod den på øl og hygge med nogle af hotellets beboere :)
Mandag brugte vi på skrædderbesøg igen. Herefter en tur på det lokale marked og endnu en omgang Cao Lau (det er lidt vanedannende).
Senere på eftermiddagen nåede vi at få lidt sved på panden over at skulle nå at få vores tøj lavet færdigt og nå bussen, der skulle køre os fra Hoi An til Nha Trang kl. 17, men vi nåede dog heldigvis det hele til sidst trods alt!
Lige nu nyder vi solen, varmen og stranden i Nha Trang, det er super skønt.
Vi håber også I nyder foråret i Danmark.
Solbrændte hilsner
Rikke og Amanda
- comments