Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det endelig blevet tid til endnu en længe ventet update. Vi har haft så meget om ørerne siden vi forlod Bangkok.
Vi forlod Bangkok d. 27. april, hvor vi startede på vores bustur, det såkaldte Stray, rundt til de 'gode' steder i Nordthailand, Laos og Cambodia. Vi mødtes tidligt om morgenen med vores gruppe og vores Stray-guide, Mike, hvorefter vi tog en bus til den gamle hovedstad Autthaya, som ligger to timer fra den nuværende hovedstad Bangkok. Vejret var meget varmt (35 grader - April er åbenbart den varmeste måned i året i Thailand) og solen skinnede fra en skyfri himmel, så vi besluttede os for at tage på cykeltur med tre piger fra gruppen: Karisa, som er amerikaner, men som bor og arbejder som engelsklærer i Bangkok og de to englændere Josie og Sarah. Vi kørte rundt i den hyggelige by og så diverse templer eller wats, som de hedder hernede.
Det var dog næsten ulideligt varmt, så da vi kom tilbage, tog vi til hen til en pool, hvor den stod på afkølende badning og afslapning. Senere spiste vi med gruppen inden, vi skulle med natbussen videre nordpå til byen Chiang Mai, hvor vi skulle tilbringe de næste to dage.
Det viste sig dog ikke at være en natbus, som vi kendte dem fra Vietnam, hvor man kunne ligge nogenlunde ordentligt, men det var derimod bare en almindelig bus, hvor sæderne blot kunne lægges lidt længere ned end normalt. Dette resulterede bare i ingen benplads og dermed ingen søvn overhovedet hele natten. Derfor var vi også enormt trætte, da vi endelig ankom til Chiang Mai klokken 7 om morgenen.
Vi besluttede os dog for at tage ud og få noget morgenmad og gå en tur rundt i byen i stedet for at tage en lur. Vi skulle nemlig på madlavningskursus ved frokosttid.
På vores gåtur mødte vi en masse søde og hjælpsomt mennesker, som gerne ville tale med os og give os gode råd til, hvad vi skulle se i Chiang Mai. Det var meget rart at kunne snakke med nogle uden at de forsøgte at sælge én noget eller på anden vis havde bagtanker med samtalen. Det var en rar afveksling fra Vietnam, hvor stort set alle have forretningsmæssige bagtanker, når de snakkede med én.
Da det blev frokosttid, blev det altså tid til madlavningskursus. Vi mødtes med vores lærer, som tog os med på det lokale madmarked, hvor vi skulle købe ind til de retter, vi skulle kokkerere. Det var meget godt at have en med, der kunne fortælle os om de forskellige madvarer, da mange af dem, var ukendte for os. Der var mange... spændende... madvarer, som bl.a. kyllingeblod og grisemaver. Heldigvis skulle vi ikke bruge så interessante madvarer i vores retter, men lidt mere 'ufarlige' ting.
Da vi havde købt ind, tog vi hen til det sted, hvor vi skulle lave maden. Vi havde valgt nogle forskellige retter, så vi lavede to forskellige supper (en af dem var en lækker Tom Yam-suppe), forårsruller, den berømte thailandske ret Pad-Thai og to forskellige karry-retter. Det hele var enormt lækkert, og efter indtagelsen af vores lækre retter, gik turen hjem til hotellet igen. Vi fik heldigvis en lille kogebog med, så vi rigtig kan komme hjem og forsøge os med at lave retterne, hvis vi vel og mærke kan finde alle de rigtige ingredienser, hvilket godt kan blive noget af en udfordring!
Da vi ankom til hotellet igen, gik turen til det store natmarked i byen, hvor den ellers bare stod på storshopping i de små hyggelige boder, hvor man kunne få alt, hvad hjertet kan begære. Vi kom da også hjem med en del poser, de fleste af dem med gaver til de heldige derhjemme ;) Vi blev dog også nødt til at få sendt det meste hjem med posten dagen efter, da det kneb lidt med at få plads til det hele i rygsækken.
Dagen efter stod vi tidligt op og fik lækker morgenmad i form af havregrød med soyamælk og banan, som aldrig har smagt så godt og aldrig har været så savnet som dér!
Vi fik lagt os en god bund til dagens oplevelser, som først bød på en tur til regnskoven til det, der hedder 'Flight of the Gibbon', som er en masse zip-lines, der går fra træ til træ, hvor man kan 'flyve' rundt som en anden Tarzan. Det var super sjovt, og bagefter fik vi lækker frokost, og så stod den på vandfaldsklatring inden turen gik tilbage til hotellet.
Da vi kom tilbage, skulle vi ud og spise aftensmad med gruppen, hvorefter vi fik en enkelt mojito på en hyggelig bar, og så skulle vi opleve noget, som alle åbenbart bør opleve, når de kommer til Thailand, hvilket er thaiboksning.
I starten var vi ikke helt glade for det (specielt ikke Rikke), da vi synes, boksning er en lidt for voldelig sportsform, som vi ikke helt var glade for at støtte. Dog ville vi prøve det og så tage det som en oplevelse.
Vi havde fået billetter og sad næsten helt forrest. Det startede med en kamp mellem to 12-årige drenge, hvilket var lidt skræmmende at kigge på, og det endte da også med, at den dreng, der tabte, begyndte at græde til sidst, så det var knap så sjovt. Men efterhånden som deltagerne blev ældre og ældre, og man fandt ud af, at der var meget mere teknik i det end almindelig boksning, kunne man begynde at se idéen med det. Det var dog stadig lidt voldsomt nogle gange.
Inden hver kamp bad alle deltagerne og sagde tak for deres evner osv. De lavede nærmest et helt show hver gang, der næsten varede længere end selve kampene.
Der var en kamp, som dog fik smilet frem på vores læber. Det var en kamp med otte deltagere, som hver især fik bind for øjnene, og så famlede de ellers i blinde og slog på alt og alle, der kom ind foran dem inklusiv dommeren. Desuden faldte de over hinanden hele tiden, hvilket var meget underholdende. Alt i alt var det en god oplevelse, men vi finder det nu stadig lidt underligt, at man på den måde har et behov for at slå på hinanden.
Efter thaiboksning tog vi tilbage til hotellet, hvor vi den næste dag skulle videre til Chiang Khong, hvor vi skulle på homestay og så dagen efter over til Laos på den anden side af Mekong-floden :)
- comments