Profile
Blog
Photos
Videos
Vi rejser en masse rundt for tiden, så der er desværre ikke meget tid til bloggen, men her får I alligevel en update på, hvad vi har oplevet i Laos.
Den 1. maj krydsede vi Mekongfloden og kom dermed til Laos på 2 min. Dejligt nemt. Da vi havde fået vores visa, gik turen mod den lille by Luang Namtha, hvor vi skulle på homestay. Her blev vi indlogeret hos en rigtig sød familie, og blev selvfølgelig budt velkommen med en omgang Lao-Lao (risvin), som man skal have to af, da man jo har to ben (logik for burhøns eller i hvert fald for folket i Laos ;)). Vi gik/slingrede herefter gennem byen og tog en badetur i floden, super dejligt, da temperaturen var høj! De lokale børn var med til at bade og lavede meget fine plantesmykker til os. De har helt klart en fremtid som smykkedesignere... Om aftenen stod den på solnedgang, lækker hjemmelavet middag (hvilket er noget, vi savner!!) og selvfølgelig mere Lao-Lao og Beerlao, som glædeligt blev delt rundt. De lokale børn var så søde og lavede blomsterkranse og tegninger til os, og da vi skulle i seng, var der stor afsked med kys og kram. Det var helt klart det beste homestay, vi har haft på vores tur.
Tidligt næste morgen gik turen mod en anden lille landsby, nemlig Nong Khiav, hvor vi blev indlogeret i en bungalow ud til Mekongfloden. Kort efter ankomst skulle vi og det norske par ud og tube og fiske med nogle lokale. Vi kom med en lille båd op ad floden og blev sat af et stykke oppe. Efter en times tubing i meget flotte omgivelser ankom vi til en lille ø, hvor vi skulle fiske og spise. De havde lavet et lille bål, hvor vi sad og ventede på den engelsktalende guide, som allerede var ude og fiske.... Da han endelig kom tilbage startede et forfærdeligt uvejr, hvor vi blev nødt til at sidde i vores baderinge ude i vandet, mens det haglede, lynede og tordnede omkring os. Uvejret stoppede efter et stykke tid, hvor vi så kunne komme ud og fiske. Vi var først tilbage for at spise, da det var blevet mørkt, og sad derfor og hyggede med pandelamper... Da det endelig blev tid til at komme hen til vores bungalow, kunne de ikke få bådens motor i gang, så vi kom tilbage ved at bruge vores klip-klappere som årer! Der må man sige, at vi fik en på opleveren.
D. 3. gik turen til Luang Prabang med båd. Vi blev indlogeret på et lille guest house med Karisa, en pige fra vores gruppe, hvorefter vi gik ud for at se byen, hvor vi skulle tilbringe de næste 4 dage. Om aftenen var vi oppe på byens højeste bakke, hvorfra vi så solen gå ned over bjergene. Så fint. Senere stod den på modeshow med traditionelt Laos-tøj, mens vi spiste aftensmad. Vi tog også en tur på den lokale bar efterfulgt af bowling, da alle barer lukker kl. 11:30, men da mafiaen ejer bowlinghallen er det dér, festen fortsætter. Det var en super sjov aften og vi kom da også meget sent hjem, da det lige pludselig begyndte at regne og tordne...
De andre dage i Luang Prabang stod på afslapning ved en lækker pool og elefantridning, hvor vi også fik lov til at bade med elefanterne. Det var en rigtig god oplevelse, da elefanterne havde lært at sprøjte vand på os og svinge os frem og tilbage, et rigtig rodeo-show. Bare på elefant ;) Det var dog ikke så lækkert, da elefanterne blev ved med at skide i vandet... Mums...
Vi var også forbi vandfaldet Kuang Si, som var rigtig flot og vi fik også badet i det helt lyseblå og kolde vand.
Dagen efter var det tid til at tage videre, men inden skulle vi lige se den traditionelle munkefodring, som desværre allerede var kl. 5!!! Vi gik derfor meget trætte ned og så de lokale give munkene mad. Munkene må ikke bede om noget, og lever derfor af det, de får, hvilket ikke er meget.
En time senere gik bussen mod Vang Vieng, hvor vi skulle prøve tubing, som vi havde hørt så meget om. Man bliver her sat af et sted ved Mekongfloden og flyder derefter med strømmen ned ad floden. På vejen besøger man forskellige barer. Vi blev dog lidt skuffede, da der nu kun er to barer åbne. Resten er blevet lukket, da det var for farligt og mange døde de foregående år... Det er derfor også forståeligt, at de lukkede dem, og vi havde alligevel en rigtig sjov eftermiddag, som også fortsatte ud på aftenen. Vi var dog nødt til at gå tidligt i seng, da vi havde en ballonflyvning dagen efter!
Vækkeuret ringede altså endnu en gang kl. 5 næste morgen, da vi blev hentet en halv time senere. Det regnede dog rigtig meget, og vi var i tvivl om flyvningen var aflyst, men halvanden time senere lettede ballonen og vi nød den fantastiske tur og selvfølgelig udsigten den næste times tid.
Stray-bussen kørte om formiddagen videre til Laos hovedstad Vientiene. Den kedeligste storby vi endnu har besøgt. Da vi ankom gik turen først forbi det gamle stadium, som nu bare er en stor plads med asfalt... Riiiiigtig spændende... Bag stadiummet lå der ca. fire templer, som vi også lige skulle se. Vi har nu set over 20 forskellige templer, så det er ikke heeelt så spændende mere, da de alle sammen er meget flotte, men ligner hinanden en smule.
Om aftenen stod den på gruppemiddag og tur på Vientienes natmarked. Herefter var det direkte i seng, da vi ikke havde fået så meget søvn de forrige nætter.
Vi havde desværre endnu en dag vi skulle bruge i Vientiene, da vores bus mod Pakse først gik kl. 7 om aftenen. Vi havde dog ingen idé om, hvad vi skulle bruge dagen på, så vi gik bare lidt rundt på må og få, indtil bussen kørte. Om morgenen havde vi sagt farvel til resten af gruppen, da de skulle besøge nogle flere byer på vej til Cambodia. Vi kan desværre ikke kan nå flere, da vi er lidt pressede med tiden og derfor tager til Cambodia om allerede to dage.
Bussen til Pakse, hvor vi er nu, var heldigvis dejlig behagelig og vi fik sovet det meste af natten trods den trange plads. Pakse er desværre næsten lige så kedelig som Vientiene og dagen har vi brugt på et besøg ved et vandfald, hvor vi på vejen dertil desværre havde endnu en ubehagelig oplevelse....
Vi havde endnu en gang lejet motorcykler, da vi elsker at komme rundt på den måde og var derfor glade på vej mod vandfaldet. Amanda havde en taske om skulderen med alle vores ting i: to punge, nøglen til værelset og hendes kamera. Pludselig kommer der en motorcykel op ved siden af hende og hiver fast i tasken. Amanda bliver hevet med og er lige ved at vælte, men tasken går heldigvis først i stykker, da de to mænd er for langt fremme og når derfor ikke at få tasken med sig. Det var dog en meget skræmmende oplevelse for Amanda.
I aften står den dog på lækker indisk mad med den nye gruppe, inden turen i morgen går mod 4000 Islands.
Vi håber, I alle har det godt og nyder foråret i Danmark.
Masser af varme og solbrune hilsner fra Laos <3
- comments
Vibeke Pyha. Ikke en særlig behagelig oplevelse. Godt du er så stærk Amanda. Er der generelt eget kriminalitet i Laos?
Rikke & Amanda Ja, jeg beholdte da heldigvis tasken. Nej, vi har ikke haft nogle ligende oplevelser, så det ville jeg ikke mene. Vi har selvfølgelig også primært boedet i små hyggelige byer, så vi har ikke været så udsat :)