Profile
Blog
Photos
Videos
South America 20/8: Mor og far havde bestilt Stephan til kl 09 i dag så mit ur ringede først kl 08. Herligt med 8 timer på øjet. Frisk var jeg ikke helt halsen kradser og er hævet. Men sådan er det jo med alt det aircon. Morgenmaden var magen til igår, men jeg begrænsede mig til havregryn og to stykker melon. Smagte også den argentinske the som til min skuffelse var lige så kedelig som den brasilianske. Mor, far og Thomas fik også lidt at spise. I dag kun moderat klagen over maden. Æggene var efter mors mening spiselige. Thomas var vidst ikke helt enig men spiste alligevel. Som en fugl. Han vågner for tiden og er snottet og på forhånd sur. Tror det hele er for meget for ham. Selvfølgelig heller ikke nemt hvis der er lidt hjemve kombineret med forkølelse. Kl 09 kom vi afsted med Stephan i den store grå minibus vi kender så godt. I dag uden pas da vi for en gang skyld ikke passerer nogen landegrænser. Nok godt det samme for vores pas var efter igår godt plastret ind i stempler.
Vi ankom til parken kl 9.30. Stadig i fin tid til at nå det hele. På vejen så vi de lokale komme rendende med deres heste. De går ude på nogle skovstykker om natten. Hernede trækker man én hest bag en crosser og så følger resten med, med deres reb slæbende efter. Hestene hernede er ikke i så god stand. Men det var jo nok forventeligt. Der er så heldigvis ikke særlig mange gadehunde, og dem vi har set er i nogenlunde stand. Heldigvis. Mit hjerte græder hver gang der kommer en forbi.
I parken tog vi direkte ud og fandt det lille tog nordpå. Toget stoppede halvvejs og her blev vi gænnet ud og kom i kø igen til næste tog. Det åbne lille tog er et forsøg på at gøre turismen i parken mere grøn. På den måde skal folk samle sig på ét transportmiddel eller gå rundt. Smart nok efter min mening, men det giver det problem at folk bliver utålmodige. Far, Thomas og mor var et godt eksempel. Alt skal helst ses nu og her og hurtigt. Vi mødte dog en folk søde tyskere i køen som kunne fortælle lidt om alt muligt. De var super søde. Missionærer og en stor gruppe af forskellige aldre. Det gjorde vidst ventetiden lettere for far og mor, og ikke mindst Thomas som kunne fortælle om WorldSkills og så var dagen jo redet. Eller ihvertfald de næste par minutter. Vi kom hurtigt på toget og sad godt klemt sammen på vognene. 4 på hver side. Det var lidt små koldt men toget kørte kun 5km/t så det var ikke slemt. Ihvertfald ikke for mig. Mor lagde sin jakke over vores ben og så gik det let. Helt op til den trail som skulle tage os ud på toppen af Iguazu og Devil's Throat. Her kom vi så ud at gå på sådan nogle stier lavet over vandet på stål konstruktioner hvor man kunne se ned igennem. Fantastisk fedt lavet i mine øjne. Tror det satte far og mor på prøve mht højdeskræk og deres mistillid til at ting faktisk godt kan være solide, men de gik med og faktisk tror jeg de langsomt flytter deres grænser. Stedet var omsværmet med sommerfugle og lidt derude ad så vi også både papegøjer, blå svaler, store maller i vandet og skildpadder. Skildpadderne så ud til at klynge sig fast til de få sten som stak op at det strømmende vand. Ved nærmere eftertanke slikkede de sikkert bare sol. De lever her jo hver dag, så de er nok vandt til strømmen. Det var halvlangt ud til kanten. 1200m. Det tog sin tid men det var også det værd. Alene lyden var vild. Der var så store kaskader af vand at vi på ingen måde kunne se bunden af vandfaldet. 40m lodret ned og 1756m3 vand i sekundet. Vildt! Vi forsøgte at knipse nogle billeder mellem de mange mennesker, men det var ikke let. Folk bliver simpelthen sådan nogle små egoister når det kommer til ferie billeder. Vi har dog lidt med hjem så mine skarpe albuer må have virket lidt. Vejen retur var samme som ud og her var der ikke så meget nyt ud over den storslåede natur som for mig aldrig er kedelig. Som far rigtigt sagde fik man et godt indblik i kampen mellem vegetation og det oprørte vand. Grænsen var hårdt optrukket og det ser ud som om at hvor grenene rører vandet bliver de hugget af!
Vi fik frokost på et lille sted ved tog stationen. Subway sandwich i ægte amerikaner stil. Dejligt, lige pånær det trælse bløde brød som de simpelthen ikke forstår at bage hernede. Dog var jeg ret opslugt af stedet. Sommerfugle over alt. De sværmede om os, sammen med bier og en masse jungle lyde. Det var lige mig! Specielt når man risikerer at få en eksotisk farvet sommerfugl i håret:-)
Efter frokost kørte vi sammen retur til første station og her tog Thomas, far og mor hjem mens jeg så resten. Eller dvs ikke "resten" for vi havde kun set 1/5 del. Jeg gik ud for at fange en trail. Både upper og lower walk udgik fra stedet, og jeg valgte at tage den mindre våde først. Upper trail. Denne gik ganske som navnet sagde op om vandfaldene. Jeg gik først gennem skov og jungle igen på stålkonstruktion ala første tur og derpå ud fra vandfaldtop til vandfaldtop! Det var FEDT! Lyset var perfekt og den ene regnbue efter den anden kronede udsigten. Her var heller ikke proppet med folk så det var dejligt afvekslende. Jeg gik på vekslende underlag ud og blev våd flere gange. Opvindene trækker kaskader af støvregn op men det er også det som danner regnbuerne så for mig var det bare en del af oplevelsen. Efter 1200m tog jeg stien ned mod lower trail som går neden om samme vandfald som jeg netop havde set oppe fra. Her gik det ned og op ad trapper. Halv hårdt, men spændende og fuldstændigt fantastisk lavet. Fandt en sød italiensk familie som hjalp mig med lidt billeder nu jeg var alene og uden selfie stang. De var SÅ søde. I enden af lower trail som var væsentligt længere end upper, blev man igen våd. Meget våd. Man kunne helt bokstaveligt gå ind under vandfaldet Adan. Jeg gik ikke helt derud. Lod de andre om det denne gang.
På vejen op kunne jeg se at jeg havde noget ekstra tid, så jeg tog da lige upper trail igen og øvede mine foto-skills. Jaaa, jeg har såment også skills! På vejen kom en flok aber forbi. De havde stjålet en eller andens madpakke og nu var der så krig mellem aberne indbyrdes men også mellem aber og næsebjørne. Det gav et værre skrigeri, men også mulighed for billeder og et billigt grin af dumme turister som løb forskræmt rundt. Hæhæhæ! På næste upper trail mødte jeg en kineser og kva erfaring holdt jeg mig til ham i håb om gode billeder. Og ganske rigtigt. Den klarede han snildt! De kan altså bare noget med et kamera! Øvelse gør mester tænker jeg. Efter vandfald, tukaner og aber, bevægede jeg mig retur til stien "green trail" som gik retur mod start. En hyggelig skovsti med en herlig duft af skoven og sumpen. Herfra til indgangen hvor vores chauffør ville hente mig som igår. Dog var det en anden mand som prikkede mig på skulderen og sagde "Maria". Han vidste hvad jeg hed og hvor jeg skulle hen, og sagde han var sendt af Stephan. Sagde han... Så jeg fulgte instinktivt med. I bussen som lignede Stephans skrev jeg til mor, og da jeg kort efter fik af vide at det altså VAR Stephan jeg skulle med, blev jeg bange! Jeg udtænkte diverse flugt planer, tjekkede låse og potentielle våben i bilen og hylede mig selv godt ud af den. Ingen mobil signal heller! Det var ikke godt! Gud hvor var det ikke smart! Men men, han kørte pænt, og drejede på de rigtige tidspunkter så lidt efter lidt slappede jeg af. Tror også mor åndede lettet op da jeg 20 min og 200 bekymrede sms' er efter dukkede op hjemme på hotellet i god behold.
Om aftenen brugte vi igen et par timer i hotellets spa inden maden. Det er herligt med den luksus, men for mig lidt over the top. Endnu engang spiste vi i hotellets restaurant. Charter gæsterne skulle jo nødig ud i byen :-) Vi fik drinks igen så i kan selv regne ud at der ikke gik længe inden det sejlede. Vi fik lov af vores søde tjener Christian at bestille fra frokost menuen så Thomas og jeg kunne få en cheeseburger. Mor, far og jeg delte også en behagelig kold argentinsk vin dertil. Sidste aften i Argentina! Næsten vemodigt, ihvertfald efter min mening.
- comments