I fredags startede jeg på arbejde. Jeg er blevet placeret i Hope Center da jeg jo ikke kunne komme til at arbejde i Peace Village. Hope Center er en skole/et dagcenter for handicappede børn i alderen 2-15 år, sådan ca. Jeg startede i den ældste klasse, hvor det mest er undervisning, hvor i mod de mindre børn leger mere. Børnene i klassen var såmen søde nok og glade for at jeg var der, men jeg kunne simpelthen ikke med lærerne. Sagt på den måde, at de vist ikke havde noget problem med mig, jeg kunne bare ikke holde deres undervisningmetoder ud og deres negative attitude. De smilede aldrig, virkede ikke som om de nogensinde roste børnene, havde en truende adfærd og slog. Desuden snakkede ingen af dem engelsk så det var ret svært for mig at vide hvordan jeg bedst kunne gøre gavn.
Derfor gik jeg op til rektoren og spurgte om der evt. snart ville komme en anden frivillig så jeg i det mindste havde en at snakke med. For dagen er altså lang hvis man ikke kan snakke med noget andet end "Xin chao" (goddag). Er ikke sikker på hun forstod hvad jeg sagde, men hun svarede at jeg bare kunne vælge hvilken klasse jeg gerne ville være i. Det gjorde jeg så. Næste dag gik jeg en etage op, der er ét klasseværelse på hver etage da det er et meget lille hus, men højt.

Nu er jeg så i klassen med 4-7 årrige. Der er kun 10 børn, men der er nok at se til alligevel! Der er én med Down syndrom, én med ADHD (tror jeg) og resten er autister. Det er virkelig svært at arbejde med disse! Selvfølgelig er der forskellige grader af autisme, men dem jeg som regel bliver sat til at se efter er de hårdest ramte, da de ofte skal mandsopdækkes. Når man laver aktiviteter skal man ofte føre deres hænder eller hele kroppen mens deres øjne kigger helt andre steder hen og blikket er megafjernt. Det er hårdt og kræver enormt meget energi =/

Selvom det er spændende og meget lærerrigt er det jo egentlig ikke det her jeg kom til Vietnam for at lave. Ville jo gerne på børnehjem, og det vil jeg stadig gerne. Jeg har lidt tænkt mig at høre personalet fra VPV om det er muligt at skifte projekt om 1-1½ måned og så komme på børnehjem. Evt i Sydvietnam. Men nu må vi se. Pga. den lange transporttid til og fra arbejde (mindst en time hver vej) ser jeg stort set aldrig personalet, så må lige finde ud af hvordan jeg gør.

Men først weekend! Fra lørdag til søndag skal jeg til Mai Chau med Ina og en tysk pige der hedder Miriam. Mai Chau er en bjerglandsby med rismarker, trekking- og kajakmuligheder, bål om aften og lokal underholdning. Desuden skal vi overnatte hos en lokal familie i deres hus på pæle. Det glæder jeg mig rigtig meget til! Det bliver også rart at komme lidt ud af storbyen. Det er altid larm, tæt trafik og meget smog i luften. Det er så min første rigtige tur ud af Hanoi og ud i det "virkelige" Vietnam. I næste weekend skal Ina og jeg til Mui Ne i sydvietnam. Det er en strandby med ønkenlandskab til ved. Så der skal vi ud og sandboarde og surfe og forhåbentligt er der godt vejr! =D

I dag var det jo kvindernes internationale kampdag og det går de meget op i hver, åbenbart. Kvinderne får gaver og/eller blomster og blomsterne koster op til 10 gange så meget som normalt. Til min store overraskelse fik jeg, og de andre kvindelige frivillige i Hope Center, også gaver! Vi fik hver en lille rugskindspung med pallietblomster på og to kort hvor der står "happy women-day!" og noget på vietnamesisk =) Meget fint. I frokostpausen holdte vi en lille fest hvor vi fik god mad, dessert og kage. Blev MEGET mæt! De elsker frisk, eksotisk frugt her nede, hvilket jeg elsker - at de elsker! ;)

Smutter for nu. God weekend allesammen og tak fordi I læste med! =)