Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu bevæget os nogle hundrede kilometer nordpå, til Mellemamerikas fattigste land, Nicaragua. Det er et land i stort kontrast til det rige, mægtige Costa Rica.
Vi havde muligheden for at rejse med diverse luksusbusser med AC, hvor selve tur-lederen sørger for alt det formelle med grænseovergange, busser osv - selvfølgelig for en klækkelig overdimensioneret pris.
Det er vi ikke interesseret i, så i stedet fik vi snakket os frem, til hvilken bus der ville være mest hensigtsmæssig. Og så tog vi afsted!
Klokken 06 blev vi hentet af en chauffør, der skulle køre os til nærmeste by hvorfor bussen gik. Vi blev advaret om at der ikke rigtigt gik busser til selve byen og de få der gik, ville vi ikke kunne nå. - det viser sig senere hen at dette var en løgn, så det fik alligevel snydt os lidt!
Derfra bussen videre til landegrænsen mellem Costa Rica og Nicaragua, hvor vi havde det held at være sammen med en del andre turister og en fyr der minder lidt om en langhåret Enrique Iglesias, som til alt held havde sin guitar med. Og som til alt held ville spille intim-koncert for os alle gennem hårnålesving og grusveje. Og som til alt held ikke ramte alle tonerne helt rent..
Det var hyggeligt!
Ved landegrænsen mellem Costa Rica og Nicaragua betaler man en masse penge for at måtte komme ind i landet, 8 dollars for at stemple ind, 2 dollars for noget administration, 1 dollars for et udfyldningsskema, 12 dollars for paskontrol.
Alt i alt temmeligt dyrt, men dejligt at skulle vente halvanden time for at kunne træde igennem kontrollen, i et rum uden aircondition..
Udenfor måtte vi søge efter en bus, som ifølge taxichaufførerne ikke gik længere, men at vi kunne få en god pris hos dem. Yngre drenge syntes vi skulle tage med deres busser, som også var halvdyre.. Men næ nej - vi fandt de lokale busser og netop som den ene skulle til at gå, råbte vi om den gik til Granada. Svaret var "Si, si, si, si, si!", hvilket på dansk betyder noget i retning af "ja, ja, ja, ja, ja!".
Det var løgn nr to den dag. Vi måtte senere erfare at det gjorde den ikke, men vi kom til en lille by, hvor vi kunne skifte bus - det handler alt sammen om penge her!
Fremme i Granada, indlogeret, og morgenmaden kunne endelig indtages omkring kl. 17.30 - så var vi også klare til at smutte i seng efterfølgende.
Granada er en by, der meget karakteristisk for de større byer i fattige lande, kan deles i et fattigt og velhavende område.
Der hvor folk er knap så velstillede, ligner husene noget der er ved at falde sammen, skraldet flyder da folk har en tendens til at tro det falder i ét med naturen så snart de har kastet det, og der bliver råbt og skreget fra gadesælgerne konstant.
I det velhavende kvarter er der flere turister, husene er malet i fantastisk mange farver, intet skrald på gaden, og heste går sommetider frit rundt på gaden.
En stor kontrast mellem gader der kun ligger 500 meter fra hinanden.
Vi lånte nogle cykler og tog turen rundt i byen, for at se hvad den havde at byde på. Vi kom forbi den ældste kirke i hele Centralamerika, der gennem flere omgange er blevet renoveret, da pirater havde brændt den ned. Denne kirke husede også et museum der fortalte om Granadas opstand, samt havde artefakter og skulpturer der kan dateres helt tilbage til år 800 dc.
Vi følte lidt at vi blev til skue for det lokale folk da vi cyklede rundt på vores cykler. Det kan måske forklares ved at vi var to helt hvide, danske turister der valfartede rundt i byen, eller det faktum at cyklerne var beregnet til 8-årige...
Lago de Nicaragua er søen som Granada ligger ud til, der er dannet for mange tusind år siden, efter vulkanerne sprudlede. Her skulle gerne være omkring 365 små øer (vi fik ikke talt dem alle) som vi skulle besøge nogle af. Nogle er beboede af lokale, nogle er sommerhuse (læs: kæmpe palæer), andre er beboet af aber (Monkey Island) og nogle helt ubeboet, men til salg!
Monkey Island er som navnet måske også røber, bosat af aber som vores tur kom forbi. Nanna fik lov at fodre en af dem, med en halv banan. Måske kunne guiden se at netop de to havde et specielt bånd..
Granada har en masse dejlige ting at byde på. En organisation har ordnet bedre vilkår for blinde, da netop de har svært ved at få arbejde. "Seeing Hands" hedder organisationen, hvor blinde arbejder ved at massere. Og man må sige at de render rundt med finger-kræfter som ingen andre.. I hvert fald blev hele ryggen løsnet og er nu klar på at bære rundt på rygsækken igen. Og så var det en oplevelse ud over det sædvanlige.
Et Choko-museum i byen afholder chokolade smagning, samt en masse historie omkring hvordan bønnerne blev opdaget, tilberedt og brugt som valuta. For ti kakaobønner kunne man købe en smuk dame!
Og nå ja - så fik man lov at lave sin helt egen chokolade, 60%, fra bønne til chokoladebar. En helt speciel oplevelse, hvor guiden/kokken fik alle til at danse rundt om et bål, da bønnerne skulle ristes, mens man skulle råbe "BACHE BACHE, CHOKOLATTE!"
Mægtigt sjovt - og snart skal chokoladen nydes!
Da vejret for første gang var rigtigt rigtigt varmt tog vi til den nærmeste Lagune (Laguna de Apoya), hvor vandet er mere friskt end deres eget drikkevand. På dette resort, hvor vi åbenbart endte, kunne vi købe store drinks, nyde vandet og stå på standing-boards, et surfboard hvor man padler sig frem.
Så der var lidt til Nanna der gerne nyder en kølig Piña Colada og til Joachim der hellere bruger tiden i vandet.. Skønt!
Nicaragua har alt, nu blandt andet også Nannas Nike sko. Man kan enten græde over et par stjålne Nike sko, eller man kan grine over det (det er måske så meget sagt!). I stedet går vi nu på markedet for at købe en dejlig kopi-sko!! ;-)
Vi nyder livet her i Nicaragua, der har så meget godt at byde på.. Snart drager vi længere nordpå til nye udfordringer!
Hav det rigtigt godt.. :-)
- comments
Gunnel
Det gik ikke så godt med min kommentar ;-) Men tommelfingeren op for jeres begejstring :-)