Profile
Blog
Photos
Videos
OKAY! Gutter, guttinder, venner, veninder og andre stalkertyper! Så er den her! Lige det i alle sammen har ventet på siden Klodsetpige i Kapstaden! KLODSETPIGE I KAPSTADEN 2 nu på Maldiverne!
Og vi starter selvfølgelig ud med den gamle klassiker:
Klodset pige kort fortalt: Jeg har rejst i 24 timer. Jeg har oplevet mine første kulturchok. Jeg har været overvældet. Jeg har set et firben. Jeg har opgivet mine sko pga. Regn. Jeg har begået synden at bruge leggings/gemascher som bukser. Jeg fandt Dory! Min computer har valgt at give op. Jeg har arbejdet. Jeg har fået en bamse. Jeg har set en løvefisk. Min computer lever af uforståelige grunde igen. Jeg har savnet..
Der er sådan set sket en hel del i løbet af den sidste måneds tid. Jeg skulle jo egentlig have begyndt mit eventyr og rejst hjemmefra d. 2 August. Ugen inden jeg skulle afsted fik jeg en besked om, at jeg nok var nødt til at udsætte min rejse et par uger. Grunden var at pga. Indsmuglede aktivister havde immigration office lukket for al indgang på business visa og den Tirsdag havde de afvist 36 mennesker og sendt dem tilbage, hvor de kom fra.
Jeg gik i stå. Jeg lave en Maude og lagde mig ned i fosterstilling. Græd. Råbte. Stampede i gulvet og lige lidt hjalp det. Så efter dette gik jeg i gang med telefonkøer, mails og hvad der ellers høre med til sådan en proces. Det er underligt. 7 dage havde jeg brugt. Pakket med aftaler for "Vi skal da lige nå at ses inden du tager afsted" og "god tur og pas nu godt på dig selv". 7 dage for bare at sige "SNYDT ikke alligevel". Men det lykkedes! Ny afrejse dato, nye afskedsaftaler.
Dagen før afgang bipper telefonen. Jeg tjekker den og endnu engang kan jeg ikke gøre andet end at gå i stå. Græde. Råbe. Stampe. Udsat endnu engang. f***.
Som min mor sagde "Det kan være svært, at komme ud i verden, også selvom man kun kommer med fred.
Jeg bliver denne gang lovet at næste gang vil være en succes og det blev det heldigvis også. Afsted med mig. 24 timer, 4 lufthavne, 4 fly, en bumpende tur i speedbåd og en masse ventetid senere ankom jeg på den lille ø Naifaru.
Min mor har givet mig en ny ven. En lille kanin. Bare rolig, det er en bamse. Jeg kalder ham Frans. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med ham. Herregud, det er jo kun tre måneder, sidst var jeg da væk i seks måneder uden problemer, hvorfor skulle det være anderledes den her gang? Men Frans er altså lidt nervøs. Han har aldrig rigtig været ude og rejse I længere tid før. Han er lidt bange for at få hjemve. "især én bliver svær at undvære" siger han. Men bare rolig, jeg skal nok tage mig af Frans. Jeg skal nok passe på ham og trøste ham, når hans savn fylder for meget, til at han selv kan rumme det. Han er jo bare en lille blød kanin, og det kan være svært for sådan en lille fyr at rumme alt det på en gang. Han er jo lidt af en sentimental fætter, men til gengæld er han ligeså vild med nye eventyr som jeg selv er.
Så Frans og jeg ankommer på denne lille ø. Det er lidt småhektisk og lidt småforvirrende og vi er møg trætte. Jeg får så at vide at ham jeg skulle arbejde sammen med tager afsted dagen efter, og jeg skal udføre alt arbejdet alene. Uden nogen rigtig form for oplæring. Herefter bliver jeg vidst ind i mit lille værelse. Det virker rodet, uden at der er nogen ting i rummet. Det er også ret slidt. Der er sådan flere ting og efter aftensmaden er de andre trætte og kryber til køjs. Så der sidder jeg. Udmattet, forvirret, overvældet og helt alene. Det kulminere. Jeg ved pludselig ikke, hvad jeg laver der. Jeg ved ikke om jeg kan holde det ud. Jeg savner alt det derhjemme og jeg er bare alene. Det er åbenbart noget andet at tage til Sydafrika og bo med 2 andre danskere. Her er jeg Palle og det viser sig at jeg har ligeså meget brug for Frans, som han har for mig.
Der er gået et par dage siden og jeg er allerede ved godt mod igen. Jeg er stille og roligt kommet i gang med arbejdet, som er en ordentlig mundfuld! Der er virkelig meget at få styr på, men det går stille og roligt fremad.
Jeg har som tidligere nævnt også allerede oplevet mine første kulturchok. Kontrasten er enorm.
Hvor jeg i Sydafrika kunne få, gøre og spise alt det som også er muligt i Danmark + mere, er det her mere anderledes.
Det første jeg finder ud af er toiletpapirs situationen. Jeg kommer ind på mit værelse og går ud på toilettet og undrer mig over manglen på toiletpapir. Jeg spørger de andre, om hvor jeg kan finde noget og bliver mødt af en stille fnisen og en stemme der siger, "They don't have that at this island." "You are kidding?" "no, the little shower next to the toilet is for that". Okay! What? Har jeg sagt ja til det? Det er en lille ting, det virker som en ubetydelig ting, men det synes jeg bare ikke det er! Det slog mig sku lidt ud. For vesterlinge må toiletpapir, da nærmest beskrives som en menneskeret, eller er det mig der overdriver? Og indrømmelsen er stor og personlig og sikkert også overfladisk, men jeg har snydt. Jeg fandt et sted med servietter. Jeg snyder. Men det andet er sku lige grænseoverskridende nok!
Okay, det er godt nok også en lille ø! Står du i midten kan du måske max gå 1,5 km. før du rammer vand. Det er en smule klaustrofobisk. Jeg elsker at gå nye veje og se nye ting, men der er ikke så mange nye ting og se, når der ikke er mere plads! Det at bo på en lille ø betyder også at handlemulighederne er knappe og varene i butikkerne er meget begrænsede. Det lyder igen forkælet og 1st world-agtigt, men jeg kan ikke engang få en f***ing agurk? Det er meget anderledes og jeg føler mig som en forkælet møgunge for allerede at savne handlemulighederne i Danmark. Oveni det er åbningstiderne nærmest umulige at gennemskue. Der er bøn 5 gange om dagen og på disse tidspunkter lukker butikkerne i et par timer. Men tiderne for bøn skifter og dermed også åbningstiderne. Det er et stort forvirrende rod. Bønnen gør også at de to moskeer 5 gange om dagen "kalder" til bøn. En af gangene er omkring kl. 5 om morgenen, og ja, man vågner af det!
Pg.a. den begrænsede mængde ingredienser er maden også noget ensformig. Det er spicy og det smager ca. af det samme, om det er pizza, pasta, ris eller sandwich er smagen af miksede grøntsager ca. den samme. Det er lidt kedeligt, men man vænner sig til det, og det betyder bare at jeg kommer til at sætte pris på endnu mere, når jeg endnu engang er i DK. Mine smagsløg får jo et chok!
Jeg har før fortalt om mit forhold til vand. Havet, søer, åer, you name it. Vand. Beroligende land. Der er noget ubeskriveligt smukt ved vand. Jeg troede at lyden af vand, synet af vand, duften var noget af det som kunne berolige mig aller mest, men jeg må på det groveste undskylde og sige, jeg tog fejl. Hvis du, ligesom jeg aldrig har prøvet det før, så gør det! På med lurebriller og lig dig flydende, stille og nydende i overfladen. Mærk roen, se livet og bliv forbløffet igen og igen over de helt fantastiske syn, der møder dig. Jeg kunne ligge der i timevis. Rettelse, jeg lå der i timevis. Det er så klart. Jeg forsøgte at minde mig selv om at kigge op og ikke blive trukket for langt væk fra stranden, men det er svært. Der kommer hele tiden nye indtryk, nye syn, nye ting du skal se nærmere på, nye ting du skal følge. Det er liv, det er farver, det er ro, det er helt igennem fantastisk. At der skulle gå 25 år før jeg fandt ud af, hvor fantastisk og simpelt det er at snorkle er mig en gåde. Men fremover er det der jeg vil være, liggende, lurende, lige under overfladen. Wauw.
Det blev egentlig en større omgang end først tænkt. Det blev en blanding af følelser, men det er det min første uge på Maldiverne har stået på. Et virvar af indtryk, som ind imellem har været svære at rumme. Mit tøj lugter af hav, der er sand over alt og jeg har lige set et lille firben kravle hen over mit gulv. Godnat herfra for denne gang og tak fordi du følger med.
- comments
Susanne Sørensen Skønt indlæg og dejligt, at følge dig og dine eventyr