Profile
Blog
Photos
Videos
Klodset pige på tur kort fortalt: Jeg har været meget tæt på en stingray. Jeg har været på resort. Jeg har været frustreret. Jeg har haft det varmt. Jeg har spist ild (meget stærk chili ihvertfald). Jeg er faldet 3 gange og givet andre et grin. Jeg har ikke været i vandet i 2 dage, pga. mit dumme øre. Jeg har fået en måde at se Narcos på. Jeg er så småt startet med projekt. Jeg har fået gode råd. Jeg er vågnet ved at en kakerlak kravlede på mit ben. Jeg har levet ølivet. Jeg glæder mig!
Så blev det den tid igen. Tiden, hvor jeg sætter mig et stille sted og lader mine tanker og oplevelser flyde ud gennem mine fingre og ned på papiret. Eller ind i computeren er det vel nærmere i dette tilfælde, men det andet lyder nu bare mere poetisk. På den anden side, skulle i forsøge at læse mine krøllede kravetæer, ja så er jeg ikke sikker på det ville give særlig meget mening. Jeg forestiller mig at håndskrift er lidt som hjerner. Dem der er krøllede og flyvske skaber også krøllede og flyvske bogstaver, når de forsøger at skrive noget ned, hvor dem der er mere organiserede og nydelige også skaber fine balancerede bogstaver. Det var vidst et sidespor.
Nå, men jeg har jo altså så været på resort. Vi har turister fra dette resort, som kommer og får en rundvisning i vores marine center, hvor vi forsøger at rehabilitere skildpadder, og til gengæld kan vi altså bruge resortes faciliteter uden at betale for entre. De billeder du forestiller dig af Maldiverne, de kommer fra resorts som dette. De små hytter ude i vandet. De lange rene hvide strande. Her betaler du gerne 2000-4000 kr. for en enkelt nat og det er ikke engang fordi dette resort er et af de dyreste. Og jeg blev overrasket over denne falske virkelighed, som er bygget op, så her kommer lige lidt Resort Fun Facts!
Resortet har fuldtidspersonale, hvis arbejdsopgave er at sørge for at stranden ALTID ser ren og pæn ud. Maldiverne er meget præget af at der skyller en masse skrald op på strandende og du kan finde alt muligt. Glasskår, nåle, flip flops, poser og ja, you name it. Maldiverne består jo af en masse små øer og disse har altså svært ved at komme af med deres skrald på en ordentlig måde, så det er ikke unormalt at der opstår dumpsites, eller at folk simpelthen bare smider deres affald ud i havet. For et land så afhængig af at verdenshavene forbliver, hvor de er, virker denne ligegyldighed skræmmende. Om de er ligeglade eller uvidende har jeg endnu ikke fundet ud af. Derfor har resortet folk til konstant at tjekke at alt der bliver skyllet op og alt der bliver smidt af turisterne bliver fjernet med det samme. De skulle jo nødig konstateres virkeligheden, mens de er på ferie.
En anden ting, som nærmest slog mig bagover af forundring og latter var, at dette resort har sin egen tidszone. Ja, jeg sagde det. Sin egen tidszone. Når klokken er 17 på resten af Maldiverne er den 18 på Resortet. I receptionen hænger fire ure: London time, NY time, Maldives time og sidst men ikke mindst Kuredu time (navnet på resortet er Kuredu). Dét lyder mærkeligt, tænker du måske. Det forstår jeg ikke en bønne af, kan det også være du udbryder, men tillad mig at komme med en forklaring. Solen går i øjeblikket ned omkring kl. 18 Maldives time, men for at give deres gæster en fornemmelse af mere sollys i løbet af dagen går solen altså ned kl. 19 Kuredu time. Det handler altså alt sammen om at skabe en fornemmelse af mere sollys og give et "bedre" tidspunkt for solnedgangen.
Det er lidt grinagtig med denne falske virkelighed, og det giver et fint billede på, at det kan være svært at få et indtryk af "Det rigtige Maldiverne" når man kommer som turist. Faktisk er det kun fra år 2009 at det er blevet lovligt at have guesthouses på lokal øerne og det er stadig lidt af en udfordring, fordi den muslimske kultur forbyder flere af de ting, som turister nyder; Bikini, afslørende tøj og alkohol. Det gør det også svært for de turister, som besøger vores marine center at forstå, at det ikke bare er vildt fedt altid! "Vi arbejder jo i løbet af dagen, og det er jo ikke ligefrem Kuredu, vi bor på" får vi sagt, og de rynker uforstående på næsen.
Men jeg må indrømme, at selvom jeg finder det lidt langt ude med denne her opbyggede virkelighed, så nyder jeg dagen på Kuredu. Der er pool, der er liggestole, der er frisk frugt og grønt, der er en overdådig morgenmadsbuffet, der er afslapning, der er bikini og der er drinks. Og jeg har fri den dag. Det er ren nydelse, ren afslapning og sikkert også ren frås. Så selvom jeg godt er klar over, at det ikke er det rigtige Maldiverne, så nyder jeg det alligevel. Jeg lever mig ind i det og suger det til mig og jeg har det mildest talt skønt.
Men min hverdag består nu et andet sted, et stykke væk fra dette opbyggede paradis. Den lille lokale ø, med skrald på strandene og påbud om at dække knæ og skuldre. I 30 graders varme. Jeg har ærligt de mest forfærdelige forskellige tanlines rundt omkring. Det ser helt skørt ud! Samtidig er jeg dækket af myggestik. Jeg ved ikke hvad mine ben ligner. Men min hverdag består altså i at arbejde i denne her organisation. Egentlig som frivillige koordinator sammen med en anden en. Problemet består i at vi pt. Ikke kan få nogle frivillige ind i landet, pga. stramninger hos immigration offices. Jeg er altså koordinator for nogle der ikke er her. Mine arbejdsopgaver består dermed i at svare emails, hjælpe marinebiologerne, hjælpe med officielle papirer til det nye guesthouse, at holde partnere opdateret, åbne souvenir-shop, opdatere sociale medier og andre administrative opgaver. Det er ikke helt den arbejdserfaring jeg havde håbet på og det gør dagene lidt ensformidige at der ikke er nogle frivillige. Desuden kan det være lidt frustrerende at overhovedet i organisationen, ham som vi skal spørge inden vi foretager os nogle af de her ting, er en meget travl mand og meget svær at få fat i. Det gør også at vi ofte er i venteposition og ikke rigtig kan komme videre, også sidder man der. Min dagligdag består altså i meget af de samme opgaver og snorkling når jeg er i venteposition, hvilket jo lyder som et paradis. Men når det bliver meget det samme, kan det godt blive kedeligt i længden og man får følelsen af at ens hjerne langsomt smelter væk i manglen på stimulans. Jeg har faktisk overvejet at tage hjem en uge eller to før tid, for at komme i gang med mit projekt og fordi jeg ikke mener at jeg kommer til at misse noget i de par uger. Jeg føler ikke at de kommer til at gøre en forskel ift. udbyttet af min praktik, men kunne gøre en stor forskel i udbyttet fra mit projekt. Men intet valg er taget endnu. Det er stadig på overvejelse plan. Nå endnu et sidespor. NU: Fun facts om Maldivere!
At være vokset op på en lille ø gør åbenbart noget med mennesker. Det giver dem i hvert fald en noget anden opfattelse af tid og arbejdsmoral end man ser i vesten. Alting går bare lidt langsommere på Maldiverne. Hvis man kommer for sent på arbejde kan man godt undskylde sig med "Jamen min alarm ringede klokken 7" Ja okay kammerat, men du skulle altså møde klokken 7? Det tager man rimelig let på. De kender slet ikke den anden del af verden, hvor den opførsel fører til fyring og udskiftning inden for en kort tålmodighedsgrænse. Man kan ligeså godt vænne sig til, at de lokale i hvert fald er minimum 5 minutter forsinket. Det gælder også ift. offentlig transport. Dette kan så også være på grund af vejret, men ofte er det blot på grund af båd-chaufførerne. Man får at vide at båden går kl. 12, så klokken 2 også pludselig bliver man ringet op "Skynd dig! Det er klokken 1."
En anden ting, som er værd at vide, når man arbejder med Maldivere er, at når det regner, så kommer de ikke. Der er pt. Regnsæson på Maldiverne, men når det regner, så dukker de ikke op. Simpelthen. De kommer når regnen er stoppet. Måske. Det kan altså være svært at have en specifik aftale om et møde, fordi man for det første kan regne med, at de i hvert fald dukker op 5 minutter for sent og hvis det regner, så kan man regne med at der går endnu længere tid.
Jeg har derudover udviklet mig til halv vandmand. Jeg bruger meget af min tid på at ligge i vandet og trække vejret gennem et plastik rør. Her ser jeg farver, liv og oplever stilheden. Kun lyden af fjerne delfiner, de enkelte bølgesvulk og mit eget åndedrag når mig her. Her opnår jeg fred, ro og idyl. Troede jeg! Jeg troede at det var mit safespot. Indtil at jeg ligger der og hygger mig og pludselig peger en af de andre ned mellem revet og hvad ser jeg der? En kæmpemæssig stingray. En KÆMPEmæssig stingray. Der bare ligger der og chiller. Helt upåvirket. Med sin big-ass-kæmpe-gigantiske skræmmende stinger liggende efter sig. Jeg ved godt, at det virker usandsynligt at jeg kunne høre mit eget skrig under vandet, men det er jeg altså ret sikker på at jeg kunne. Jeg forsøger at svømme væk fra kræet, kun for at glide hen over en som er ENDNU større. Ja, man kan trække vejret gennem snorklen, men i disse sekunder holdte jeg nu altså vejret. Heldigvis ligger de nede på bunden. Trøster jeg mig med. De er jo langt væk og de bliver nok ikke aggressive, hvis jeg bare holder mig på afstand. Jeg trækker vejret igen. Jeg lader roen vende tilbage. Men ikke for længe. Dagen efter sker der nemlig det at monsteret i stedet for at ligge stille og roligt og chille. Bevæger sig op fra sin plads. Nærmest svæver gennem vandet med sin stinger følgende efter sig. Lige imod mig! Lige forbi mig! Lige der ved mig. Jeg er virkelig bange for dem. De andre siger, jeg skal tage det roligt og at de jo er mere bange for mig end jeg er for dem. Jeg tror på det er godt at være forsigtig. Min krop tror tydeligvis at det er bedst bare at panikke. Dog var min værste oplevelse nok den sidste. På vej ud er der mange mindre stingrays inde ved stranden. Jeg følger efter en af de andre, fordi så kan han ligesom skræmme dem væk inden jeg kommer plaskende. Jeg kommer ud til seacage, fodrer skildpadder, ser nogle delfiner og nyder solens stråler. På vej tilbage tænker jeg ikke yderligere over noget, før jeg høre nogle sige mit navn. Jeg popper mit hoved op over vandet idet han peger og siger "Stingray". Her er vi forholdsvis tæt på strandkanten. Der er ikke langt mellem mig og sandbunden og jeg er på vej ind i seagrass area. Stedet, hvor stingrays ikke ligger og chiller pga. manglen på sand, men bevæger sig rundt i søgen på sand. Jeg svømmer forbi 3 styks. Ser deres stingere gå i alle forskellige retninger. De er meget tæt på. Jeg når sandbreden og tror jeg er sikker. Og her ser jeg den så. Ligge lige under mig. Der er maks 20 centimeter mellem mig og den og jeg har mit ansigt lige over den. Jeg kan stirrer den i øjnene og den virker ikke til at være den mindste smule bekymret. Jeg holder vejret. Mit hjerte hamrer derudaf. Adrenalinen er skudt afsted og Den klodsede pige reagerer. Ikke hensigtsmæssigt, men jeg reagerer. Jeg stopper min fremgang ved at slå hænderne i sandet lige før jeg rammer den. Den svæver op fra sandet. Vender sig og lader truende sin stinger bevæge sig væk under mig. Den er væk. Jeg sætter fødderne i og løber ud af vandet. "DID YOU SEE THAT?". Det gjorde han, men endnu engang er jeg bangebuksen. Jeg har indtil videre set 5 forskellige arter af rays, alle sammen dem der kan stinge. Jeg kan ærligt sige, jeg har ikke behov for at se flere af den slags!
Èn dag om ugen holder vi fri. Så tager vi på tur. Enten til Kuredu, som jeg har fortalt om, eller til andre steder. Én af gangene var vi på Koralian lab. En lille ø, eget af 2 mænd. Man skal altså have lov at disse til at besøge øen. De har deres egen Ø. Hvor crazy er det lige? "Hej jeg hedder Bjarne og det her det er min ø" Endda en meget ren fin ø, med lækkert siddeområde og hjemlig hygge i form a høns som går rundt om en og klukker. Ja ja bevares, det tæller måske ikke som hjemlig hygge for de fleste, men for mig bragte det altså minder om Farmen i Fjellerad.
Sidst, men absolut ikke mindst, vil jeg bare gerne fortælle, at om 2 uger får jeg besøg fra Danmark i hele to uger og jeg kan slet overhovedet ikke vente! Ikke alene er det en ferie, som kommer til at stå på fede oplevelser og afslapning, det er også en ferie med én, som jeg har savnet meget mere end i aner og meget mere end jeg selv var forberedt på.
- comments
EMIL Dejlig beretning Lotte :) Håber ikke din oplevelser med stingrayen præger dig for meget! Det var sådan en der fik ram på Steve Irwin! Anyways tak for indsigten i et lidt mere spændende miljø end arbejdslivet i Aarhus! Fortsat godt ophold :)