Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen efter var det tid til at komme videre fra San Diego og tage nordpå til englenes by Los Angeles. Vi logerede os ind på et hotel for 5 nætter. Vi sluttede selvfølgelig dagen af med at ligge i poolen indtil at vores hud kunne gøre en bassethund jaloux. Den næste dag besluttede vi os for at prøve kræfter med Hollywood, efter noget tid fandt vi os en parkeringsplads, og så var det ellers tid til at kigge ned i jorden efter stjernerne. Efter at have trækket vores sure tæer over diverse stjerner, fandt vi os en guidet tur som kunne køre os forbi de forskellige kendtes boliger i Beverly Hills og Hollywood. Efter at have stirret ind i de mange stakitter og hække kom vi endelig frem til Michael Jacksons hus. Her stod Jackson fans og journalister side om side for at, sørge og for at finde ud af det seneste nye omkring Michael Jacksons død.
I Hollywood var det nærmest umuligt at få et glimt af Michael Jacksons stjerne, man måtte bare prøve at smide kameraet ind i midten af bunken af mennesker og krydse fingre for at man ville få et nogenlunde godt billede.
Man kunne godt skimte Hollywood bogstaverne fra byen, men det var lidt fesent, så vi valgte at køre imod dem i håbet om at få et billede hvor man rent faktisk kunne se: H O L L Y W O O D. Efter en bjergkamp (Impala vs. Mountain) stod vores Impala endelig højest på skamlen, og vi var kun få hundrede meter fra bogstaverne. Vi brugte en lille halv time på at producere pragtbilleder, herefter satte vi kursen imod vores hotel.
Den næste dag ville vi til Long Beach for at sejle på vandscootere, men desværre var alt booket pga. at det var den 4. Juli(uæfhængighedsdagen), heldigvis havde vi dagen forinden bestilt nogle LA Galaxy (fodbold) billetter så vi kunne komme ind og se kampen mellem LA Galaxy og New England Revolution om aftenen. Desværre kom vi ikke til at se Donovan (Amerikansk landsholdsspiller) da han var blevet syg op til kampen. I stedet fik vi investeret i fire LA Galaxy trøjer så vi kunne være rigtige supportere for én aften. Kampen endte 1-0 til Galaxy, så stemningen var helt i top efter kampen. I anledningen af den 4. juli var der også et kæmpe fyrværkerishow efter kampen, som var storslået og blev ved i flere minutter. Efter fyrværkeriet gik vi ud fra stadion, her mødte Rune og Torben tre drenge som stod og jonglerede, og de skulle selvfølgelig lige have den store opvisning i jongleringskunsten som både Torben og Rune brillerer. Bagefter tog vi tilbage til hotellet i ly af natten.
Den sidste dag i LA skulle der noget action til, så vi kørte imod Hollywood igen, men denne gang var det for at komme i forlystelsesparken Six Flags, her skulle de efter sigende have nogle af de vildeste rutsjebaner i hele USA. Og det var ikke helt forkert, det var pænt vildt! Man startede blidt ud med at rykke skulderen af led, derefter blev det kun vildere. Efter en hel dag med at blive kastet op i luften, smidt rundt i skruer og skudt af sted med mere end 100 km/t, var vi ved at være klar til at tage hjem til hotellet. Til sidst skulle vi dog lige posere med diverse figurer, da det jo hører sig til. Og så var det tid til at tage tilbage til hotellet. Helt klart den vildeste park vi har prøvet indtil videre, kan helt sikkert anbefales til andre som tænker på at tage turen til LA og som er vilde med rutsjebaner.
- comments