Bjerge, Bjerge, Bjerge

Vi har nu været i NZ i en uge, og vi er kommet frem til Te Anau, gateway til Fjordland National Park på Sydøens vestkyst. Vi har kørt ca. 1000 km, en stor del af disse er den slags km, som Kamille kalder "fuldstændig unødvendige". Det betyder i denne sammenhæng, at man kunne have kørt en meget mere direkte rute, hvis man havde jævnet landskabet en smule. Hun finder serpentiner-veje tåbelige, idet man jo bare kunne køre lige op og ned af bjergene.

Og der har været mange bjerge allerede. Lasse og jeg synes, at vi allerede har kørt igennem en mængde forskellige landskaber. På en eller anden måde har jeg svært ved for alvor at beskrive deres forskellighed. Alle landskaberne involverer bjerge. Der er bjerge tæt på og bjerge langt væk. Bjerge med skarpe, kantede sider, og bjerge, som opfører sig mere om bløde bakker - altså bare lidt større. Der er gule bjerge, brune bjerge, grønne bjerge, og naturligvis hvide bjerge. Landskaberne har alle bjerge, men er vidt forskellige i udtryk og stemning.

De sidste dage har vi køre igennem det sydligste af landet. Det er et grønt og frodigt område, hvor grønne bakker med får dækker en stor del af jorden. Indimellem gennemskæres landskabet af en flod eller en mindre skov, eller en undseelig lille landsby dukker op. Landsbyer af den slags, hvor man forestiller sig de unge på flugt mod storbyen endnu ingen de er blevet flyvefærdige, og hvor indtægtsgrundlaget synes uendeligt lille, selv med de mange uldtotter, man netop er kørt forbi. Det lyder ensformigt, og måske lidt kedeligt, men er det langt fra. Ikke kun fordi bjergene i vest rykker tættere og tættere på i takt med, at vores hjem rykker længere mod Fjordland, men også fordi det grønne er grønt på en helt anden måde end i Danmark.

Vi overnattede i nat i en park lidt udenfor den lille by Gore. Kun en enkelt anden camper havde fundet vej de 11 km udenfor byen, og vi følte det, som et paradis, som vi havde næsten for os selv. Området havde flere Walking Tracks foruden den store offentlige legepads, kæmpe, velplejede græsplæne, og område med faciliteter til sådan nogle som os. Idag bevægede vi os ind på en af disse tracks, og her ændredes verden fuldstændig indenfor få meter. Vi befandt i såkaldt Native Forest; en regnskov med lianer, bregner, og mosser i en eksplosiv frodighed. Vi kravlede op ad stien de 309 m til et lookout, hvorfra vi kunne se ud over trætoppene til de fårefyldte bakker bag skoven. Derefter ned i regnskoven igen, og langs med bækken tilbage til parken. En sær, men behagelig, blanding af natur og menneskelig kontrol over samme, - en balance, som de virkelig formår at finde i dette land.

Midt på eftermiddagen landede vi i Te Anau, der ligger på kanten af Lake Te Anau, omkranset af ....bjerge. Nu lidt større bjerge med en vis fjendtlighed over sig. Det er mennesketomme bjerge, hvor end ikke fårene kan bevæge sig rundt. Her findes ikke den samme stemning af forladthed og tristhed over, at Storbritannien nu får deres mad fra EU og ikke fra NZ. Her er fyldt med turistpenge på en måde, som udstiller Bornholms svagheder som turistdestination på en lidt provokerende måde. Men OK, - byen har også verdens 8. vidunder i sin baghave: Milford Sound, en ener i verden. Når man er kommet her, så er det sådan set ligemeget hvad turen på Milford Sound koster. Og når man er igang med at have den store tegnebog fremme, så må man også lige have en tur til Te Anau Caves og lidt ekstra. Det er områdets store held, og attraktionerne er så tilpas utilgængelige, at vi må have hjælp til at besøge dem. Inden vi forlod tour-operatørens kontor, var vi 3000 kr. lettere og fuld af forventningens glæde. Imorgen skal vi til Milford Sound.

Hilsen og tanker til jer alle

Kirstin + co.